Monique fortæller: Hvordan begiver man sig ud på arbejdsmarkedet velvidende, at man er på vej i fertilitetsbehandling?

Skal man fortælle sin kommende chef, at man er på vej i behandling inden man får jobbet? Eller skal man vente og håbe på det bedste? Monique fortæller om, hvordan hun har håndteret at starte nyt job mens hun var på vej i behandling.

Skrevet af:

wawa

15. juli - 2022


Min mand, Theis, og jeg havde lige sluttet et eventyr som selvstændige caféejere. Vi havde drevet Cafeen i 1½ år og i den tid fandt vi ud af, at vi skulle i fertilitetsbehandling. Vi arbejdede begge mega meget og jeg kunne mærke, at jeg var på konstant. Jeg elskede det, det gav mig et kæmpe drive, men det var også mega hårdt.

Vi talte meget sammen om, hvordan det gik med at være selvstændige og vi kunne begge mærke, at det at drive virksomhed et lille lokalt sted, hvor folk forventede at jeg var til stede hele tiden, ikke ville hænge sammen for os med behandling, barsel osv. Vi valgte derfor at sælge Cafeen i juli 2021.

Monique fortæller om at kaste sig ud i arbejdsmarkedet under behandling
Monique fortæller om at kaste sig ud i arbejdsmarkedet under behandling

Jeg fik derefter et arbejde hos en bekendt, men timerne var der ikke til at jeg kunne leve af det, og jeg valgte derfor at søge job fast løn, kollegaer og muligheden for at få mere erfaring inden for kontor, som jeg også er uddannet inden for.

Jeg gav mig i kast med at søge jobs i september 2021 og vidste godt, at vi ville melde os til behandling i oktober, da vi havde haft første samtale på Fertilitetsafdelingen på Rigshospitalet.

Vi kom til i oktober og jeg var inderligt overbevist om, at det ville lykkedes i første forsøg, hvorfor skulle det ikke det? Men jeg endte med at blive stoppet, fordi mine æg ikke udviklede sig nok. Vi fik at vide, at vi skulle have pause på en måned før vi kunne tilmelde os igen. Så i slutningen af november meldte vi os til igen, men fik et nej. Jeg blev en smule presset fordi jeg jo stadig søgte jobs på livet løs og inderligt gerne ville være gravid.

Tankerne begyndte at flyve lidt rundt og bekymringerne for at skulle søge job velvidende, at jeg aktivt prøvede at blive gravid, begyndte at ramme mig.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det ville være så nemt, hvis jeg nu var gravid når jeg startede, så behøvede jeg ikke sige det til at starte med, og jeg slap for at skulle gå til diverse undersøgelser i tide og utide. Men sådan gik det ikke..

Efter afslag på opstart af behandling i november, tog jeg et julehjælps job. Jeg er inderligt dårlig til ikke at lave noget, og jeg godt kan lide at kaste mig ud i nye ting. Mens jeg var der, blev jeg kaldt til samtale til et kontorjob, som jeg virkelig godt kunne se mig i. Et par uger senere var kontrakten i hus og jeg stod nu med job fra 1. januar 2022.

Monique og hendes kæreste Theis
Monique og hendes kæreste Theis

En smule nervepirrende og helt fantastisk på samme tid. Tankerne ved at melde os klar til behandling i januar begyndte pludselig at blive til bekymringer - og jeg skulle retfærdiggøre over for mig selv, om jeg kunne tillade mig at starte behandling, når jeg var helt ny i job.

Jeg startede på arbejde og vidste godt, at ikke gik mange dage før jeg kunne tilmelde mig behandling, men jeg turde simpelthen ikke sige det højt. Jeg var helt ny, 29 år gammel, gift og ingen børn. Jeg tænkte, at de nok godt havde regnet med, at det ville ske på et tidspunkt, men at være ny og samtidig kæmpe så aktivt for at få børn, det tænkte jeg ikke var sådan helt fedt for dem.

Allerede 14 dage inde i min ansættelse kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ikke kunne skjule det - både fordi jeg taler højt om det på min Instagram, men også med familie og venner. Så de ville nok finde ud af det ret hurtigt og så ville jeg helst selv fortælle det.

Så jeg tog en dyb indånding og sagde til min leder “jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det her, men jeg er på vej i fertilitetsbehandling, da Theis og jeg ikke kan få børn selv”. Jeg var så nervøs for hendes reaktion, men hun kiggede på mig helt lettet og sagde “sådan er det jo bare, jeg er så glad for at du siger det, hvordan har du det med det?” og det endte med at blive en mega god samtale. Vi blev enige om at vente med at sige noget til mine kollegaer til jeg lige havde været der lidt længere.

Jeg kan huske, at jeg ringede ind til fertilitetsafdelingen ude fra toilettet og tilmeldte mig. Shit, jeg var nervøs. Jeg vidste, de ville ringe mens jeg var på arbejde og det gjorde de. Så der sad jeg, bag min skærm og tog opkaldet “vi har desværre ikke plads denne gang”. Jeg kunne sætte mig ned og tude, men det nyttede jo ikke, og jeg ville gerne holde det for mig selv. Men det var også der jeg mærkede, hvor meget jeg havde brug for at tale højt om det.

Et par uger efter tog jeg fat i mine nærmeste kollegaer og sagde til dem, at jeg ventede på at skulle i behandling, blot så de vidste, at hvis jeg var lidt ved siden af mig selv, så var det højst sandsynligt hormonerne.

De tog det vanvittig pænt - jeg havde aldrig turde håbe på at blive mødt med så meget omsorg på en helt ny arbejdsplads.

Jeg havde forestillet mig, at alle ville tænke “ej helt ærligt, hun er lige startet og så skal hun på barsel lige om lidt” men sådan var det på ingen måde.

Da jeg i februar fik ja til behandling, havde jeg en kæmpe ro over, at jeg ikke skulle til at bortforklare det med diverse underlige historier om, hvorfor jeg skulle gå tidligere nogle dage.

Det åbnede også op for en masse spørgsmål, som jeg synes er så fedt, at de tør stille. De har fulgt helt tæt med på sidelinjen, hvilket også betød, at da jeg blev gravid heppede de alle sammen - og da vi desværre fandt ud af, at det var gået til i uge 10, havde jeg den største støtte jeg kunne finde. Jeg blev grebet og det var helt ok at sidde og være ked af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle være kommet igennem det tab, hvis de ikke havde vidst fra start, at vi var i fertilitetsbehandling og hvilken kamp det kan føles som.

Det blev jo pludselig en længere kamp end vi turde håbe på. Vi er heldigvis igang igen oven på aborten, og denne gang er jeg gået lidt mere stille med dørene for at beskytte mig selv, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg lige om lidt deler det med dem. Jeg deler jo en del af det på Instagram denne gang. Ikke det hele, men det jeg tør og har det godt med denne gang.

Jeg har været åben på Instagram, om vores rejse på vej i behandling og selve behandlingen i et år nu. Det er ret vildt at tænke på, men jeg er inderligt glad for, at jeg turde dele det dengang og har delt så meget undervejs.

Udover at det har hjulpet mig helt enormt meget at få mine tanker og følelser ud, så har det også skabt et netværk, jeg ikke havde troet var derude for mig. Jeg delte fordi jeg selv manglede at følge nogen, som var i behandling og ikke blot nogen, som havde været det igennem og fortalte om det efterfølgende.

Jeg ville gerne dele tanker og følelser undervejs i behandling. Det har altid været med tanke på at passe på mig selv, men også rykke nogle grænser. Jeg har mange gange skrevet et indlæg og tænkt “gad vide om jeg er alene med de her tanker og følelser” og det viser sig, at der sidder så mange skønne mennesker ude på den anden side af skærmen, som har det på præcis samme måde og som har været igennem de samme ting. Jeg har fået så meget støtte og gode råd fra folk, jeg ikke kender og har selv oplevet at være en støtte og hjælp for andre, hvilket var det jeg drømte om at kunne være, da jeg åbnede om omkring det.

Hvis du er i fertilitetsbehandling og på vej i job, så mærk efter hvordan du har det - men jeg kan på det varmeste anbefale at fortælle din nærmeste leder og kollegaer om det. Hvis du ikke føler for at gøre det ved samtalen, så gør det kort tid efter du er startet. Det har i hvert fald gjort, at jeg har stresset mindre over at skulle til diverse scanninger i arbejdstiden.