Maria om at være i fertilitetsbehandling: “Du aner ikke, om du skal løbe 1 eller 800 kilometer, før du er i mål”

For Maria og Martin er det en helt enorm sorg ikke at være blevet gravide endnu efter 2 år og 8 måneder i fertilitetsbehandling. Maria føler, at hun undervejs har udviklet en ny, midlertidig fertilitets-persona, hvis dystre sider gang på gang sætter hende på prøve.

Skrevet af:

wawa

20. oktober - 2021


Maria Emilie Kierulf Schneider har nogle dage svært ved at være i sorgen over ikke at være blevet mor endnu. Vi har talt med hende om misundelse, utilstrækkelighed og dét at opdage “grimme” sider af sig selv. Indimellem byder Marias kæreste Martin også ind.

Når I hver især tænker tilbage, til dengang I vidste, at I skulle dele tilværelsen med hinanden – hvad tænkte I så dér i forhold til at skulle stifte familie i fremtiden?

Vi lærte hinanden at kende, da vi var 14 år gamle, og i gymnasiet flyttede vi sammen som 19-årige. På det tidspunkt havde vi været bedstevenner i mange år og tænkte, at nu skulle vi være unge og feste sammen.

Vi interviewer

Maria Emilie Kierulf Schneider
som er pædagog og koreograf,
og Martin Toft Sarauw, tandlæge.
De er begge 33 år og bor på Østerbro.
De har været sammen i 12 år.

Men som 21-årig kom jeg ud for en stor tandulykke, og held i uheld førte det os sammen, så vi endelig blev kærester. Dengang skænkede vi ikke barnløshed en tanke. Vi troede ikke, at det nogensinde skulle påvirke vores liv.

Som unge havde vi jo lært, at man skulle beskytte sig, fordi man næsten blev gravid bare af at se på en lynlås.

I gik i gang med at prøve at lave en baby. Hvad tænkte I undervejs?

Vi købte hus og tænkte, at nu skulle familielivet endelig starte, som vi så længe havde drømt om. Men kort tid efter blev jeg indlagt med akutte mavesmerter, og her fandt vi ud af, at jeg led af endometriose. Så der blev sat en kæp i hjulet, allerede før vi rigtigt gik i gang.

Heldigvis havde vi en sød læge, der gav os en hurtig henvisning, og ventetiden blev forkortet i forhold til mange andre, hvilket vi allerede på det tidspunkt værdsatte. Men der havde vi stadig ingen idé om, hvor lang og hård en vej vi havde begivet os ud på.

Da I så fandt ud af, at I skulle have hjælp, hvordan reagerede I hver især?

Martin var fra start af meget optimistisk og havde måske ikke den store indsigt i, hvor indviklet en proces, vi skulle i gang med. Jeg var i den modsatte grøft: Jeg kunne godt mærke en smule nervøsitet og fik hurtigt sat mig ind i diverse forløb og risikofaktorer. Men vi var begge meget motiverede fra start og tænkte, at det da nok skulle lykkes hurtigt – vi var jo unge og sunde og raske, og lidt endometriose kunne vel ikke være det store problem.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb – hvilke tanker rumsterede undervejs? Hvordan tackler I hver især de svære perioder?

Vi startede hos en privatklinik, hvor tingene helt fra starten ikke gik strygende. De havde ikke særlig meget fokus på min sygdom, og særligt overlægen tog ikke min endometriose som et problem. Også selvom jeg måned for måned kunne se på deres scanninger, at mine cyster voksede helt vildt, fra 2-6 cm. Jeg spurgte dem, om ikke den største cyste ved æggestokken sad i vejen. Men det blev hurtigt affejet.

Efter fem IUI forsøg (og et IUI der blev stoppet på grund af fejlmedicinering) havde jeg så voldsomme smerter i 70% af min vågne tid, at jeg fik en akuttid på Rigshospitalets endometriose ambulatorium.

Her kunne de konkludere, at jeg havde fået de dårligste hormoner for endometriose-patienter, og at cysten på nu 6x6 cm sad i æggestokken og blokerede alt.

Deres konklusion resulterede i, at vi blev rykket til fertilitetsafdelingen på Riget, og at jeg fik opereret 10 cyster ud, hvor den ene æggestok blev beskadiget. Derefter skulle vi ud i vores første af tre venteperioder. Operationens sår skulle hele, og først tre måneder senere kunne vi påbegynde IVF.

Herefter har jeg været i lang protokol og blevet sat i kunstig overgangsalder, jeg har været til ægudtagning gentagne gange og alt, hvad der hører med til det. Jeg kunne til tider blive misundelig på alle dem, der var i kort protokol, for jeg oplevede, at de i løbet af et år kunne have langt flere forsøg end os.

Corona og strejken har også sat deres præg, og over sommeren 2021 kom vi igen i tre måneders tvungen pause. At være i pause er værre end at være i et forløb, synes jeg. For selvom der under en behandling er tusinde følelser i kroppen, så er man i det mindste i gang. I pausen er al kontrol taget fra dig. Og fordi jeg skal være på p-piller mellem alle behandlinger (grundet endometriosen, som ikke må udvikle sig, og som desværre udvikler sig meget hurtigt), så kan vi ikke engang prøve på egen hånd under disse pauser.

Uvisheden om, om det nogensinde vil lykkes, er altædende. Havde man en garanti, var mange af tingene nemmere at være i. Men visheden om, at uvisheden er konstant, kan hive al normalitet fra hinanden.

At løbe med 220 km/timen med bind for øjnene

Jeg oplever, at jeg har udviklet en ny midlertidig fertilitets-persona: Udover at jeg skal forholde mig til injektioner, mængden af æg, slimhindens tykkelse, hospitalsbesøg og kropslige forandringer, så skal jeg pludselig også forholde mig til en ny side mig selv. En ny person, som jeg skal lære at kende, acceptere og navigere sammen med. Og som i den grad sætter mig på prøve.

Jeg føler til tider de grimmeste misundelige følelser.

Nogle dage føler jeg mig som det svageste menneske på jorden og andre dage som det stærkeste.

I starten tør man at tro og drømme uden begrænsninger, men efterhånden begynder man at begrave alt håb og tro – ikke for at være bevidst pessimistisk, men simpelthen for at passe på sig selv.

Jeg kan for eksempel håbe inderligt, når jeg ligger med hånden på maven og tænker på det lille æg, der er blevet lagt op – og samtidig er der en stemme i mit hoved, der siger: ”Arh maria, nu skal du ikke drømme for meget. Det går jo bare galt ligesom før”.

Eller når jeg tænker: “Gud, hvor er du stærk, vedholdende og et godt menneske”, så kan stemmen igen sige: ”Men ikke heeelt så godt et menneske, når du ikke konstant kan rumme dine veninders graviditeter”.

Det er en helt enorm sorg for mig ikke at være blevet gravid endnu. Hvordan kan man savne og føle så stor en sorg over noget, der aldrig har været? Det ligger så dybt i mig. Siden jeg var helt lille, har jeg vidst, at jeg skulle være mor. Og at se mig selv som en kvinde, der aldrig bliver mor, er simpelthen ikke en mulighed for mig. Jeg skal blive mor, og det bliver jeg.

På den måde er det en evig kamp at løbe ind og ud af alle de følelser med 220 km i timen og bind for øjnene på en bumpet vej og ikke vide, om du skal løbe 1 km eller 800 km, før du er i mål, og du ved heller ikke, om der overhovedet er en medalje, når du til målstregen.

Martin: For mit vedkommende synes jeg, at det sværeste er hele tiden at være omstillingsparat: Man ved ikke, hvad den næste måned bringer. Og dét, at Maria går igennem så mange følelser hele tiden, gør, at jeg hele tiden prøver at være ekstra opmærksom og klar til at håndtere, hvad end hun måtte føle.

Jeg synes også, at det er svært, at der er så stor forskel på, hvad vi skal og kan som mand og kvinde. Jeg skal bare levere en sædprøve hver tredje måned og har størstedelen af tiden ikke måttet være med på hospitalet på grund af corona.

Maria har stået med mange af tingene alene, og jeg kan hverken tage hendes smerter, bivirkninger eller hormoner for hende.

På den måde bærer hun i vores tilfælde langt det meste af opgaven – og den opgave burde have været så meget mere simpel: To mennesker, der har sex sammen, fordi de ønsker at skabe et barn sammen.

Hvad er status på jeres situation nu?

Lige nu er vi i frysebehandling kort protokol.

Hvordan er det at være i fertilitetsbehandling? Fungerer systemet, og kan I forstå, hvad I er i?

Hvis man ser bort fra, at systemet ikke virkede på den privatklinik, vi valgte, så har vi efterfølgende været super tilfredse. Rigshospitalets personale lægger tid, kræfter og nærvær i os og vores situation. Vi føler os aldrig bare som et nummer i køen.

Selv i den periode, hvor kvinderne grundet corona skulle møde op alene, blev der også her lagt mere tid og omsorg fra både sygeplejersker, laboranter og læger. Jeg er ovenud lykkelig for den fine behandling, vi har fået i så sårbar en tid. Klinikken bliver en så stor del af ens hverdag, at man til tider kan føle det som sit andet hjem, og derfor er det vigtigt at føle sig set og hørt.

Vi har tit snakket om, hvorvidt man burde gå hurtigere til IVF – ikke kun for par som os, men for alle, fordi succesraten ved IUI er så lille. Og fordi de måneder, man muligvis ”spilder” der, på længere sigt giver flere følelsesmæssige rutsjebaneture, end krop og sind har godt af. Det er uden tvivl mere indviklet end som så, mere tidskrævende og dyrere for staten – men hver måned tæller virkelig i længden.

Kender I andre, der også kæmper for at blive forældre?

Vi kender desværre kun et andet par, der står i samme situation som os. Og størstedelen af vores venner er blevet gravide på nul komma fem. Faktisk er der alene sidste år blevet født 13 børn i vores nære omgangskreds. Så vi er stort set det eneste par uden børn, selvom vi startede som de første med at prøve.
Netop det faktum har givet en helt enorm følelse af ensomhed og uretfærdighed.

Uretfærdigheden kan man stikke op, hvor peberet gror, men det er en følelse, man ikke kan løbe fra.

Verden kan tit føles uretfærdig, og det har taget mig lang tid at acceptere, at livet bare er sådan af og til.

Til gengæld – set i det store perspektiv – er jeg lykkelig for, at jeg har en rummelig og tryg kæreste, som jeg hver dag kan komme hjem til. Og som kan rumme alt, hvad jeg kommer med. Om det så er dyb gråd og sorg, vrede, skrig, råb og kasten med sko mod væggen (sker primært under nedregulering til overgangsalder), eller når jeg er høj af glæde og helt sikker på, at nu er den der.

Hvordan har I delt jeres situation med familie og omgangskreds?

Vi er meget forskellige i vores tilgang til at dele. Martin har ikke det store behov, hvor jeg modsat har brug for, at folk kender til vores situation. Og det mener jeg er vigtigt af flere grunde: Mange kender forståeligt nok ikke til kompleksiteten i behandlingen, og jeg husker en nær ven, der sagde: ”Jamen, så er det bare et eller to besøg på hospitalet, og så kan vi se, om I bliver gravide”.

Derfra bestemte jeg mig for at give dem muligheden for at få indblik i, hvad der sker. Både rent biologisk, men også i forhold til følelserne. På den måde tror jeg, at det har lettet processen i perioder – så vi hele tiden har kunnet afstemme, hvad jeg har brug for, og hvad vores gravide venner har brug for.

Det betyder ikke, at der ikke har været bump på vejen, for mennesker er forskellige, og alle tackler vores situation forskelligt. Men jeg tror på, at hvis vi åbner helt op – også ind til hvor det er mørkt og grimt – så kan vores venner og familie bedre støtte os på den måde, vi har brug for. Og støtte har man i den grad brug for.

Men uanset hvor meget man fortæller og deler, så er ensomheden en stor del af behandling. Særligt som kvinde og den, der er bærer af  ”barnløsheden”. Jeg er normalt enormt social og laver hundrede ting på én gang, og pludselig så jeg i foråret mig selv forsvinde fra alle de mennesker, jeg elsker og holder af. Dét at skulle forholde sig til alle vennernes gravide maver, babyshowers, fødsler og diskussioner om mos og autostole til sociale arrangementer blev simpelthen for meget.

Med ét så jeg mig selv som hende, der kun kom med tristhed og en negativ selvfortælling, og jeg havde brug for ikke at føle, at jeg konstant var utilstrækkelig i alle mine relationer.

Og netop dét at være utilstrækkelig er noget, der fylder meget hos mig: At jeg i 2,5 år hele tiden har skullet have ekstra hensyn, at folk har skullet lytte til alle vores negative testresultater og følelser, at jeg har skullet have fri fra arbejde og ikke har haft overskud til at pleje og passe på andre. Og at jeg overfor min rolige, rummelige, pragmatiske og evigt støttende kæreste kun har kunnet tilbyde ham rutsjebane-Maria, manglende sexlyst og mere og mere opgivenhed.

Jeg priser mig hver dag lykkelig for min veninde, der går igennem det her med mig og står i samme situation som os. Selvom jeg for alt i verden ville ønske, at hun aldrig skulle have stået i denne position, så ved jeg vitterligt ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende til at dele alle tankerne med, uanset hvad klokken er eller hvor grimme ting, man siger. Hun er guld værd. Alle burde have bare én person, man kan sige alt til.

Marias tal

5 IUI,
1 afbrudt IUI
3 IVF
Graviditeter: 0

Når I ser på hele processen – hvad er det sværeste?

Vi er stadig i det sværeste.

Den dybeste sorg

Er ikke at vide hvem du er

Eller om du nogensinde bliver”

Jeg ville ønske, at min sorg var mere synlig, som et brækket ben. Så jeg ikke hele tiden skulle forklare mine følelser og føle, at det ikke er helt legalt. Jeg føler ofte, at jeg skal retfærdiggøre over for andre, hvorfor jeg føler, som jeg gør: Hvorfor sorgen ikke stopper, og hvorfor jeg ikke bare kan være positiv.

Martin og jeg har valgt at tage den her rejse sammen – og at blive ved med at rejse sammen. Det kan godt være, at vi har valgt at rejse til månen uden så meget ilt, men vi tror på, at vi kommer dobbelt så stærke ud på den anden side. Sammen med et lille ønskebarn.

Har I et godt råd til yngre par, der gerne vil stifte familie på et tidspunkt?

Tjek jeres fertilitet løbende. Så kan I måske spare nogle år – og mange hårde af dem.