Line: “Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige sådan midt i et opslidende forløb: Men jeg er glad”

Igennem de seneste tre års fertilitetsbehandling har Line haft følelsen af, at hun har været lige ved at drukne. Men nu er hun begyndt at træde vande i stedet – tilfreds og tålmodig. Og netop dén erfaring har hun brug for at dele.

Skrevet af:

Line Bak Rothstein

27. februar - 2022


Line Bak Rothstein har delt sit personlige skriv med os om at gennemgå to graviditetstab og en operation for en hjerteformet livmoder.

Del 1

Det startede så smukt og fint med at gå og vænne sig til tanken om, at vi, min mand og jeg, havde besluttet os for, at nu ville vi gerne være forældre. Det var en altoverskyggende følelse af, at det kunne ske når som helst; vores liv kunne ændres på et splitsekund, og det hele føltes som én stor rus af glæde og spænding.

Om skribenten

Line Bak Rothstein på 29 år. Hun
er Steiner mad-mor og kogebogsforfatter
Hun er gift med Oscar Rothstein som er
journalist og 27 år. De bor på Østerbro.

Men tiden gik, og vi blev mere og mere utålmodige. Måske mest mig, fordi jeg var godt oplyst på fertilitetsområdet og desuden altid har haft en følelse af, at jeg ikke ville have let ved at blive mor. Vi gjorde som så mange andre par: Vi opsøgte vores læge, ventede i telefonkøer i timevis hos diverse gynækologer, fik henvisning til Rigshospitalet til sædkvalitetstest, ventede et par eller flere måneder på at få tid hos gynækologen.

Den ene måned tog og tager den anden. Tiden gik, og tiden går.

Vi prøvede alt, hvad vi kunne, for at lykkes derhjemme. Og vi prøvede overhovedet ikke, fordi vores hoveder var for fulde, så kroppen gav efter. Vi var optimistiske. Vi var pessimistiske. Men jeg blev bare ikke gravid.

Endelig kom dagen, hvor vi skulle starte med behandling, den længe ventede tid – og så, samme morgen, fik jeg en positiv test (det samme skete også for mine forældre, da de blev gravide med mig). Vi var glade, alle omkring os var glade. Men lige så hurtigt som glæden kom, forsvandt den desværre også for i stedet at blive erstattet af bekymring for, om det overhovedet ville blive til mere end blot en positiv test.

Og en tidlig scanning i uge 10, den 20. november, bekræftede desværre min bekymring: Hjertet var stoppet med at slå, en missed abortion.

Det blev en grådkvalt gåtur fra gynækologen i den ene ende af Fælledparken til vores hjem i den anden.

Og derefter fulgte samtaler med Rigshospitalet, og samtaler med vores forældre. Sms’er til venner. Opkald til arbejdet. Vi udførte aborten hjemme, min krop husker det stadig. Smerterne og følelsen af blodet, der kom.

Del 2

Og så kom de velkendte vendinger: “Op på hesten igen”, og “Nu bliver I hurtigt gravide igen”. Vi gik mere eller mindre igang med det samme, men der skete ikke noget. Efter et halvt år kontaktede vi igen vores gynækolog og skulle netop til at starte i behandling, da vi samme weekend får endnu en positiv test. Denne gang var vi oprigtigt glade og optimistiske: “Det går jo ikke galt to gange,” var min egen overbevisning.
Men.

I uge 17 var jeg til en samtale med min jordemoder, hvor hun gerne lige ville vise sine studerende, hvordan man kan høre hjertelyden med sådan et lille mobilt apparat, selvom det ikke er kutyme til førstegangs-jordemoderbesøg.

Der var ingen lyd at finde, men vi var alle i godt humør og sikre på, at det jo bare var det gamle apparat, den var galt med, og at den lille nok bare lå lidt på tværs i maven.

Jordemoderen sagde, at min maves størrelse var helt perfekt, og jeg ringede optimistisk til min mand og sagde: “Tag noget tøj på, for vi skal lige til rutinetjek på Rigshospitalet”.

Vi bor lige midtimellem jordemoderen og Rigshospitalet, så jeg smuttede bare lige forbi hoveddøren, hvor han stod klar. Han var forvirret og nervøs, lidt bange faktisk. Jeg var ovenpå og snakkede mest om, at vi jo skulle ud at spise på Restaurant Barr om aftenen, vores årlige julefrokost.

Men da vi sad i venteværelset på Rigshospitalet, på præcis samme sted og på præcis samme dato som året før, den 20. november, var jeg ikke så optimistisk længere. Og det viste sig da også, at det var endnu en missed abortion. Denne gang blev det som en ægte fødsel på Rigshospitalet, men en dødfødsel.

Del 3

Siden er jeg blevet opereret for en hjerteformet livmoder. Lægerne tror måske, at det har været årsagen til aborterne. Først var det en kæmpe mundfuld. Vi var nærmest lige kommet hjem fra Rigshospitalet, da vi skulle derind igen og fik at vide, at de ville anbefale en operation. På det tidspunkt kunne jeg bare ikke mere, og min krop kunne ikke mere. Oveni vidste vi, at vi skulle vente 3 måneder, før vi kunne få en tid til operation, og derefter skulle vi vente yderligere 3 måneder, før vi kunne prøve at blive gravide igen – alt i alt virkede projektet virkelig uoverskueligt.

Men nu har det måske vist sig at være det bedste, der kunne ske. For operationen har givet mig, os og min krop en pause. En pause, hvor vi har kunnet have det sjovt uden at tænke på ægløsningsdage, vitaminpiller og koffeinindtag – og hvor vi har kunnet træne efter lyst og behov, drukket vin i skønne mængder og fået for lidt søvn på grund af sjove, lange aftener. Men det har taget tid at komme hertil. Og jeg kan næsten have dårlig samvittighed over at være kommet hertil.

Det ældste og mest omtalte råd i fertilitetsbehandling har længe været, at man bare skal tænke på noget andet, og så kommer det. Og den sætning er stadig det værste, jeg ved, og jeg vil ikke identificere mig med den.

Da jeg fandt ud af, at der ville gå godt og vel 6 måneder, før vi kunne prøve igen, oplevede jeg nærmest en form for identitetskrise.

Lige pludselig kunne jeg jo bare tage til fest, men jeg havde glemt, hvordan man gjorde. Og jeg kunne drikke, hvad jeg ville, men jeg kunne ikke længere lide kaffe.

Når jeg er udfordret, reagerer jeg typisk ved at afsøge alternative løsninger. Og her endte jeg hurtigt i et tidsslugende og især økonomisk ”opslugende” spor: Zoneterapi to til fire gange om måneden, vitaminpiller og kosttilskud til os begge to i store mængder, udrensningskure, urter, fertilitetsyoga, fertilitetspilates, workshops, onlinekurser, og jeg kunne blive ved.

Mit andet reaktionsmønster i sådanne situationer er at se på min kost: Her søgte jeg hele internettet, alle bøger og alle artikler igennem for at finde de bedste fødevarer at indtage for at blive gravid. Jeg kan stadig genkende mønstrene, men de har ikke lige så meget magt over mig længere.

Lines tal

1 IUI-H
2 graviditeter
0 børn

Del 4

Måske er dette i virkeligheden det bedste sted at stå, når man, som vi, nu skal starte i fertilitetsbehandling efter tre års kamp?

Min verden har det sidste halve år drejet sig om drømme, der ikke har noget med graviditet at gøre, og nu er det svært for mig at slippe de drømme igen.

Ligesom det var svært at droppe graviditetsdrømmene, da vi først havde besluttet os for, at vi ville være forældre.

Men måske er læringen i dette, at man skal turde at drømme om begge ting samtidig og så stole på, at de to drømmespor kan forenes? Jeg havde hvert fald aldrig troet, at jeg skulle skrive det her. Men lige her – midt i et vanvittigt udmattende fertilitetsforløb – er det nu engang sådan, jeg har det: Jeg er glad.

I tre år har jeg følt, at jeg har været lige ved at drukne. Og det er ikke, fordi jeg nu bare svømmer i fuld fart derudad. Men som minimum træder jeg vande, tilfreds og tålmodig. Og den erkendelse og følelse har givet mig dårlig samvittighed, for burde jeg ikke være dybt påvirket af min situation hver eneste dag? I lange perioder har jeg været påvirket, men det er jeg altså ikke for tiden, og det har jeg lyst til at sige højt! Jeg har i hvert fald brug for at sige det højt.

Jeg har brug for at sige til andre, at man altså godt kan være gennemført glad for sit liv, selvom man kæmper med at få børn. Og jeg har brug for at sige til mig selv, at det er okay, at jeg har det sådan:

At jeg ikke har mindre lyst til at få et barn, bare fordi jeg af og til glemmer, at jeg egentlig prøver at blive gravid.