Kasper: “Jeg ville ønske, at der var mere, jeg kunne gøre som mand i fertilitetsbehandling. Men man er magtesløs”

Kasper og Carina er uforklarligt barnløse og prøver på snart tredje år at blive gravide. For Kasper, der generelt er et meget optimistisk og positivt menneske, er det blevet sværere og sværere at være den klippe, som Carina har brug for.

Skrevet af:

wawa

15. januar - 2022


At være i fertilitetsbehandling er den største følelsesmæssige rutsjebanetur, Kasper nogensinde har været på. Her fortæller han om at føle sig magtesløs som mand og partner.

Hvornår og hvordan mødte du og Carina hinanden?

Carina og jeg mødtes på vores fælles arbejdsplads i København. Jeg var netop flyttet fra Herning til København grundet arbejde, og Carina havde på daværende tidspunkt arbejdet i virksomheden i 8 år. Jeg selv var flyttet fra vores afdeling i Ikast til en ny stilling i København. Første ”kontakt” var i julen 2017, og vi har nu været kærester i snart 4 år.

Før udredning, behandling, alt det – hvor var I så i livet?

Vi var et rigtigt dejligt sted i vores forhold. Vi havde været sammen i 2 år. Carina var på daværende tidspunkt 31 år, og jeg var 29 år. Vores parforhold fungerede perfekt. Efter 2 år sammen kender man efterhånden hinanden rigtig godt – men heller ikke så godt, at man ikke stadig lærer nye ting om hinanden, så det var stadig ”nyt” og spændende. Vi havde begge fast arbejde, som vi var meget glade for.

Vi havde generelt et liv uden stress og bekymringer, som man jo den dag i dag godt kan se, at man glemte at sætte nok pris på.

Hvornår dukkede de første tanker op om at blive forældre?

Tanken og ønsket om at blive forældre har altid været der. Spørgsmålet har egentlig mere været om, hvornår det rigtige tidspunkt var. Vi er begge fra Jylland og er vokset op i villakvarterer i store huse og med tilhørende haver. Så vores tanker gik mere på at få det timet rigtigt, så Carina kunne gå på barsel København, og når barnet eller børnene så havde nået en vis alder, kunne vi rykke i hus i Jylland; tæt på familie og nære venner. Timingen har jo så efterfølgende vist sig at være det mindste problem. Men i vores forhold tog vi beslutningen om at smide p-pillerne i januar 2020.

Vi interviewer

Kasper på 31 år, arbejder som
E-commerce Manager. Bosat i
Lind med sin kæreste, Carina på
33 år, der er indkøber. Parret er
uforklarligt barnløse.

Var I samme sted, samme tidspunkt – begge klar til forældreskab?

Vi var ikke helt samme sted på samme tidspunkt. Carina er kvinde, to år ældre end mig, og stort set hele hendes omgangskreds har fået mindst et barn. Alt dette præger selvfølgelig hende, så der er ingen tvivl om, at hun var klar før mig.

Det tog lidt længere tid for mig at komme dertil. Jeg var nærmest lige flyttet til København og havde været single i mange år. Mine tanker gik på daværende tidspunkt mere i retning af at nyde min ungdom, frihed og København.

Samtidig havde jeg en klar idé om, at når vi først besluttede os for at skulle have børn, så ville det ske med det samme.

Generelt er jeg et meget optimistisk og positivt menneske, som stort set aldrig ser muligheden for modgang og nederlag, men præcis på dette område skulle det vise sig, at modgang desværre var en mulighed.

Hvornår gik I ligesom i gang med at prøve?

Carina smed p-pillerne i januar 2020, og derfra kørte vi på. I starten forsøgte vi ikke vildt ihærdigt i forhold til timing, men som månederne skred frem, uden at der skete noget, begyndte vi at intensivere det en smule med det såkaldte ”Kalendersex”, som jo kan kvæle gnisten i ethvert sexliv.

Hvordan skred tiden frem?

Månederne gik, men ingenting skete. Carina blev mere og mere utålmodig og bekymret. Det skal siges, at Carina er den realistiske og til tider pessimistiske i vores forhold, så når hun begynder at blive utålmodig og bekymret, så plejer man at skulle tage det helt stille og roligt, for historien viser, at hun har tendens til at overreagere en smule og piske en nervøs stemning op, uden at der nødvendigvis er behov for det.

Jeg havde en helt anderledes tilgang til situationen. Jeg kunne joke med, at vi netop havde vundet en ekstra måneds frihed og kom selvfølgelig med opmuntrende indspark om, at det selvfølgelig nok skulle ske, når sol, måne og stjerner stod på helt rette sted. Så ingen grund til bekymring hos mig. Det var en helt anden snak med Carina.

Hvem af jer sagde: ”NU går vi til lægen”?

Carina fortalte mig – efter at vi havde forsøgt i et års tid – at hun havde bestilt tid hos lægen, så vi kunne finde ud af, om vi fejlede noget, som gjorde, at det ikke var lykkedes os at blive gravide endnu.

Det tog jeg meget med et smil på læben og sagde, at det bakkede jeg selvfølgelig op om. Vi blev begge testet og ventede ”spændt” på resultatet. Jeg var meget rolig omkring det hele og sikker på, at intet var galt – men jeg kunne godt mærke, at Carina var et lidt andet sted i sine tanker omkring resultatet.

Vi var netop flyttet retur til Jylland og var i gang med at renovere lejlighed i Herning. Jeg var i Bauhaus for at hente byggemateriale og var netop faldet i snak med en ven. Jeg fik en notifikation på min mobil, som jeg tjekkede, samtidig med at jeg talte med min kammerat. Jeg kunne se, at det var min læge, som havde sendt resultatet af min sædprøve. Af ren automatik åbnede jeg svaret og så resultatet: ”Moderat nedsat sædkvalitet”.

Jeg så ikke andet end: ”Nedsat sædkvalitet”, og min hjerne lukkede alt andet ude.

Min kammerat var ved at fortælle en historie, men jeg hørte intet. Jeg fik afsluttet samtalen med et: ”Nå, jeg må videre, vi snakkes”.

Det er noget af det værste, jeg nogensinde har fået at vide. Pludselig havde vi et reelt problem og en mindre chance for at blive gravide. På grund af mig. Sådan følte jeg det i hvert fald: At det var min skyld.

På dette tidspunkt kunne jeg ikke engang få min optimistiske hjerne til at kigge på det egentlige resultat: ”MODERAT nedsat sædkvalitet”. Ikke dårlig sædkvalitet, bare moderat nedsat. Men det fangede min hjerne ikke på daværende tidspunkt. Min hjerne gik amok og fik tankerne kørt op om, at vi aldrig ville kunne få børn. Adoption var allerede et aktuelt tema for mig på daværende tidspunkt.

Men jeg måtte hjem og fortælle Carina, at jeg havde modtaget resultatet. På med ja-hatten og den optimistiske tone. Carina tog det naturligvis med oprejst pande, som den fantastiske kæreste hun er. Det, som jeg frygtede mest, var hendes reaktion, fordi jeg var bange for at gøre hende ked af det, men den var der bestemt ingen grund til at frygte. Men skyldfølelsen sad stadig i mig.

Hvad skete der så?

Det næste skridt for os var, at vi fik en tid hos en gynækolog i Silkeborg, som skulle hjælpe os med at blive gravide ved insemination (IUI). Her skulle vi også testes begge to.

Carina fik samme svar som i første test; at man ikke kunne finde noget på hende, som skulle gøre, at hun ikke blev gravid.

Jeg fik til gengæld en anden melding. Pludselig var min sædkvalitet helt, som den skulle være. Faktisk lidt over middel.

Sådan hørte jeg det i hvert fald selv. Jeg spurgte lægen mange gange, om hun nu var sikker på, at ingen af os faktisk fejlede noget? Kunne det virkelig passe? Men hun bekræftede bare, og pludselig var alt godt, og vi var ved godt mod igen.

Det viser sig jo så, at en mands sædkvalitet kan svinge helt ustyrlig meget afhængigt af mange ting. Men alle prøver efterfølgende viser det samme: Vi fejler ingenting, og de kan ikke finde noget på nogen af os, som skulle gøre, at vi ikke skulle kunne blive gravide. Positivt… Eller hvad?

Fortæl os om jeres behandlingsforløb?

Vi startede med et insemineringsforsøg. Det første blev gennemført i januar 2021, men med negativt resultat. Efterfølgende blev vores andet forsøg aflyst grundet for mange follikler, og tredje forsøg blev lavet om til et IVF-forsøg i det offentlige, men ingen æg klarede befrugtningen ud af de 3 æg vi fik taget ud.

Gynækologen i Silkeborg anbefalede os at starte i IVF-behandling, da de ikke kunne gøre mere for os hos dem. Vi gik ud derfra med et positivt mindset, da det var grundet for mange follikler, at de ikke turde inseminere. Så vi tænkte, at IVF-behandling kunne give et rigtig godt resultat, og alle pile pegede da også i den retning.

Vi valgte at gå til det private af flere årsager. Skive Hospital, som vi var blevet henvist til, ligger en times tid væk, og det blev lidt en dagstur, hver gang vi skulle derop. Vi fik at vide, at man i nogle måneder kunne risikere at blive afvist grundet for mange tilmeldte og så videre. Vi valgte at tage ud på Freya Fertility i Herning og tage en snak med dem om vores situation. Et virkeligt behageligt sted at være, og de gjorde virkelig alt for, at vi skulle føle os trygge. Hvilket vi gjorde og stadig gør.

Lægen hos Freya gav os 90% chance for at blive gravid med de forudsætninger, vi havde, i løbet af de 3 forsøg, vi påtænkte at købe hos dem. Det lød rigtig fornuftigt i vores ører, og vi endte med at købe en pakke med 3 forsøg hos Freya Fertility og gik derfra og var begge glade, spændte og optimistiske. Jeg var helt overbevist om, at det nok skulle lykkes. Hvis ikke ved første forsøg så ved andet.

Her starter så noget af det, jeg vil kalde den største følelsesmæssige rutsjetur, jeg nogensinde har været på. Og jeg håber, at den snart stopper. Og jeg vil ikke ønske for nogen, at de skal opleve denne rutsjetur.

Nu har det snart stået på i et års tid, og jeg er godt klar over, at der er andre, som har været i forløb, som er meget længere, men det er noget forfærdeligt noget.

Man er i en konstant venteposition. Vi venter på resultat af ægudtagning – bliver skuffet. Venter på resultat af graviditetstest – bliver skuffet.

Måned, efter måned, efter måned, efter måned. Vi er i slutningen af vores tredje forsøg og har kun ét æg tilbage at lægge op. Derfor skal vi med stor sandsynlig snart tage en beslutning om, hvad der så skal ske. Skal vi smide flere penge efter 3 forsøg mere i det private? Skal vi prøve i det offentlige? Skal vi skifte klinik? Skal vi tage en pause fra behandling?

Jeg er 100% sikker på, at jeg ikke er den, som har det hårdest i dette forløb. Selvom jeg med sikkerhed kan sige, at fertilitetsbehandling kan knække selv den mest optimistiske mand, så er jeg ikke den, som er hårdest ramt.

Carina får sprøjtet hormoner i kroppen på daglig basis for enten at udvikle flere æg eller holde på et æg, eller alt muligt andet, samtidig med at det følelsesmæssigt er et nederlag måned efter måned. Jeg ville som mand ønske, at der var mere, jeg kunne gøre, men man er helt magtesløs. Det eneste, man kan gøre, er at bakke op på sidelinjen og være den mand, som hun har brug for, at du er. Men det er hårdt. Det er fucking hårdt.

Carinas humør svinger til tider fra øst til vest på daglig basis, og overskuddet er oftere og oftere i minus.

Det bliver sværere og sværere, for hver dag der går, at være den klippe, som hun har brug for.

I perioder, når jeg glemmer, hvor hårdt det er for hende, kan jeg komme til at brokke mig højlydt over, at hun eksempelvis ikke har overskud til at være social med andre mennesker, hvilket er et kæmpe behov for mig. Men der prøver jeg at huske på, hvad det er, hun går igennem, og så tilsidesætte mine egne behov. For dem skal jeg nok få dækket på et senere tidspunkt.

Hvordan har det påvirket jeres parforhold at være i behandling? Er dele af jeres forhold blevet ændret undervejs?

Selvfølgelig bliver vores forhold påvirket af dette forløb. Dog synes jeg endnu ikke, at det er blevet påvirket i en negativ retning. Det er pissehårdt at være en del af, men kærligheden mellem Carina og jeg bliver stærkere og stærkere, føler jeg.

Som i mange andre situationer er der gode og dårlige dage, men når regnskabet bliver gjort op, så har vi det stadig ekstremt godt sammen.

Kasper og Carinas tal

1 IUI-H
3 IVF
1 ICSI
3 friske ægoplægninger
1 FET
1 æg på frys

Hvordan reagerede Carina på medicinen? Hvordan har hun haft det psykisk?

I forhold til medicinen så blev det pludselig en magtfaktor i vores hverdag. På meget bestemte tidspunkter skal Carina have en sprøjte med hormoner og ofte 2-3 gange dagligt. Carina kan ikke gøre det på sig selv, så det kræver, at jeg er sammen med hende på disse tidspunkter. Så det skulle lige times og tilrettelægges. Specielt hvis vi skulle til arrangementer. Det er en belastning, men også noget, som man kommer igennem. Igen så er dette noget hårdere ved Carina end ved mig. Det er endnu en gang hendes krop, det går ud over.

Psykisk kunne jeg ikke mærke noget på Carina i lang tid. Hun tog det i stiv arm. Jeg fornemmer, at hendes krop og psyke efterhånden er ved at være fyldt op.

På det seneste er hun flere gange brudt sammen i gråd på en måde, som jeg aldrig har oplevet før, og hun er mere træt og i energiunderskud.

Om det er hormonerne eller forløbet, der påvirker hende, ved jeg ikke. Mon ikke det er en kombination.

Oplever du, at dine relationer har ændret sig?

Mine relationer har som sådan ikke ændret sig, udover at der naturligvis bliver spurgt en del ind til vores fertilitetsbehandling. Nogle gange kan jeg godt få følelsen af, at mine venner og vores familie prøver at beskytte Carina og mig for snakken om børn og hvis andre er blevet gravide. Men det har ikke været noget, der har påvirket mine relationer som sådan.

Hvor står I nu?

Vi er desværre ikke gravide endnu. Vi har et æg mere til oplægning, så vi krydser alt, hvad der kan krydses, for, at det lykkes denne gang. Så status lige nu er, at vi er uforklarligt barnløse.

Når du ser tilbage – hvad har været det sværeste?

Det sværeste er helt klart at se sin kæreste sønderknust en gang hver måned og samtidig forsøge at holde humøret og optimismen oppe.

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Da vi begyndte i behandling, havde jeg absolut ingen idé om, hvad det ville betyde at være i behandling.

Jeg tænker, at det ville have været en kæmpe hjælp med en eller anden form for ”værktøjskasse” til mænd i fertilitetsbehandling.

Måske så man kunne blive briefet på mulige situationer og redskaber til at komme igennem det.