Hvorfor er der en sammenhæng mellem stofskifte og fertilitet?

Når man som kvinde i den reproduktive har eller får konstateret en stofskiftesygdom, er et af de nærliggende spørgsmål: kan jeg få børn, når jeg har en stofskiftesygdom. Det kan man heldigvis. Her gennemgår vi nogle ting, man skal være opmærksom på både inden, under og efter graviditeten.

Skrevet af:

wawa

21. maj - 2022


Hvordan påvirker stofskifte min fertilitet?

Ved stofskiftesygdomme kan muligheden for graviditet være nedsat. Noget mange ikke ved er, at mænds og kvinders lyst til sex er nedsat ved stofskiftesygdomme. Yderligere kan kvindens fertilitet også være nedsat. Kroppen har nok at se til med at tage vare på de mest elementære funktioner.

Derfor kan derfor være svært at blive gravid, så længe stofskiftet ikke er på plads. Især hvis stofskiftet er for lavt og også er ledsaget af uregelmæssige menstruationer, som ofte fører til manglende ægløsninger. Men kvinder med højt stofskifte kan også have nedsat fertilitet.

Hvad gør man ved det?

Det anbefales at vente med at prøve at blive gravid, til stofskiftet er blevet behandlet. Ved højt stofskifte anbefales det nogle gange at vente med graviditet, til man er færdigbehandlet, især hvis det er forventet, at behandlingen kan afsluttes i løbet af et til to år. Muligheden for at blive gravid selv med en velbehandlet stofskiftesygdom er noget nedsat. Ved lavt stofskifte bliver man typisk anbefalet et TSH mindre end 2,5 inden graviditeten indtræder.

FAKTA

Skjoldbruskkirtlens funktion reguleres af et hormon
fra hypofysen, som hedder thyroidea-stimulerende
hormon (TSH). Ved hjælp blodet bringes TSH til
skjoldbruskkirtlen, hvor det binder sig til og stimulerer
de celler, der danner stofskiftehormonerne.

Hvad betyder det for mig hvis jeg bliver gravid?

Lad os forklare koblingen mellem dit foster og dit stofskifte. Fosterets egen skjoldbruskkirtel er dannet og fungerer fra omkring 12. graviditetsuge. Indtil da er dit foster afhængig af din stofskiftefunktion. Derfor er det vigtigt, at dit stofskifte er på plads inden graviditeten og følges nøje gennem hele graviditeten, specielt i starten. Efter 12. graviditetsuge er fosteret også påvirket af dit stofskifte.Da stofskiftet ændrer sig gennem hele graviditeten, bliver det typsik kontrolleret med blodprøver cirka hver 4.-6. uge. Gravide følges oftest på de endokrinologiske afdelinger rundt om i landet. Herved sikres den bedste behandling, og store udsving i stofskiftet undgås. Jo tidligere behandlingen af moderen kommer i gang ved både højt og lavt stofskifte, des bedre er prognosen.

FAKTA

Endokrionoligske afdelinger tager sig blandt
andet af patienter med diabetes, knogleskørhed,
svær overvægt, stofskiftesygdomme og sygdomme
i hypofysen og binyrerne.

Kvinder, der har været i jod behandling eller er opererede, og kvinder med struma bliver ofte kontrolleret, så snart de er blevet gravide. Hvis man er blevet gravid, mens man har for højt stofskifte, er risikoen for spontan, ufrivillig abort øget ligesom risikoen for påvirket vækst af fosteret samt misdannelser svangerskabsforgiftning og for tidlig fødsel er til stede. Herudover er der risiko for at påvirke stofskifte hos dit foster.

Jo hurtigere stofskiftet normaliseres, des bedre er prognosen for både dig som mor og barnet.

Påvirker det en fremtidig fødsel på nogen måde?

Hvis man er stofskiftepatient tilhører man typisk det, der betegnes som en risikogruppe for fødende. Derfor vil der på nogle hospitaler også være en læge til stede ved fødslen sammen med jordmoderen. Men husk bare at se det som en ekstra bonus og rar sikkerhed. Selv ved en velbehandlet stofskiftesygdom fødes børnene ofte lidt for tidligt og med lidt lavere fødselsvægt end gennemsnittet.

Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke er større risiko for komplikationer ved selve fødslen for velbehandlede stofskiftepatienter end andre.

Man skal være opmærksom på, at træthed kan være et af de problemer, man har i forbindelse med sin stofskiftesygdom i forvejen. En fødsel er hårdt arbejde, der kræver en stor indsats, så man er træt bagefter, og det kan virke ekstra hårdt, hvis man i forvejen har problemer med træthed. Så husk at have respekt for dette - og sæt ekstra tid af til at komme på toppen igen. Få gerne ekstra hjælp fra folk omkring dig.

Har mit barn så større risiko for at få en stofskiftesygdom?

I mange lande tages der rutinemæssigt en blodprøve på alle børn, når de er mellem 48 og 72 timer gamle, den såkaldte hælprøve. Blodprøven undersøger for sjældne sygdomme; herunder stofskiftesygdomme. En TSH-værdi måles for at finde de omkring 20 børn, der årligt fødes uden skjoldbruskkirtel eller har en defekt i kirtlen.

Risikoen for at få et barn uden skjoldbruskkirtel er ikke højere, hvis man selv har en stofskiftesygdom.

TSH-værdien vil også vise, om den nyfødte har været under indflydelse af for eksempel moderens antistoffer. I de fleste tilfælde vil det rette sig uden behandling.

Hvis du som mor eller far selv har en af de autoimmune sygdomme, vil barnet have øget risiko for at få den, især hvis barnet er en pige. Det er vigtigt at understrege, at der er tale om en risiko i løbet af livet, ikke for at barnet har en medfødt risiko for en af de autoimmune stofskiftesygdomme.Normalt er der ikke grund til at tage særlige forholdsregler over for barnet i løbet af barndommen. Hvis det vokser og tager på, som det skal, er det ikke nødvendigt at tage blodprøver.

Hvis du har en stofskiftesygdom - kender du dermed også symptomerne på stofskiftesygdom. Ses nogle af disse symptomer hos dit barn, eller vokser det ikke, som det skal, er det en god idé at få taget en blodprøve for at kontrollere dit barns stofskifte.

Kan man få lavt stofskifte efter en fødsel?

Ja, i få tilfælde. Postpartum Thyreoiditis er en stofskiftesygdom, som årligt rammer cirka 5% af de fødende kvinder, der ellers ikke har en stofskiftesygdom. Det rammer især kvinder med thyreoidea-antistoffer, hvilket cirka 10 procent af danske kvinder har.

En til seks måneder efter fødslen vil stofskiftet blive for lavt – ofte vil der være en kort forudgående periode med for højt stofskifte. I løbet af et år efter fødslen vil stofskiftet i de fleste tilfælde normaliseres. Op mod 15 procent af kvinder der oplever det vil udvikle varig lavt stofskifte.