Lægen om: Medicineret vs. ikke medicineret FET

FET står for Frozen embryo transfer. Det er behandlingstypen der foregår med æg der har været frosset ned efter en ICSI eller IVF-behandling, eller hvis du fx behandles med donoræg. En af fordelene ved at nedfryse befrugtede æg til senere er, at du undgår yderligere hormonstimulation og ægudtagning.

Skrevet af:

Marie Louise Wissing

21. maj - 2022


Fortæl lidt om FET behandling og de forskellige måder behandlingen kan udføres på?

En frysecyklus har som formål at forberede endometriet - altså livmoderslimhinden - til at tage imod det befrugtede æg. Overordnet er der 2 forskellige principper for frysecykli:

  • Enten bruger man æggestokkens egen produktion af østrogen og progesteron til at forberede endometriet

  • Eller man tilfører østrogen og progesteron udefra.

Hvis man bruger æggestokkens egen produktion af østrogen og progesteron kan dette enten gøres i en naturlig cyklus, hvor man med ultralyd følger den modnende ægblære. Ofte vil man give en ægløsnende sprøjte når den modne ægblære er 17-18 mm.

Ægoplægning planlægges til 6-7 dage efter den ægløsnende sprøjte.

Marie Louise Wissing

Overlæge, Ph.d. og arbejder til daglig som
fertilitetslæge hos Aleris-Hamlet Fertility.
Hun har udover fertilitetsområdet også
forsket i PCOS.

Hvis cyklus er uregelmæssig kan man give en lille smule ægmodnende hormon fra starten af cyklus. Dette kaldes en stimuleret cyklus.

Der er også en tredje behandlingsform af FET. Hvis den naturlige eller stimulerede cyklus ikke er mulig eller optimal, kan man forberede endometriet med en programmeret cyklus. I en programmeret cyklus sker der ingen ægblære-udvikling og både østrogen og progesteron tilføres udefra: Fra cyklusdag 2 opstartes østradiol-tilskud, enten som tablet eller plaster. Typisk scanner man efter 10-13 dage for at se, om endometriet har udviklet sig.

Når endometriet er mindst 7 mm tykt og trelaget, opstartes progesterontilskud. Progesteron kan gives som vagitorier og/eller som indsprøjtning.

Er der nogle fordele eller ulemper ved de forskellige former for FET?

Fordelen ved den naturlige og den stimulerede cyklus er, at man har en modnende ægblære, som i den første del af cyklus laver østrogen, som får endometriet til at vokse. Efter ægløsning omdannes den modne ægblære til ”det gule legeme” (corpus luteum) der også producerer progesteron, som er altafgørende for at blastocysten kan implantere. Udover progesteron producerer det gule legeme også en række stoffer kaldet relaxiner, der hjælper til en sund udvikling af moderkagen. Derfor har man lavere risiko for forhøjet blodtryk og/eller svangerskabsforgiftning senere i graviditeten, hvis man har det gule legeme når man bliver gravid.

I den programmerede frysecyklus har man intet gult legeme og dermed ingen produktion af relaxiner. På trods af dette er graviditetsraten ens for programmeret frysecyklus og naturlig/stimuleret frysecyklus. Den relative risiko for svangerskabsforgiftning senere i graviditeten er dog højere ved programmeret frysecyklus.

Hvordan finder man frem til hvilken behandlingsform der er den rigtige?

Hvis man har en regelmæssig cyklus eller hvis man ved let hormonstimulation kan fremmodne en ægblære, så vil førstevalg ofte være naturlig/stimuleret FET.

Programmeret FET bruges hos kvinder med ingen eller lav ægreserve, da man ikke kan regne med, at der modnes en brugbar ægblære frem. Programmeret FET kan også bruges hos kvinder med regelmæssig cyklus og/eller god ægreserve. Det kan være, at kvinden har prøvet naturlig eller stimuleret FET uden held, eller at man af andre årsager har brug for at kunne styre cyklus helt nøjagtigt.

Er der forskel på graviditetschancerne i de forskellige typer af FET?

Graviditetschancen er den samme i naturlig cyklus, stimuleret cyklus eller programmeret cyklus. Nyere studier tyder som sagt på, at den relative risiko for forhøjet blodtryk og/eller svangerskabsforgiftning kan være højere ved programmeret frysecyklus.

Er der forskel på symptomerne i de forskellige typer af FET?

I naturlig frysecyklus vil man ikke have andre symptomer end dem som stammer fra ægløsning og graviditet. Ved stimuleret cyklus og programmeret cyklus kan man opleve bivirkninger af medicinen, f.eks. lokal irritation efter progesteron vagitorier.