Lægen: Hvad sker der i kroppen i lutealfasen?

Du har fået lagt et æg op og nu venter du. Men hvad foregår der egentligt i denne fase, hvorfor skal man typisk tage progesteron og hvordan adskiller det sig fra en cyklus hvor man ikke er i fertilitetsbehandling? Få alle svar fra læge Negjyp Sopa fra Hamlet Fertility.

Skrevet af:

Negjyp Sopa

24. juni - 2022


Interview med Negjyp Sopa, Aleris-Hamlet Fertility


Hvis man som kvinde lige har fået lagt et æg op - hvad er processen så herfra? Altså - hvad sker der i kroppen?

Lutealfasen er noget der foregår lige meget om du er i fertilitetsbehandling eller om du bliver gravid uden hjælp. Men der er en lille forskel. Lad os starte med dem der ikke får hjælp.

Progesteron færdigmodner livmoderslimhinden, så den er helt klar til at et fosteranlæg kan etablere sig i den. Det gule legemes funktion er, at producerer progesteron og østrogen, som begge er vigtige hormoner, for at gennemføre en graviditet.

Når man er i IVF eller ICSI så suger man ægget ud med en nål. I forbindelse med det suger man også alle de celler ud af folliklen, som naturligt danner det gule legeme. Pga. dette får man tilført progesteron, som er vigtigt hormon for at bevare graviditeten.


Når man har været i behandling - er der så noget anderledes her end hvis det var sket uden hjælp?

Som nævnt så har vi i den naturlige cyklus, stadig et intakt gult legeme som producerer progesteron. Når vi udfører behandling tager vi de celler ud, der skulle have produceret progesteron og derfor får man progesteron som medicin. Man får progesteron i 2 uger og derefter er kroppen klar til at tage over igen.


Hvor tidligt kan man mærke forandringer i kroppen?

Det er meget individuelt fra kvinde til kvinde. Når hCG stiger til flere hundrede tusinde, så kan nogle mærke det allerede efter 4-5 uger, men oftest er det først fra uge 7 man mærker det. En del kvinder oplever gener af progesteron der giver dem nogle symptomer som de forveksler med symptomer på en graviditet.


Man har hørt om, at man kan tænke sig til gravid symptomer - fordi man ønsker det så meget. Er det korrekt?

Der er selvfølgelig nogle psykologiske aspekter, der spiller en rolle. Specielt hvis man har prøvet rigtig længe at få børn.


Er det normalt at man i denne periode er træt og udmattet efter behandlingen?

Ja, en længere behandling kan være hård for kroppen, og hvis man så bliver gravid, så kan en begyndende graviditet gøre dig dårlig eller træt. Men ved sidstnævnte er der ikke forskel på at have været i behandling eller ej.


Har du gode råd til lutealfasen?

Jeg synes man skal sørge for at holde sig aktiv. Ikke noget voldsomt eller ekstrem sport, for man skal passe på sin krop til den har fundet ud af, at der er en graviditet. Hvis man tidligere har været vant til at bevæge sig, så skal man endelig gøre det. Når man så har fået en positiv test, så kan man alt hvad man vil. Husk at alle er individuelle, så man skal ikke sammenligne sig.