Maria overvejede i 10 år at blive solomor: “Den største hurdle var angsten for andres dom”

Da Maria Kentorp var kommet sig ovenpå skilsmissen fra sin søns far, havde hun ét mål: barn nummer to. Så da hun fyldte 40, besluttede hun sig for at få et barn med en sæddonor. Og det har været en af hendes livs bedste beslutninger.

Skrevet af:

wawa

20. oktober - 2021


Selvom det er hårdt at være alene om et barn, så er det også en enorm befrielse. Og derfor anbefaler Maria andre kvinder at springe ud i det. Her fortæller hun om livet før og efter datteren Irmelin.

Hvilke overvejelser havde du om at blive solomor?

Mine overvejelser var meget lange. Nok 10 år inden jeg stod med min datter i armene. Indimellem fik jeg to børn med min eksmand. En død pige og vores søn.

Min eksmand var ikke klar til at få børn, da jeg var, så det brugte jeg omkring fem år og utroligt mange kræfter på at forsøge at overtale ham til og forhandle mig frem til en mulig model, der kunne tilfredsstille ham. Vi endte med den, hvor jeg lovede, at jeg ville tage 75 procent af slæbet med et eventuelt barn. I bagklogskabens lys var det utroligt naivt at aftale.

Vi interviewer

Maria Kentorp på 47 år.
Hun er journalist og bor
på Frederiksberg. Solomor
til Irmelin på 3 år og fraskilt,
mor til Zakarias på 11 år.

Men undervejs overvejede jeg, om jeg skulle springe ud som mor selv med en donor. Jeg smagte lidt på idéen og købte for eksempel en indkøbstaske på hjul – de der mimretasker, som en del pensionister havde engang – for at forberede mig praktisk.

Hvad var du mest nervøs for ved beslutningen?

Den største hurdle var ikke angsten for det praktiske, men for andres dom, og jeg kendte simpelthen ingen andre kvinder, der var blevet solomor.

På et tidspunkt kodede jeg et telefonnummer ind på en venindes venindes veninde, der havde fået barn nummer to selv, fordi hun ikke ville vente på sin mand, og de to var stadig i et forhold, forlød det, og det lød jo besnærende. Men jeg fik aldrig ringet.

Jeg fik endelig overtalt min daværende mand til at få et barn. Af uforklarlige årsager døde min pige i min mave kort før termin i 2009. Det fik jord og himmel til at brase sammen i et stort hul under mig, der havde alting klart til vores datter i skuffer og skabe og var 36 år og mærkede, hvordan mine æg bare blev ældre og ældre.

Halvandet år efter fik vi Gud ske lov en sund og levedygtig dreng, som vi deler i dag, men vi blev skilt, da han var 1 år. Da jeg kunne trække vejret igen efter bruddet, havde jeg ét mål: Barn nummer to. Min søn delte jeg jo med hans far, og at skulle være den forladte "barnløse" tante til hver anden jul og påske hos familie og venner resten af mit liv, forekom så utroligt meningsløst og så langt fra, hvad jeg havde drømt om hele mit liv.

Hvornår genoptog du tankerne om et donorbarn?

Jeg havde pakket alle mine dukker og dukkehusmøbler ned i kasser og poser på loftet med breve til mit voksne jeg, så min kommende datter (så jeg for mig) kunne lege med det. Jeg havde syet en hagesmæk i håndgerning til mit fremtidige barn og gemt den gennem årene. Men at være delemor til et barn var langtfra tilfredsstillende, og hvor utaknemmeligt det kan lyde, følte jeg, at jeg spildte mit liv og fyldte det med betydningsløse gerninger, når min søn ikke var hjemme.

Jeg kastede mig ind på datingmarkedet et par år, men jeg havde ét mål: At skabe en familie, der inkluderede et barn mere.

Og det fungerede ret meget som afskrækkelsesmiddel på de fleste mænd (forståeligt nok), og samtidig havde jeg travlt, og jeg gad i.k.k.e høre på flere undskyldninger fra granvoksne mænd om, hvorfor de ikke ville have børn eller ikke have flere børn, eller ville vente lidt, eller… Hver eneste dag talte, og mine tal gik nedad og nedad, og jeg fyldte 40 år, og chancen for at blive gravid var forsvindende lille efterhånden.

40 år var også grænsen for, hvor gammel man måtte være for at få støtte gennem det offentlige til fertilitetsbehandling, så en dag sprang jeg bare ud i det. Fik en samtale på den nærmeste klinik, så jeg kunne smutte derhen på hjemmearbejdsdage og faktisk også smutte derhen med metroen i min frokostpause. Tog de indledende prøver og håbede, jeg bestod.

Hvordan foregik dit forløb?

Min AMH var meget lav, og jeg fik at vide, at det ikke ville give mening at forsøge med IVF, fordi jeg kun producerede meget få æg ad gangen. Så mine bedste chancer lå i insemination. Jeg fik vist syv behandlinger stillet i udsigt og var gravid flere gange og aborterede spontant tre gange. Den ene gang efter min første IVF, som jeg alligevel fik tilbudt (forklaring følger) på Lillejuleaften efter en yogatime.

Dagen efter blødte jeg mere og mere, mens jeg forsøgte at gøre to økologiske landænder fra Irma klar til afgang mod Ringsted og juleaften.

Jeg købte to pakker natbind på vejen i bilen, og dem havde jeg gennemvædet to ad gangen kl. 19 og siddet på toilettet i sammenlagt en time og tabt blod. Jeg svedte og tørstede på grund af væsketabet, og efter hovedretten (jeg ville bare smage de landænder...), sagde jeg, at jeg var dårlig og forlod aftenen, kørte mod København og holdt ind og ringede til 118, som sendte mig til Riget.

Her lå jeg i fem dage, og jeg glemmer simpelthen aldrig den ældre sygeplejerske, der natten igennem julenat kom ind med nissehue på for at holde øje med mig.

Graviditeten, som de kaldte den, sad fast i mit ar fra kejsersnittet efter fødslen af min søn.

Graviditeten ville ikke slippe og blev ved med at dele celler, selvom den ikke var levedygtig.

Jeg fik blodtransfusion på tredjedagen og var til sidst klar til at lade dem operere, velvidende at det kunne koste mig min livmoder, fordi risikoen for farligt blodtab var høj. Jeg skrev under på, at de måtte fjerne den, men kun i yderste nødstilfælde, fordi jeg havde nemlig en blastocyst på frost.

Det lyder som en frygtelig omgang. Hvad var det første, du tænkte, da du vågnede op?

Det første, jeg hørte, da jeg vågnede efter operationen, var lægen, der sagde, at alt var gået godt, og at jeg stadig havde min livmoder.

Nå, men hvordan gik det til, at jeg alligevel fik tilbudt IVF? Jo, jeg havde undervejs i fertilitetsbehandlingen gået til behandlinger hos akupunktør og jordemoder Helle Ella, og det kan være dét, der har gjort, at min AMH var steget over spærregrænsen.

Det kan en AMH i princippet ikke, men jeg har siden hørt, at et forskningsprojekt har understøttet den antagelse. De trak ikke mindre end syv æg ud efter min første og lange IVF-behandling. Det første fik jeg lagt op et par dage efter, og det var det, der blev til en juleabort. Fem æg gik til, men det syvende blev til min Irmelin.

Irmelin er et smukt navn. Hvordan gik det, da hun kom til?

Efter halvandet år og en alvorlig hjernerystelse, der forsinkede det hele lidt, fik jeg lagt blastocysten op den 27. april 2017, og i januar 2018 fik jeg min helt egen datter i mine arme på Riget. Det er jeg stadig helt ubeskriveligt taknemmelig over, og 2018 var et år marineret i taknemmelighed og lykke, selv om det selvfølgelig også var fysisk hårdt, og min søn har reageret kraftigt på ikke at være enebarn hos mig længere.

Men de to børn elsker hinanden højt, og jeg elsker dem, og jeg føler ikke, at jeg er blevet fordømt af udefrakommende eller indefrakommende for den sags skyld. Selv min gamle faster fra Vestjylland nikkede anerkendende og dog noget overrasket. “Det må du have tænkt meget over,” som hun sagde – og havde ganske ret i.

Fortæl, hvordan du synes, det er at være solomor.

At være helt alene om forældreskabet er selvfølgelig psykohårdt, fordi man både er mor og far og står til tjeneste i alle barnets vågne timer og ikke har nogen at sparre med og ikke kan trække stikket, når man er ved at eksplodere af udkørthed, krav og indtryk.

Men nu har jeg jo erfaring med begge roller, og det er også virkelig en befrielse ikke at skulle diskutere og debattere udtømmende, hvilken daginstitution der er den bedste, og hvilken slags vinterstøvle der er mest giftfri og ergonomisk korrekt og heller ikke skal stå til rådighed med sin krop i ægtesengen, når man endelig har hænderne fri, og hvem der tager opvasken og tøjvasken og så æde sin skuffelse, når man alligevel synes, man slæber mest derhjemme.

For det er mig, der er den, og jeg springer over, hvor barren er meget lavere, end da min søn var lille – det er simpelthen nødvendigt – og jeg kan tage hurtige beslutninger, og jeg får glæden og æren af alle Astrid Lindgren-bøgerne (hvis hun da gider høre dem), Harry Potter og den første rokketand og efterfølgende tandfe og af første skoledag og alle juleaftener og påskemorgener og konfirmationsfesten.

Hvilke overvejelser havde du om valg af donor?

Jeg ved kun om Irmelins donor, at han er af den kaukasiske race (altså som de fleste danskere), mørkhåret, har blå øjne og har gennemsnitlig højde.

Jeg var seriøst så træt af at forsøge at parre mig med en passende mand med gode gener og det rigtige arbejde eller det rigtige hår eller fravær af fuldskæg eller whatever, man stiller op for sig selv ude i marken, når man leder efter en villig mand.

Jeg var bare kommet dertil, hvor jeg ville have et barn.

Jeg havde droppet manden, og derfor orkede jeg ikke at interessere mig for nogens håndskrift, uddannelse, babyfotos osv.

Jeg respekterer, at der er andre, der går op i det og vil betale for det, men for mig var der ét kriterium, der gjaldt: Hans sædkvalitet skulle være i den absolutte top. Jeg lod derfor klinikken vælge fra gang til gang fra sædbanken, og de købte ind efter de donorer, der allerede havde skaffet børn til verden.

Og igen: Jeg er dybt taknemmelig for, at der er unge mænd, der donerer deres værdifulde sæd, så vi andre kan få vores drømme opfyldt.

Hvordan oplever Irmelin at være donorbarn?

Marias tal

7 inseminationer
1 IVF med oplægning
1 FET
Graviditeter: 6
Børn: 2

Prisen for Irmelin er, at hun ikke har en far. Hun har en åben donor, som hun må kontakte, når hun fylder 18 år. Hun vokser op med kun én primær voksen, men hun er så udadvendt, at hun allerede har samlet sig mange flere voksne omkring sig ud over sin mormor, morfar og de tre kærlige gudmødre, jeg samlede om hende som spæd.

“Hvor er far,” sagde hun allerede i badet som etårig til min store befippelse. Og for nylig sagde hun: “Jeg har ikke nogen far,” mens jeg var i gang med en eller anden presserende mor-far-kombiopgave. Hun sagde det konstaterende og ikke beklagende eller grædefærdigt. Men det kan jo komme, det ved jeg, og jeg må forsøge at forklare hende, at jeg knuselsker hende for to og vil gøre alt, hvad jeg kan for at passe på hende.

Hvad vil du sige til en kvinde, der overvejer at blive solomor?

Jeg vil anbefale de fleste at springe ud i det og søge ind i fællesskaber, der kan give den hjælp, man selv og ens barn eller børn har brug for.

Min verden er nu fyldt med andre solomødre, både i den virkelige verden og i den virtuelle, hvor jeg er med i nogle gode fællesskaber på Facebook.

Jeg hylder hver eneste nye solomor, jeg møder, for jo flere vi er, jo mere normale bliver vores børn i andres øjne og i for eksempel en klasse.

Vi er tre solomødre i min andelsforening, og der er et andet barn af en solomor i børnehaven.

PPS: Aldrig har jeg sagt ordet "sæd" så mange gange, som efter jeg fyldte 40. Jesus. Det var sådan et hviskeord før i tiden. Nu er det et værktøj, folk snakker om til fester og fødselsdage.