Fertilitetslægen: Om udviklingen inden for fertilitetsbehandling

Vi har snakket med læge Kristine Løssl fra Rigshospitalet om, hvordan vores viden og samfund har udviklet sig, når det kommer til fertilitetsbehandling.

Skrevet af:

wawa

15. juli - 2022


Om Kristine Løssl:

Overlæge på Afdeling for Fertilitet - Rigshospitalet

PhD i fertilitetsbehandling

Stor interesse for fertilitetsbehandling siden midt 90’erne.

Hvordan har fertilitetsområdet udviklet sig over de sidste 10 år?

Når vi snakker om behandlingsmetoder og teknikker, er det nok udbredelsen af en frysemetode kaldet vitrifikation, der for alvor har haft betydning for behandlingsstrategien igennem de sidste 10 år.

Frysemetoden sikrer en rigtig god overlevelse af befrugtede og delte æg (embryoner), og chancen for at opnå graviditet og få et barn reduceres ikke, selv om man vælger at fryse et embryon ned og tø det igen før oplægning. Dette gør behandlingen mere sikker.

I dag lægger man næsten altid kun ét embryon tilbage ad gangen, så risikoen for tvillinge- og trillingegraviditeter reduceres. Tidligere, da frysemetoden var dårligere, lagde man flere embryoner op i livmoderen i frisk cyklus. Dette medførte betydeligt flere tvillinge- og trillingegraviditeter, og dermed desværre også flere alvorlige komplikationer for mor og barn.

I dag vælger man også nogle gange at fryse alle embryoner ned efter hormonbehandling og ægudtagning og først lægge et embryon tilbage i en senere frysecyklus. Dette reducerer risikoen for overstimulation væsentligt blandt kvinder, der udvikler mange store ægblærer under hormonstimulationen.

Det har faktisk betydet, at der i flere lande udføres flere frysebehandlinger end ’friske’ behandlinger i dag.

I Danmark er det ca.  med æg på frost, end der findes med friske.

Hvordan har du mærket ændringen i samfundet eller hos patienterne?

Min oplevelse er, at det er mindre tabubelagt at være ufrivillig barnløs i dag, end det har været tidligere. Det skyldes nok, at mange enten selv har prøvet det eller kender nogen, der har prøvet det.

Jeg havde tidligere en oplevelse af, at ufrivillig barnløshed ikke blev anerkendt som en sygdom

For 15 år siden så mange det som ‘meant to be’, hvis man ikke kunne få børn. Hvis du ikke kunne, så var det bare sådan for dig - og sådan var det.

Man har ikke forstået infertilitet på lige fod med andre sygdomme. ‘Det er naturligt at blive gravid - og hvis man ikke kan det, så er det meningen’. Men infertilitet kan jo skyldes noget helt konkret, fx lukkede æggeledere pga betændelse eller at kvinden ikke kan løsne æg selv, selvom æggene i sig selv er fine. Vi hjælper med dette som med andre sygdomme.

Men det var fjollet - fordi sådan så man aldrig på de andre behandlinger på et sygehus - så hvorfor her? Hvis et menneske havde brug for at få en tarmoperation eller få et nyt hjerte - så anerkendte man behovet. Hvorfor ikke ved infertilitet?

I dag anser man det mere som berettiget med behandling.

Man er klar over, at der er et medicinsk behov og ser det som andre sygdomme. Det er en positiv udvikling, som betyder, at vi kan snakke om det i højere grad.

Hvad er den største bekymring hos folk i fertilitetsbehandling hos jer?

Usikkerheden og uvisheden er det største problem. Lykkes det nogensinde? Hvis man kunne give en dato for, hvornår man føder et barn, ville det være meget nemmere.

Læger kender prognoser og sandsynligheder. Men vi kan ikke forudsige noget med sikkerhed. Sådan er statistisk usikkerhed i det her. Det er matematik. Hvis der er en 33.3% chance for, at man får et barn, svarer det til at slå en 5’er eller en 6’er med en terning. Nogle gange skal du slå 10 gange for at slå en 5’er eller 6’er. Andre gange sker det i første hug. Mange gange er der ikke den forklaring, som vi gerne vil have. Nogle gange er det tilfældighed.

Hvad siger man til de patienter, der stiller de spørgsmål?

Vi kan vise statistikker og tavler med dette. Det er dét, vi kan - men det letter ikke nødvendigvis smerten eller byrden, for det giver ingen garanti. Men det kan betyde, at man forstår, at det ikke nødvendigvis er ‘mig’, der er noget galt med, fordi jeg ikke er blevet gravid i denne cyklus.

Ville du sige, at du lærer noget mere om patienten i hver cyklus hun går igennem?

For fem til ti år siden havde jeg bare sagt ja. Men tiden har også lært mig, at der er nogle cyklusser, der ikke repræsenterer andre cykler. Jeg kan have et par til samtale om en behandling, der er gået dårligt - og så kan det være, det bare var en undtagelse. Typisk skal der en 2-3 behandlinger til før man kan få en indikation af, hvordan det bliver og lære af det.

Der er nogle situationer, hvor vi ser noget om kvinden fra start, fx hvis hun har en høj reproduktiv alder eller en lav ægreserve. Så ved vi fra start, at prognosen ikke er god.

Hvad er vigtigt for patienten at forstå, når vi snakker statistik og sandsynlighed i behandling?

Patienterne bør vide, at der kan være nul galt med én og alligevel kan man være i behandling.

Når det kommer til æg og befrugtning vil der altid være et naturligt tab. Her snakker vi ikke kun i behandling, men også i naturlige processer. Det er altså bare ikke alle æg, der bliver til noget. Og det er ikke alle æg, der deler sig. Mange patienter tager det som en stor nedtur, når de har været til ægudtagning, men at alle æggene ikke efterfølgende udvikler sig til embryoner og blastocyster. Men de bliver ikke alle til noget. Sådan ville det også være i en naturlig cyklus.

Husk at tænke over, hvordan de naturlige processer er. I en naturlig cyklus er det mest almindelige, at der går 9-10 måneder, selvom man prøver hver måned. Ikke alle æg bliver befrugtet, deler sig og bliver til noget - lige meget om du er i behandling eller du er derhjemme.

Hvad synes du, at patienterne skal huske på?

Spørg jer selv: Gør jeg, hvad jeg kan – altså de jeg har ’magt’ over? Tager jeg min medicin? Møder jeg til aftaler? Holder jeg mig til den plan, som min læge har udstukket? Så klap dig selv på skulderen - det er dét, du kan gøre.