Maja: om den bedste støtte hun har fået i behandling

Støtte er vigtigt når man går igennem fertilitetsbehandling. Men hvordan giver man den bedste støtte? Vi har spurgt kvinder i behandling hvad der har været den bedste støtte for dem gennem deres behandling. Her kan du høre fra Maja Straarup Kjær.

Skrevet af:

wawa

15. juli - 2022


Om:

Maja Straarup Kjær på 30 år. Arbejder som sygeplejerske.

Tobias på 30 år er ingeniør.

De bor i Klitmøller.

Hvad er den bedste støtte du har fået gennem din behandling

“Alle de følelser og tanker du har lige nu er fuldstændig berettiget. Det er helt okay og det gør dig ikke til et dårlig menneske.”

Min venindes ord ramte mig og jeg kunne i sekunderne efter hendes ord sænke skuldrene en smule og trække vejret lidt dybere.

Jeg havde netop fundet ud af, at min kusine skulle have barn nummer to og det slog fuldstændig benene væk under mig. Jeg havde kort tiden forinden gennemgået min anden spontane abort og jeg var fyldt op med sorg og frustrationer. Nu tog nye følelser over. Jeg var jaloux og sammen med jalousien kommer skammen. Jeg følte skam over min misundelse og så det som et tegn på at jeg ikke elskede min kusines nu snart to sønner. Jeg tolkede jalousien som et tegn på, at jeg ikke var glad min kusine og hendes mands vegne. Jeg følte mig et dårlig menneske.

Ser du anderledes på det nu?

Men min veninde havde jo ret. Jeg har nu lært, at min misundelse ikke betyder at jeg ikke er glad på vores venner og families vegne når fortæller, at de er gravide. Men min egen sorg bliver tydeligt gjort og det samme gør min følelser. Jeg holder utrolig meget at min kusines to drenge og jeg elsker at bruge tid sammen med dem. Men er de også alt det min mand og jeg ikke har. De er alt det vi de sidste to år har kæmpet for, og det er en kamp vi desværre stadig kæmper.

Samtidig har jeg måtte se i øjnene at sorg, og de andre følelser der følger med fertilitetsbehandling, ikke er rationelle. Der er rigtig mange skamfulde følelser og tanker i spil og jeg havde brug for at høre, at de ikke gjorde mig til at et ondt menneske.

Bruger du stadig din venindes ord?

Det er hårdt, så vanvittig hårdt, at være i fertilitetsbehandling. Der er nogle enormt store følelser i spil og de er alle berettiget. 

På svære dage, prøver jeg at huske på min venindes ord.

Hendes ord har givet mig en ro og de har hjulpet mig til acceptere at følelser som jalousi og misundelse, er en del af min hverdag lige nu. Og det er helt okay, de gør mig ikke til et dårligt menneske.

Jeg tror der er mange, som er i fertilitetsbehandling, der kender til disse følelser. Et eller andet sted ved jeg måske godt, at mine tanker er helt normale. Der er bare dage hvor det er svært at tænke rationelt og der kan man have brug for hjælp udefra, om det så kommer fra et familiemedlem, ven eller veninde eller en helt fjerde.

Hvad betyder det, at få støtte i sin behandling fra nærtstående?

Jeg tror at støtte fra pårørende kan være altafgørende og for min mand og jeg var det helt sikkert også et vendepunkt, da vi åbnede op og fortalte om vores situation. Vores familier og en del af vores venner kender nu til vores situation og de ved derfor, at der indimellem kan være dårlige dage, hvor vi har svært ved at være de mennesker vi plejede at være. Jeg tror åbenhed og ærlighed, giver en større forståelse, hvis vi fx melder fra til en middag eller i perioder holder os for os selv.

Kan du give et godt råd til pårørende eller venner til en der er i behandling - hvordan kan de støtte bedst muligt en tæt veninde, datter eller søster, der er i fertilitetsbehandling?

Jeg tror alle fertilitetsforløb er forskellige, men jeg tror også der er nogle ting der går igen. Vores tanker og følelser er selvfølgelig subjektive, men ofte kan vi alligevel spejle os i andre kvinder som også er i fertilitetsbehandling.

For mig er fertilitetsbehandlingen altopædende. Det fylder enormt meget i min hverdag, og der går ikke mange timer hvor min tanker ikke strejfer fertilitetsbehandling på den ene eller anden måde. Dét tror jeg er fælles, for stort set alle som går i fertilitetsbehandling.

“Jeg ved ikke, hvordan det føles at være dig – men jeg vil gerne prøve at forstå, så godt jeg kan, så hvis du har lyst til at fortælle, så vil jeg gerne lytte”.

Ovenstående sætning faldt jeg over, en søvnløs nat hvor min google søgning endnu engang indeholdte begreber som sorg, ufrivillig barnløs, afmagt og så videre.

Jeg synes sætningen er åben, støttende og respektfuld.

Fertilitetsbehandling er hele vores liv og hverdag i den periode det står på, og derfor tror jeg også de fleste gerne vil fortælle og dele deres oplevelser og frustrationer. Men der er et enormt behov for at blive mødt med respekt og åbenhed. Det synes jeg den sætning kan være med til. Samtidig giver den mulighed for at sige fra, hvis man ikke ønske at tale om fertilitet, og de tanker og følelser der hører med, netop den dag.

Hvad skal man ikke sige til en veninde eller datter i behandling?

Jeg er ofte blevet mødt af sætningen; “ Det skal nok gå, du skal nok blive mor en dag. Det er jeg sikker på”. Jeg er på ingen måde i tvivl om at det er velmenende, men ofte står jeg tilbage med en følelse af, at mine tanker og følelser, måske endda hele min situation, bliver negligeret.

Hvad er dit bedste råd til folk der vil støtte en eller nogle i behandling?

Mit bedste råd til pårørende, til en der er i fertilitetsbehandling, er derfor; fortæl at du er der og du gerne vil lytte og prøve at forstå. Selvom det kan være virkelig fristende at komme med løsninger og gode råd, så forsøg at lade være.

Jeg tror de fleste mennesker har et enormt behov for at fikse ting og andre menneske, fordi de vi ikke vil se andre mennesker lide. Det er det som gør os til empatiske individer. Men I kan ikke fikse vores sorg og vores barnløshed. Men ved at lytte til os, kan I hjælpe os med at sætte ord på vores følelser og tanker.