Maibritt: “Vores sorg efter graviditetstab bliver ofte negligeret, og mødt med kommentarer såsom: Godt, du ikke var så langt henne”.

Maibritt var ikke forberedt på den altoverskyggende og gennemgribende sorg som hendes graviditetstab medførte. Her fortæller hun om den nye realitet hun befinder sig i efter graviditetstab - og om at leve med sorgen hver eneste dag.

Skrevet af:

wawa

21. maj - 2022


Vil du fortælle om din oplevelse med gentagne graviditetstab?

Efter en ukompliceret graviditet med min søn i 2016, begynder vi i starten af 2018 at gøre os tanker om at udvide familien med endnu et medlem. Først i december 2018 bliver jeg gravid, men allerede fra starten har jeg en mærkelig fornemmelse i kroppen. Dog ser vi hjerteblink i uge 6, men da vi 4 uger senere skal til en privat scanning, er skærmen lige pludselig helt sort. Jeg glemmer aldrig den følelse der rammer mig i sekunderne efter. En følelse af at briksen under mig forsvinder, samtidig med at min verden går i stå. Jeg er i chok. Det viser sig at graviditeten er gået i stå, blot et par dage efter at vi så hjerteblink for første gang.

Når jeg kigger tilbage på månederne efter min første abort, så forstår jeg stadigvæk ikke hvordan jeg kom igennem de første 6 måneder. Men jeg havde intet valg.

Sorgen over at have mistet et barn, selv i det helt tidlige stadig, forandrede mig.

At gå fra følelsen af ultimativ lykke til dyb sorg på et splitsekund ødelagde hele mit verdensbillede. Med ét blev jeg overvældet af en sorg, og en smerte som jeg aldrig havde oplevet før. Det føles som om, at sorgen sidder fast i min krop. Jeg er rædselsslagen for, hvornår jeg skal møde den igen, for jeg kan ikke rumme mere sorg. Det at miste et kommende barn har ødelagt noget inden i mig. Det er som om, at min krop altid er i alarmberedskab, og at jeg altid er på vagt over for fare. I dag længes jeg efter den uskyld, som mit liv var præget af inden mine tab, hvor jeg ikke havde kendskab til en sorg som denne.

Vi interviewer

Maibritt Lundberg på 36 år. Hun er digital
marketing specialist. Gift med John, 38 år,
som er digital forretningsudvikler. De bor i Gentofte.

Skæbnen ville, at jeg ikke blot skulle opleve ét graviditetstab, men hele 4. To missed abortions, en spontan abort og en biokemisk graviditet – for til sidst at stå med min datter i armene d. 9. juli 2021 efter over 3 års kamp. Jeg valgte selv at få foretaget et kejsersnit da jeg var 38+0 – jeg turde simpelthen ikke andet. Igennem hele min graviditet havde jeg været rædselsslagen for at min datter skulle dø fra mig. Derfor havde jeg brug for at være i så meget kontrol som muligt, da jeg ikke havde psyke til andet. Selv da jeg sad på operationsbordet kort før kejsersnittet, talte jeg hendes spark i maven. Jeg var så bange for at jeg ikke fik lov til at beholde hende.

De sidste 3 år har været fulde af sorg, smerte, desperation, kontroltab, magtesløshed, håbløshed, isolation, babyjalousi, skam, skyld og en masse vrede.

Alle følelser kommer pludselig i spil med sådan en intensitet, at jeg havde svært ved at kende mig selv. Jeg blev utrolig forskrækket over, hvad graviditetstabene gjorde ved mig som person. Det var som om, at mit liv pludselig blev sat på pause mod min vilje, og samtidig blev al glæde og håb taget fra mig. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så alene og så forkert i mine følelser. Det er som om, at en ny virkelighed rammer dig efter et graviditetstab, og som bringer de værste sider frem i dig. Samtidig føles det utroligt sårbart at åbne op omkring disse svære følelser – for hvem forstår dig? Personligt fandt jeg fred i en lukket Facebook-gruppe for kvinder med gentagne graviditetstab, faciliteret af Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse. Jeg er dem evigt taknemmelig. Det har været fuldstændigt afgørende for min psyke, at jeg fandt et fællesskab som jeg kunne spejle mig i.

Et fællesskab hvor over 500 kvinder sad med samme skæbne som mig.

Facebookgruppen er lukket og ikke til at søge frem,
men er selvfølgelig åben for alle, der har oplevet graviditetstab.
Ønsker du at blive medlem, så send en besked via Facebook eller
Instagram direkte til Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse
(LFUB) eller send dem en mail.

Hvis vi har været så privilegerede, at vi har fået lov til at få et barn - så er det værste vi overhovedet kan forestille os, hvis vi en dag skulle miste det. Derfor er det så tankevækkende, at det at miste et kommende barn i vores samfund ikke bliver regnet for noget. For det er jo et barn vi mister - uanset hvor langt vi er henne. Men vores sorg bliver ofte negligeret, og mødt med kommentarer såsom: ”Godt du ikke var så langt henne”, ”godt, at du kan blive gravid”, ”der var nok noget i vejen med barnet”, eller ”vær taknemmelig for det barn du har i forvejen”. Men hvornår ville vi nogensinde møde et andet menneske i sorg på denne måde?

Det er desværre den virkelighed, som mange med graviditetstab står midt i, når de skal til at starte forfra med en tom livmoder og et knust hjerte.

For at forstå, hvordan man kan være i dyb sorg over at miste et barn, som endnu ikke er født, skal vi kigge på den kærlighed som vi instinktivt føler for vores ufødte barn når vi venter os.

For her ved vi, at det kan lade sig gøre at elske et barn som vi endnu ikke har mødt. Altså kan vi også være i dyb sorg over at miste et barn, som vi tilsvarende ikke kender. For det er netop den store kærlighed til barnet der går tabt, og som er hjemløs, når vi taber en graviditet. For vi kan ikke kanalisere kærligheden noget sted hen - for der findes intet barn at give den til. Kærligheden eksisterer derfor kun inden i os som en enorm sorg.

Jeg ville ønske, at vi startede med at udvise omsorg og forståelse for de personer som oplever graviditetstab på lige fod med alle andre tab. Sorgen over en tabt graviditet er som ingen anden, og kan sagtens være lige så stor som tabet af et menneske, som vi har kendt hele vores liv. Men det ved vi først, når vi selv står i det. Vi skal blot undgå at lukke ned for følelserne hos dem der er i sorg, og undgå at fikse dem – for det kan ikke lade sig gøre. Vi kan ikke tage sorgen fra et andet menneske.

Når vi oplever et graviditetstab ved vi med det samme, at det kun er personer som har oplevet det på egen krop, som kan relatere til det. Vi har nemlig ikke glemt, hvor uoplyste vi selv var, da vi stod i selvsamme situation, imens det skete for en vi kendte. Men det er svært for os mennesker at sætte os ind i sorg, som vi ikke selv har oplevet.

Sorgen efter et graviditetstab er utrolig kompliceret, og adskiller sig fra andre tab ved at vi hele tiden bliver konfronteret med vores sorg, hvor end vi går - blandt venner, på arbejdspladsen og i gadebilledet. Her kan vi pludselig ikke få øje på andet end barnevogne, gravide maver eller babyer. Vi får aldrig en pause fra vores sorg. Den er der hele tiden. Og det er det, der har gjort denne sorg så anderledes for mig, i og med at den har et psykosocialt aspekt, som greb ind i min hverdag, og mine tætte relationer.

Ved mig resulterede sorgen i, at jeg isolerede mig fra min omverden i en lang periode, da det simpelthen gjorde for ondt hele tiden at blive konfronteret med det liv, jeg ikke havde.

Jeg har haft venskaber som jeg har været nødt til at sætte på pause, da det gjorde ondt på mig at se andre få børn, da det føltes som om at de efterlod mig udenfor fællesskabet.

Graviditetstab og de psykiske konsekvenser efter et graviditetstab bør anerkendes i det danske sundhedsvæsen, og par bør mødes med omsorg af fagprofessionelle, der er blevet uddannet i at tage sig af personer i sorg. Det er ikke godt nok, når vi i dag bliver mødt med ordene ”Det sker for mange”, ”op på hesten igen”, ”godt, at du kan blive gravid” af de læger, som er sat i verden til at hjælpe os, når vi bliver syge. For ja, infertilitet er i dag den største kroniske sygdom i Danmark blandt de 25-45-årige.

Personligt synes jeg, at vi skal væk fra opfattelsen af at sorg kan måles og vejes ud fra fosterets alder, eller at sorgen bliver mindre af, at det sker for 1 ud af 4 – for hvornår har størrelsen på ens sorg nogensinde haft noget som helst med alder at gøre?

Og bliver sorgen mindre, hvis det rent statistisk sker for mange?

Nej, vi skal væk fra at kvantificere eller sammenligne sorg - for det hjælper ingen. Det hjælper ikke mig i min sorg, at der er andre som har det værre end mig. Sorg er sorg. Og ingen skal gøres til dommer over hvordan eller hvor lang tid det tager mig at komme ovenpå igen. Sorg er ikke noget jeg kan præstere eller som jeg ønsker at fastholde mig selv i. Sorg er fuldstændig forfærdeligt at være i - men det er ikke noget jeg kommer mig over. Det er noget jeg skal øve mig i at leve med. Og det bliver jeg hele tiden bedre til. Nogle gange falder jeg i og bliver dybt berørt af det. Og det er helt OK. Men det er en sorg, jeg hele tiden vil have med mig. Det er en del af min historie.

Når jeg kigger tilbage, så har hele forløbet føltes som et overgreb, hvor jeg ingen rettigheder havde. Og hvor jeg kæmpede mod sundhedsvæsenet for at få dem til at hjælpe mig, så jeg ikke skulle opleve flere tab og mere sorg. Men lige lidt nyttede det. Der er ingen vej ind til specialisterne på Enheden for Gentagne Graviditetstab, før du kan fremvise tre på hinanden følgende graviditetstab.

Det føles som om, at vores fostre ikke har nogen som helst værdi for andre end os selv.

Vi betaler prisen med vores mentale helbred, for at der ikke bliver forsket nok indenfor graviditetstab. Gad vide hvor langt vi var, hvis det var mænd som blev gravide og som tabte så mange graviditeter?

Jeg savner, at der kommer mere fokus på de efterreaktioner der kan opstå i tiden efter et tab, herunder angst, depression og PTSD, som kan spores i helt op til 9 måneder efter et graviditetstab. Og at det bliver italesat, hvordan man håndterer en fælles sorg som denne. Personligt var jeg slet ikke klædt på i forhold til den verden der ventede mig, da jeg d. 15. februar 2019 tog hjem fra Herlev Hospital efter en kirurgisk abort, hvor jeg havde ligget på stue med et grædende spædbarn og en gravid kvinde. For hvem gør dig lige opmærksom på, at der rent faktisk er 22% større chance for, at man som par går fra hinanden efter et graviditetstab, da den fælles sorg er så kompleks?

Maibritts tal

2 IUI
8 infusioner med Immunglobulin,
Prednison, Lutinus,
19 scanninger
6 graviditeter
2 MA’er, 1 SA, 1 BIO
2 levende børn

Selvom jeg er kommet ud på den anden side, så føles det som om, at min omverden tror, at jeg er kommet videre, og at alt er godt igen. Eller at jeg måske dyrker min sorg.

Men sandheden er, at jeg først nu skal rigtig i gang med at bearbejde alt det jeg har været igennem, for hele forløbet sidder stadigvæk i min krop og i mit sind. Jeg døjer stadigvæk med min angst og er utrolig bange for at miste min datter hele tiden. For nu har jeg endelig fået alt det som jeg har gået og drømt om så længe, og kæmpet så hårdt for. Men samtidig siger min erfaring mig, at jeg kun har det hele til låns, og at det kan blive taget fra mig på et splitsekund. Og det er hårdt hele tiden at gå med disse tanker i baghovedet. Så bliver du lige pludselig bange for at leve. Jeg har brug for på ny at blive bekræftet i, at alt nok skal gå. Men det tager tid og er ikke blot noget som kan løses ved at besøge min psykolog et par gange. Det er et tilbagevendende arbejde, hvor jeg hele tiden skal træne min hjerne i at tænke positivt, og huske mig selv på, at mine katastrofetanker er irrationelle og ikke virkelige.

Grunden til, at jeg ønsker at dele min historie med andre, er for at aftabuisere graviditetstab, og fortælle om den sorg, der ligger bag det at miste sit ønskebarn igen og igen. For ingen skal føle sig forkerte, når de bliver ramt af de mange svære følelser som opstår efter et graviditetstab. De skal vide, at alle deres følelser er helt normale, efter det forløb de har været igennem.

Samtidig er det utrolig vigtigt for mig at fortælle, at der hos mig var en grund til mine tab, og at det kun sker for 1 ud af 100, for ikke at sætte frygt i raske kvinder.


Følg Maibritt her