Isaac og Lacey har sagt stop efter 10 år i behandling: “Det er på tide, at vi heler vores sår”

For Isaac og Lacey har de seneste 10 år i fertilitetsbehandling føltes som et åbent sår, der ikke har villet hele. Derfor har de nu valgt at sige stop for flere behandlinger.

Skrevet af:

wawa

20. januar - 2022


Isaac og hans partner Lacey har boet på fem kontinenter og rejst i flere end 70 lande. Men ingen af de følelser, de har oplevet under deres rejser, kan sammenlignes med den kamp, de har gået igennem i forsøget på at få et barn. Her deler Isaac sin historie.

Vil du starte med at fortælle os lidt om, hvordan du og Lacey mødte hinanden?

Vi mødtes i college, da vi begge stadig var teenagere. Det var ikke kærlighed ved første blik. Vi havde fælles venner, og til sidst flyttede vi ind i et bofællesskab, hvilket gav os en chance for at udvikle vores forhold. Til sidst indså vi, at vores følelser var mere end platoniske, og vores kærlighed til hinanden blomstrede langsomt.

Fire år senere havde vi opretholdt et langdistanceforhold i mere end to år, men havde aldrig gjort det officielt. Vi talte sammen hver dag, og når vi var sammen, var vi "sammen". Men Lacey havde storslåede drømme om at rejse verden rundt og begyndte at planlægge at deltage i fredskorpset for at begynde et livsændrende eventyr.

Vi interviewer

Isaac Goldstein på 39 år. Han
arbejder med marketing og
kommunikation. Født i USA,
men bor nu i Danmark med sin kone,
Lacey Goldstein, 40 år, som arbejder
som lærer og familieterapeut.

Tanken om hendes afrejse fik mig til at indse, at jeg ikke kunne leve uden hende, så jeg friede. Vi gik ud til midten af Golden Gate Bridge, hvor jeg gik på knæ og friede. Hun var glad og sagde ja, men på én betingelse: Hun ønskede at forlade USA for at rejse rundt i verden og i sidste ende leve som udstationeret.

Det er præcis femten år siden. Siden da har vi boet på fem kontinenter, rejst på tværs af halvfjerds lande og besøgt næsten tre hundrede byer.

Vi har oplevet en række følelser; fra ren eufori til den dybeste frygt, men ingen af disse følelser kan sammenlignes med den kamp, vi sammen har kæmpet i vores forsøg på at bringe et barn til verden.

Vi har nu boet i København de sidste to et halvt år og har et ret vidunderligt liv. Lacey arbejder med børn i alderen 3-6 år som pædagog og er helt fantastisk til det. Jeg er for nylig uddannet fra CBS med en kandidatgrad i Innovation og iværksætteri og søger stadig efter jobbet, der er udfordrende og passer rent kulturmæssigt. I mellemtiden laver jeg digital markedsføring og kommunikation for en europæisk ed-tech startup.

Hvornår og hvordan gik det op for jer, at I behøvede hjælp til at blive gravide? Kan du beskrive nogle af følelserne, der var forbundet med den proces?

Vi indså først, at vores fertilitetsoplevelse var anderledes, da det tog os mere end et år at forsøge at blive gravid. Vi havde udsat denne meget afgørende og livsændrende oplevelse og regnede med, at det bare ville tage lidt ekstra tid for hendes krop at blive fertil igen efter så mange år på prævention. Da det endelig skete, var vi virkelig glade, men vores glæde blev hurtigt til sorg, da vi oplevede vores første graviditetstab efter kun otte uger.

På det tidspunkt boede vi i Hongkong, og uden privat sygeforsikring måtte vi bruge det offentlige sundhedssystem, som var meget langsommere og mindre effektivt end Danmarks.

Graviditetstabet og den efterfølgende indlæggelse var vores første i en lang række af umenneskelige oplevelser, som vi skulle udholde i de næste tre år.

Fortæl os om jeres behandlingforløb

Som nævnt, markerede denne første mistede graviditet begyndelsen på vores fertilitetsbehandling; ikke fordi vi var i stand til at få hjælp, men fordi vi her indså, at vi ville få brug for det.

I Hongkongs offentlige sundhedssystem skal en patient opleve tre graviditetstab, før de henvises til en afdeling for gentagne graviditetstab. Da vi nåede hertil, fik vi foretaget en række tests, tjek af sædkvalitet, genetisk testning, hormonniveauer osv. Alle resultaterne var normale, og de kunne ikke give os noget svar på, hvorfor vi havde svært ved at undfange, eller hvorfor alle vores graviditeter resulterede i abort. Lacey besluttede at påbegynde akupunkturbehandling som et alternativ for eventuelt at øge chancen for undfangelse.

På dette tidspunkt i vores liv var vi iværksættere, som drev vores egen virksomhed, og det var svært for os at få tid til at deltage i utallige fertilitetsaftaler sammen. Ofte måtte min partner tage afsted alene og vente i op til to timer efter hendes aftalte tid, før hun kunne tale med en læge. Konsultationerne varede aldrig mere end fem minutter, og normalt var der ingen nye eller nyttige oplysninger forbundet med disse konsultationer.

At gå gennem behandlingen var langsommeligt og udmattende, og at blive behandlet som et nummer i stedet for en person var dehumaniserende.

Jeg følte mig meget skyldig over ikke at kunne give hende den støtte, som hun virkelig havde brug for, og vores forhold led under det. Det var yderst vanskeligt for os at opleve og bearbejde den fuldstændige mangel på kontrol over noget, der skulle ske naturligt som et udtryk for vores følelser for hinanden.

Vores sidste graviditet i Hongkong var meget uventet, og vi besluttede at søge råd hos en privat læge. Selv med mere professionel pleje og nogle hormonbehandlinger, der ikke tidligere var blevet tilbudt af det offentlige sundhedssystem, sluttede vores graviditet stadig efter otte uger. På dette tidspunkt havde vi fået nok og besluttede at afbryde vores fertilitetsbehandlinger, og Lacye fik en spiral.

To år efter at have forladt Hongkong boede min kone og jeg i Los Angeles, og hun var blevet tilbudt et job, hvor hun skulle tage sig af en nyfødt lille pige. Oplevelsen af at byde dette barn velkommen til verden og bruge så meget tid på at passe hende under hendes udvikling, hvor hun blev præget af min kones adfærdsegenskaber, vendte vores verden fuldstændig på hovedet. Heldigvis havde jeg besluttet at vende tilbage til skolen, hvilket gav mig en masse fritid, som jeg kunne bruge sammen med dem. Pigen var så sød, og hun elskede os lige så meget, som vi elskede hende. Vi besluttede os for at ændre vores beslutning og opsøgte derfor en fertilitetsspecialist i Los Angeles.

Dr. Sam var det, vi kalder en kapitalist. Han havde forvandlet sit fertilitetsbehandlingscenter til en finjusteret maskine, der gjorde barnløse par til glade forældre. Dette billedsprog bød dig velkommen til klinikken med en mur fyldt med utallige billeder af lykkelige par og deres smukke små børn.

Efter en times samtale med og undersøgelse hos dr. Sam fandt vi ud af, at min kone havde en skillevæg i livmoderen.

Det betyder, at der var et tyndt hudvæv i midten, hvor et foster ikke kunne udvikle sig. Dr. Sam forsikrede os om, at det ikke var noget at bekymre sig om, og at dette kunne ordnes med et simpelt kirurgisk indgreb, der kostede fem tusinde dollars. Sammen med denne behandling anbefalede han også IVF med en hård tidsplan og forsikrede os om, at vi ville være i stand til at få et barn; det ville bare koste os mellem 50-100.000 USD.

Mens vi overvejede vores næste skridt, blev jeg optaget på Copenhagen Business School, så vi besluttede at trykke på pauseknappen, mens vi igen flyttede til et nyt land og kontinent.

Vi vidste, at fertilitetsbehandlinger i Danmark var gratis, men som det er, når man flytter til et nyt land, skal man finde ud af, hvordan systemet fungerer. Det var ikke så svært at komme i gang, og efter nogle grundige blodprøver blev vi tilknyttet fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Efter at have tjekket op på dr. Sams diagnose, var de enige om, at kirurgi var nødvendig, og de planlagde indgrebet inden for omkring ni måneder efter starttidspunktet. Lynhurtigt i forhold til Hongkong.

Så ramte Covid-19, og da det var tid til operationen, måtte min partner opsøge klinikken alene, fordi jeg ikke måtte komme ind på klinikken.

Indgrebet var en succes, og vi fortsatte direkte til IUI-behandlinger efter en helingsperiode på et par måneder.

Vi fortsatte med tre IUI-behandlinger, som mislykkedes, og vi fortsatte derefter med IVF. I vores første behandlingsforsøg producerede min kone ikke nok æg, så vi kunne ikke fortsætte til ægudtagningen. Endelig, efter at have ventet på vores næste tur, blev der udtaget ti æg, hvoraf to udviklede sig, som de skulle. Disse to æg blev sat op, men desværre resulterede ingen af dem i en graviditet.

Det kan godt slide på et parforhold at gå igennem fertilitetsbehandling. Hvordan har I haft det?

Fertilitetsbehandlinger er ekstremt hårde ved et forhold. Selv i løbet af det første år, før behandlingen virkelig begyndte, blev sex mere til en sur pligt, end vi nogensinde havde troet muligt. På en eller anden måde tager planlægning af intimitet virkelig nydelsen ud af det. Vi opretholdt en dialog og var meget åbne om vores følelser, hvilket virkelig gjorde, at vi var enige og arbejdede sammen som et team.

Kan du beskrive, hvordan det har været for dig som mand og partner at gå igennem fertilitetsbehandling?

Det har været en interessant oplevelse for mig gennem årene. Nogle af de ting, jeg reflekterer over, er ret sjove i bagklogskabens lys. Jeg kan for eksempel huske den første gang, jeg skulle teste min sædkvalitet; klinikken, jeg opsøgte, lå i et eksklusivt indkøbscenter, men de havde ikke et bestemt sted til formålet, som de har i Danmark. Jeg blev instrueret i at gå ind på et wc for handicappede, og jeg måtte afslutte mit forehavende til lyden af en vred ældre dame der slog på døren.

Omvendt har der også været nogle virkelig triste og frustrerende følelser, som jeg har måttet håndtere.

Den sværeste følelse har været at sikre, at min partner ikke føler sig alene om at bære ansvaret for vores manglende evne til at få et barn.

Vores fertilitetsbehandlinger har næsten udelukkende fokuseret på hende, så det er naturligt, at hun føler sig ansvarlig. Jeg har altid villet støtte hende og sørge for, at hun ved, at selvom det er hendes krop, har hun virkelig ingen kontrol over, hvad resultatet bliver.

Endelig har det været hårdt for os begge ikke altid at kunne være der for hinanden. Uanset om det var i Hongkong eller Danmark, har det at skulle igennem denne proces uden min fulde, fysiske støtte været ulidelig. Når jeg ikke har været i stand til at være der fysisk, har min Lacey været tvunget til regelmæssigt at skulle genopleve de smertefulde oplevelser, fordi hun efterfølgende har skullet gengive og fortælle mig, hvad der er sket. På en eller anden måde tog Covid-19 beslutningen for os, så jeg denne gang ikke følte det samme niveau af skyld, som jeg gjorde i Hongkong. Men uanset hvad, var det faktum, at min partner ofte skulle gennemgå processen alene, yderst smertefuldt for os begge.

Isaac & Lucys tal:

3 IUI
2 IV
4 graviditeter
0 børn

Når du ser tilbage på jeres forløb; hvad har været det sværeste?

Det sværeste var, hvor magtesløse vi følte os gennem hele processen. I Hongkong følte vi os magtesløse, fordi systemet var langsomt og behandlingsmulighederne var ret dårlige. I Los Angeles følte vi os magtesløse, fordi vi blev lovet succes til en pris, vi ikke havde råd til at betale. I Danmark følte vi os magtesløse, fordi vi – på trods af at vi fik den bedste pleje under forløbet – alligevel mislykkedes i vores behandlinger.

Måske har det sværeste været det konstante ønske om at finde en løsning. Vores fertilitetsrejse har varet i 10 år, og meget af den tid har føltes som et åbent sår, der ikke har villet hele.

Hvad er status nu?

Vores sidste IVF-forsøg fandt sted lige i begyndelsen af december og lykkedes desværre ikke.

Vi har besluttet at stoppe behandlingen og lukke kapitlet om denne del af vores liv.

Det er en yderst vanskelig beslutning at skulle træffe, men i sidste ende er vi nødt til at komme videre, så vi kan begynde at hele sårene.

Hvordan ser jeres fremtid ud?

På trods af vores måske noget uortodokse konklusion mener vi, at vores fremtid er lys. Selvom vi ikke selv er i stand til at bringe vores eget barn til verden, så ved vi, at vi begge har haft en utrolig positiv indflydelse på utallige børns liv. For min partners vedkommende har det været gennem hendes professionelle virke og engagement i at undervise børn. Og for mit vedkommende har jeg haft den ære at være onkel til både biologiske og ikke-biologiske børn. Jeg ved, at det, at jeg ikke har fået mine egne børn, giver mig mulighed for i større grad at være en del af disse børns liv.

Endelig ved vi, at vi i fremtiden vil have fleksibiliteten til at gøre ting, som andre ikke kan, fordi vi ikke er bundet af den økonomiske og tidsmæssige pligt, som børn naturligt medfører. Efter at have accepteret, at vi ikke kunne vinde denne kamp, vil vi glæde os til alt det vi skal opleve i fremtiden.