Natascha: “Det er en stor sorg, når vores datter spørger os, hvorfor hun endnu ikke er blevet storesøster”

For 1,5 år siden troede Natascha og hendes mand, at de selv havde magten til at planlægge, hvornår en søskende ville passe ind i deres liv. I dag håber de bare, at deres drøm om barn nummer to en dag vil gå i opfyldelse.

Skrevet af:

wawa

27. februar - 2022


Som sekundært infertile oplever Natascha og hendes mand ofte, at det er svært for andre at forstå deres sorg, fordi de har et barn i forvejen. Her deler Natascha deres historie.

Før behandling og udredning, hvor var I så i livet?

Min mand og jeg mødte hinanden i gymnasiet, men havde under vores gymnasietid ikke øje for hinanden. En kold efterårsdag nogle år efter, at vi var blevet studenter, mødtes vi igen til en fest med nogle gamle gymnasievenner. Jeg havde aldrig haft romantiske tanker om min mand før den aften, hvor vi sad sammen i en vindueskarm og snakkede sammen i flere timer. Min mand var den aften en sand gentleman, der fulgte mig hjem, og to dage senere gik vi en tur i Frederiksberg Have og har siden da været uadskillelige.

Vi havde fra starten af vores forhold drømme om at stifte familie, men havde ikke planer om, hvornår det skulle ske.

En sommerdag i år 2017 blev jeg gravid med vores datter, hvilket ikke var planlagt.

Et halvt år forinden var vi flyttet i en ny lejlighed, og på det halve år var min mand blevet færdiguddannet og havde fået sit første job.

Vi havde mange planer og drømte om at rejse noget mere og nyde livet, nu hvor økonomien ikke længere var begrænset af et SU-budget. Men det skulle vise sig, at den frihed, som vi regnede med at skulle nyde i et par år inden børn, hurtigt var ovre.

Vi interviewer

Natascha Vilhelmsen på 32 år. Hun
arbejder som socialrådgiver. Bor i
Hellerup med Kasper på 32 år, der
arbejder som socialpædagog. Sammen
har parret en datter.

Jeg husker, at min menstruation udeblev, og at min mand efter en sen aftenvagt kørte byen rundt for at købe en graviditetstest. Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg var gravid, men vi måtte jo lige have det bekræftet af en test, inden vi for alvor kunne forholde os til vores nye situation. Den efterfølgende morgen var testen ganske rigtigt positiv, men vi havde svært ved at forholde os til, at vi nu skulle være forældre.

Jeg sagde til min mand, at jeg hellere måtte tage en ny test næste morgen, da planen jo ikke var, at vi skulle have et barn, men at vi skulle ud at rejse – vi var i fuld gang med at planlægge en tur rundt i Sydamerika. Testen dagen efter var også positiv, og dér gik det op for os, at vi stod overfor en stor ændring i vores liv: Vi skulle være forældre!

Efterfølgende var vi ikke i tvivl om, at vores kommende datter var meget velkommen, og vi glædede os, samtidig med at vi vist begge havde lidt svært ved at forstå vores nye situation.

Set i bakspejlet tænker jeg, at vores datter kom på det helt rigtige tidspunkt: Vi var et sted i livet, hvor vi var glade.

Vi var flyttet ind i vores nye, dejlige lejlighed i et børnevenligt område, og jeg selv havde en måned forinden min graviditet fået en drømmestilling, ligesom min mand også var landet i et godt job. Livet var nemt og fyldt med drømme og håb for fremtiden.

Vores datter kom til verden efter en lynfødsel på den første varme forårsdag i 2018; sådan en dag, hvor København emmede af liv, og folk sad på fortovscaféerne og nød forårssolen. Efter en hurtig, men hård fødsel, hvor min datter fik ødelagt meget af sin mors underliv, tog det noget tid for os at lande i vores nye tilværelse. Sommeren 2018 var ekstraordinært varm, så det var en hård sommer at være en lille baby og en hård tid for os som nybagte forældre, da jeg desværre var meget plaget af at være gået meget i stykker under fødslen.

Barslen var derfor præget af konstant at søge skygge fra den bagende sol og gå til diverse genoptræninger med min ødelagte bækkenbund samt genoptræning hos en osteopat med min datter, hvis nakke var helt skæv efter den hurtige fødsel.

Tankerne om en søskende var derfor ikke noget, vi overvejede de første par år. Vi havde brug for at lande som familie, inden vi havde overskuddet til at sætte endnu et barn i verden. Som tiden gik og overskuddet begyndte at kigge mere frem, startede planerne for vores fremtid. På min 31-års fødselsdag aftalte vi at gifte os, og planlægningen af brylluppet startede, 14 dage før Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts 2020.

Vi brugte derfor foråret og sommeren på at følge med i diverse pressemøder og smittetal og nåede også gentagne gange at aflyse brylluppet. Men 13 dage før den bookede dato på rådhuset stod det klart, at Danmark var igennem, hvad der skulle vise sig at være den første coronabølge – og lørdag den 27. juni 2020 blev vi gift på Københavns Rådhus. Efter brylluppet var vores plan, at vi ville arbejde på en lillesøster eller -bror til vores datter.

Vi var begge af den overbevisning, at når det var gået så nemt første gang, så var det en ren ”bestillingsvare” at planlægge en søskende til vores datter.

Hvornår og hvordan gik det op for jer, at I behøvede hjælp?

Kort tid efter brylluppet stoppede jeg med mine p-piller, og min menstruation kom hurtigt igen. I starten var min cyklus lidt ustabil, og den sjove planlægning blev hurtigt erstattet af ægløsningstest og et forsøg på at regne ud, hvornår chancerne for at opnå en graviditet ville være mest optimale.

Månederne gik, og det blev mere og mere slidsomt for vores forhold med den planlagte sex og de gentagne forsøg på at regne ud, hvorfor jeg heller ikke denne måned var blevet gravid. Jeg kontaktede hurtigt vores læge, da jeg havde på fornemmelsen, at noget måtte være galt, når nu det var gået så nemt første gang.

Vores læge gav os et par måneder til at forsøge selv at blive gravide, og vi aftalte, at hvis jeg ikke var blevet gravid indenfor de næste par måneder, ville hun henvise min mand til at få foretaget en sædprøve og mig til en gynækolog.

Månederne gik, og min menstruation kom måned efter måned. Jeg fik en tid hos en gynækolog, som næsten rystede på hovedet af mig, da hun ikke mente, at vi havde forsøgt længe nok. Hun talte belærende til mig om tålmodighed, og at vi slet ikke skulle henvises til fertilitetsbehandling, da vi jo havde et barn i forvejen, som var blevet undfanget naturligt.

Jeg blev undersøgt og fik at vide, at jeg havde masser af æg, og jeg fik en henvisning med til diverse blodprøver. Jeg kan huske, at jeg efterfølgende ringede til min mand og var lettere forvirret og ked af det over den måde, som gynækologen havde mødt mig på. Jeg følte, at jeg havde spildt hendes tid, og at det var min egen tålmodighed, jeg skulle prøve at styre: For der kunne jo ikke være noget galt, når det nu var lykkedes os at få vores datter. Samtidig var jeg glad for, at jeg havde æg, og at de så fine ud.

Min mand var efterfølgende på Rigshospitalet for at få undersøgt sin sæd.

Nogle uger efter tikkede svaret på sædprøven ind på Sundhed.dk: “Lettere nedsat. Insemination kan overvejes”, stod der i svaret.

Jeg husker, at vi begge to følte en vis lettelse over endelig at få et svar på, hvorfor mange måneders prøvelser måske ikke havde båret frugt. Min mand skulle lige sluge resultatet, men vi var hurtigt klar til at gå videre og bede om hjælp til at få drømmen om en søskende og endnu et barn til at gå i opfyldelse.

Vi kontaktede igen vores læge, som henviste os begge til en privat fertilitetsklinik. Efter nogle ugers ventetid kom dagen endelig, hvor vi skulle til den første samtale på klinikken. Min mand var nogle måneder forinden stoppet med at ryge, og vi havde begge omlagt vores livsstil og havde allerede på daværende tidspunkt købt os fattige i diverse kosttilskud, vitaminer og mineraler – og det skulle vise sig, at vores livsstilsomlægning havde båret frugt.

Min mand havde fordoblet sin sædkvalitet, og lægen kunne fortælle os, at jeg havde masser af æg, hvilket kunne være årsagen til, at det de sidste mange måneder havde været svært for os at regne ud, hvornår jeg havde ægløsning. For med så mange æg kan ens ægløsning blive påvirket, så den bliver svingende og derfor ikke falder på samme tid hver måned.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb: Hvordan skred tiden frem?

Vi fik lagt en plan med lægen om at starte op i IUI-behandling. Lægen gjorde det klart for os, at når jeg havde så mange æg, så skulle vi regne med, at hormonstimulationen sandsynligvis ville medføre, at jeg ville modne mere end ét æg – og derfor kunne vi ende med tvillinger, hvis jeg blev gravid ved hjælp af IUI-behandlingen.

Jeg husker, at vi efter første møde med klinikken var meget lettede og forventningsfulde over endelig at få hjælp. Vi snakkede meget om, hvor godt det var, at vores datter var blevet 3 år, hvis nu vi ville få tvillinger.

Da vi på dette tidspunkt var midt i sommerferien, skulle vi vente en cyklus, inden vi kunne gå i gang med første behandling. Jeg var skuffet over ventetiden, da tålmodigheden efter et års anstrengelser derhjemme var ved at være opbrugt. Jeg havde lyst til at komme i gang med det samme, da mine forventninger efter samtalen med lægen helt klart var, at det bare var et spørgsmål om tid, inden vi ville stå med en positiv graviditetstest i hånden. Det skulle vise sig, at jeg blev meget klogere, og at en ny form for tålmodighed og ventetid kun lige var begyndt!

Behandlingen startede, og nedtællingen i forhold til betalte IUI-forsøg gik i gang.

Jeg blev ikke gravid som forventet i løbet af de tre IUI-forsøg, som vi havde fået betalt via sygesikringen.

Fortvivlelsen over, hvorfor det ikke ville lykkes, blev større og større, og frustrationen steg, i takt med at min menstruation kom igen og igen hver måned.

Det var en hård og mørk tid efter de tre mislykkede IUI-forsøg. Vi havde svært ved at forstå, at vi nu for alvor var det par, der var landet i fertilitetsmøllen, og det var hårdt at indse, at ønsket om endnu et barn og en søskende til vores datter nok ikke ville blive så nemt, som vi havde håbet på.

Vores redning i den periode var helt klart, at vi hele vejen igennem har været åbne om vores situation, og at vi har snakket meget med vores naboer og gode venner, som flere gange har været i fertilitetsbehandling og igennem flere mislykkede forsøg.

Klinikken kunne ikke forklare os, hvorfor det ikke var lykkedes for os med IUI. Efter grundige overvejelser besluttede vi os for at gå videre og takke ja til at starte i IVF- behandling. Behandlingen gik i gang, og det føltes godt at starte med en ny form for behandling. Dagene gik med diverse sprøjter og scanninger.

Jeg kan huske, at jeg i de sidste dage inden ægudtagningen var oppustet og havde en masse væske i kroppen, og at mine cykelture frem og tilbage fra arbejde var forbundet med smerte, hver gang jeg køre over brosten eller det mindste bump. Mine smerter over de mange æg var om morgenen på ædudtagningsdagen væk, og jeg var overbevist om, at de mange sprøjter ville være spildt arbejde. Det skulle vise sig, at alle mine bekymringer skyldtes nervøsitet, for jeg fik taget 14 flotte æg ud.

Jeg husker den dag som fuld af håb og lykke over de mange æg. De mange stimulerende sprøjter havde båret frugt, og vi følte os tættere på drømmen om at udvide vores familie. På tredjedagen fik jeg lagt et flot ottecellet æg tilbage, og på femtedagen fik vi at vide, at to af æggene havde udviklet sig til blastocyster og ville blive lagt på frys til senere brug. Ventetiden begyndte endnu en gang, men desværre lykkedes det os ikke at opnå en graviditet med det æg, jeg havde fået lagt op.

Efterfølgende skulle vi vente en cyklus på at kunne prøve igen med et af vores to fryseæg. I januar fik vi lagt det første fryseæg op, men jeg blev desværre ikke gravid. Lige nu ruger jeg på vores andet fryseæg, og vi er meget spændte på, om det lykkes denne gang.

Hvilke tanker og følelser har fyldt hos jer i løbet af behandlingen?

Det er nu 1,5 år siden, at vi blev gift og tog beslutningen om at udvide vores familie med endnu et barn. Hvis nogen havde spurgt mig dengang, havde jeg aldrig forestillet mig, at vi nu – så mange måneder efter – endnu ikke ville have opnået en graviditet.

Vi har begge oplevet dét at være sekundært infertile som en kæmpe livskrise. Det er stadig fortsat svært for os at forstå og acceptere, at det skal være så svært for os at få barn nummer to, og det er svært, at lægerne ikke kan give os en forklaring på, hvorfor en søskende lader vente på sig.

Jeg især har brugt mange kræfter og sene nattetimer på diverse hjemmesider for at søge mening og forklaring. Jeg kender ikke nogen, der har svært ved at få barn nummer to, tre eller fire – og vi oplever derfor, at vores omverden kan have svært ved at sætte sig ind i den smerte, vi føler. De søde, velmenende råd fra folk bliver ofte, hvor heldige vi er at have vores datter. Vi er naturligvis begge taknemmelige for, at vi har hende, men det er også en stor sorg, når hun spørger os, hvorfor hun endnu ikke er blevet storesøster. Eller når hun fortæller om endnu en af hendes kammerater i børnehaven, der skal have en søskende.

Jeg synes, at vi har været mange følelser igennem, i den tid vi har forsøgt at få endnu et barn. Vi er gået fra at tro, at vi selv havde magten til at planlægge, hvornår en søskende ville passe ind i vores liv, til i dag bare at håbe på, at hele familiens ønske om endnu et barn går i opfyldelse en dag.

I starten brugte især jeg meget tid på at være stresset over månederne, der gik, og den aldersforskel, der ville komme mellem vores datter og hendes kommende lillebror eller -søster. Men i dag fylder det ikke længere på samme måde for mig med alle de par, der får pseudotvillinger, og samfundets forventninger til, at der ikke må være for mange år mellem søskende.

Nu er det ligemeget, om der kommer til at være 4, 5 eller 7 år mellem mine børn. Mit højeste ønske er blot at give min datter en søskende.

Vi har begge oplevet, at det har hjulpet at være ærlige om vores fertilitetsforløb, men vi oplever også, at folk kan have svært ved at forstå vores smerte, fordi vi jo har et barn i forvejen. Jeg ønsker og håber, at vores historie om at være sekundært infertile kan hjælpe andre par, der står i samme situation: For sorgen, der kommer med sekundær infertilitet, kan være lige så stor, selvom man har et barn.

Nataschas tal

3 IUI-behandlinger
1 IVF forsøg
1 ægudtagning
14 æg, 9 befrugtet
1 ægoplægning
2 blastocyster i fryseren.

Når du ser tilbage, hvad har så været det hårdeste?

Det hårdeste har helt klart været uvisheden om, hvorvidt vores ønske om at få barn nummer to vil blive opfyldt. Jeg synes, at det er hårdt med alle de følelser på kort tid: Den ene dag kan være forbundet med stor sorg over endnu et mislykket forsøg, og den næste dag er man klar og utålmodig efter at starte op i en ny behandling.

Min mand og jeg har været gode til at snakke om alt det svære og skamfulde, og jeg tror, at vores åbenhed har gjort det nemmere for os at forstå hinanden. Min mand er helt klart bedre til at holde ”frikvarter” fra tankerne og behandlingerne, end jeg er, men jeg husker mig selv på, at det er hans måde at komme igennem denne periode af vores liv på.

Min mand er god til at acceptere, at jeg har et meget større behov for at tale med venner og familie om vores situation og for at undersøge og have styr på statistikker, behandlinger osv. Det har hjulpet os at have respekt for hinandens forskellige måder at håndtere livskrisen på, da det har vist sig, at vi ikke reagerer på samme tid, når vi eksempelvis får dårlige nyheder under en behandling. Min mand kan ofte blive meget ked af det, lige når vi får besked om, at et forsøg er mislykket, hvorimod jeg ofte er et par dage om at reagere.

Jeg tror, at det er meget godt, at vores reaktioner kommer lidt forskudt, så vi ikke begge to sætter os i sofaen og er kede af det på samme tid, men kan skiftes til at være der for hinanden.