Lægen om BMI: Balancen er mellem at have respekt for risici og ikke at frarøve nogen deres drøm

Overlæge Anne Lis Mikkelsen Englund fortæller om, hvorfor man går op i BMI, når de kommer til fertilitetsbehandling, hvilke risici der er, men også hvordan man som læge er nødt til at vurdere den enkelte sag. For deres mål er ikke er at sørge for, at folk ikke får de børn de drømmer om. Tværtimod. Det skal alle have.

Skrevet af:

wawa

29. maj - 2022


Vil du til en start definere den nationale beslutning om BMI-grænsen for os?

Overvægt og svær overvægt kan give nedsat graviditetschance. Det er fordi overvægt påvirker produktionen af overordnede hormoner fra hypofysen, manglende eller få ægløsninger og derfor nedsat chance for opnåelse af graviditet.

Vi interviewer

Overlæge Anne Lis Mikkelsen Englund, leder af Fertilitetsklinikken
i Køge, Sjællands Universitetshospital.

Herudover er overvægt inden opnåelse af graviditet, forbundet med en øget risiko for komplikationer i forbindelse med både graviditet og fødsel. Det kan være øget risiko for abort og dødfødsel, risiko for graviditetssukkersyge og forhøjet blodtryk, samt svangerskabsforgiftning - dette kan også være en risikofaktor for barnet og barnets vækst. Jo højere BMI, jo højere risiko for mor og barn.

Kvinder med højt BMI har øget risiko for stort barn og dette kan øge risikoen for barnet under fødslen, da det kan have svært ved at komme gennem fødselsvejen.

Det er derfor vigtigt at forstå, at det ikke kun handler om fertilitetsbehandling og graviditet, men også om fødsel og den tidlige spædbarnsperiode. Så når vi anbefaler nogen at tabe sig, så er det udelukkende pga. ovenstående mulige komplikationer, som skaber øget risiko for både mor og barn.

Fakta

Body mass index (BMI) (kg/m²) er ifølge WHO det mest
anvendelige mål for overvægt og fedme på populationsniveau.
Moderat overvægt moderat overvægt BMI 25-29,9. Svær overvægt.
Fedme BMI 30-34,9 Svær fedme BMI 35-39,9 Kraftigt øget Klasse III
Ekstrem svær fedme BMI >40.

Hvorfor er grænsen for BMI 30 hos kvinder under 35 og grænsen for BMI 35 for ældre kvinder ?

Hvis nogen kommer til os og nærmer sig de 35 år eller er ældre, så gør vi undtagelser. Generelt er sandsynligheden for at blive gravid og føde børn halveret, når du nærmer dig de 35 år og så skal de jo ikke gå og bruge en masse tid på at tabe sig og så derfor ikke kunne nå at blive gravid. Men hvis man 27 år og har et BMI på 33, så har du tid til at tabe dig uden at chancen for graviditet mindskes.

Kigger man aldrig på den generelle sundhedstilstand eller er det kun tal man bliver afvist/godkendt på?

Overvægten kan sidde forskellige steder, så det gør vi selvfølgelig. Hvis den sidder på maven, er det dét vi kalder ’det farlige fedt’. Og der kan PCOS være grunden. Hvis man så taber sig, er der stor chance for, at ægløsningen kommer tilbage og man kan få nemmere ved at blive gravid.

Det er for øvrigt ikke anderledes for kvinder, der er for tynde. Hvis de tager lidt på, kommer deres ægløsning også ofte tilbage.

Hvor mange overvægtige kvinder og par møder I i fertilitetsklinikken?

Her i Region Sjælland ser vi mange overvægtige. 17% er svært overvægtige altså med et BMI over 30. Til sammenligning er det tal 6% i Region Hovedstaden.

Hvilke reaktioner får I oftest, når I er nødsaget til at afvise folk pga. BMI? Er de motiverede eller kede af det?

De fortæller os altid, at de har prøvet at tabe sig, og at det ikke er muligt. Nogle bliver også lidt vrede på os. Et eksempel er, at en kvinde med et højt BMI skal behandles, fordi manden har nedsat sædkvalitet og så siger hun ”jamen, jeg kunne jo bare være blevet gravid derhjemme selv, hvis jeg nu havde fundet en mand hvis sædkvalitet ikke fejlede noget”. Det kan måske sagtens være, men vi er nødt til at holde os til de fakta vi står overfor.

Mange fortæller os også, at de altså ser og møder mange kvinder med barnevogne, der er meget større end de selv er. Her handler det om at prøve at forklare dem om de risici jeg har beskrevet ovenfor. Og så prøver vi at motivere dem.

Hvad tilbyder man som fertilitetsklinik kvinder med en BMI over det tilladte i forhold til behandling? Siger man bare nej og derefter skal man klare sig selv?

Der nogle steder, hvor man siger til dem at de skal tabe sig, og at man først derefter vil behandle dem og så færdig bum. Så er de overladt til dem selv. Man kan jo stille spørgsmålstegn ved, om fertilitetsklinikkerne burde hjælpe mere. Deres formål er jo at yde fertilitetsbehandling, men hvis folk skal tabe sig i den forbindelse, så synes jeg måske også det ligger lidt under vores tag også.

Det kunne også være en opgave for kommunerne at hjælpe. Især i en region som Region Sjælland, hvor man som patient ofte skal køre langt for at komme til en klinik – der er altså langt fra Nakskov til Køge. Så det kunne være dejligt, hvis de kunne få lokal hjælp til at tabe sig.

I har oprettet en “PRE CONCEPTION CARE” for jeres patienter med højt BMI. Vil du fortælle om det?

Vi har nogle sygeplejersker, der har taget efteruddannelse i kostvejledning. Baseret på patienternes nuværende vaner, så bliver patienterne vejledt af vores uddannede sygeplejersker og der lægges en kostplan. Jeg tror det har en stor betydning, at vi kan tilbyde dem hjælp. Fordi vi har en klinik, hvor mange er overvægtige, så synes vi at vi har et ansvar og har derfor valgt at tilbyde kvinderne den her ordning.

Vi kalder dem ind i det øjeblik de er blevet henvist, for så kan de jo bruge ventetiden på der er til at blive behandlet til at tabe sig. Vi får et andet forhold til dem, fordi de så følger det her kostrådsforløb, hvor vi ser dem nogle gange før deres fertilitetsbehandling. De taber sig og er glade. I princippet kan de jo tage chancen og gå til klinikker, der ikke har nogen BMI-grænse. I stedet synes jeg man skal prøve at hjælpe dem om derved mindske alle de risici, der er.

Synes du man bør gøre det anderledes på landsplan?

Det er jo rigtig svært, da det klart har noget med ressourcer at gøre. Vi har desværre ikke fået en eller anden pose penge stillet til rådighed og så må vi selv om, hvad vi vil bruge dem til. Vi som fertilitetsklinik bliver målt på antal behandlinger og graviditeter, ikke på hvor mange vi kan hjælpe med at tabe sig.

En anden faktor vi ikke har talt om er jo partneren. For ofte er begge i et forhold overvægtige. Så begge vil egentlig have gavn af at tabe sig og ikke mindst støtte hinanden i det. Vi har ikke mulighed for at tilbyde hjælp til partneren. Det ville i høj grad være oplagt.

Du sagde da vi snakkede, at det man i hvert fald ikke ville var at fratage dem muligheden for at få børn. Hvad er hele dilemmaet?

Balancen mellem at have respekt for risici og ikke at frarøve nogen deres drøm om at ville være forældre.