Lægen: Hvis IVF/ICSI ikke lykkes - hvad så?

Nogle par eller kvinder i behandling oplever, at deres behandling ikke lykkes eller ikke går som planlagt. Men hvad gør man så?

Skrevet af:

Aboubakar Cissé

24. juni - 2022


Interview med Læge Aboubakar Cisse, Aagaard klinik

Speciallæge i gynækologi og obstetrik, Medical Director



Vil man altid anbefale en form for donation (æg eller sæd) først, eller kan man godt finde på at snakke adoption med det samme?

Vi taler ikke så meget om adoption med vores patienter, men i stedet om ægdonation. Det er for os det skridt på vejen, der er inden man taler adoption. I Danmark må man blive behandlet med ægdonation indtil man fylder 46 år. Og hvis det så ikke lykkes, så er adoption en mulighed. Ved ægdonation er der virkelig gode chancer og det er nemmere end adoption.

Man kan ikke definere en grænse for, at en behandling ikke vil lykkes nogensinde eller at nok er nok. Det er en proces og et samspil mellem læge og patient(er). Man starter ikke ud med at snakke adoption eller donor. Vi skal huske, at vi har med mennesker at gøre. Det er en proces, og først og fremmest kræver det, at man sammen har en forståelse for behandlingerne patienten har været igennem, resultaterne og al den data, vi får ud af de forskellige forsøg, der har været.

Vi kan tage et konkret eksempel: kvindens alder. En kvinde er 44-45 år med en lav ægreserve. Hun har derfor ikke mange æg tilbage eller tid til at prøve alt muligt, så der vil man rent tidligt snakke om ægdonation.

Det er stadig et stort tabu i vores samfund. Folk har svært ved at acceptere det at skulle bruge ægdonor.

Men man vil snakke med patienten og fortælle hende at chancerne for en graviditet er meget, meget større ved ægdonation end hvis man prøver med hendes egne æg. Nogen har en positiv respons og vil gerne lytte til en ekspert. Andre vil ikke acceptere det og lige prøve eeen gang eller måske to til, for hvad nu hvis det kunne lykkes. Også selvom jeg har fortalt hende, at chancerne er 1-2%. Det er en længere proces for nogle at acceptere, og det forstår jeg da godt.

Vi tager en snak med patienten med udgangspunkt i al den data, der er kommet ind i løbet af deres behandling. Hvor mange ægoplægninger har hun været igennem, kommer der æg ved ægudtagning og hvad er kvaliteten af dem. Og på baggrund af dét kigger vi på, om det giver mening at prøve 1-2 gange mere eller om det er helt håbløst. Jeg er altid ærlig.

I forhold til sæddonation, så bliver det selvfølgelig altid brugt til singlekvinder eller et lesbisk par, men faktisk sjældent til par, der er mand og kvinde, hvor manden har nedsat sædkvalitet. Det er simpelthen fordi, at man jo har mulighed for at tilbyde TESA (testikulær sædcelle aspiration), hvor vi med et lille indgreb kan gå ind og finde de få sædceller, som manden har har. Nogle steder i Danmark tilbydes MikroTESE. Disse behandlinger er skridtet inden, man bruger sæddonor og lykkes heldigvis tit.

Til gengæld stiger brugen af ægdonation. Det mener, at det er fordi kvinderne bliver ældre, når de ønsker at stifte en familie, og man skal huske på, at kvaliteten og antallet af æg er drastisk faldende fra man er 35 år.

PGT (ægdiagnostik) kan være en fordel her, hvis kvinden er ældre og stadig har en okay ægreserve. Så sikrer man, at de æg man lægger op er sunde og uden kromosomfejl. Men det kræver, at man har en ok ægreserve, for ellers er det for dyrt og giver ikke mening.


Er det lægens/klinikkens ansvar at sige til, når der skal ske noget andet - eller skal patienterne selv sige til?

Det er en diskussion. Hver gang man laver 1-3 behandlinger, så vurderer vi sammen med patienterne, hvordan de har responderet, hvad kom der ud af det, hvad kan vi gøre anderledes næste gang, hvad er ikke undersøgt endnu osv. Så det er noget vi i fællesskab beslutter. Det er vigtigt at have patienterne med i den proces.

De googler en masse og vil gerne prøve alt muligt de har læst om, som koster penge. Men vi har et ansvar overfor patienterne og vi skal være ærlige – jeg vil ikke bare sælge en masse de egentlig ikke kan bruge. Jeg snakker med dem om, at man ikke kan sammenligne sig med andre.Jeg tænker altid på, at hvis det var min søstereller min datter, der gik til en fertilitetslæge, så ville jeg gerne have, at hun fik den rigtige og ærlige hjælp.


Hvor længe vil man som læge lade et par forsøge med IVF eller ICSI før man er nødt til at foreslå noget andet?

Så længe, der er håb! Hverken kortere eller længere. Med nogle par prøver man 2-3 gange og kan se, at den ikke går. Og så er der andre, som har prøvet 15 gange, og man bliver ved fordi det giver ikke mening, at de ikke bliver gravide. Og så bliver de gravid gang nr. 16.


Hvor længe før det er ‘sidste forsøg’, vil I begynde at tage dialogen med parret?

Planen er altid, at efter ca. 3 ægoplægninger, så skal man tage snakken om, hvorvidt vi tror på det her eller ej. Hvis patienten på baggrund af data har 1-3% chance for graviditet, så snakker vi ægdonation allerede dér. Hvis en patient ligger på 16-18% chance for graviditet, så tager vi en snak om, hvorvidt vi skal prøve lidt videre eller om vi skal se på andre muligheder. På baggrund af al information skal de være med til at træffe den beslutning.


Hvordan skal man som par finde ud af, hvad ens alternativ skal være (sæd- eller ægdonor), hvis man skal vælge imellem dem?

Ægdonation relaterer sig til kvinden og sæddonotion til manden, så det er yderst sjældent man står i en situation, hvor man kan vælge det ene eller det andet. Man vælger det, der er bedste odds ved i den pågældende situation.


Hvordan reagerer folk generelt på tanken om ægdonation?

De reagerer helt naturligt – de har selvfølgelig drømt om at få børn med egne gener, og det er altid hårdt at høre, at lægen anbefaler ægdonation. Man er nødt til at tænke over, hvad målet er i ens liv omkring forældreskabet. Vil man smide mange penge ud ad vinduet og risikere aldrig at blive mor eller vil man være mor?


Hvordan er det med epigenetik?

Mange ønsker selvfølgelig egne gener og at barnet skal ligne dem. Når man vælger en ægdonor, så vælger man donor i forhold til modtagerne, dvs. højde, øjenfarve, hårfarve og nogle gange bruger vi billeder for at lave et rigtig godt match. Donor skal ligne modtageren så meget som muligt. Når ægget så bliver sat op i kvinden og sætter sig fast i moderkagen, så vil fosterets celler løbe ind i moderens blodbaner og moderens celler løber ind i fostret. Så moderen har noget at sige i forhold til barnet.

Hvis du fx tager et æg fra en overvægtig kvinde og sætter det op i en tynd eller slank kvinde, så er det faktisk den tynde kvindes biologi, der bestemmer om barnet bliver overvægtig eller ej. Så barnet vil være slankt. Så der er mange ting som modtageren bestemmer i udviklingen af fostret.

I 10. graviditetsuge kan man tage en blodprøve, der måler fosterets celler i moderens krop og tjekke fx køn. Der sker altså en udveksling mellem mor og æg. Vi griner tit, når forældrene vi har hjulpet, kommer og besøger os med deres børn, for deres babyer ligner rent faktisk deres mødre.