Heidi har valgt at blive solomor: “Da jeg blev alene som 35-årig, var det allerede en naturlig tanke”.

Hvordan slipper man drømmen om at stifte familie med en partner? Og hvornår er man overhovedet færdig med at lede efter en partner? Vi har snakket med Heidi, som har valgt at få et donorbarn alene - om hendes fertilitetsbehandling og hendes tanker om processen.

Skrevet af:

wawa

29. maj - 2022


Vil du fortælle om dig selv og årsagen til, at du er i fertilitetsbehandling?

Mit navn er Heidi og jeg er 38 år. Jeg har valgt at få et donorbarn, fordi jeg ikke har fundet manden det var naturlig at stifte familie med. Jeg har altid gerne ville have børn og da jeg blev alene som 35-årig, var det allerede en naturlig tanke. Tanken om, at det var en mulighed spirede allerede nogle år tidligere, og det har egentlig aldrig været en hemmelighed, at hvis jeg ikke fandt den rigtige at stifte familie med, så var jeg åben for muligheden.

Fra tanke til handling er der dog alligevel langt og det har taget mig lang tid at komme i gang.

Beslutningen var egentlig taget i hjertet, men sorgen over at skulle slippe drømmen om familie med en partner, har været stor og taget lang tid at bearbejde.

I dag er sorgen der stadig, men da jeg accepterede, at det nok var et vilkår der fulgte med blev det nemmere at tage springet og rumme, at det er okay at sørge, mens jeg udlevede drømmen i den form det nu kan lade sig gøre.

I starten handlede tankerne mest om, at et donorbarn var en mulighed. Men hvornår har man givet det tid nok at finde en partner? Jeg luftede mine tanker første gang for min søster for godt 10 år siden og blev mødt positivt og forstående. Efterhånden som jeg blev mere afklaret med, at det nok var den vej jeg skulle, blev det mere praktiske bekymringer.

Økonomi fylder meget - hvordan får jeg hverdagen til at hænge sammen? Jeg har vendt endeløse praktiske hverdagsscenarier i hovedet, mest fordi at hvis jeg havde tænkt det, så var der en plan. Jeg lavede også tidligt et budget for at få overblikket over omkostninger som institution, forbrug, barselsdagpenge og opsparing. Jeg har ikke været så bekymret for, om jeg kunne klare det, men mere hvordan.

Vi interviewer

Heidi på 38 år. Hun arbejder som Administrative
Assistant på et hotel og bor i København.

Hvordan har dit fertilitetsforløb været?

Jeg havde første forsøg tilbage i september 2021 og blev gravid i første forsøg ved insemination på privat fertilitetsklinik. Jeg var ret sikker på, at den var der længe før jeg kunne teste, men aborterede desværre i 7. uge. Det var virkelig voldsomt og fysisk hårdt. Jeg gik til scanninger og fik taget blodprøver som viste, at alt var godt, men jeg styrtblødte i 16 dage. Til sidst fik jeg næsten klaustrofobi i min egen krop og ville bare have det ud og overstået.

Jeg kender min krop godt og vidste, at der var noget galt, så jeg følte en lettelse, da det sluttede og jeg kunne mærke mig selv igen. Det var simpelthen så overvældende en proces - på 7 uger var jeg nået at blive gravid, dårligt opfatte det var sket og så slippe det hele igen.

Der gik 6 uger til min krop var klar igen, men fordi jeg havde fået en vaccine, blev jeg forhindret i at starte et nyt forsøg og måtte vente en cyklus.

Fertilitetsbehandling kræver en usigelig mængde tålmodighed og accept af kontroltab.

Andet forsøg var over julen 2021, men det blev ikke til en graviditet. På dette tidspunkt var jeg nu løbet tør for strå fra min donor og finder ud af, at han er lukket for flere graviditeter. Jeg havde heldigvis to favoritter, men jeg blev igen udfordret på min tålmodighed, da der ikke er strå tilgængeligt, da jeg kunne begynde mit 3. forsøg. Jeg vælger derfor at skubbe processen og vente en cyklus, til stråene bliver tilgængelige. Her har jeg virkelig lært at følge min mavefornemmelse og selvom tid ikke er en luksus jeg føler jeg har, så skal det ikke forhastes.

Jeg bliver også gravid i 3. forsøg med den nye donor, men mister det i uge 7. Jeg var på ferie med min søster og kontaktede først min læge da jeg kom hjem og det meste virkede til at være overstået. Jeg havde brug for ikke at ræse til scanninger og blodprøver, så jeg fik først taget blodprøven da jeg flere uger senere valgte at overgå til det offentlige og starte IVF.

Det er hårdt at miste og for mig har det været fysisk hårdt. Jeg har måske bevidst ikke reageret følelsemæssigt

for når jeg står alene midt i det her, så bliver det for stor en opgave at gå i opløsning, når man selv skal overskue at hive sig selv op igen.

Så er det nemmere at holde sig igang og holde fokus på processen.

Jeg har netop været igennem mit 4. forsøg, 1. med IVF, som desværre ikke er lykkedes. Jeg har 1 æg på frys. Det sidste fra den donor jeg ventede på og sidste chance med den donor, da det offentlige bruger en anden bank. Så nu skal jeg lige lande og så må jeg se hvornår jeg er klar til at tage hul på næste forsøg.

Jeg synes, at jeg har været ret afklaret under hele processen. Det kan stadig slå mig hvor vild en process det er og har hele vejen følt en ensomhed omkring det. Det bliver aldrig rigtig hverdag at møde op på klinikken, men der er også noget styrke i at stå fast i sig selv og eje sin beslutning, selvom man sidder omgivet af par. Den øvelse gør mig helt sikkert stærkere på den lange bane.

Hvilke tanker og overvejelser har du gjort dig om valg af donor?

Jeg har valgt en åben donor. Det har aldrig været et spørgsmål eller en tvivl for mig, da det ikke handler om mig. Jeg har valgt at sætte et barn i verden og så er det min opgave at give barnet de bedste forudsætninger i livet. Der mener jeg ikke, at det er mit valg at lukke den dør, men en mulighed barnet skal have, hvis der er et behov for at få nogle svar. De svar kommer måske aldrig, men så er min rolle at være støttende frem for at lukke døre og skåne.

Jeg synes, at valg af donor er en stor beslutning og det tog mig lang tid at finde frem til én. Rent praktisk gik jeg efter højde, drøjde og hudfarve - resten var ikke så vigtigt. Det er vigtigt, at barnet kan spejle sig i mig og ikke give anledning til flere spørgsmål og stikke mere ud end højst nødvendigt. Jeg fandt ud af, at udstrålingen i øjnene betød meget for mig. Også hvad der stod i deres breve. “Jeg gjorde det for pengene” blev elimineret med det samme.

Helt bevidst var det også en beslutning jeg ikke involverede andre i, da jeg ville ikke påvirkes af andre som ikke havde det samme på spil som mig. Det er nu kun mine forældre, der har set et billede og den dag der kommer et barn til verden, bliver resten af min omgangskreds og familie involveret. Der skal ikke være nogen hemmeligheder og alle vil kunne tale med om, hvor barnet kommer fra.

Har du nogle bekymringer?

Jeg ved ikke om det er en reel bekymring, men jeg har tænkt på, hvad det vil betyde for et lille menneske ikke at have en far i sit liv. Jeg kan også bekymre mig om, hvordan det bliver at være alene om det hele. Det fylder nok mest lige nu.

Snakker du åbent om dit forløb og dine tanker?

Jeg er helt åben om mit forløb og mine tanker hele vejen igennem, men efterhånden som jeg har været igennem de forskellige faser i fertilitetsprocessen, har jeg oplevet, at der er nogle ting jeg egentlig gerne vil holde for mig selv. Jeg vil helst ikke spørges om jeg er gravid, men have lov til selv at dele nyheden. Derfor har jeg da også skubbet testdagen lidt for at give mig selv rum til selv at lukke folk ind i et tempo, jeg kunne styre.

Det er lidt et paradoks, at man står alene og egentlig gerne vil have nogen ved sin side, men samtidig er det også så sårbart, at det ikke bare er noget jeg kan blive ved med at dele ud af.

Det kommer tæt på hver gang og jo flere forsøg jeg har gennemgået, jo mere skrøbeligt føles det.

Det kræver styrke og mod at være solomor - hvordan beslutter man sig?

Man beslutter sig, fordi man erkender og accepterer, at det er vejen, hvis man vil forsøge at lykkedes med børn.

Det kræver mange tanker og jeg har selv måtte mærke efter igen og igen. Når jeg var i tvivl, forestillede jeg mig, hvordan et liv uden børn ville være, og hvad jeg så ville. Men da det aldrig virkede fyldestgørende blev svaret med tiden tydeligt. Men det kræver tilløb, og selvom jeg står midt i det, kan beslutningen stadig vakle, når tankerne bliver for overvældende. Men beslutningen er taget og det har givet en uendelig ro. Her vil jeg også tilføje, at det aldrig har været et aktivt fravalg af en partner, men et aktivt tilvalg af det barn, jeg inderligt ønsker. Den manglende partner er netop en del af sorgen som har været svær at være i under beslutningsprocessen.

Det føles grundlæggende som om det er meningen, at vi skal dele så livsomvæltende en begivenhed, men nu gør jeg det alene og så kommer partneren engang i fremtiden.

Hvad bliver din fortælling til dit kommende barn?

Det er ønskebarnet.

Det lille menneske er kommet til verden på kærlighed og et uendelige ønske om, at det skal være her. Der er en hel familie og veninder, der står klar. Jeg har filmet og taget billeder undervejs, så jeg kan vise det lille strå på fertilitetsklinikken som barnet er kommet til verden fra. Jeg har også gemt billeder og information om donor, og det bliver en del af fortællingen om, at det er valgt helt særligt.