Louise & Andreas oplever gentagne graviditetstab: “At blive gravid og skabe et barn er nok det mest ukontrollerbare, som jeg har prøvet”.

Hør Louise og Andreas, som er midt i deres fertilitetsbehandling lige nu - efter et meget langt og forvirrende udredningsforløb, hvor de har været gennem forskellige enheder i sundhedsvæsenet - og ikke altid følt sig støttet. De er begge fantastiske til at sætte ord på, hvordan de mentale nedture begynder at sætte mærker på deres liv.

Skrevet af:

wawa

21. maj - 2022


Kære Louise, fortæl lidt om dig og Andreas og jeres historie sammen.

Vores historie begyndte ligesom for mange andre med et ”swipe” på Tinder, og siden vores første date har vi ikke kunne slippe hinanden. Det var den bedste første date. Vi begyndte at skrive med hinanden i juni 2019. På det tidspunkt havde vi begge været færdiguddannede et par år og var i fast arbejde. Andreas er uddannet pædagog, og jeg (Louise) er revisor. Og det tog ikke lang tid, før vi besluttede os for at flytte sammen, da vi alligevel var sammen hele tiden, og det var ved at være lidt trættende at bo en IKEA pose på skift hos hinanden. Vi flyttede officielt sammen i januar 2020, men havde allerede boet sammen det sidste halve år. I marts 2020 gik vores første store ønske som par i opfyldelse.

Vi skulle have en hund og ikke bare en hvilken som helst hund, men vores helt egen corgi. Bellis, som er en welsh corgi cardigan, blev en del af vores liv den 21. Marts 2020, og når vi ser tilbage på vores forløb først med gentagne aborter og nu fertilitetsbehandling, ved vi slet ikke, hvad vi skulle have gjort uden hende. Hun er vores helt egen kærlighedshund, og jeg er sikker på, at det havde føltes endnu hårdere, hvis ikke at vi havde haft hende.

Vi interviewer

Louise Borch Weinreich, 31 år, revisor.
Andreas Borch Weinreich, 35 år, pædagog.
De bor sammen i Valby med deres hund, Bellis

Hvornår dukkede de første tanker op om at blive forældre?

Vi havde snakken om at få børn meget tidligt i vores forhold, hvor det helt klart var Andreas, der virkede til at have det største ønske. Ikke at jeg ikke ville have børn, men jeg følte nok ikke på det tidspunkt, at det var så aktuelt for mig, da vi jo kun lige havde lært hinanden at kende. Når jeg tænker tilbage på de tanker, kan jeg få helt dårlig samvittighed over at have haft det sådan og nogle gange lidt føle eller tro, at det er årsagen til, at vi ikke har fået det barn endnu, som vi brændende ønsker os.

For Andreas var det vigtigt at have snakken, da det for ham ville være en form for ”deal breaker”, hvis jeg nu slet ikke ønskede børn. Og alt andet lige ville det være bedre at finde ud af tidligt i vores forhold end efter at have investeret en masse i det, selvom det kan lyde lidt hårdt.

Hvordan skred tiden frem?

Tiden gik og vores hund Bellis blev tungere og tungere at bære op og ned ad trapperne til tredje sal, så derfor begyndte vi at kigge efter et nyt sted at bo, og vi fandt faktisk ret hurtigt vores drømmelejlighed i Valby, satte begge vores lejligheder til salg, og bum så havde vi et nyt sted at bo med elevator til Bellis. Hvor heldige har man lov til at være? Tænk at man overvejer ny bolig for at imødekomme sin dejlige hunds behov, men det var vigtigt for at finde et sted, hvor vi alle tre trivedes. Vi flyttede ind i lejligheden sommeren 2020 og efter at være faldet godt til i de nye omgivelser, begyndte jeg mere og mere at føle, at jeg var klar til at tage snakken om at få børn med Andreas sådan for alvor. Jeg vidste i forvejen, at Andreas nok ville være med på den, men vi blev enige om, at jeg skulle have fjernet min p-stav. Hvor er det egentlig vildt at tænke på, at nu skulle vi prøve at lave en baby.

P-staven blev fjernet i januar 2021. Jeg havde egentlig forventet, at der ville gå meget lang tid, før jeg ville få min menstruation at se, men der gik faktisk kun en måned fra p-staven var blevet fjernet. I begyndelsen af marts stod jeg med den første positive graviditetstest, hvilket bekræftede mig i, hvorfor jeg havde haft det så afsindig underligt den sidste uges tid og nærmest ikke kunne røre ved mine bryster. Bare Andreas kiggede på dem, følte jeg, at det gjorde ondt. Jeg husker tydeligt, at jeg tog testen, efter Andreas var taget på arbejde, fordi jeg var SÅ træt og ikke kunne komme ud af sengen om morgenen. Så hele dagen går jeg og tænker på, hvordan jeg skal fortælle det til Andreas, for jeg ville selvfølgelig ikke bare sende ham en besked om, at jeg var gravid. Så jeg går ned i den nærmeste baby tøjbutik og finder den fineste bodystocking og får den pakket ind. Andreas forstår ikke helt, hvorfor der er en gave til ham, da han kommer hjem, og da han åbner den, forstår han det heller ikke først, indtil jeg siger med gråd i stemmen ”Jamen jeg testede i dag og...”. Der forstod Andreas, hvad det betød og fik selv tårer i øjnene.

Desværre varede lykken kun meget kort, for allerede fem dage efter den positive graviditetstest begynder jeg at pletbløde.

Jeg ringer til febrilsk til 1813, men der er ingen hjælp at hente. Her konstateres det blot, at jeg nok er ved at abortere, og de ikke kan gøre noget for at hjælpe. Jeg ringer derfor til egen læge den efterfølgende morgen, som får mig henvist til en gynækolog. Forinden har jeg fået taget en blodprøve for at måle mængden af hCG. Gynækologen scanner og fortæller svaret på blodprøven, som er meget lav, og hun ikke kan se noget på scanningen. Der er altså ingenting at se i min livmoder. Hun mener derfor, at jeg er i gang med at abortere og vil gerne have en ny blodprøve 2 dage efter for at se, om hCG falder eller stiger. Den efterfølgende dag vågner jeg med helt vanvittige smerter i underlivet. Andreas er taget på arbejde, så jeg ringer med det samme til min læge, som siger, at gynækologen ikke har kunne udelukke, om der er tale om en graviditet uden for livmoderen.

Jeg får fat i gynækologen, som beder mig om at komme ind med det samme. Jeg får ringet efter en taxa og får mig selv derind, imens jeg går helt sammenkrøbet og foroverbøjet pga. smerterne. Gynækologen tilser mig med det samme og vil have mig på hospitalet, da hun ikke kan finde årsagen til smerterne. Jeg bliver lagt ind i et rum, imens de ringer efter en ambulance. Og jeg husker, hvordan alles blikke mødte mig fra venteværelset, da jeg blev hjulpet ud af ambulanceredderen. Jeg får morfin ad flere omgange i ambulancen på vej hen til Hvidovre Hospital, hvilket hjælper på mine smerter. Da jeg kommer ind til lægen på afdelingen, bekræfter han, at jeg har aborteret, men alt ellers ser fint ud. Dvs. smerterne skyldes aborten. Jeg bliver kørt hen på en stue til observation, indtil der er kommet styr på mine smerter, men ingen tænker på det psykiske aspekt i alt det her.

Mens jeg ligger der, tror jeg virkelig, at det går op for mig, hvor meget jeg ønskede det her, men nogle gange går det først rigtigt op for en, når man har mistet det.

Og nu var jeg jo lige pludselig ikke gravid mere. Jeg bliver fulgt med blodprøver for hCG, indtil den er under 3. På den måde er lægerne sikre på, at min krop selv har kunne gennemføre aborten.

Lige efter aborten var jeg meget sikker på, at jeg ikke skulle have sex i meget lang tid, og jeg skulle da slet ikke prøve at blive gravid igen efter denne forfærdelige oplevelse. Men efter et par dage er det som om, at jeg skifter mening. Så nu vil jeg for alt i verden bare være gravid igen. Faktisk står jeg igen med en positiv graviditetstest en måned efter aborten. Jeg forstod ingenting, og jeg ringer derfor til min læge, som sender mig videre til Hvidovre Hospital. Her mener lægerne, at mit hCG blot er steget lidt igen efter min abort i marts måned, og de mener bestemt ikke, at der er tale om en ny graviditet. Jeg begynder at bløde kort tid efter og har tiltro til lægerne. Derfor anser jeg det ikke for en graviditet, men at hCG bare er steget igen på mystisk vis, selvom jeg slet ikke forstår det. Jeg har dog ikke overskud til at tage den kamp med hospitalet, da det jo ikke gør mig mere gravid af den grund.

I juni står jeg med endnu graviditetstest, som er positiv. Faktisk ender jeg med at tage 10 test, måske endda flere, fordi jeg er så bange for, at det går galt igen. Jeg bliver også fulgt hos gynækologen med blodprøver for at se udviklingen af hCG, som helst skal fordobles hver anden dag.

Det er helt forfærdeligt med alle de blodprøver, fordi jeg er så pisse nervøs hver eneste gang, der dukker et resultat op på min sundhed.

Da det er tæt på sommerferie, ender jeg endda også med at komme op til samtale hos min læge, som opstarter min vandrejournal, selvom det er meget tidligt i forløbet. Og fredag eftermiddag den 21. juni ringer lægen til mig med svaret på min seneste blodprøve af hCG, som ikke er steget, som hun havde håbet. Derfor prøver hun at forberede mig på, at denne graviditet nok heller ikke kommer til at ende lykkeligt. Jeg bryder fuldstændig sammen og er ikke i stand til at foretage mig andet end at få et bevis for, om det er ved at gå galt eller ej. Og nej, jeg kan ikke vente til efter weekenden. Efter opringningen får vi en tid hos en privat klinik for at blive scannet, som kan se, at graviditeten er inden i livmoderen, og at alt ser fint ud. Vi får håbet op efter scanningen, da vi jo aldrig er kommet ”så” langt før.

Desværre begynder jeg at bløde om mandagen, og da jeg kommer hen til en gynækolog, kan de ikke længere se noget inden i min livmoder, som man kunne se på scanningen om fredagen. Endnu en ufrivillig abort og jeg føler, at min verden går helt i stå. For lige at toppe den modtager jeg et par uger senere et brev i e-Boks til første konsultation hos jordemoderen. Kan det snart blive værre?!

Hvordan påvirker disse aborter dig?

Jeg melder mig syg fra arbejdet, da jeg ikke rigtig kan tænke på andet end graviditet og det, som vi havde set på scanningen om fredagen. Denne her gang er mine tanker helt anderledes.

Jeg er næsten besat ved tanken om at blive gravid igen hurtigst muligt, for i mit hoved er det det eneste, som kan gøre mig glad igen.

Jeg begynder derfor at søge efter alverdens løsninger på nettet og falder hurtigt over akupunktur, som kan medvirke til en bedre hormonbalance. Jeg ringer til en akupunktør efter at have ledt lidt på nettet og får en god snak med en, hvor jeg ender med at booke en tid.

Jeg får behandlinger ca. 1-2 gange om ugen, og det er en lidt dyr fornøjelse, men jeg er så opsat på at give det en chance, hvis det nu har en god virkning på min krop. Desværre får jeg menstruation måneden efter anden abort, hvor jeg ellers havde håbet på en positiv test. Jeg fortsætter med at få behandlinger hos akupunktøren og den 10/8 står jeg faktisk med endnu en positiv graviditetstest. Denne gang havde jeg ikke mærket nogen symptomer på graviditet, og jeg testede egentlig kun, fordi jeg skulle have min anden vaccination for corona den efterfølgende dag, og man ikke anbefaler vaccinationen tidligt i graviditeten.

Tiden inden den tredje graviditet, havde været ganske speciel, for efter den anden ufrivillige abort, bliver mine følelser for alvor forstærket, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Andreas er manden, som jeg skal være sammen med. Jeg frier til ham ugen efter, at jeg har besluttet mig for at gøre det. Og Andreas havde ikke set den komme, for jeg er normalt ikke så god til at sætte ord på mine følelser over for ham, så derfor vidste jeg også, at hvis jeg erklærede min kærlighed til ham på denne måde, så ville det betyde alt for ham. Vi finder hurtigt ud af, at vi gerne vil giftes den 9/8, da det er årsdagen for, hvornår vi blev kærester. Så da jeg tager testen den 10/8, er det faktisk dagen efter vores bryllup. Så på en eller anden måde føles det endnu mere specielt og som om, at det måske betyder, at tredje gang er lykkens gang.

Kvalmen begynder at komme snigende i uge 6, men denne gang kan jeg ingenting holde i mig og i uge 7, bliver jeg så dårlig, at jeg er nødt til at komme på hospitalet og få væske i drop. Men det positive er, at scanningen på hospitalet viser, at alt er fint. Da vi har to aborter i bagagen, bliver vi fulgt med tryghedsscanninger hos en gynækolog. Og da jeg er 7+4, skal vi til første scanning sammen. På det tidspunkt er jeg blevet sygemeldt fra arbejde, fordi jeg har det så dårligt af kvalmen og faktisk ikke kan foretage mig andet end at ligge i sengen hele dagen. Da vi kommer hen til scanningen, er vi nervøse, men nervøsiteten skal snart vise sig at blive vores værste mareridt. Sygeplejersken er meget stille og ”roder” lidt rundt med scanneren, og efter kort tid siger hun, at hun skal have fat på lægen. Gynækologen kommer efterfølgende ind, og det næste, vi hører, er ordene ”det er jeg ked af”. Der er ikke noget hjerteblink, og derudover er fosteret væsentlig mindre, end hvad man ellers ville forvente ved 7+4.

Vores verden går i stå fra det øjeblik, og jeg husker ikke så meget andet end, at sygeplejersken er utrolig glad taget i betragtning, at hun lige har fortalt os, at der ikke længere er liv.

Hvordan bliver jeres sorg og situationen håndteret af personalet?

Sygeplejersken er langt mere fokuseret på at forklare os, hvor normalt det altså er med aborter, og hun møder os slet ikke i vores sorg. Hun begynder at forklare, hvordan vi skal afbryde graviditeten, alt imens Andreas prøver at trøste mig, og jeg kan ikke foretage mig andet end at græde. Jeg kan slet ikke forstå, hvad det er, de lige har fortalt os. For hvorfor har jeg det så elendigt og har tabt mig 2,5 kg på en uge, hvis jeg ikke er gravid længere? Mit hoved forstår slet ikke, at det kan lade sig gøre. Vi får nogle papirer med hjem om den medicinske abort, som jeg får tilbudt. Da vi kommer hjem, forstår vi slet ikke, hvordan det hele har vendt på bare 4 dage, siden jeg var indlagt på hospitalet for at få væske i drop. Da vi gerne vil være 100 % sikre på deres konklusion, beder vi om at få taget en blodprøve for hCG, som overraskende nok er på 137.000. Det forklarer, hvorfor jeg har det så dårligt, men det gør os ikke mere rolige i forhold til den medicinske abort, da vi på ingen måde føler, at klinikken tager ordentligt hånd om os. Ikke desto mindre tager jeg medicinen, så den medicinske abort kan blive overstået efter at have været på hospitalet igen, da klinikken ikke kan give os et fyldestgørende svar.

Det var så grænseoverskridende at tage pillerne og vide, at nu kom det snart ud, det som skulle have været vores barn.

Blev I så taget i hånden efter I havde oplevet graviditetstab af flere omgange?

På hospitalet havde vi hørt om et forskningsprojekt, som forsker i, hvorfor man aborterer, og da vi ikke følte, at klinikken kunne give os nogen fyldestgørende svar, takker vi ja til at være med i COPL projektet. Det indebærer en række prøver, bl.a. graviditetsvævet, som kommer ud som resultat af den medicinske abort. Den medicinske abort forløber rimelig ukompliceret, ud over det selvfølgelig ikke er en specielt rar proces at skulle igennem. Den efterfølgende dag afleverer vi de forskellige prøver på Hvidovre Hospital, og de hjælper os også med en henvisning til Enheden for Gentagne Graviditetstab, som er næste skridt for os, i og med vi har haft tre ufrivillige aborter.

Jeg er til kontrol efter aborten på klinikken hos gynækologen, som fortæller, at der sidder en rest tilbage, men han mener, at min livmoder selv er i stand til at tømme denne rest. Desværre er dette forløb langt fra slut, og dagen efter begynder endnu et smertehelvede, hvor jeg igen bare bliver mødt med, at det er normalt, fordi min livmoder er ved at tømme sig selv. På det tidspunkt har jeg mere ondt end under selve den medicinske abort, så jeg ringer adskillige gange til gynækologen, men uden at få hjælp, og til sidst ringer jeg til COPL projektet, fordi jeg er så bange for, hvad der sker med min krop eller rettere sagt mit underliv.

En læge på COPL skaffer mig en tid på Hvidovre Hospital, hvor det viser sig, at der sidder retineret graviditetsvæv, og de vurderer ikke, at min krop selv er i stand til at få det ud, så derfor skal jeg have en kirurgisk udskrabning. Jeg har efterfølgende klaget over den gynækolog, som ikke hjalp eller tilbød af se mig, da mine smerter opstod. Det har krævet enormt meget energi og overskud, som jeg egentlig ikke havde, men jeg vidste, at det var vigtigt at fortælle om forløbet, da INGEN andre skal igennem samme behandling. Vi har et velfærdssamfund i Danmark, så vi burde kunne få lægelig hjælp, når man har brug for det, og det havde jeg ikke fået i mit tilfælde. Vi var begge dybt rystede over dette forløb. Pt. Afventer vi afgørelse i sagen, som behandles for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvordan har du det i perioden efterfølgende?

Perioden marts-september 2021 har uden tvivl været de hårdeste, som vi som par har skulle igennem. Efter udskrabningen gik jeg helt ned psykisk og endte med en sygemelding, fordi jeg bare ikke kunne mere. Jeg kunne ikke klare folks positive råd om, at mange jo aborterede, og det var helt normalt. For i min verden var det ikke normalt at have tre aborter i streg, og at ingen tog det seriøst. Det var først nu, at vi havde muligheden for at blive udredt, fordi man skal have tre aborter efter hinanden for at kunne blive henvist til Enheden for Gentagne Graviditetstab. Men vejen hen til den endelige udredning på HAB har også været meget længe undervejs.

Gjorde du noget for at tage kontrol over processen selv?

Efter henvisningen til HAB blev jeg igen besat af tanken, om vi selv kunne gøre noget anderledes. Jeg faldt derfor over bogen ”Spis dig gravid”, og vi begyndte at leve efter den og læse en masse om, hvilke vitaminer samt kosttilskud, der kunne være gode at tage. Om det har haft nogen egentlig indflydelse, ved jeg ikke, men jeg var så magtesløs, fordi vi ikke kunne få hjælp lige sådan, at jeg havde brug for at gøre noget selv for at gøre ventetiden lidt mere udholdelig.

Det ligger nok til min natur/DNA, at jeg er meget struktureret og gerne vil være i kontrol. Men at blive gravid og skabe et barn er nok det mest ukontrollerbare, som jeg har prøvet.

Det er simpelthen ikke muligt på samme måde at være i kontrol, for det hele afhænger faktisk af vores kroppe og hvordan de ”snakker” sammen.

Føler du, at der er blevet taget nok hånd om jer?

Først her efter den seneste abort i september 2021, er der blevet taget hånd om os. Ellers har tilbagemeldingen bare været ”Jamen, du kan jo godt blive gravid”. Vi ville begge have ønsket, at vi havde haft muligheden for hjælp og udredning lang tid før, da jeg efter den tredje abort var kørt helt ned psykisk. Vi blev henvist til HAB i september 2021, men for at få en tid, har de en rimelig vild procedure, som kræver blodprøver, kromosomanalyser samt besvarelse af spørgeskemaer. Og så kom der desværre en corona nedlukning i vejen, så vi kunne først få en tid den 9/3 2022.

Hvad gjorde I så?

I mellemtiden opsøgte vi selv en ny gynækolog, da vi havde brug for at finde ud af, om alt så fint ud i mit underliv. Mine blodprøver viste, at AMH lå på 11, som ifølge den nye gynækolog var lidt lavt i forhold til min alder. Hun ville derfor anbefale IVF som behandling med det samme. Vi tager dagen efter kontakt til en privat fertilitetsklinik, Trianglen, da der er lang ventetid via det offentlige. Vi får på mirakuløs vis en tid samme dag til en indledende samtale. Heldigvis mener Trianglen, at der er gode muligheder med IUI-H, da jeg har været gravid tre gange på 7 måneder, som har været inde i livmoderen. Det er derfor planen at begynde et sådan behandlingsforløb. Der er dog det lille men, at jeg ikke har haft min menstruation siden juli måned før den tredje abort. Planen er derfor, at jeg får p-piller, som skal igangsætte en blødning. Jeg tager pillerne, og efter der ikke er flere piller tilbage, har jeg murren i maven, der føles som menstruation, men der kommer ingen menstruation. Jeg kommer derfor ind på Trianglen igen, der scanner mig, og giver mig den forfærdelige besked om, at slimhinden ikke ser rigtig ud, og at jeg skal have tid til hysteroskopi.

Da jeg er inde på Trianglen den 29/12 og skal henvises videre, er der ikke åbent før efter nytår. Jeg går helt i selvsving og kan slet ikke vente til efter nytår, for nu vil jeg bare gerne vide, hvad fanden der er galt med mig. Jeg ringer rundt til privathospitaler, men de har ikke nogen tider i den nærmeste fremtid, og så koster det en hulens masse penge. Jeg venter til efter nytår og ringer til den gynækolog, som Trianglen samarbejder med, og jeg får faktisk tid allerede dagen efter. Hysteroskopien giver os ikke en endelig konklusion, og i stedet vil gynækologen have, at jeg bare venter og ser.

Venter?! Hun må være sindssyg.

Jeg har fandeme ventet længe nok, så efter at have fået taget en række blodprøver, som i øvrigt er helt normale, ringer jeg til Trianglen igen, som tilbyder mig endnu en scanning. Ud fra denne scanning mener lægen, at jeg har fået sammenvoksninger efter mine graviditeter samt ufrivillige aborter. Lægen på Trianglen sender mig videre til behandling for min sammenvoksninger på Herlev Hospital, som er eksperter inden for dette område.

Endnu en udredning - hvordan foregår den?

Men også her kommer corona i vejen, og til at begynde med får jeg besked fra Herlev Hospital om, at de ikke kan give mig en tid. Jeg bryder helt sammen. Nu kan jeg bare ikke overskue mere, og jeg sidder tilbage med følelsen af, at ingen vil hjælpe mig. Og det værste er næsten, at vi ikke kan komme videre, før der er endelig diagnose i forhold til, om jeg har sammenvoksninger eller ej. Derfor opsøger jeg min sundhedsforsikring, som indvilger i at hjælpe mig. Jeg finder et privathospital, hvor selv samme læge som på Herlev Hospital arbejder. Lægen mener, at der er sammenvoksninger og henviser mig videre til operation på Herlev, hvor jeg bliver opereret den 11/2 2022, som viser, at der er tale om sammenvoksninger. Operationen efterfølges af hormonbehandling med østradiol og provera, og allerede kort tid efter opstart af disse begynder jeg at bløde for første gang siden juli måned i 2021. Jeg har aldrig nogensinde været så glad for at bløde. Der er også blevet opsat en spiral, der skal forhindre nye sammenvoksninger.

Jeg er til kontrol ca. 6 uger efter for at skulle have fjernet spiralen og tjekke, at der ikke er kommet nogle nye sammenvoksninger. Heldigvis er alt fint, og det betyder også, at vi faktisk får grønt lys til at prøve at blive gravide igen. På den ene side er det helt fantastisk, men på den anden side er det mega skræmmende, fordi jeg er rædselsslagen for at abortere igen. Det ønsker jeg ikke for min værste fjende at skulle igennem.

Hvornår fik I svar på jeres udredning gennem COPL og HAB?

I slutningen af oktober 2021 er vi til samtale på Hvidovre Hospital for at få svar på vores prøver i forbindelse med COPL projektet. Prøven af fosteret viser, at der ikke er nogen galt, dvs. de ikke kan forklare os årsagen til aborten. Jeg havde haft enormt store forventninger til denne samtale, da jeg håbede, at det kunne give mig en form for afklaring og dermed komme videre.

Jeg var virkelig skuffet, fordi vi bare blev omtalt som et af de par, hvor man ikke kan finde årsagen til, hvorfor man aborterer.

På den anden side var det dejligt at vide, at vi var sunde og raske, men jeg var også nået til et punkt, hvor jeg næsten synes, at det var nemmere, hvis de kunne give os en diagnose og behandle ud fra det.

Den 9/3 2022 skal vi til samtale på Hvidovre (Enheden for Gentagne Graviditetstab (HAB)), som vi har ventet SÅ længe på. For det ikke skal være løgn er den 9/3 faktisk årsdagen for, hvornår jeg aborterede første gang, så det er med blandede følelser at skulle derhen. De er utroligt søde på HAB.

Endelig er der nogen, der rent faktisk griber en og tager det alvorligt. Samtalen begynder med at gennemgå graviditeterne og jeg fortæller også, at jeg i måneden efter den første abort faktisk stod med en ny positiv graviditetstest, men at en anden afdeling på Hvidovre ikke mente, at der var tale om en graviditet. De har adgang til prøverne og kigger på en kalender og tæller for at se, hvor mange uger der er imellem stigninger i hCG. De bliver hurtigt enige om, at dette også har været en graviditet, en biokemisk en af slagsen...

Jeg bliver meget rørt af endelig at blive anerkendt, men samtidig bliver jeg sur og ked af det over, hvorfor vi så ikke har kunne blive henvist til udredning noget før.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, at vi har været overladt til os selv og har svært ved at forstå, hvorfor vi har skulle alt det her igennem, når nu noget af det på en måde kunne være undgået.

Derudover gennemgår de svarene på vores blodprøver og kromosomanalyser, som alle ser fine ud pånær én af mine prøver, som er kommet tilbage med resultatet ”inkonklusiv” hele to gange for lupus antikoagulans.

Fakta

Lupus antikoagulans er antistoffer,
der binder fosfolipider og proteiner i
cellemembranen. Kaldes fosfolipidantistoffer.

Det betyder, at blodprøven ikke kan afvise eller bekræfte det. Og med resultatet to gange i streg, mener de, at det er værd at prøve en behandlingsform for lige netop dette. Og hold nu fast den havde jeg ikke lige set komme.

Jeg blev enormt berørt af, at det var MIG, der ”fejlede” noget, altså noget i min krop, der gør, at fosteret ikke er i stand til at overleve.

Hvordan har du det med denne konklusion?

Det påvirker mig enormt meget, og jeg bliver mere ked af det end lettet over, at de måske har fundet en årsag. Behandlingen består af blodfortyndende medicin, som skal sprøjtes ind HVER dag fra positiv test til 6 uger EFTER fødslen. Jeg har aldrig prøvet at stikke mig selv før, men tanken om det begejstrer mig ikke helt, og Andreas har det  ekstremt dårligt med nåle, så det er absolut ikke en mulighed, at han gør det. Derudover tilbyder de mig også hjertemagnyl og tacrolimus, da jeg nu har hele fire tab bag mig. HAB fortæller os også, at vi helt selv må bestemme, om vi vil prøve at blive gravide naturligt eller via fertilitetsbehandling, for det virker jo ikke til at være der, hvor problemet ligger. De er utroligt søde, og jeg føler mig virkelig imødekommet for første gang nogensinde i alt det her.

Efter samtalen skal vi begge tilbage på arbejde, men jeg er utroligt påvirket af samtalen, fordi jeg har følelsen af, at det er MIN skyld, og at det er min krop, der har slået vores små babyer ihjel. Jeg er slet ikke i stand til at arbejde efterfølgende. Jeg er ked af det og sur på samme tid, fordi jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi har skulle ALLE disse ting igennem for at nå hertil og rent faktisk få noget hjælp. Men nu er der en plan, og så skal Andreas og jeg blive enige om, hvordan vi vil blive gravide.

Tanken om sex på det her tidspunkt er for mig lidt skræmmende, for vi har ikke haft det et stykke tid, fordi jeg ikke har haft særlig meget lyst, men også fordi det har haft gjort ondt  pga. sammenvoksningerne.

Jeg har ikke lyst til, at vi bare skal have sex for at opnå graviditet, for det er ikke sådan, det skal være, men tanken om sex for mig lige nu er ikke en dejlig følelse, som det ellers bør være.

Hvornår lå svarene klar til jer og hvordan modtog I dem?

Svarene havde egentlig været klar siden december måned, men pga corona lukkede HAB ned for alle nye patienter, og derfor måtte vi altså vente yderligere 3 måneders tid på at få vores svar. Jeg føler lidt, at vores liv har været sat på standby og ikke engang pga. vores egen beslutning, men fordi vi ikke har kunne få den hjælp, som vi har haft ret til. For det ikke skal være løgn, anbefaler hospitalet nemlig, at man ikke opnår ny graviditet, før udredningen har fundet sted. Det giver jo egentlig ganske fin mening, men når man beder folk om at sætte sit liv på standby på den måde, skal sundhedsvæsenet også være gearet til at kunne hjælpe med behandling relativt hurtigt. For det kan have nogle helt andre konsekvenser.

Fx blev jeg sygemeldt en måneds tid, fordi jeg kørte helt ned psykisk, fordi jeg ikke var i stand til at tænke på andet. Og der er ingen hjælp at hente til ens psykiske velbefindende.

Det er op til en selv også her at række ud, og nogle gange kan det være sindssyg svært, når man er så langt nede. Det kræver altså et mentalt overskud. Derfor synes vi, at det er så sindssygt vigtigt at tale om de svære ting og dele det med verden, for vores liv og parforhold har i den grad ændret tone det sidste års tid, og det har været fucking hårdt. Der er rigtig mange folk, der har den opfattelse, at man bare skal slappe af og tænke på noget andet og bum, så er man gravid. Desværre er det ikke så enkelt og de fleste mennesker, der kommer med de her råd, har ikke selv prøvet det. Og jeg ville for alt i verden ønske, at folk tænkte sig om en ekstra gang, inden de begynder at dele ud af deres gode råd, som de ikke selv har erfaring med.

Hvad er næste skridt?

Næste skridt er, at Andreas og jeg taler om, hvordan vi vil forsøge at blive gravide igen. Vi beslutter os for at prøve selv i nuværende cyklus, da jeg alligevel ikke kan melde mig til behandling før næste menstruation. Jeg prøver at booste min krop ved at begynde med akupunktur igen, og så tester jeg, hvornår jeg har ægløsning. Og allerede på dag 14 står jeg med en positiv ægløsningstest, og jeg er helt oppe at køre over det. Det betyder i det mindste, at min cyklus virker, det er jo helt fantastisk!

Vi har en masse skøn sex og en uge før forventet menstruation får jeg en masse symptomer, såsom ømme bryster, træthed og kvalme. Jeg tror ærligt talt, at jeg er gravid allerede der, selvom det slet ikke er sådan, at det hænger sammen. Men min hjerne tror oprigtigt, at jeg er gravid. Desværre begynder jeg at bløde dagen før forventet menstruation, så det har været ren indbildning, og nok bare symptomer på at menstruationen var på vej. Jeg var så ked af det den dag og kunne slet ikke tænke på andet end, hvad der var galt med min krop, og hvorfor det ikke snart var vores tur til at blive lykkelige. Ikke at Andreas og jeg ikke er lykkelige sammen, men det sidste års tid har sat sine spor. Det kan vi ikke komme udenom. Men vores kærlighed er der til hinanden, og det er også derfor, at vi står sammen. Og hvis vi kan komme igennem det her forløb sammen, så kan vi klare alt. Det må være ægte kærlighed. Jeg græd flere gange den dag, særligt når jeg mærkede menstruationssmerterne.

Jeg var så sur på min krop over, at det ikke havde virket, for jeg vidste, at vi havde haft sex, imens jeg havde ægløsning. Så nu var næste step altså at ringe til Trianglen, så vi forhåbentlig kunne begynde i behandling. Jeg får en tid til scanning to dage efter.

Den 21/4 2022 bliver jeg scannet på Trianglen, og heldigvis ser alt fint ud, dvs. vi er klar til at stimulere mine æg ved hormonindsprøjtninger. Jeg skal have Gonal-F og stikke mig selv hver aften samtidig med binyrebarkhormon. Det går fint med at stikke mig selv. Det er faktisk en del bedre end forventet, nu hvor Andreas ikke har mulighed for at hjælpe mig. Jeg stikker mig selv hver aften, men jeg oplever en del bivirkninger af hormonerne, som gør det utroligt svært at arbejde. Den 29/4 2022 bliver jeg scannet igen, som fint viser et ledende æg og en rigtig fin slimhinde. Jeg er super lettet efter denne scanning, mest fordi lægen siger, at slimhinden er fin, som ellers har haft det lidt svært tidligere.

Vi får booket tid til inseminationen den 3/5 2022. Og nu må vi vente og være tålmodige, selvom det er pisse svært. Jeg har før testet tidligt, men når man er i fertilitetsbehandling, skal man være sikker på at Ovitrelle er kommet ud af kroppen, for ellers kan det være et falskt positivt svar, og det ville næsten være helt ubærligt. Så jeg har besluttet mig for ikke at teste før testdagen.

Hvordan påvirkede det jeres parforhold undervejs – blev I mærket af det? Blev dele af jeres forhold ændret?

Det har uden tvivl påvirket vores parforhold. Jeg har været rigtig sur på Andreas, når han har virket til at have det sjovt eller bare virket glad. På den ene side har jeg været misundelig på ham over, at han kunne være ”normal”, nu når jeg ikke kunne det. Og på en anden side har jeg været virkelig sur på ham over, at han virkelig kunne tillade sig selv det.

Andreas er rigtig god til at tale om følelser, langt bedre end mig. Og det har nok reddet vores forhold, eller i hvert fald gjort at vi har kunne være i det.

Jeg føler stadig, at det er min skyld, at vi har været igennem fire aborter, og jeg har nogle gange rigtig svært ved at holde af min krop. Jeg synes selv, at jeg har gjort alle de rigtige ting, så min krop har de bedste betingelser, men det er som om, at det bare ikke har været nok. Det har været hårdt at skulle indse det med, at jeg ikke selv er herre over det, og jeg nok ikke kan gøre mere end det, som vi allerede har gjort.

Hvordan havde jeres intimitet det undervejs?

Vores intimitet ændrede sig markant i hele forløbet, for jeg havde slet ikke lige så meget lyst til sex, fordi det mindede mig om alt det, som min krop havde været igennem. Derudover gjorde sammenvoksningerne også, at det gjorde ondt, og så mistede jeg endnu mere lysten til det.

Oplevede du, at dine relationer blev påvirket?

De fleste blev kede af det på vores vegne, men det blev ikke altid vist på en særlig hensigtsmæssig måde, fordi deres egne følelser overskyggede vores. Andreas og jeg har snakket om, at det er kommet til udtryk som et misforstået hensyn, fordi folk ikke altid tænker over, hvad de egentlig mener med det, som kommer ud af deres mund. Ja, det lyder lidt hårdt, men det er sandheden.

Det værste for mig er helt klart, når folk kommer med velmenende råd eller fortæller om en, som har svært ved at blive gravid. Og når de sammenligner os med nogen, der har svært ved at blive gravide, bliver jeg så sur, for så viser det virkelig, at folk ikke har hørt efter. Det er ikke det at blive gravid, der har været problemet for os, og jeg bliver nærmest stødt eller fornærmet, hvis folk laver sådan en sammenligning. Så ville jeg hellere have, at de ikke sagde noget.

Hvordan har du det – er din krop meget påvirket?

Min krop har været udsat for enormt meget det sidste år, men jeg håber sådan, at lægerne har ret og ved, hvilken behandling vi skal have for at kunne gennemføre en graviditet.

Hvad med psykisk?

Jeg var enormt påvirket af det psykisk og efter min fjerde abort (tæller det som fjerde efter udredning på HAB), tager jeg kontakt til en psykolog via min sundhedsforsikring, for jeg har det rigtig dårligt. Min hjerne formår ikke at kunne slappe af i det, og i stedet gør jeg situationen værre for mig selv ved at fremprovokere katastrofetanker. Nu anser jeg mig selv som ressourcestærk, men under dette forløb føler jeg selv, at jeg har ændret person. Nogle gange i så stor en grad, at jeg ikke har følt mig som mig. Det har nok været det sværeste i alt det her, at jeg ikke har følt mig som mig selv længere. Jeg har heldigvis fundet en rigtig sød og dygtig psykolog, men hvis jeg ikke selv havde rakt ud, tør jeg ikke tænke på, hvordan det var endt. Jeg føler i meget lang tid, at det ikke giver mening at være glad, for ud over Bellis og Andreas er der ikke nogen gode ting. Det bliver fuldstændig overskygget af tabene. Og noget helt andet er også, at jeg inderst ikke nok ikke vil give mig selv lov til at være glad.

Nogle gange kan jeg blive så styret af mine tanker, at jeg sidder og stirre ind i væggen og ikke er i stand til at tænke på andet, førend jeg har undersøgt det nærmere. Nogle gange ender det også med, at jeg sidder og græder og føler mig som den eneste i verden, som skal det her igennem. Jeg føler mig meget alene, da det langt fra er alle, der deler disse oplevelser.

Jeg har flere gange sagt til Andreas, at jeg siden marts 2021 og resten af året ikke følte mig som mig selv. Det er først her et helt år efter, at jeg føler mig lidt som mig selv igen. Det siger altså lidt om, hvor benhårdt det har været.

Havde du nogle tanker, der fyldte specielt meget?

Jeg oplevede at blive rigtig sur og ked af det, når vi fortalte folk om, hvad vi havde været igennem. Vi har hele tiden været åbne om det, men manglende åbenhed om aborter gør desværre også lidt, at folk ikke helt formår at møde en i det. Vi har fået mange kommentarer med på vejen, som helt sikkert har været med en god intention, men som har gjort især mig rigtig ked af det. Eksempler på kommentarer:

”Godt det skete nu og ikke senere”

”I det mindste kan du blive gravid”

”Op på hesten igen”

”Det skal nok gå”

”Jeg kender en, der aborterede i uge 20+”

Igen er der ikke en ond mening med det, men det kan gøre utroligt ondt at få sådan en kommentar, når man mest af alt har brug for forståelse og blive mødt i sin sorg. Det er et misforstået hensyn, at folk finder på alle mulige ting at sige, i stedet for bare at udtrykke deres medfølelse. Man har ikke brug for, at de analyserer på ens situation eller følelser, for det er vores og ikke deres. Og alle følelser er okay!

Hvordan tacklede din omgangskreds jeres situation?

Det har været meget blandet. Folk har overordnet set været søde, men der findes rigtig mange dumme/dårlige kommentarer, som man bare ikke har brug for at få. Folk gør det ikke i ond mening, men nogle gange er det altså bare bedre ikke at sige noget, hvis man ikke ved, hvad man skal sige. Et ”det er jeg virkelig ked af at høre” betyder meget mere, end at folk begynder at overfortolke på det.

For hvis man ikke selv har været i en lignende situation, så forstår folk det ikke. Mange tror, at de forstår det, men det er meget tydeligt i deres kommentarer, at de ikke forstår det. Derfor er mit råd til pårørende, at de ikke bare skal udtale sig om en masse, hvis de ikke selv har prøvet det.

Andre tanker du vil tilføje om følelser, tanker og relationer?

På nuværende tidspunkt efter aborterne, udredning samt sammenvoksningerne er jeg nået til et punkt, hvor jeg bare er sur på omverdenen over, at vi skal alt det her lort igennem. Jeg har så svært ved at forstå, hvorfor vi ikke kan blive de forældre, som vi så brændende ønsker. Og nogle gange går jeg helt i selvsving og prøver at finde alle mulige grunde til, hvorfor det er sådan. Sandheden er desværre, at der ikke findes et godt svar, og jeg ikke får noget ud af at tænke sådan. Det viser bare, hvor meget det også fylder for mig psykisk.

Hvor står I nu?

Vi har lige nu været igennem første forsøg på IUI-H på Trianglen og afventer at kunne teste for at se, om jeg er blevet gravid eller ej. Psykisk har det været langt hårdere at begynde i fertilitetsbehandling, end jeg havde regnet med. Mine følelser er helt ude på tøjet, og jeg kan blive påvirket af det mindste, der omhandler graviditet eller babyer, særligt at se eller høre om andre, der er gravide. På en eller anden måde føles det som om, at ALLE mennesker skal prøve at blive gravide lige nu, og det kommer til udtryk på diverse sociale medier.

Jeg er begyndt at skjule folks opslag, hvis de annoncerer en graviditet, eller de lige har fået en baby.

Jeg bliver simpelthen så ramt af det, og det kan nogle gange resulterer i, at jeg begynder at græde. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan være glad på andres vegne, slet, slet ikke. Men jeg er bare mere ked af det på vores vegne, fordi for os er kampen stadig ikke slut, og vi har ingen idé om, hvornår kampen vil slutte samt med hvilket resultat.

Når du ser tilbage – hvad er det sværeste?

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at vi skulle alt det her igennem for at skabe en familie. Og det sværeste lige nu er nok, at det langt fra er slut endnu. Vi er kommet tættere på, men selvom jeg bliver gravid igen, så er der aldrig en garanti for, at graviditeten varer ved. Og det skræmmer mig rigtig meget, for hvad nu hvis jeg skal flere aborter igennem? Lige nu betyder drømmen om et barn mere end, at det er hårdt at kæmpe, men det kan da godt være, at det på et eller andet tidspunkt bliver for meget. Det kan kun tiden vise.

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Jeg tror ikke, at det ville have hjulpet med flere informationer/viden, for jeg har læst ALT på nettet, men jeg blev ramt på en helt særlig måde, da vi først kastede os ud i første behandling med IUI-H. Jeg blev sindssyg dårlig af hormonerne, og det var som om, at det forstærkede alle mine sanser til at se og høre om andre, der var gravide, og når jeg hørte/så dem, blev jeg enten vildt ked af det og begyndte at græde eller vildt sur og fik lyst til at slå dem og sige til dem, at det altså ikke var deres tur nu, men derimod vores med alt det vi har været igennem. Det er selvfølgelig mine følelser, der er i spil, og det er slet ikke rationelt.

Louise og Andreas' tal

1 IUI-forløb
4 graviditeter
2 biokemiske aborter
1 spontan abort
1 missed abortion
Ingen børn

Andre tanker du vil tilføje?

Det er okay at tale åbent om, hvad man går igennem også de dårlige ting. Og nogle gange er der bare ikke nogen gode ting, og det skal andre folk respektere og imødekomme i stedet for at ville ændre på ens følelser. Det er absolut ikke det, som man har brug for i en i forvejen utrolig svær situation.

Andreas, fortæl os hvordan du har oplevet det her?

Jeg har haft utrolig stort fokus på Louise undervejs i det her. Fra dagen vi oplevede vores første abort, har jeg brugt utallige timer i løbet af min arbejdsdag på at tænke på og være ”bekymret” for hende og vores situation. Jeg har været fysisk til stede, men ikke psykisk. Mit daglige humør har og er som sådan ikke påvirket, men når jeg kommer hjem fra arbejdet, er jeg utrolig træt og udkørt og har næsten ingen energi til at være sammen med dem, som jeg holder af.

Jeg skiftede job i juli 2021 pga. stress.Jeg bilder mig ind, at det både var personligt relateret i forhold til vores oplevelser og et arbejdsmiljø, som ikke var godt for mig. Det gjorde, at jeg gik ned med flaget. Jeg har skiftet til en arbejdsplads siden da, som rummer mig – både leder og kollegaer samt et sundt arbejdsmiljø og kultur.

Mine egne følelser har jeg i et misforstået hensyn lagt til side ad flere omgange. Det har ført til flere frustrationer for os begge, fordi jeg følte, at jeg skulle beskytte hende fra mine kraftige følelser, så jeg ikke tog noget fra Louise. Men det gør jeg ikke ved at dele mine følelser til Louise. Louise har flere gange undervejs i vores forløb spurgt om, hvordan jeg havde det for at give mig plads

Jeg har siden årsskiftet forsøgt at ændre min tankegang og dele mine følelser uden frygt for at skåne – i mit hoved – Louise fra mine følelser.

Jeg har brugt mange timer på at bearbejde mine tanker samt være der for Louise og snakke vores følelser gennem ad flere omgange i et forsøg på at finde en mening, få styr på hovederne og hjerterne samt kunne generobre et regulært håb om, at vi klarer det her sammen, uanset hvad vi måtte møde.