Ida: “Jeg har haft ret svært ved at tro på, at jeg rent faktisk er gravid nu”

Uvisheden om hvornår man bliver gravid - eller om man nogensinde bliver det - kan være super hård. Her deler Ida hende og kærestens oplevelser med den svære ventetid, mislykkede forsøg og at håndtere situationen på to vidt forskellige måder.

Skrevet af:

wawa

17. juni - 2022


Om:

Ida er 31 år og arbejder som læge.

Hun er kæreste med Mads, som er 33 år og er selvstændig


Fortæl os lidt om jer inden I startede behandling

Vi er Ida og Mads, og vi mødte hinanden for 4,5 år siden på Tinder. I december 2019 smed vi p-pillerne, og ville bare se, hvad der skete. Efter et halvt års tid prøvede vi mere intensivt og forsøgte at time det.

Jeg skrev til min læge første gang efter 7 måneder, mest fordi jeg blev bekymret og ville høre om vi måske kunne blive undersøgt. Derudover forsøgte jeg at få fat i Rigshospitalet som har en klinik, hvor man kan blive udredt som par eller enkeltperson inden man har prøvet et år. Det var dog helt umuligt at komme igennem til den klinik, og min egen læge tilbød at vi kunne starte udredning lidt før der var gået et år. Så i november 2020, blev jeg sendt til gynækolog og min kæreste blev henvist til undersøgelse af sin sædkvalitet.


Kender I andre, der heller ikke blev hurtigt gravide?

Rigtigt mange af mine veninder havde allerede fået børn, da vi begyndte at forsøge. Men et par enkelte blev også gravide undervejs. Jeg tror langt de fleste der fortalte os de var blevet gravide, snakkede om hvor hurtigt det var gået og hvor overraskede de havde været over, hvor nemt det var gået. Der er to par i vores omgangskreds som også er i fertilitetsbehandling. Det har været rigtig rart at have nogen at dele det med, som forstår hvad det er man gennemgår.


Fortæl os om udredningen. Hvordan foregik det?

Jeg fik taget nogle blodprøver, hvor jeg fik målt min ægreserve og forskellige hormoner. Jeg har heldigvis en høj ægreserve og mine hormoner var normale. Så blev jeg sendt til gynækolog, hvor jeg blev scannet. Her så alting også fint ud, hvilket jeg jo blev vildt glad for, men det gjorde at Mads også blev lidt nervøs for, at det så var ham, der var noget i vejen med. Jeg synes faktisk det var rigtigt rart at komme i gang med udredning, fordi efter 8 måneder begynder man altså at blive lidt bekymret. Så hvis der viste sig at være noget galt, synes jeg det ville være rart at vide det, så vi kunne få noget hjælp.

Mads’ udredning har været noget mere turbulent. Vi blev henvist til udredning i november 2020. I slutningen af november fik han Corona og lå syg med høj feber i 5 dage. Kun en uge efter dette skulle han aflevere sin første sædprøve. Denne prøve viste svært nedsat sædkvalitet, men vi fik at vide, at vi ikke kunne regne med resultatet fordi feber er en kendt årsag til forbigående nedsat sædkvalitet. For at lave en ny prøve skal man vente 3 måneder for at være sikker på, at alle sædcellerne er produceret efter feberperioden. Vi blev alligevel henvist til fertilitetsbehandling herefter, fordi der nu var gået 1 år. Mads har efterfølgende haft to helt normale sædprøver, men også en del med nedsat sædkvalitet, fordi han desværre har været meget præget af feber og sygdom det sidste år.

Det var svært at vide, hvordan vi skulle forholde os til, at Mads’ sædkvalitet svingede fra lav til normal. Og vi snakkede også meget om det, fordi det jo fylder en del. På den ene side ville jeg synes det var nemmere at forholde os til, hvis Mads havde lav sædkvalitet, for så vidste vi i det mindste, hvad årsagen var. På den anden side, ville det jo være bedre hvis hans sædkvalitet var helt normal. Vi var ret rolige omkring det, fordi uanset hvad så fik vi jo hjælp nu, og det var også den hjælp vi skulle have, selv hvis Mads’ sædkvalitet var lav.


Din første og anden ægudtagning var meget forskellig fra hinanden. Vil du fortælle om dine oplevelser?

Jeg var meget nervøs for den første ægudtagning - både for smerterne, men også uvisheden i det hele. Vi har haft al vores behandling på Trianglen, som er en privat klinik. Her bruger de propofol sedation til ægudtagningen, hvilket gjorde mig lidt roligere. Jeg kendte også nogen som havde prøvet det før og sagde, det havde været stort set helt smertefrit.

Ved min første ægudtagning får jeg taget 11 æg ud. Jeg var meget nervøs, men jeg vil sige, at det var en virkelig god oplevelse. Det var selvfølgelig lidt ømt dernede og spændte, men ingen deciderede smerter. Så anden gang var jeg faktisk ikke så nervøs, fordi nu vidste jeg, hvad der skulle ske og at det ikke ville gøre ondt. Det vidste sig så at være lidt anderledes anden gang. Jeg fik taget 13 æg ud og min venstre æggestok lå åbenbart lidt dumt i forhold til at komme ordentligt til med nålen. Så selvom jeg fik en masse afslappende og smertestillende, meget mere end første gang, så gjorde det stadig rigtigt ondt. Det var virkelig en hård omgang, men Mads var super god og de var virkelig søde inde på stuen. Så selvom det er en omgang der gør ondt, så kan man klare det og det er relativt hurtigt overstået.


Hvordan var jeres behandlingsforløb? Hvilke tanker fyldte undervejs?

Vi blev henvist til fertilitetsbehandling i januar 2021, hvorefter vi kontaktede Trianglen med henblik på opstart af behandling. Selvom Mads’ sædkvalitet havde været nedsat, var den god nok til at kunne bruges til inseminationsbehandling. Der var noget ventetid til første samtale og så skulle jeg lige have lavet en vandscanning, hvilket vi også brugte en cyklus på, så vores første forsøg havde vi i juni 2021. Jeg synes personligt, at det var en virkelig lang ventetid, mens Mads er mere roligt anlagt og tager tingene som de kommer.

Ved vores første inseminationsforsøg havde Mads for første gang en helt normal - og faktisk rigtig god - sædprøve, men han havde heller ikke været syg i 3 måneder. Så vi var fulde af forventning og troede virkelig på, at nu ville det ske. Det gjorde det dog ikke. Henover sommeren blev Mads coronavaccineret og fik som følge heraf feber, hvilket igen gjorde at hans sædkvalitet tog et dyk. Så sædprøven til de to efterfølgende inseminationer, som var i august og oktober, var noget lavere, men stadig fin nok til at kunne bruges.

Der kom desværre ikke nogen graviditet ud af disse forsøg. Jeg var rigtigt ked af det herefter og kunne ikke overskue IVF/ICSI behandling, da det føltes meget voldsommere og mere indgribende i ens hverdag. Jeg var meget nervøs for alle de bivirkninger man kunne få ved hormonerne, og om jeg kunne klare ægudtagningen. Mads var også ked af det, men igen mere rolig og god til at berolige mig og forsikre mig om, at det nok skulle gå. Vi blev her henvist til det offentlige, men blev efter en længere snak enige om at købe 3 forsøg på den klinik vi allerede var på og var super glade for.

Der var lang ventetid til at komme til første samtale, og så kan de afvise én når man melder sig til op til 3 gange. Da vi ved, at alder er en faktor, og at det at være i fertilitetsbehandling er så stor en belastning, besluttede vi at blive i det private. Alt hvad der kan gøre sådan et forløb bare lidt nemmere er det hele værd. Dog bliver vi, og særligt jeg som læge, der selv arbejder i det offentlige, virkelig kede af, at der skal være sådan en forskel. Det er jo langt fra alle som har penge til at betale for forsøg i det private og alle burde have den samme hjælp!

Vi har vores første forsøg med IVF eller ICSI i november måned. Fordi de fortsat ikke ved om Mads’ sædkvalitet er lav eller normal, besluttes det at det afhænger af prøven på dagen, om det skal være IVF eller ICSI. Det er så uheldigt, at Mads får halsbetændelse og ligger med feber i 4 dage seks uger inden dette. Vi spørger derfor klinikken, da jeg ringer og melder mig til ved min menstruation, om det er bedst at vente et par måneder. Men da Mads’ sædkvalitet ikke har været helt i bund på noget tidspunkt, synes de vi bare skal køre på, så det gør vi.

Heldigvis får jeg næsten ingen bivirkninger fra hormonerne. Jeg er lidt mere træt og har lidt humørsvingninger, men det er det. Det er lidt mere grænseoverskridende at stikke mig selv end jeg havde forestillet mig. Som læge er jeg vant til at stikke andre mennesker, men det er altså bare noget andet end at stikke sig selv. Mads tilbyder at hjælpe, men jeg vil gerne kunne det selv, så jeg ikke er afhængig af, at han skal være hjemme, når jeg skal gøre det. Så jeg lærer det selvom jeg synes det er svært, og det tror jeg langt de fleste vil kunne.

Min første ægudtagning gik som sagt smertefrit og jeg fik taget 11 æg ud, hvoraf 10 af dem kunne bruges. Mads’ sædkvalitet var som frygtet ret lav, og de måtte derfor lave ICSI behandling. Det betød dog ikke så meget for os om det var det ene eller det andet, bare det virkede.

Da jeg så skulle ringe ind nogle dage senere og høre hvordan det gik med æggene, blev jeg dog slået omkuld. Ud af de 10 æg var kun 4 blevet befrugtet, men alle 4 så dårlige og fragmenterede ud, så det ville formentligt gå til grunde. De forsøgte at dyrke dem videre til blastocyster, men ingen af dem blev til noget. Vi var mega kede af det og meget forvirrede. Vi havde gået og talt om, hvor mange der mon blev og at der sikkert blev nogle til fryseren også. Vi havde aldrig hørt om nogen, hvor der ikke engang blev ét æg til oplægning. Så vi var meget nervøse for hvad det betød, vi havde jo fået lavet ISCI behandling, som er det højeste trin af behandling og alligevel kom der ingen befrugtede æg ud af det. Jeg græd ret meget i dagene efter og googlede en del, for at finde ud af, om der var nogen andre som havde prøvet det - men alle som delte deres oplevelser havde som minimum fået ét æg til oplægning.

Heldigvis fik vi en lægesamtale under en uge efter, hvor de beroligede os lidt og sagde, at det ser de engang imellem, desværre ved de ikke altid hvorfor det sker. Det kan være dårlige æg eller dårlig sæd, og næste cyklus kan være helt anderledes. Så det var rigtigt rart at høre. Vores næste forsøg blev i januar 2022, hvor de forsøgte at sætte mig på et andet hormon for at se, om det ville gøre en forskel. Mads havde ikke været syg siden sidst, så vi var ret spændte på hans sædprøve. Som sagt var min anden ægudtagning meget smertefuld, men jeg fik taget 13 æg ud, som alle var gode. Mads sædprøve var denne gang 20 gange bedre end sidst, og den bedste han har haft. Så denne gang kunne vi sagtens lave IVF, så det sagde vi de gerne måtte gøre.

Ventetiden til at høre, hvordan det var gået med æggene denne gang var virkelig hård, fordi det jo var gået så dårligt første gang. Vi blev blæst helt omkuld da vi fik svaret, ud af 13 æg så var 12 befrugtet og mange så gode ud, så vi kunne godt regne med ægoplægning dagen efter. Det endte med, at jeg fik lagt et flot æg op dagen efter, og vi fik 3 blastocyster til fryseren. Vi var helt målløse, vi kunne slet ikke forstå, at det kunne gå så godt denne gang, når det var gået så dårligt sidste gang. Særligt jeg havde været sikker på at det mislykkede forsøg sidste gang betød, at det ville blive meget svært, hvis ikke umuligt, for os at blive gravide.


Hvordan påvirkede det jeres parforhold undervejs?

Det er rigtigt hårdt for forholdet at være i behandling. For os var noget af det sværeste, at vi håndterer kriser ret forskelligt. Jeg bliver meget åbenlyst ked af det og græder og vil gerne snakke om det hele tiden. Mads er bedre til at lægge det væk i hverdagen og vil helst bare tænke på noget andet, fordi han alligevel ikke kan gøre noget ved det. Så når jeg gerne ville snakke om det, fordi det fik det til at fylde mindre for mig, så synes Mads, at jeg fik det til at fylde alt for meget, fordi jeg gerne ville snakke meget om det. Det har hjulpet os rigtigt meget at være åbne omkring det over for venner og familie, for så har jeg kunne snakke ud omkring tingene med mine veninder og min mor, uden at skulle snakke et øre af Mads.

Dog er vi også kommet tættere på hinanden end vi nogensinde har været før. Når man er i fertilitetsbehandling, tror jeg ikke man kommer uden om at have nogle meget dybe snakke om emner man ikke ville have talt om, hvis man bare var blevet gravid i første hug. Vi har helt sikkert lært hinanden meget bedre at kende igennem forløbet, og er blevet mere opmærksom på, hvordan vi hver især håndterer en krise og kan give plads til hinandens reaktioner.


Hvordan havde du det undervejs – fysisk og psykisk?

Det svingede meget og det ændrede sig også undervejs i forløbet. Jeg tror, du kan spørge alle der har været i fertilitetsbehandling og de vil sige, at det der er mest psykisk hårdt er uvisheden. Det er så svært at være i det der limbo. “Måske er jeg gravid på onsdag” eller “måske er jeg stadig ikke gravid om flere år” og “behandlingen har været så hård, at den har kostet vores forhold og en masse relationer”.

Du går igennem virkelig udfordrende ting i sådan et forløb, både fysisk og psykisk, og så ved du ikke engang om det ender ud med, at du får et barn. Det er næsten ikke til at være i.

Jeg er et meget socialt menneske og den måde jeg normalt får livsglæde og energi, er ved at være sammen med andre mennesker. Dog oplevede jeg under behandling, at jeg ikke rigtigt havde lyst til at ses med folk, jeg havde bare lyst til at være derhjemme sammen med Mads. Men selvom jeg havde lyst til at være derhjemme, gjorde det mig også ked af det og fik mig til at føle mig mere ensom. Jeg synes ikke, jeg kunne kende mig selv længere og det var meget svært at være i.


Jeg var bange for at miste mine veninder, fordi de synes jeg ikke var tilstedeværende nok eller den samme som jeg plejede at være.


Derudover forsøgte vi at gøre, hvad vi nu engang følte vi selv kunne gøre ved situationen. Så vi brugte en del krudt på, og nogle gange måske for meget, at lægge vores liv om så vi spiste sundt og stort set ikke drak alkohol. Det kan hurtigt komme til at fylde meget, om man nu gør nok selv, på trods af det jo faktisk er noget man stort set ingen indflydelse har på.

Begge mine brødre annoncerede med ret kort mellemrum, at de skulle være fædre, mens vi var i behandling. Jeg er storesøster og inden vi startede i behandling, havde jeg nok regnet med, at jeg skulle være den første til at give mine forældre et barnebarn. Når nære familiemedlemmer eller venner annoncerer en graviditet er det svært på flere måder - både for dig i behandling, men også for dem, der skal fortælle dig det. Det som påvirkede mig mest var, at jeg var ovenud lykkelig for at skulle være faster, men alligevel var der en lille sorg, fordi det ripper op i, at man ikke selv kan lige nu.

Det gjorde mig meget ked af det, at vores fertilitetsforløb, som i forvejen er pisse hårdt, skulle slå lidt skår i min glæde over at blive faster. Det blev meget sværere for mine brødre at sige det til mig, fordi de jo netop var bange for min reaktion og det gjorde mig også ked af det. Så det er bare ikke nemt, men det har hjulpet mig meget at være åben og ærlig omkring hvordan jeg har det, både de glade og mindre glade følelser.

Derudover har det også været lidt specielt at være i behandling under coronapandemien. Hvor mange gange jeg ikke har hørt, ”ej det ville da være perfekt at være gravid lige nu, fordi så går man ikke glip af så meget”.. Alle de ting man måske kunne have lyst til at gøre for at forsøge at nyde tiden som par, ting som bliver sværere når man får børn, som at rejse, tage på festival, til koncerter, ud og spise, det har man ikke kunne. Så man har været fanget derhjemme med et liv som i princippet passer godt til en børnefamilie, men uden nogen børn.

Hvad har været det sværeste og hvad har overrasket dig mest?

Det sværeste har som tidligere sagt været uvisheden om hvornår eller om jeg nogensinde ville blive gravid. Jeg tror ikke, at folk som ikke har været i behandling kan forstå hvordan det er, eller har nogen chance for at forstå det. Jeg har selv kendt folk i behandling inden vi selv stod i situationen, og sådan som jeg troede det ville føles, var det ikke. Det der overraskede mig mest var klart det forløb vi havde, hvor vi ingen æg fik til oplægning. Det er en af grundene til, at vi har valgt at dele vores historie her, for jeg kunne ikke finde nogen, som havde prøvet det før, og slet ikke hvor de så senere var endt med at de blev gravide. Jeg var sikker på det betød, at der var noget som var helt galt.


Nu er du gravid - stort tillykke! Hvordan er det at være gravid efter behandling? Tror du det er anderledes end ved kvinder og par, der ikke har fået hjælp?

Det har virkelig været svært at forstå, at jeg rent faktisk er gravid. Når man har været i behandling, eller man har ventet længe på at blive gravid, så har man mange gange tænkt “måske er jeg gravid nu”. Det tror jeg mange kvinder vil kunne genkende. Når man går og venter på sin menstruation og tænker “har jeg ikke lidt kvalme? Ømme bryster? Spændinger i maven?”. Virkelig mange gange har jeg troet, at nu var jeg måske gravid og når menstruationen så kommer, så føler man sig så dum.

Så fordi jeg har oplevet det så mange gange, har jeg haft ret svært ved at tro på, at jeg rent faktisk er gravid nu, selvom jeg har haft en del symptomer på graviditet og godt har kunne mærke, det var anderledes denne gang.


Der er stadig en lille stemme som siger “du er jo ikke gravid, det er bare noget du tror du er, lige om lidt finder du ud af at det ikke passer.”


Sådan tænker jeg ikke, det er for kvinder som ikke har fået hjælp, men jeg ved det jo ikke. Det har hjulpet, at vi har fået to tidlige scanninger på fertilitetsklinikken, hvor vi har kunne se, at der er et lille liv derinde og et lille hjerte der blinker.

Derudover så er jeg meget opmærksom på, hvordan det bliver for mig når baby kommer. Jeg ved, at der er en større risiko for fødselsdepression når man har været i fertilitetsbehandling, og det er jeg faktisk virkelig bange for. Jeg har sagt det højt til Mads og sagt, at det er vigtigt han sørger for jeg får noget hjælp, hvis det er der vi ender. Så selvom alle gravide kvinder oplever bekymringer, tror jeg de måske er lidt større og lidt anderledes hos kvinder som har været igennem fertilitetsbehandling.