Louise og Chris havde netop aftalt at sætte deres behandling på pause, da de bliver gravide: “Det var et mirakel”

Efter 3 mislykkede IUI-forsøg har Louise og Chris besluttet sig for at sætte deres behandling på pause. Louise sidder derfor klar med telefonen til klinikken i hånden, da hun ser de to streger syne frem på graviditetstesten.

Skrevet af:

wawa

15. februar - 2022


Louise Hull og Chris bliver mod mange odds gravide i 3. IUI-forsøg. Her fortæller Louise om tiden i fertilitetsbehandling og om at huske at være god ved sig selv undervejs.

Før udredning, behandling, alt det – hvor var I så i livet?

Chris og jeg mødte hinanden i London i 2015, hvor vi gik på Frelsens Hærs præsteseminarium. Vi blev ret hurtigt kærester og vidste bare, at det skulle være os to. Vi blev gift i sommeren 2017 og bosatte os i Danmark efter et langdistance-år, hvor jeg allerede var flyttet tilbage til Danmark. Vi var først præster i et år i Esbjerg og flyttede i 2018 til København og blev præster i Roskilde. Så det var nogle ret omskiftelige år, hvor min mand skulle vænne sig til et nyt land og lære et nyt sprog. Samtidig var det hårdt at være nye præster, og fokus lå meget på jobbet.

Vi talte ret tidligt i vores forhold om, at vi gerne ville have børn – det er jo meget godt at have på plads, inden man bliver gift. Men vi var også enige om, at vi gerne ville være gift i et stykke tid, inden vi begyndte på projekt baby.

Vi interviewer

Louise Hull på 33 år. Hun er
præst i Frelsens Hær og er gift
med Chris på 27 år. Parret er
bosat i København.

Vi vidste også på forhånd, at jeg havde PCOS – det fik jeg konstateret, da jeg var cirka 20 år. Men vi ville alligevel give det en chance med at blive gravide på naturlig vis. Så da der var faldet lidt ro på efter flytning i starten af 2019, begyndte vi så småt at prøve.

I slutningen af 2019 havde jeg tabt omkring 20 kg (for at komme under BMI-grænsen for behandling), og så aftalte vi at give det et par måneder mere, til 1. februar 2020 – og så ville vi ringe til lægen.

Fortæl os om udredningen – hvordan foregik det?

Vi startede hos egen læge i februar 2020, hvor jeg bad om en henvisning til at få udredt min PCOS og for at se, hvad status var der.

Det blev en utroligt lang proces, både på grund af ventetider og fordi det skulle passe sammen med min uregelmæssige cyklus. Så i marts 2020 kommer jeg til gynækolog, hvor jeg får taget blodprøver og en hulens masse andre tests.

Jeg bliver derfra henvist til en anden gynækolog med henblik på en kikkertundersøgelse, da det mistænkes, at jeg har polypper i livmoderen.

For at kunne få udført kikkertundersøgelsen bliver det konstateret, at jeg skal have fremprovokeret min menstruation med en Provera-kur, så der ikke er noget slimhinde tilbage, så de kan se, om der er polypper – og eventuelt fjerne dem. Jeg havde brug for 2 x Provera-kur, før de kunne gennemføre kikkertundersøgelsen og fjerne de meget få polypper, de fandt. Vi er nu henne i maj 2020.

Endelig, efter kikkertundersøgelsen, kunne jeg komme tilbage til den anden gynækolog og få lavet en HSU og de sidste prøver, som skulle være klar fra mig som kvinde før en henvisning. Derefter vendte vi tilbage til egen læge, for at min mand kunne blive henvist til udredning på Rigshospitalets Klinik for vækst og reproduktion. Men vi ramte selvfølgelig lige ind i sommerferien, så min mand kunne først få en tid 1. september og efterfølgende svar i midten af september.

Vores udredningsforløb var altså utroligt langt – og det føltes også sådan. Samtidig foregik rigtig meget af det under nedlukningen i forbindelse med covid-19, og det er svært at sige, om det reelt var det, der fik det til at virke som et langt forløb – men det virkede uendeligt. Syv måneders udredning – og så var vi klar til at blive henvist til fertilitetsbehandling.

Vi fik svar løbende efter de forskellige prøver og undersøgelser. Den sidste og afgørende prøve var min mands sædkvalitet – for den ville afgøre, om vi skulle videre til IUI eller til IVF.

Fortæl os om de første følelser lige efter udredning.

Vi (jeg) googlede rigtig meget, mens vi ventede på svar. Jeg læste om både IUI og IVF, om ventetider, om priser hos private klinikker, anmeldelser af klinikker og chancer for at blive gravid ved forskellige metoder.

Men, da vi endelig fik svar på min mands sædprøve, som viste, at han havde let nedsat sædkvalitet, så vidste vi, at vi kunne blive henvist til IUI og dermed også til en privatklinik, som har overenskomst med det offentlige. Og vi var utroligt glade, fordi det betød, at vi kunne begynde med det samme og ikke skulle vente på en plads på en offentlig klinik.

Hvordan var jeres behandlingsforløb?

Vi blev henvist til IUI-H behandling, insemination med partners sæd, og fik tildelt 6 forsøg på grund af min PCOS. Vi begyndte i slutningen af oktober 2020, efter at jeg havde smidt de sidste kilo og var kommet under klinikkens BMI-grænse. I vores første forsøg fik jeg Clomid/Clomifene-piller. Det, som fyldte hos os, var både en glæde over endelig at være kommet i gang med selve behandlingen, men også uvisheden; om det ville lykkedes at blive gravid.

Jeg havde testdag d. 29. november i vores første forsøg. Jeg husker tydeligt dagen før, men også om morgenen, at jeg var i sådan et spændingsfelt med ikke at få sat forventningerne for højt, men samtidig også håbe på, at det kunne lykkes for os i første forsøg – for hvorfor skulle det ikke gøre det?

Testen var negativ, og kun et par timer efter kom min menstruation. Jeg var SÅ skuffet og virkelig ked af det.

Om aftenen ringede min mands storebror og fortalte, at de ventede barn nummer to. Det slog mig helt ud.

De vidste, at vi var begyndt i behandling, men ikke hvor langt vi var – så det var jo ikke deres skyld – det var bare virkelig dårlig timing.

Vi tilmeldte os 2. forsøg med det samme – når nu der endelig var styr på min cyklus, så kunne vi lige så godt fortsætte og komme op på hesten igen. 2. forsøg varede længere tid, fordi Clomid ikke virkede efter hensigten, og jeg startede derfor op på Gonal-F indsprøjtninger, så jeg kunne få modnet et æg. Det lykkedes til sidst, og jeg blev insemineret mellem jul og nytår.

I januar 2021 havde jeg testdag, men jeg nåede knap nok at teste, før min menstruation kom, og testen var negativ. Det havde jeg også næsten forventet. Jeg levede ikke i det samme spændingsfelt som ved første forsøg. Den her gang troede jeg ikke rigtig på det, på trods af at chancerne denne gang på papiret var større. Ægget var flot og modent, og sædprøven var fordoblet siden 1. forsøg.

Vi havde på forhånd besluttet, at vi ville holde pause efter 3. forsøg. At leve i en verden, hvor det hele handler om medicin, scanninger, tests og at udfylde ventetiden, er psykisk hårdt, og vi trængte til en pause.

3. forsøg startede godt ud. Jeg modnede ret hurtigt et æg på Gonal-F, men med fare for at misse ægløsning blev jeg sat på Fyremadel hen over en weekend for at sætte processen ned i tempo. Det resulterede desværre i, at ægget stoppede med at vokse og gik i sig selv. Jeg tog derefter mere Gonal-F, og der skete bare ingenting.

Jeg fortsatte med medicinen i håb om, at et æg ville vokse sig frem, og da vi nåede midten af februar 2021 var både vi og klinikken sådan set klar til at stoppe forsøget. Men vi gav det lige én chance mere og så var der pludselig et æg, som var vokset frem. Jeg blev insemineret et par dage efter, og denne gang kunne de se på scanningen, at ægløsningen var i gang. De dårlige nyheder var, at sædprøven var usædvanligt dårlig. Hverken vi eller klinikken troede på, at det ville lykkes, og forsøget skulle derfor bare overstås, så vi kunne holde pause.

På testdagen, som var en lørdag cirka 14 dage senere, var forventningerne igen ikke høje. Og testen var negativ. Men min menstruation kom ikke. Jeg besluttede at tage en test mandag morgen, inden jeg skulle ringe til klinikken og aftale, hvordan vi skulle forholde os til at sætte behandlingen på pause.

Jeg sad på badeværelsesgulvet og stirrede skiftevis på testen og på uret på min telefon. Jeg troede ikke helt på det, da den anden streg dukkede op.

Men der var 2 streger. Mod rigtig mange odds var jeg blevet gravid.

Telefonopkaldet til klinikken blev lige pludselig et andet end det, jeg havde forberedt mig på. Og i stedet for at tale om at holde pause fik jeg tid til en tidlig scanning i uge 7. Der var stadig en usikkerhed i, om det nu også var rigtigt, og om alt var, som det skulle være. Men det var det. Og for os er det virkelig et mirakel.

Påvirkede det jeres parforhold undervejs?

Ja, jeg havde en periode under udredningen, hvor jeg blev sygemeldt og gik til psykolog. Uvisheden omkring fertilitetsbehandlingen og om vi nogensinde ville blive forældre fyldte så meget, at jeg ikke kunne overskue både det og at arbejde. At blive sygemeldt var den rigtige beslutning, og at snakke med en psykolog var en endnu bedre. Her fik jeg sat ord på rigtig mange tanker og følelser – og ikke mindst bearbejdet dem, så de kunne være en del af mit liv, uden at de fyldte det hele.

Hele forløbet påvirkede os, og nogle dage og uger var bedre end andre. Men, det positive har været, at vi blev gode til at tage nogle svære og dybere samtaler om, hvor langt vi var villige til at gå for at blive forældre. Det er forskelligt for alle, men for os var det godt at sætte ord på, hvor vores grænse gik, for hvor længe vi ville forsøge med fertilitetsbehandling, og i hvilken grad, samt vende vores tanker om adoption.

Hvordan havde I det undervejs?

I hele forløbet levede vi lidt fra test til scanning til prøver og til det næste og det næste.

Alle de gode tips, som Google ellers kommer med; om at tage ud at rejse eller bare på en weekend-getaway, kunne ikke lade sig gøre for os på grund af corona.

Men vi forsøgte at se venner og familie, når vi havde lyst til det, og så ellers bare forkæle os selv med take away og en god film – også lidt oftere end vi ellers ville have gjort.

I forhold til at tale om forløbet, så gjorde vi det, når en af os havde behovet – og det var som regel mig, når jeg havde googlet noget eller havde brug for at få vendt et ”hvad nu hvis”-scenarie. Snakken med familie og venner var begrænset. Vi havde aftalt med dem, at de ikke skulle spørge, men at vi gav dem opdateringer, når vi havde lyst til det.

Louises tal

3 IUI-H

1 graviditet

1 barn

Derudover begyndte jeg at gå hos en personlig træner, og udover at jeg kom i bedre form, så fik det også sat mine tanker om behandling lidt på pause – hvert fald bare en time eller to.

Når du ser tilbage – synes du så, at det har været “lige så slemt”, som du måske indledningsvist troede, at det ville være?

Når jeg ser tilbage, så er jeg nok generelt rigtig god til at tænke i de absolut værste scenarier og så håbe på, at jeg bliver positivt overrasket.

Jeg troede heller aldrig, at jeg skulle komme til et punkt, hvor dét at give mig selv indsprøjtninger blev hverdag, for jeg er ikke glad for nåle.

Så jo, det var slemt undervejs, men på en anden måde og på nogle andre områder, end jeg havde forventet: Indsprøjtninger og andre dele af behandlingen blev hurtigt rutine for mig, men uvisheden og den psykiske påvirkning var utroligt hård og fyldte meget mere, end jeg havde forventet.

Hvad vil du gerne sige til de kvinder, mænd og par, der måske netop har fået at vide, at de skal i fertilitetsbehandling?

Sæt klare grænser i forhold til familie og venner om, hvorvidt og hvor meget I vil tale om behandlingen. Pas på med sammenligning og velmenende råd til andre – for alle forløb er forskellige. At spejle sig i andres historier kan være positivt nogle gange.

Tal sammen med din partner (hvis du har en) og vær åbne over for hinanden – og vær ikke bange for at gå til psykolog hver for sig eller sammen. I går potentielt ind i et langt forløb – så sæt en grænse for, hvornår I vil sige stop, men husk også, at I kan ændre den grænse undervejs. Og mit sidste råd er at tage en pause, når I har brug for det – og forkæl jer selv undervejs, for det fortjener I!