Overblik over medicinkategorier, og hvad de gør i din krop

Vi giver dig et overblik over de forskellige typer af medicin, du typisk får i fertilitetsbehandling, hvad de hjælper dig med og hvordan du kan mærke dem i kroppen.

Skrevet af:

Marie Krabbe-Sørensen

17. februar - 2021


Hos wawa dykker vi ned i nogle af de svære områder og gøre dem lidt mere forståelige.

Hvad gør de forskellige medicingrupper i kroppen og hvad er der af bivirkninger? Det forklarer vi dig her:

Follikelstimulerende hormoner:

Findes i tabletform og som indsprøjtninger, der skal tages i maveskindet. Hormonet skal bringe alt fra en til flere ægblærer i vækst i æggestokkene alt efter behandlingstypen.

Almindelige bivirkninger:

Rødme/irritation ved indstiksstedet, overstimulation.

GnRH antagonist:

Er en indsprøjtning, der skal tages i maveskindet (nogle klinikker vil instruere i, at den skal tages i låret). Den bruges i den korte behandling og skal hindre en ægløsning før ægudtagningen.

Almindelige bivirkninger:

Hævelse/rødme/irritation ved indstiksstedet (kan minde om et insektstik).

GnRH agonist:

Findes som en næsespray, som en indsprøjtning i maveskindet og som et depot, der sprøjtes ind i maveskindet af en fagperson. Den bruges som nedregulering i den lange behandling og kan også bruges som ægløsningssprøjte i den korte behandling. Depotsprøjten bruges som nedregulering, der skal vare i en længere periode.

Almindelige bivirkninger:

Under nedregulering kan man opleve hovedpine, humørsvingninger, hede- svedeture og søvnbesvær – disse gener forsvinder typisk igen, når man starter op i det follikelstimulerende hormon.

Ægløsningssprøjte:

Findes som en indsprøjtning bestående af enten hCG eller som en GnRH agonist. Den sørger for den sidste modning af æggene og inducerer en ægløsning med mindre, der er tale om IVF/ICSI, hvor ægudtagningen foregår inden ægløsningen.

Almindelige bivirkninger:

Overstimulation.

Progesteron:

Findes i forskellige former for stikpiller og som indsprøjtninger i en muskel eller i maveskindet. Bruges i lutealfasen (perioden efter ægløsning/ægudtagning) og er med til at sikre et højt progesteron niveau, som er en forudsætning for at ægget ’sætter sig fast’ og udvikler sig i den tidlige graviditet.

Almindelige bivirkninger: 

Brystspændinger, ’luft i maven’ og forstoppelse.

Østradiol:

Findes som tabletter og bruges typisk i den stimulerede frysebehandling, hvor man udnytter, at Østradiol får slimhinden i livmoderhulen til at vokse samtidig med, at den holder ’æggestokkene i ro’.

Almindelige bivirkninger:

Hovedpine, kvalme, mavesmerter og søvnbesvær.