Nanna har taget pauser fra behandlingen: “Pauser er ligeså vigtige som selve behandlingen, hvis du spørger mig.”

Vi har snakket med en række kvinder om, hvorfor de valgte at tage en pause fra deres behandling. Her fortæller Nanna om, hvordan pauser i behandlingen har hjulpet hende og kæresten med at finde dem selv igen.

Skrevet af:

wawa

16. juni - 2022


Kan du sætte ord på, hvorfor du valgte at tage en pause i din behandling?

Vi har været i fertilitetsbehandling i snart 4 år nu. Vi er begge 34 og har været kærester i 12 år.

Der har generelt været pauser undervejs grundet ventetid, opstart m.m. Men en aktiv pause, valgt til af os selv, har vi gjort to gange.

Første gang var grænseoverskridende og gav mig mere stress end afslapning. Tik tik, tiden gik… Var det det rigtige at gøre? Jeg blev jo ikke yngre og skulle vi ikke “bare” klø på? Svaret er nej.

Den første pause lærte os meget. Den lærte os at navigere i os selv, vores følelser og bare det at være. For mig var det altafgørende, tror jeg. Oplevelsen af ikke at have nogle alarmer med påmindelser om at skulle tage medicin. Ingen aftaler på klinikken osv. gav en kæmpe frihedsfølelse, da jeg først lærte at trække vejret under vores pause. Det kom egentlig naturligt efter lidt tid. Det var en tilvænning og en accept af at pause, for mig, også er en stor del af behandlingen. At give sig selv plads til at trække vejret et øjeblik. For det er voldsomt følelsesmæssigt, fysisk og psykisk og være i fertilitetsbehandling.


Hvad brugte du tiden på, mens du holdte pause? Forberedte du dig på nogen måde til at starte behandling igen?

Den første pause brugte vi egentlig bare på at hellige os vores arbejde, vores venner og friheden i det. Hvad havde vi lyst til? Spontaniteten og følelsen af, at jeg kunne mærke mig selv for en kort stund, som den person jeg var før behandling. Den Nanna jeg havde savnet så grusomt. Følelsen af at kunne være ordentligt til stede på mit arbejde. Ikke at skulle en masse ved siden af arbejde var en vigtig periode for mig. Min arbejdsplads bakker mig enormt meget op, og jeg har en paragraf 56 til netop fertilitetsbehandling m.m.

Vores anden pause var i sommeren 2021.


Jeg var fyldt op. Af sorg, uvished, magtesløshed og fortvivlelse. Skulle vi fortsætte? Hvornår er nok nok? Hvornår bliver det for meget?


Alle disse tanker fyldte så meget, at min mand sagde, at han synes vi skulle tage en pause på nogle måneder igen for at finde frem til, hvad der skulle ske.

Det skal siges, at jeg under min anden ægudtagning blev rigtig rigtig syg. Overstimuleret, 42 æg modnede på mine æggestokke, konstante smerter, væske i bughulen og blod i æggestokkene. Den periode står stadig som et traume for mig den dag i dag. Ægudtagelsen var det værste, jeg har oplevet smertemæssigt. På grund af PCOS kan det gå voldsomt stærkt lige pludselig med modning af æg. Den oplevelse var også med til at gøre mig bange og vred, og gjorde, at jeg ikke gad mere, tror jeg.

Vores anden pause var fra maj 2021 og helt frem til oktober 2021. Det var verdens bedste pause.


Den første pause havde lært os, at pauser er ligeså vigtige som hormonstimulering og ægudtagelse.


Vi holdt sommerferie i Danmark, var på de vildeste ture, nød livet og kørte efter YOLO udtrykket i 4 uger haha. Fuld gas på alt. Jeg følte mig som mig selv igen.

Vi var kærester, der bare holdt i hånd, kyssede inderligt og oplevede livet som et par, der bare elsker hinanden. Og ikke som parret, der er i behandling. Jeg var kæresten, der kunne give al den kærlighed og omsorg, jeg netop altid har indeholdt for dem jeg elsker, igen. Jeg var ikke fyldt op af hormoner, vredesudbrud eller ulykkelighed. Lige dér var jeg faktisk lykkelig. Det var alfa omega for os med netop dén pause igen.



Hvornår vidste du, at du var klar til at starte i behandling igen?

For at være helt ærlig, så ved jeg det ikke. Det er ikke sådan, at vågnede og tænkte “nu er det nu, nu er jeg max klar”.

Jeg er kommet frem til, at jeg aldrig får det gåpåmod igen som jeg havde de første 2 år. Naiviteten og positiviteten er ikke den samme. Jeg er mere realistisk nu og stadig enormt håbefuld. 3 inseminationsforsøg, 2 ægudtagninger, kikkertundersøgelse af livmoderhulen, fjernelse af polypper og 6 ægoplægninger gør, at man bliver mere realistisk, tror jeg. Jeg er stadig sikker på det kan lykkes, men jeg kan også mærke, at vi passer mere på os selv nu i processen.

Ift. hvornår man er klar igen efter pause; Jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvornår tid er. Det er det når “hvad nu hvis”-tankerne dukker op igen. “Hvad nu hvis den er der næste gang”, så ved jeg vi skal starte igen.

Opstart på behandling er for mig altid lig med at gå nogle skridt tilbage - ift. den jeg er, min frihed og mit liv i en periode.

Jeg tilsidesætter rigtig meget, fordi min krop og min kalender er fyldt med hormoner, scanninger og kontrol. Det er et stort kontroltab for mig hver gang, men jeg er blevet bedre til at skrue ned for larmen indeni. Jeg ville aldrig være i behandling, hvis ikke jeg troede på det.

Omvendt ved vi jo ikke om det lykkedes, men lægerne forstår ikke, at det ikke er sket endnu, og så længe det udtryk eksisterer, er det svært at opgive det.


Hvordan havde du det efter din pause?

Jeg havde det fantastisk. Jeg var mig selv, ingen oppustet krop, ingen svedeture, kvalme eller væske i hænder og fødder. Jeg er altid meget ramt af hormonstimulering. Jeg bilder mig ind at det må være min PCOS, der gør en ekstra forskel til det værre.

Særligt anden pause var altafgørende for mig og også for min kæreste, tror jeg. I behandling er der mange ubekendte faktorer. Der er mange mærkelige tanker og til tider “forbudte” tanker.

Pauserne har lært os at tale frit fra leveren. Det var en vild følelse at kaste alt ud på bordet første gang, for at opleve at vi begge havde præcis samme tanker. En kæmpe befrielse, lettelse og en kæmpe kærlighed til hinanden.

Spørgsmål som “skal det være os for evigt?” Eller “hvis du vil have børn, forstår jeg godt, hvis du går”. Ting jeg har haft enormt stort behov for at sige højt.

Jeg vil ikke sidde som 60-årig med en mand, der elsker mig, men er vred på tilværelsen fordi han aldrig fik de børn, han drømte om.

Det har været meget vigtigt for mig at fortælle ham det. At han godt måtte trække stikket og at jeg forstår det. Jeg forstår det helt ind i hjertet, hvis ønsket om familie og børn vægter højere. Virkelig.

For det er mig, der ikke er fertil. Det er min krop, der ikke fungerer og det er vigtigt for mig, at han ved det. Det er netop dét pauserne har gjort for os. Vi har fundet vores kerne som par - med eller uden børn. Fundet tilbage til den gamle Nanna i perioder og oplevet kærligheden til hinanden på ny. Og så giver pauserne os en periode med lavere støj på senderen. Pauser er ligeså vigtige som selve behandlingen, hvis du spørger mig.

Til sidst vil jeg nævne, at jeg har valgt at have en anden Instagram profil end min private.

Den bruger jeg til alt, hvad der omhandler fertilitetsbehandling og deler mine tanker anonymt. Jeg får så meget tilbage af andre, der går gennem det samme. For mig er dét også en pause, en pause hvor jeg kan skrive alt jeg tænker og få det ud, ikke som Nanna, men som et menneske. Det kan jeg kun anbefale.

Om:

Nanna

34 år

Arbejder som specialist inden for offentlig administration