Monique om oplevelsen med ventetid og forsinkelser i behandling

Læs Monique og Theis’ historie om fertilitetsbehandling, og hvordan den uendelige ventetid er blevet gjort endnu længere af forsinkelser, strejke og corona restriktioner.

Skrevet af:

wawa

15. januar - 2022


Monique og Theis har været i behandling i mere end 2 år, og har netop fået 2. afslag i streg på grund af manglende plads. Måske de får en ny mulighed i februar. Monique deler her med os, hvordan deres forløb har været præget af ventetid.

Hvornår og hvordan mødte du din mand Theis hinanden?

Theis og jeg mødte hinanden for 8 1/2 år siden via Single.dk da vi begge var 20 år. Vi var smask forelskede og på vippen til at flytte hjemmefra. Vi har boet sammen lige siden.

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

Næsten med det samme vi mødte hinanden. Vi vidste begge godt vi ikke skulle have børn så unge, men vi talte om, at vi begge gerne ville have børn når vi var omkring 26-27 år. Og jo tættere vi kom på den alder, jo mere voksede drømmen om at blive mor for mig. Theis følte sig også klar til at blive far.

Vi interviewer

Monique Wichmann-Astow på 29 år,
som er administrativ medarbejder. Hendes
partner er Theis Wichmann-Astow på 29,
som er selvstændig. De bor i København.

Hvordan var jeres liv da i begyndte at forsøge?

Da vi begyndte på at prøve at få børn, havde vi lige åbnet en café. Måske ikke det oplagte tidspunkt, men hvornår er det nogensinde det? Jeg havde læst meget om alt det med at få børn, ægløsningstest osv. Derfor vidste jeg godt, at det kunne tage 6-12 mdr. Derfor tænkte vi begge at det var fint at gå i gang, så havde vi lidt tid at løbe på hvis det nu ikke skete med det samme. Vi var et godt sted. Vi var næsten lige blevet gift, havde oplevet mange ting sammen, og vi stod et sted i livet hvor vi følte at tiden var der til at stifte familie.

Vi følte os begge klar til at ville i gang med at prøve at få børn. Og følte os klar til at ændre vores hverdag.

Brugte I nogen prævention inden I begynder at prøve?

Jeg havde været på p-piller i 12 år inden jeg smed dem kort før vores bryllup for at få spiral stedet, den smed jeg så efter 6 måneder, fordi jeg følte min krop var ude af balance. Her gik jeg tilbage på p-piller et års tid.

Vi gik i gang med at prøve i februar 2020, jeg tog uendelig mange ægløsningstest for at finde ud af hvornår jeg havde ægløsning. Samtidig læste jeg alt omkring ægløsning og de bedste tidspunkter at prøve på og gjorde alt for at få styr på min cyklus, som jeg trackede via en app.

Tog du andre midler i brug i jeres proces?

Ja. Flere.

Efter 3-4 måneders tid prøvede jeg zoneterapi, da jeg havde læst at det kunne hjælpe, hvis kroppen nu var stresset, og jeg tænkte at det var værd at prøve. Men jeg blev mødt af en lidt uforstående dame, som gav mig følelsen af at jeg var en lille smule fjollet.

Efter ca. 8-9 måneder uden held, og efter at have haft alle graviditetssymptomer du kan læse om på nettet, besluttede vi os for at jeg skulle prøve akupunktur for at fremme cirkulationen i underlivet. Det gav heller intet andet end at rydde ud i min pengepung endnu engang.

På det her tidspunkt, begyndte jeg, at føle mig en anelse desperat. Måske fordi jeg fik følelsen af, at være bekymret for om der var noget der skulle gøre at vi ikke sådan lige kunne få børn. Da vi havde prøvet omkring 10 måneder sagde jeg til Theis at jeg synes vi skulle ringe til læge, jeg følte der var et eller andet galt siden det ikke var lykkedes.

Fortæl om der var noget der påvirkede dig imens I forsøgte.

På det her tidspunkt var både min søster og svigerinde blevet gravide og rendte rundt med halvstruttende maver. Det pressede mig endnu mere, for jeg ville så gerne have det de havde. Her begyndte misundelsen, savnet og følelsen af at stå udenfor et fællesskab rigtigt. Jeg følte jeg stod i min egen lille boble og hele verden kørte forbi mig, lykkelig og perfekt.

Jeg mærkede tydeligt hvordan det at ønske noget så inderligt, kan gøre så ondt når det ikke vil lykkedes.

Hvad gjorde I herfra?

Jeg fik ringet til lægen, hvor sekretæren i første omgang afviste mig brat. ” vi havde jo ikke prøvet i 12 måneder endnu, så de kunne intet gøre”… jeg skrev til min læge at det synes jeg var underligt at man ikke kunne blive undersøgt og hun ringede til mig med det samme og beklagede at vi ikke havde fået en tid med det samme, til en snak. Jeg kom ned til lægen som fik lavet en henvisning til os begge. Hendes formål var at få lavet en passageundersøgelse (HSU) på mig og få tjekket Theis’ sædkvalitet.

Hvordan foregår jeres udredning?

Vi fik en tid hos en klinik på Østerbro. Vi blev begge testet der, jeg gik lavet en HSU og taget tonsvis af blodprøver. Efter 2. tjek af Theis kom vi til en samtale i januar 2021, hvor lægen forklarede om mine blodprøver, som så fine ud og viste os videoer af Theis’ sædprøver og forklarede hvad vi så på dem. Her fortalte han at ville henvise os direkte til ICSI grundet lav sædkvalitet, han så ingen anden grund til at prøve andet når tallene var som de var.

Det slog os begge ret meget ud. Jeg røg ind i en boble som jeg ikke kunne komme ud af. Det betød, at jeg var helt ved siden af mig selv og jeg totalt overså Theis’ følelser lige i det øjeblik.

Jeg havde slet ikke set den komme at vi skulle have børn sådan helt ”kunstigt”. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, jeg var bange, ked af det og frustreret. Theis synes det var ambivalent, og siger også at han godt vidste at det nok var mig der havde de største følelser omkring det, men det selvfølgelig ramte ham, ikke på mandligheden men mere det med at man ikke selv kan gøre noget for at få de børn vi drømmer om.

Hvad var næste step efter jeres udredning?

Ventetiden til Rigshospitalet var på det tidspunkt 6-8. måneder. Hvilket føles som uendelig lang tid når vi havde prøvet i 1 år da vi fik henvisningen. Vi havde kort forinden fortalt vores familie og venner hvor vi stod henne i livet og de har været med på sidelinjen lige siden vi fik henvisningen til udredningen.

Vi har virkelig stødt på mange hentydninger til om vi ikke skulle have børn snart og vi jo ikke blev yngre

så det at begynde at åbne op om det hjalp helt vildt. Vi fik skrevet alle papirer til Rigshospitalet under med det samme og sendt ind og ventede nu på at få en tid til et opkald, som er vejen ind i behandling.

Du har delt jeres proces på Instagram. Fortæl om dine tanker omkring dette?

Jeg begyndte efterfølgende at åbne op omkring vores drøm om at få børn på min instagram, da jeg synes der manglede information om fertilitetsbehandling og jeg selv fandt en trøst i ikke at føle mig alene i det her. At der var og er andre derude som får børn på andre måder som måske ikke er lige så romantiske som at få dem på en lækker ferie på maldiverne fyldt med lækre drinks og solskin.

Jeg havde et behov for at vise andre at de heller ikke var alene.

Selvom jeg havde levet det fede liv, åbnet en cafe og haft følelsen af, at verden lå for mine fødder og at alt kunne lade sig gøre, så var det på ingen måde det som var virkeligheden. Vi kæmpede også, og det er okay at have svære følelser og føle at det hele er svært.

Jeg fik den vej igennem en masse gode råd. Fandt en ny veninde, som har været igennem det samme. Det var en kæmpe hjælp for mig at tale så åbent om det. Theis har aldrig haft et behov for at tale om det på den måde som jeg har, men har da nævnt efterfølgende at det er rart at det er noget vi begge taler åbent om, både i privaten men også hvis andre spørger om vi ikke skal have børn, så er det blevet en naturlig ting at nævne at vi er i fertilitetsbehandling.

Hvornår startede I så i behandling?

I juni fik jeg tilmeldt os ventelisten til Rigshospitalet og dagen efter fik jeg en sms fra Theis om at de havde bekræftet at tilmeldingen var modtaget. Ca. 15 minutter efter jeg har modtaget den sms, får jeg et opkald fra afdelingen om at de har et afbud til os 14 dage efter. Jeg kunne slet ikke tro mine egne øre og brød ud i gråd. Jeg ringede til Theis med det samme, som også var helt overrasket og glad.

Første samtale foregik over telefonen med medhør, super underligt og distanceret, vi fik alt den info vi skulle bruge omkring forløbet, de var så søde og vi fik af vide at vi kunne tilmelde os næste gang jeg fik min menstruation. De bekræftede også ud fra Theis prøver at vi røg direkte i ICSI behandling. Hvilket betød, at jeg skal have taget æg ud.

Få dage før vi kunne tilmelde os, rammer strejken fertilitets afdelingerne, og i en blanding af dyb respekt for vores sygeplejersker og et væld af følelser bryder min verden sammen.

Det kunne jeg slet ikke forholde mig til.

Alt det vi havde ventet på kunne ikke ske.

Det hele var lidt af en omvæltning. Men faktisk en periode der skubbede os endnu tættere sammen. Det hele åbnede igen til september, men som ny vaccineret og med et bryllup i sigte valgte vi at det var bedst at starte op ved efterfølgende cyklus.

Fortæl om jeres første omgang i behandling

Da vi tilmeldte os ringede jeg ind om morgenen og sad troligt foran min telefon mellem kl 12-14 hvor de ville ringe tilbage og fortælle om de havde plads til os eller om de måtte give os et afslag. Det føltes som de længste 2 timer nogensinde. Aldrig har jeg kigget så dybt i min telefon. De ringede tilbage 13.55 og meddelte at de havde plads, Theis vidste ikke at jeg havde ringet ind og blev helt rørt.

Jeg kom til første scanning og fik snakket med lægen. Jeg blev scannet og fik doseret hormoner. En sød sygeplejerske viste mig hvordan det fungerede og jeg smuttede afsted på apoteket.

Den første sprøjte: jeg var så klar og så bange. Jeg havde indtil da fjernet min frygt for sprøjterne og lagt alt frygten over på ægudtagningen. Men da jeg sad der og klemte rundt om en god delle i min mave, blev det hele så virkeligt og jeg rystede helt vildt på hånden, tårerne trillede og jeg fik stukket nålen ind i maven og trykket stemplet i bund.

Det var slet ikke så slemt, så jeg fik vist både grint og grædt lidt der og havde heldigvis en meget støttende Theis der ikke kunne lade vær med at trække på smilebåndet over at jeg havde fået kørt en stemning op omkring det, nu hvor jeg klarede det så fint.

Blev du påvirket af medicinen?

Nej. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville blive vildt hormonel på hormoner, men tværtimod. Jeg kunne ikke græde i 14 dage og det var lidt en ud af kroppen oplevelse, da jeg er en ret emotionel kvinde. Jeg blev en smule oppustet og var træt, men ellers synes jeg min krop tog det fint.

Fortæl om resultaterne undervejs i processen?

Ved 2. scanning kunne jeg godt mærke lægen ikke var helt glad for udviklingen af mine æg, men synes blot vi skulle køre videre på samme dosis. Ved 3. scanning havde mine æg igen ikke udviklede sig som de håbede, jeg havde 2 æg der var vokset og det var ikke nok, så jeg blev sat lidt op i dosis.

Ved 4. scanning kunne jeg godt mærke på lægen at det ikke var sådan helt godt. De havde slet ikke udviklet sig yderligere og hun var i tvivl om ægløsningen kunne blive ved med at blive holdt tilbage og spurgte på IUI, men grundet lav sædkvalitet er det ikke en mulighed.

Hun sagde at hun gerne ville stoppe forløbet, men ville gerne konsultere med en kollega, jeg var helt fortvivlet, for det havde jeg ikke troet kunne ske, jeg har kun læst om overstimulering og frygtede det, da jeg fik af vide til første scanning, at jeg har mange æg, så det at de ville stoppe det hele havde jeg ikke set komme. Lægen kom tilbage og sagde at de ville sætte mig op i hormon og se om det ikke kunne løse det. Jeg skulle igen forbi sygeplejersken, for at sikre jeg havde styr på den øgede mængde. Idet jeg kommer ud til Theis bryder jeg helt sammen og får fremstammet:

“jeg kan vist godt græde alligevel”.

En uge senere var jeg til scanning igen, denne gang alene, hvilket var min helt egen beslutning. Her sagde lægen at hun synes vi skulle stoppe og så få lavet nogle gode æg næste gang. Vi havde nok set det komme og snakket meget om at det desværre nok ville gå den vej. Så det var en underlig følelse, men vi tog det begge okay på trods af det hele lige pludselig blev skubbet. Jeg skulle holde en pause på en måned og kunne derfor først tilmelde mig ved 2. cyklus.

Kom du så i gang med det samme i din anden cyklus?

Moniques tal:

1 FET (2 aflyste FET)

afbrudt i det der skulle være endt i ICSI

+ 3 afslag på opstart

0 graviditeter

Nej, så let gik det ikke. Da dagen kommer hvor jeg kan tilmelde mig, ringer jeg. Om morgenen, i deres telefontid, får jeg fat i den sødeste sekretær, der siger at min tilmelding er modtaget men at jeg nok skal sætte mig op på at få et afslag da de har en del pukkelafvikling op mod jul.

Klokken bliver 12 og jeg går med hånden på min mobil. Da klokken bliver lidt over 13, ringer de og må desværre fortælle at de ikke har plads og dermed giver et afslag. En drøm der bliver udskudt. De åbner først igen til januar.

Hvad er status på jeres forløb nu?

Vi står her næsten 2 år efter og er i venteposition igen. Jeg synes ventetiden er det sværeste, mit planlægnings og kontrol gen bliver virkelig sat på prøve. Theis er heldigvis rolig og super optimistisk. Det er så dejligt. Det giver mig den bedste støtte.

Hvad er det bedste råd du kan give til andre I jeres situation?

Jeg tror jeg ville have haft mange flere spørgsmål som ville være gået ubesvaret hen, hvis ikke jeg og vi havde valgt at tale åbent omkring det med at vi har svært ved at få børn. Jeg føler at det har gjort det nemmere for os at være i. Fordi vi kan være ærlige og os selv hele tiden, der er ikke ting vi går og holder hemmeligt.

Nogle gange kan jeg godt føle jeg lægger for meget af på vores venner. Men jeg håber at de vil sige stop hvis det blev for meget. Jeg tænker meget over at det ikke skal fylde hele vores verden, men nogle dage kan jeg ikke undgå at det rammer mig, og så kan det være det eneste jeg kan tænke på.

Men det er nu engang sådan det er, det er en del af det at være os.

Hvordan har du og Theis det?

Jeg synes vi har bevaret kærligheden og jeg får stadig følelsen af ny forelskelse når jeg kigger på Theis. Det har været to hårde år og det har krævet en del tåre fra min side. Det har også krævet meget af Theis, at jeg har haft et stort behov for, at dele ud om vores proces. Men inderst inde synes jeg vi er gode til at være der for hinanden og finde hinanden i kaosset.