Mentor: En guide til dig, hvis barn kæmper for at få børn

Ønsker om børnebørn er for mange forældre stort - men hvordan håndterer man situationen som forælder til et barn, der kæmper med at få børn?

Skrevet af:

Thilde Vesterby

17. juni - 2022


Kære kommende bedsteforældre

Den ovenstående titel er eftertragtet og ganske givet vidunderlig, men den er desværre ikke altid en selvfølge. Måske ønsker dit voksne barn ikke børn - eller måske - og det er det, denne her guide handler om - er det ikke nemt for dit barn selv at blive forælder.

Det er svært at stå på sidelinjen til én, hvis liv bliver fuldstændig forandret af kamp og sorg og stress. Særligt når det er én, du nærer ubetinget kærlighed til og vil det bedste for. Og særligt, når du også selv mærker længslen efter et barnebarn. Så hvad gør du, når du selv mærker sorgen, men skal være der for dit barn? Og hvordan taler I om elefanten i rummet, uden at du træder nogen for tæerne? Det vil jeg forsøge at hjælpe dig med.


I min praksis, hvor jeg har samtaler med kvinder, der er i fertilitetsbehandling, har oplevet graviditetstab eller skal tage beslutning om, hvornår nok er nok, kommer vi uden undtagelse altid til ind på de nære relationer. Fertilitetsudfordringer griber ind i alle livets facetter - i parforholdet, i karrieren og i forholdet til vores forældre. Og de sår, vi alle hver især har fra vores barndom springer ofte op, når vi befinder os i livskriser.

Sorg og krise er en del af livet, og vi må igennem det - vi kan ikke gå uden om. På et eller andet tidspunkt konfronteres vi alle - også de børn, som du så gerne vil passe på - med noget der er så svært, at det næsten slår os i gulvet. Den eneste vej er igennem, men ​​det kan være rart at have nogen at holde i hånden, mens man går gennem det.

Det følgende beror på de svære og gode oplevelser, mine klienter har haft i forhold til deres egne forældre og de dyrebare kommentarer, jeg fik på instagram, da jeg spurgte til det værste og det bedste, forældre havde sagt under fertilitetskampen. Eksemplerne i teksten er virkelige og fra mine instagramfølgere.



Du kan ikke fikse det

Måske er dette her det allersværeste ved at have et barn, der kæmper og lider: Du kan ikke fikse det eller få det til at få væk. Og det kan måske gøre helt ondt på dig selv at se dit barn lide. Det er naturligt at have et ønske om at tage smerten fra dem. Men det kan du ikke. Og det ved dit barn godt.


I forsøget på at gøre det hele bedre kommer du måske til at give en masse gode råd:

“Pas nu på - fertilitetsbehandling var grunden til, at mor og jeg gik fra hinanden.”

“Prøv at slappe af og regn ikke med at den er der - så bliver du ikke så skuffet”

“Bare lad være med at tænke så meget over det, så skal det nok lykkes”

“Måske er det bare ikke meningen, at du skal have børn”


Eller du prøver med opmuntrende ord om at se på den lyse side:

“Ellers må I få en hund mere, men det skal nok lykkes, når du begynder at slappe af.”

“I det mindste ved du, du du kan blive gravid” (efter tab)


Men der er ikke noget, vi kan sige, der fikser problemet. Hverken når man længes efter at få et barn - eller i livets mange andre udfordringer. Nogle gange er der lidelse, og nogle gange er det mest trøstende at turde være til stede i den lidelse uden at forsøge at fikse:

“Det bedste er, når de giver mig et langt kram uden ord.”

“Når de siger: Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det her er. Jeg synes, I klarer det så flot.”

“Jeg ved, jeg ikke kan fikse det, så jeg lytter bare, når du har brug for det.”

“Når de blot lytter og ikke fikser.”



Negligér eller ignorér det ikke

Er du så heldig, at dit barn betror sig til dig og måske fortæller dig, at det er svært at være i behandling eller miste en graviditet, så ignorer det ikke. Det kan være svært at vide, hvornår det er ok at spørge og hvor meget, men så kan det være det, du spørger om: Hvordan vil du helst have, at jeg/vi deltager i det her? Er det ok, vi spørger, eller vil du helst komme til os, når der er nyt?

Måske er du bange for at tale om de svære ting, men ignorer det ikke:

“De lod som om, de vidste alt om fertilitetsbehandling, uden at spørge om, hvordan det var for os.”

“Når de slet ikke spørger”


Det er selvfølgelig vidunderligt, at du tror på, at det nok skal komme, men når du siger, at det hele nok skal gå, kan det føles som om, du negligerer kampen og sorgen og alt det svære:

“At de siger, at det helt sikkert kommer til at lykkes.”

“Jeg er sikker på, du nok skal blive gravid naturligt (jeg har svær PCOS)”

“Min søster sammenlignede det, at vi ikke kunne få et barn med at hun ikke kunne få et job.”



Værn om fortroligheden

Få tilladelse først, hvis du gerne vil dele med andre.

Hvis du selv er i sorg over, at der ikke er kommet børnebørn endnu, mens der er lutter børnelatter i din omgangskreds, kan du givetvis have brug for at tale med nogen om det. Hav respekt for, at dette først og fremmest er dit barns anliggende, så del ikke personlige oplysninger med den øvrige familie uden at få lov. Vælg at tale med mennesker, der ikke er en del af dit barns dagligdag eller tal med en professionel (særligt hvis du er i sorg og har brug for støtte) - og spørg, om du må dele oplysninger med dem, der kender dit barn. Fertilitetsudfordringer er et yderst privat anliggende, der kun skal deles med samtykke.



Læg ikke din sorg ovenpå deres

Du har ganske givet og helt naturligt dine egne håb og drømme om at få et barnebarn. Det ved dit barn godt, og du behøver ikke skjule det. Men lad dem vide, at du elsker dem lige højt, hvad enten det sker eller ej. Lad dem ikke føle sig presset til at skulle opfylde dine drømme og ambitioner også – de har nok i deres egne.

“De gjorde et stort nummer ud af, hvor hårdt det var for dem, når jeg ikke blev gravid, fordi de så gerne ville være bedsteforældre.”


Anerkend sorgen eller livskrisen og hav mod til at være i den med dit barn

At have svært ved at blive gravid er en sorg, selvom man ikke har mistet noget konkret. Men hver gang, man får en negativ graviditetstest, mister man den drøm og det håb, man havde bygget op - endnu en gang. Og det er isolerende. Der er nogle, der klarer rutsjebanen uden de store psykiske udsving, men for mange er det en dyb, dyb sorg - måned efter måned.

Opmuntrende ord som: “det skal nok gå, op på hesten igen, du må bare se at komme videre. I det mindste har I hinanden” virker desværre ikke, selvom det måske kan give dig en god følelse at ytre dem.

Det, vi i virkeligheden har brug for, når vi oplever smerte eller lidelse efter et negativt forsøg eller et graviditetstab er at få lov til at være kede af det. At der er plads til, at vi må have det præcis, som vi har det.

Vores sorg vil gerne anerkendes. Vi har brug for at blive anerkendt i de følelser, vi nu engang har og få at vide, at det er OK.

Måske vil du som forælder gerne være positiv og se på den lyse side, og det er en god egenskab at have, men nogle gange er der sorg. Og her er det hjælpsomt at turde være med sorgen - uden at negligere den ved at finde på noget positivt at sige - og uden selv at tage den på sig.

Måske kan du være den, dit barn kan holde i hånden, når de går igennem alt det svære.


Vær der uden at tage sorgen på dig

Når du oplever lidelse hos andre, oplever du måske fra tid til anden at ende i empatisk lidelse. Enten lader du dig overinvolvere (du læser alt, du kan finde om fertilitet og følger med i alle aftaler uden at spørge, om det er det, dit barn har brug for). Og i længden bliver du overvældet eller udbrændt.

Eller du lader dig underinvolvere og vender dig bort fra problemet ved aldrig at nævne den store elefant, der altid er i rummet, når du er sammen med dit barn. Her har du risiko for at blive apatisk - og virkelig savnet af dit barn.

“Det er svært at se, at de er så kede af, at det ikke lykkes. Og jeg er bange for at skuffe dem”

Når vi møder lidelsen med medfølelse får vi en tredje mulighed.

Her lærer vi, at det ikke er vores lidelse og dermed ikke vores ansvar at tage lidelsen fra den eller dem, der lider. Det kan vi ikke. Vi kan i stedet træne at være til stede med lidelsen og mærke, hvad der er det rigtige at gøre. Det er en egenskab, vi alle har, men den skal trænes som en muskel. Og du skal have mod til at sidde i mørket - uden straks at tænde lyset.

Måske kan du starte med blot at sidde med dit voksne barn, der kæmper, uden at forsøge at ændre noget. Blot tilbyde dit nærvær. Eller du kan sige:

“Hvor er jeg ked af, at I skal igennem det her. Jeg håber for jer, og jeg er der for dig. Jeg har dig.”