Louise: “Fertilitetsbehandling behøver ikke være slemt, selvom man har en sygdom”

Louise har PCOS, hvilket giver udfordringer i forhold til at blive gravid. Alligevel har hun fået to positive tests efter kun to forsøg. Læs om hendes foreløbige rejse i behandling her.

Skrevet af:

wawa

16. juli - 2022


Før vi startede i behandling, var vi et rigtig godt sted i vores liv (og det er vi stadig, for den sags skyld), men vi var begge lige blevet færdige med vores videregående uddannelser, vi fik en hund og var/er bare glade for livet.

Vores første tanker omkring at blive forældre dukkede op for snart 2 år siden, men vi var lidt i tvivl om, hvornår det rigtige tidspunkt alligevel var. De fleste af vores venner havde ikke børn og vi elskede at have frie tøjler til at være spontane og lave en masse sjovt – indtil corona så kom. Vi besluttede, at jeg skulle smide pillerne i januar 2021. Da jeg efter 6 måneder ikke havde fået min menstruation, kontaktede jeg min læge. Da jeg var yngre døjede jeg meget uren hud og uregelmæssig menstruation. Jeg blev sendt til en hudlæge, som sagde jeg skulle til udredning for PCOS. Det viste sig så, at det var det jeg havde. Dengang var jeg kun 17 år, så jeg fik p-piller for det.

Jeg vidste, at jeg med PCOS kunne kontakte lægen efter 6 måneder, hvor man normalt først kan komme i betragtning til behandling efter et år, hvis der ikke er sket noget. Hun mente selvfølgelig, at det stadig var PCOS’en der drillede mig. Men siden dengang har jeg tabt over 30 kg og lever i dag et helt andet liv. Jeg ved jo, at en anden kost og livsstil kan mindske eller få PCOS til at forsvinde, og det håbede jeg virkelig, at det havde medvirket til, men desværre ikke.

Min læge foreslog, at hun kunne sende os direkte videre til fertilitetsklinikken, men det var jeg ikke helt sikker på, om jeg er klar til. Jeg synes det var voldsomt og jeg følte, at jeg hurtigt blev sat i bås, selvom det lyder mærkeligt. Også fordi vi begge skulle til samtale ved lægen for at vurderes ift. forældreegnethed.

Hun foreslog derfor også, at vi bare kunne starte med at komme til udredning på PCOS-klinikken på sygehuset. Hun oplyste dog om, at der kunne være en del ventetid på at komme til på fertilitetsklinikken – bare så vi vidste det. Vi blev enige om, at vi gik hjem og tænkte over det. Kort tid efter ringede jeg og sagde, at vi gerne ville have en henvisning.

Pludselig kunne vi jo godt se at tiden fløj afsted. Vi skulle vente 4 måneder på at komme til første samtale og kunne forvente 4 måneder ventetid på at komme i gang også, derfor takkede vi ja, hvilket jeg i dag er SÅ glad for, at vi gjorde.

Vil du fortælle mere om din PCOS?

Som nævnt ovenfor, blev jeg udredt for PCOS grundet slem akne og uregelmæssig menstruation. 

Jeg var jo kun 17 år på daværende tidspunkt, og jeg synes det var tidligt at få at vide, at jeg måske kunne få problemer med at få børn.

Egentlig tænkte jeg dengang, at det var mærkeligt, at de nævnte det med børn, for det har man som 17-årig ikke brug for at vide. Men jeg ved selvfølgelig også godt, at det kun er godt man ved det, så man har det in mente, når man gerne vil være gravid.

Alligevel er man blevet tudet ørene fulde om ”hvis du misser få af dine p-piller, så bliver du gravid”. Det er selvfølgelig også helt korrekt, da der er chance for det, men der burde også være fokus på, hvor store udfordringer der kan være, selvom du smider dine p-piller. Så tænker man ikke bare “jamen når jeg smider dem, så sker det” - for det ved man bare ikke.

Og man kan jo bare se, hvor mange der desværre kæmper i dag, inklusiv mig selv. Men bortset fra det, synes jeg ikke, at min PCOS har påvirket mig meget. Jeg har i alle årene lagt det bag mig og tænkt, at det må jeg tage til den tid. Men i dag kan jeg da godt fortryde, at jeg ikke havde smidt p-pillerne noget før.

Hvordan har jeres behandlingsforløb været?

Vi var til for-samtale midt december 2021. Som sagt havde min egen læge sagt, at der kunne være mindst 4 måneders ventetid efter for-samtalen ift. at starte op. Men fordi de valgte, at jeg ”kun” skulle have hormonstimulation, så kunne jeg allerede få lov til at starte med det samme, og tilmelde mig på min første menstruation. Jeg var i chok. Som person er jeg meget struktureret og tænker meget i kasser. Man skulle jo mene, at det kun var positivt, at jeg kunne starte så hurtigt, men for mig væltede min verden lige i sekundet, for det var jeg jo slet ikke lige klar på.

Jeg var i starten af december også startet til zoneterapi. Hos hende blev jeg anbefalet at tage noget naturmedicin (homøopati) sideløbende med zoneterapien. Jeg var desperat for at få gang i systemet, så det gjorde jeg. Efter 4 behandlinger og 14 dage på medicinen fik jeg tegn på ægløsning og sygehuset kunne også se det ved en scanning. Og i et helt år havde jeg ikke haft ét eneste tegn på noget som helst. Ikke en snert af min menstruation.

Jeg blev derfor chokeret da vi så pludselig skulle starte behandling så kort tid efter. For de næste 4 måneder. havde jeg jo planlagt i mit hoved. De skulle gå med zoneterapi og medicinen, for måske det hele så blev godt af sig selv? Og så kunne jeg undgå at skulle stikke mig med alle de hormoner. Dette i sig selv synes jeg også var grænseoverskridende. Tanken om at skulle proppe min krop med alt det. Men på den anden side så havde jo fået p-piller i over 10 år. Det var nok ikke meget bedre. Sygehuset anbefaler ikke man tager anden medicin end deres samtidig med, hvilket er forståeligt, så jeg valgte at stoppe med naturmedicinen efter de 14 dage.

Men fordi jeg jo ikke selv havde en cyklus, skulle jeg have nogle piller. Jeg fik så min menstruation i starten af januar, hvor jeg så tilmeldte mig. Til for-samtalen fik jeg ikke at vide, i hvilken grad, jeg havde PCOS, blot at de kunne se det i min blodprøve. Min kærestes tal var heldigvis fine. Derfor valgte de at starte ud med hormonstimulation alene (det er egentlig min opfattelse, at de fleste i fertilitetsbehandling starter direkte op med insemination). Men vi synes det var helt perfekt, for det betød, at vi selv skulle klare den derhjemme - altså forsøge at blive gravide selv. Dét synes vi var fedt. For så virkede det da lidt mere naturligt!

Generelt synes jeg, at det hele alligevel var skræmmende og jeg var bange. Bange for om jeg kunne blive gravid og om jeg kunne holde på det, hvis jeg faktisk blev gravid. Mange tanker gik gennem mit hoved. Og som de fleste i fertilitetsverdenen siger, så er det uvisheden der er det værste. Kan jeg overhovedet blive gravid? Hvor lang tid skal vi vente, hvor lang tid vil det tage, hvis jeg overhovedet kan?

Efter første ”forsøg” fik jeg noget, der mindede om menstruation. Derfor tænkte jeg øv, den var der sgu ikke. Men jeg var også helt ok med det, for jeg tænkte, at hvad er chancen for det sker i første forsøg?

Jeg tilmeldte mig derfor ny behandling på den cyklus. Fordi det kun er hormonstimulation, er der ingen ventetid og man kommer derfor til med det samme, fordi det ikke kræver mange ressourcer af sygehuset udover få scanninger på et par minutter. Det er så dejligt. Jeg har hørt om den forfærdelige ventetid og de mange afvisninger rigtig mange oplever hver måned. Allerede da jeg hørte det dengang blev hele situationen uoverskuelig. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville være sådan.

Jeg startede som sagt op på ny behandling, men jeg blev ved med at småbløde. Præcis med én uges mellemrum. Til sidst måtte jeg ringe derud og bede dem undersøge mig. I telefonen siger lægen “hmm, har du taget en graviditetstest?”

Jeg havde taget den test jeg skulle efter de 14 dage, og den viste ikke noget, men ellers havde jeg ikke. Hun sagde, at de var nødt til at aflyse behandlingen, fordi jeg var der i forløbet, hvor jeg skulle til at være klar til ægløsning, men det duede ikke, da jeg jo blødte.

Dagen efter tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage en test for at kunne udelukke, at det var det. Men pludselig var der to streger. Jeg var i chok og helt ved siden af mig selv! Jeg rystede helt vildt og kunne ikke tro mine egne øjne. Vi turde ikke være glade, men alligevel kunne man jo ikke helt lade være.

Men hvordan kunne det ske, når jeg havde fået min menstruation og når jeg var startet op på nye hormoner? Vi blev indkaldt til scanning få dage senere. Alt så ud som det skulle være (også selvom jeg havde blødt).

Jeg havde desværre bare en dårlig mavefornemmelse. Det var jo for godt til at være sandt, men alligevel var der jo en lille håbefuld lykke indeni mig.

Vi blev indkaldt til scanning ugen efter igen, hvor vi desværre fik beskeden om, at der ikke var hjerteblink. Jeg var helt ødelagt. Jeg valgte at vente en uges tid for at se om jeg aborterede selv (og fordi jeg håbede det måske bare var en slow starter), men der skete ingenting. En scanning viste, at det var begyndt at gå i sig selv, men ingen tegn på at kroppen afstødte det, derfor takkede jeg ja til en medicinsk abort en uge efter. Jeg synes dog, at vi forholdsvist hurtigt kom igennem det. Det tror jeg har noget at gøre med, at det hele er gået så hurtigt. Vi har ikke ventet 100 år på at komme til og blevet afvist måned efter måned.

Inden vi startede, havde vi følelsen, at hvis det skete ville det være fantastisk, men sker det ikke denne gang, så er det også helt okay. Det skal nok lykkes. Så det forsøgte vi at huske hinanden på. Heldigvis gik graviditeten til tidligt (6+2) og vi fandt jo ud af det ret sent, så jeg tror også det betød noget, at jeg ikke havde gået og vidst det meget længe eller at det skete sent i graviditeten. Men jeg forsøgte inden at passe på mig selv ved ikke at glæde mig for meget. Det tror jeg virkelig gjorde, at jeg efterfølgende har tacklet det fint. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde det ikke var hårdt, det var det. Og den oplevelse sidder i mig og vil forfølge mig fremadrettet, desværre.

Hvordan har det påvirket jeres forhold?

Nu har vi jo heldigvis ikke været i behandling særlig lang tid, som så mange andre. Så derfor synes jeg egentlig ikke, det har haft den helt store påvirkning. Egentlig mest intimiteten. 

Det der med skemalagt sex, det er bare ikke særlig sexet.

Præcis mellem kl. 6-7 onsdag morgen skal I have sex. Og hvis der er noget, vi bare ikke orker om morgenen i hverdagen, så er det sex!

Vi har alligevel været glade for, at vi faktisk selv fik ”lov”, da det giver et eller andet – fremfor at min kæreste skal aflevere i en kop og jeg ligger der med spredte ben. Men perioderne efter det meget planlagte sex har lysten været dalende for os begge. Og så har det været svært at finde tilbage til regelmæssig sex af lyst, fordi den planlagte sex har ødelagt det lidt. Også fordi det jo ikke bare er én gang man skal have omkring ægløsningen. Det er op til, under og efter, og man tør heller ikke lade vær med at give den gas, for tænk nu, hvis det var derfor, der ikke skete noget.

Oplever du, at dine relationer er blevet påvirket?

Vores bedste vennepar blev gravide for snart 9 måneder. siden, og det må jeg indrømme, det var svært. Rigtig svært. Jeg synes ikke, det har påvirket vores relation som sådan, fordi jeg ikke har villet tillade det. Jeg har tre meget tætte veninder, to af dem har børn, og når den sidste, som er den person, man er allermest sammen med og laver alting med pludselig venter sig, og man selv ikke gør, så er det ikke sjovt. Lige der følte jeg mig ensom.

Det var svært hele tiden at snakke om baby, når man selv var i alt det her, og selv sad og tænkte, at man måske ikke engang kunne blive gravid - eller da jeg så faktisk blev gravid, men mistede. Men igen tror jeg hele situationen havde set anderledes ud, hvis vi havde været behandling i rigtig lang tid, så havde det nok været værre.

Men nogle dage er det bare stadig svært. Og jeg har også givet mig lov til at føle dumme tanker, selvom man får dårlig samvittighed. Men det er bare rigtig vigtigt, at man giver selv sig lov til at tænke dumme tanker, så længe det ikke tager overhånd og hvis man hurtigt kan smide dem væk igen.

Hvordan havde du det psykisk?

Jeg synes egentlig, at jeg generelt tackler det hele rigtig fint, hvis jeg selv skal sige det. Der skal alligevel en del til at slå mig ud. Men igen også fordi vi ikke har været i det i flere år og haft mislykkede forsøg gang på gang. Det var jo enormt positivt, at jeg blev gravid i første forsøg.

Men uanset hvad, så var aborten klart det hårdeste. Jeg kan mærke, at den forfølger mig og jeg tror aldrig jeg bliver tryg ved at være gravid.

Jeg vil altid have angsten for at miste og dét synes jeg er ærgerligt. Men jeg prøver at gøre alt for at arbejde på det, så det ikke skal ødelægge min glæde fremover.

Heldigvis har jeg slet ikke kunne mærke medicinen, så det har nok også haft en del at sige for min psyke. Jeg ved at mange får bivirkninger, såsom kort lunte, vægtøgning, oppustethed osv. Men jeg har heldigvis på ingen måde være mærket af det.

Hvad er jeres status nu?

Vi er lige kommet igennem vores andet forsøg og den 23. juni skulle jeg tage en graviditetstest. Jeg var egentlig helt afklaret med, at den var negativ. Men det var den ikke. 

Der var to streger - igen. To positive tests to gange i streg. Det kan ikke være sandt, tænkte jeg. Jeg rystede og jeg var bange, og jeg tør på ingen måde glæde mig. Så meget kan gå galt endnu – ligesom sidst. Så nu går vi bare og venter på, at vi skal til første scanning midt juli. Og jeg ved bare, at den scanning kommer til at tage livet af mig. Den oplevelse fra sidst glemmer jeg aldrig og den sidder så dybt i mig. Men vi håber og beder virkelig til, at alt denne gang er som det skal være.

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Jeg ville gerne have vidst, at hormonstimulation alene også var en mulighed (i hvertfald for nogen). På den måde tror jeg ikke, at jeg havde syntes, at det hele var så skræmmende at gå ind til. For det hele foregår jo naturligt (udover medicinen), men lægerne kalder det at være blevet naturlig gravid. Så hvis der sidder nogen derude som har PCOS (og som ikke fejler andet eller ikke har lukkede æggeledere), og en ellers sund og rask mand, så håber jeg at dette kan være med til at give et lille håb for de par. Et håb om, at fertilitetsbehandling ikke behøver være slemt, selvom man har en sygdom.