Katarina er gravid som solomor: “Jeg føler mig aldrig ensom, men jeg kan godt føle mig alene”

Katarina Jakobsen på 35 har aldrig haft en kæreste og har derfor aldrig haft nogen at tage barnesnakken med sådan for alvor. Da hendes psykolog en dag spørger hende, hvad der holder hende tilbage fra at få et barn alene, begynder Katarina at undersøge sine muligheder nærmere.

Skrevet af:

wawa

28. december - 2021


Under udredning finder Katarina ud af, at hendes ægreserve er meget lav. Hun lykkes dog med at blive gravid i andet IVF-forsøg, efter 5 mislykkede IUI-forsøg med donorsæd.

Fortæl os lidt om, hvordan dit liv så ud, før du begyndte at tænke på børn?

Inden mine tanker om børn begyndte, levede jeg et godt liv med en masse byture, hygge med veninder og min familie. Jeg havde ikke den store stress med børn; mine tanker var mere på at finde en kæreste. Nok mest fordi mange af mine veninder havde fundet en. Jeg har aldrig haft en kæreste, så i lang tid var det selvfølgelig mit højeste ønske – men jeg levede bare livet og udnyttede, at jeg ingen forpligtelser havde. Jeg rejste meget, hyggede mig og gjorde generelt, hvad jeg havde lyst til.

Men midt i alt det savner man også en partner at dele det hele med. Jeg har altid været lidt genert hvad angår fyre, så dating har jeg desværre aldrig gjort så meget i, trods en masse profil-oprettelser på både Happn og Tinder. Jeg har selvfølgelig haft nogle one night stands, men aldrig fundet en, som jeg ville bygge mere med. Det var faktisk først, da det var ved at være i sidste øjeblik, at jeg tog mig sammen og datede et par fyre. Men ingen af dem blev til noget, da beslutningen om at blive solomor var taget, uanset om de var et match eller ej.

Vi interviewer

Katarina Jakobsen på 35 år.
Hun arbejder som visual
merchandiser i H&M og bor
i Odense.

Du har kæmpet med ensomhed. Prøv at fortælle lidt om det.

Jeg kan ikke huske, hvornår det startede, men jeg følte mig ensom i mange år. Jeg har altid haft en kæmpe omgangskreds og en rigtig god familie, så der har ikke været en klar grund til, at jeg ikke kunne finde nogen at være sammen med.

Men det hele bundede nok i, at jeg aldrig havde haft en kæreste og derfor altid var alene hjemme.

Hver gang jeg kom hjem fra en fed ferie eller festival, så slog ensomheden mig som en ordentlig knytnæve, lige så snart jeg sad hjemme alene i min sofa.

I 2016 endte jeg med at søge hjælp hos min læge og blev henvist til en psykolog. Og hele år 2017 brugte jeg så på at få styr på mig selv, mit selvværd og ensomheden. Jeg endte med at få mit drømmejob med gode arbejdstider efter alt for mange år i butik. Nu hed min arbejdstid 7-15, og derfor havde jeg endelig muligheden for at købe mig en hund.

I juli 2017 fik jeg min elskede lille shih tzu, Irma, hjem. Hun har reddet mit tilværelse. Hun er helt sikkert grunden til, at jeg i dag er kommet ud af ensomheden. Dét, at man har en at komme hjem til, en der altid er glad for at se en, og at jeg for første gang i mit liv havde en forpligtelse og en som regnede med mig – det hjalp. I dag føler jeg mig aldrig ensom, men kan nogle dage føle mig alene.

Hvad var dine første tanker om at ville være solomor? Har der tidligere været en partner i dit liv, som du overvejede at stifte familie med?

Jeg har tit, nok siden jeg var omkring de 24-25 år, joket med, at hvis jeg ikke havde fundet en mand, inden jeg blev 35 år, så ville jeg bare få en baby med mig selv. Jeg må indrømme, at jeg jo ikke håbede, at det ville komme dertil, og at det selvfølgelig var min plan B.

Men årene gik, og da jeg sad inde hos psykologen der i 2017, fortalte jeg for første gang en fremmed om mine tanker. Hun syntes, at det var en fantastisk idé og spurgte, hvad der holdt mig tilbage. Det gjorde tanken om, at jeg gerne ville finde manden at få børn med. Vi snakkede meget om min alder, og at jeg jo kunne få tjekket min AMH værdi – men jeg var bange for, om jeg var klar til svaret.

Grunden til, at jeg sad hos psykologen, var jo også, at jeg havde det svært – og lige på det tidspunkt følte jeg mig ikke klar til at få et barn.

Jeg vidste bare, at jeg meget gerne ville have et med tiden. Samtidig skulle jeg jo også være klar til at få svaret; for hvad nu hvis jeg havde meget få eller ingen æg tilbage?

Vi snakkede meget om det, og jeg endte med at tage beslutningen om at gå mere seriøst ind i dating. Hun foreslog også, at jeg lavede mig nogle delmål. De to vigtigste mål var: 1) At finde en bolig, hvor det var muligt at få et barn. 2) Tjekke min økonomi godt igennem for at se, om jeg havde råd til et barn. Som nævnt tidligere har jeg aldrig haft en kæreste eller endda været tæt på. Så jeg havde aldrig siddet og overvejet børnesituationen sammen med en anden.

Hvad var dine første tanker om at skulle starte behandlingsprocessen op?

Mine første tanker var, at jeg ville undersøge en masse, men på det tidspunkt var der ikke meget at undersøge. Det med at være solomor og info omkring dette hang ikke ligefrem på træerne. Så der blev googlet en del; hvad gør man, og hvor starter man? Der var også lige dét med at fortælle min familie, at nu var det helt seriøst.

Jeg fandt ud af, at man skulle forbi sin egen læge og få en henvisning for at komme i gang. Så jeg gik til lægen første gang den 20. august 2019. Alt i alt en rigtig god oplevelse, og så rullede processen med blodprøver og så videre ligesom derfra.

Hvordan har du inddraget din omgangskreds i din beslutning?

Alle mine veninder har været med hele vejen, for de har jo hørt mig snakke om det i mange år. De var også de første, der fik at vide, at jeg ville tage springet – og jeg har ikke fået andet end støtte fra dem.

Mine søstre var også nemme at tage snakken med, det sværeste var helt klart at fortælle mine forældre det og især min mor. Min mor betyder alt for mig, og det gør hendes mening i den grad også. De havde selvfølgelig også hørt mig sige det nogle gange, men de håbede bare ikke på, at det ville komme så langt. Min mor håbede og ønskede jo sådan for mig, at jeg fandt en sød mand, og at jeg ville få hele pakken.

Jeg endte faktisk med at booke tid ved lægen, inden jeg fortalte mine forældre det. Men da jeg så fortalte, at det var dér, jeg var, så var støtten der med det samme. Hvis det var den vej, jeg ville, så skulle jeg bare gøre det.

Min mor har været min plus one i hele projektet. Hun har været med til alle scanninger og alt, hvad der kommer oveni.

Jeg kunne absolut ikke have gjort det uden hende ved min side. Vi er samtidig også blevet meget tættere, end vi nogensinde har været.

Generelt har alle været utroligt positive, og mange tager hatten af for mit projekt. Næsten alle mine veninder havde børn på det tidspunkt, og derfor ved de jo, hvor hårdt det er. Men de har bare støttet mig, alt hvad de kan, og sagt, at hvis nogen skulle kunne klare det, så var det mig.

Har du mødt fordomme undervejs om dit valg?

Der er ikke en eneste af dem, jeg har fortalt det til, som har kigget skævt til mig på grund af min beslutning. Hverken min gamle mormor, mine veninder, familie, kollegaer eller sågar en date, hvor jeg fortalte det til ham, anden gang vi mødtes.

Hvilke tanker gjorde du dig om dit valg af donor?

Til at starte med skulle jeg beslutte, om det skulle være åben eller lukket donor. Mine første tanker var faktisk at bruge en lukket donor, for donor ville jo aldrig blive far alligevel. Men en god veninde satte det lidt anderledes op for mig.

Hun sagde: “Nu har du valgt, at barnet ikke skal have nogen far, skal du så også vælge, at barnet aldrig må kunne kontakte sin donor?”

Så tænkte jeg på alle de gange, jeg har set Sporløs, hvor børnene ikke kender deres ophav. Og det gjorde, at jeg har valgt en åben donor.

Jeg ved godt, at mit barn ikke får en far, men nu kommer han selv til at kunne vælge, om han har brug for at tage kontakt, når han bliver 18 år. Det skal ikke være min beslutning, men hans.

I starten læste jeg alle 30-40 tilgængelige sider om hver donor, men jeg fandt hurtigt ud af, at det blev for stor en opgave. Jeg har haft flere forskellige donorer af flere årsager, og derfor fandt jeg hurtigt ud af, hvad der betød mest for mig. Jeg gik efter en høj fyr med lyst hår og blå eller grønne øjne og med en god sygdomshistorik. Og så valgte jeg at gå efter min mavefornemmelse med resten. Ved nogle af de donorprofiler, jeg læste, følte jeg helt, at ham kunne jeg godt date.

Vil du fortælle om dine behandlinger. Hvordan de er gået?

Min første tilmelding var i januar 2020, hvor jeg som forventet blev afvist. I februar 2020 havde jeg mit første IUI-forsøg uden hormoner med den på papiret perfekte donor. Det endte dog med at være et dårligt forsøg, da donorsæden ikke levede op til kvaliteten. Det var en af grundene til, at jeg har skullet vælge en ny donor.

Efter det havde jeg 4 IUI-forsøg med hormoner, som gik fint og efter planen. Jeg havde ikke rigtigt nogen bivirkninger af hormonerne, og det værste var faktisk ventetiden – plus at corona kom og gjorde sit indtog. Fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital havde heldigvis ikke lukket så længe, så jeg kom hurtigt i gang igen.

Ud af de fire forsøg endte jeg med at blive gravid i maj 2020 og i november 2020. Begge med meget lav hCG som endte i en biokemisk graviditet.

Mit første IVF-forsøg var i februar 2021 i kort protokol. Her fik jeg taget 4 æg ud, og det hele forløb fint, igen uden bivirkninger af hormonerne og 1 æg overlevede til blastocyst, som jeg fik lagt op uden problemer. Desværre endte det med en negativ test.

Allerede i marts 2021 gik jeg videre til andet IVF-forsøg. Denne gang i den lange protokol, som indebærer næsespray tre gange om dagen og ender ud i to sprøjter om dagen oveni. Også i dette forsøg gik det fint, og jeg havde kun få bivirkninger.

Den 10. maj 2021 var der blodprøvetagning, hvor mit hCG niveau sagde 130 – det vil sige positiv. Jeg kunne slet ikke tro det og fik derfor taget en blodprøve igen den 12. maj, hvor mit hCG var steget til 270. Den var altså god nok. Jeg er gravid og har sidenhen fundet ud af, at jeg venter mig en lille dreng.

Du har fået konstateret lav ægreserve eller tidlig overgangsalder. Hvad betyder den viden for dig?

Jeg får taget blodprøve for at få målt min ægreserve i december 2019, og svaret kommer hurtigt. Min AMH-værdi ligger kun på 6,2 – jeg googler og finder ud af, at den helst skulle ligge over 7. Jeg prøver ikke at gå for meget op i det, for kvinder med meget lavere AMH har fået børn med succes.

Men den 10. maj 2020 går det sådan rigtigt op for mig, hvad min AMH-værdi betyder, da jeg bliver scannet efter at have taget hormoner til mit andet IUI-forsøg. Selv med hormoner lavede jeg kun 1 æg. Jeg fik endelig taget mig sammen til at spørge, om det var normalt med min ægreserve, og her kom så det svar, som jeg ikke havde ventet:

For en på min alder skulle AMH gerne ligge på 15-16 og gerne op til 19. Mit tal var som sagt på 6,2.

Lægen fortæller mig, at jeg nok skal forvente at gå i overgangsalder allerede som 40-årig. Lige dér braser min verden sammen, og mit håb svinder ind. Jeg bliver bange for, at det aldrig vil lykkes.

Min lave ægreserve har nok betydet, er jeg har følt mig mere stresset i forhold til at blive gravid. I januar 2021, et år efter min første prøve, får jeg mit AMH målt igen, og der er det faldet til 4,2. Det gør mig rigtig ked af det, for det gør, at jeg højst sandsynligt ikke kan få en søskende til min lille dreng. Hvis jeg nu møder manden i mit liv om 2 år, så kan det være, at det er for sent.

Katarinas tal

5 IUI-D
2 x IVF
3 graviditeter
1 barn på vej

Efter at jeg er blevet gravid, har jeg fundet lidt ro i det og priser mig bare meget taknemmelig og glad for, at det vil lykkes mig at blive mor i januar 2022. Min lille dreng får heldigvis fætre og kusiner, som er meget jævnaldrende med ham, og der er ikke noget, der gør mig lykkeligere. Jeg har selv to søstre og ved, hvor meget det betyder. Derfor er jeg meget glad for, at vi er så tætte, som vi er.

Hvordan har du det, og hvordan passer du på dig selv i processen?

Jeg har det dejligt. Lige nu er jeg 37+1 og har det godt. Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas i min krop, som jeg gør her i min graviditet. En følelse, som jeg håber, at jeg kan bevare efter min graviditet, da jeg har brugt alt for mange år på at tale grimt til min krop.

Jeg sørger for at snakke meget om, at jeg er gravid, da det godt kan fremkalde mine alenetanker, når jeg sidder derhjemme og ikke har en at dele graviditeten med.

Men så snakker jeg meget med veninder, kollegaer og familie.

Hvad har det betydet for dig at dele med andre på din Instagram? Har det mindsket din ensomhed?

Det har betydet alt! Jeg elsker at dele derinde, og jeg får altid supergod respons og en del privatbeskeder fra kvinder, der søger råd. Hvis bare jeg kan hjælpe én kvinde videre i samme projekt som mig, så er jeg glad.

Det giver en mega stor fællesskabsfølelse at være derinde i det miljø sammen. Vi er der ligesom for hinanden og støtter hinanden. Der sidder mange derude, som holder det hemmeligt og derfor ikke har samme mulighed for at dele deres tanker og bekymringer og få respons – og dem snakker jeg meget med i min private indbakke.

Til en, der går og overvejer at blive solomor, hvad vil du sige til hende?

Hvis du har taget beslutningen, men er i tvivl om, hvornår du skal starte – så vil jeg bare sige: GØR DET! Skynd dig at få målt din AMH værdi; den dag i dag ville jeg ønske, at jeg dengang tilbage i 2017 havde fået den målt, så jeg kunne have startet tidligere.

Desværre er AMH ikke bare noget, man kan gå ned til lægen for at få målt – hvilket jeg synes er helt forkert. Du skal være henvist til fertilitetsklinikken eller betale det selv på en privatklinik. Jeg havde dog gerne betalt de 1.000 kroner, det cirka koster.

Til slut vil jeg sige, at du ikke må være bange for at tage kontakt til enten mig eller en anden solomor på Instagram.

Vi gør det alle sammen for at informere og hjælpe andre. Så ræk endelig ud.

Se mere til Katarina her