Emma er donorbarn ved brug af sæddonor: “Jeg har altid følt mig speciel på en virkelig positiv måde”

Efter flere års mislykkede IVF-forsøg med donorsæd besluttede Emma Grønbæks forældre sig for at adoptere. De var næsten igennem adoptionsprocessen, da de blev gravide med det sidste lille æg på frys – og det æg blev til Emma.

Skrevet af:

wawa

07. november - 2021


Emma er sæddonorbarn og arbejder i dag hos Cryos International, der leverer frossen donorsæd og -æg fra en lang række etniciteter og fænotyper til mere end 100 lande verden over. For Emma giver det mening at kunne bruge sin egen livserfaring i arbejdet med at hjælpe andre.

Kan du allerførst fortælle os lidt om dig selv og din familie?

Mit navn er Emma, jeg er 25 år og donorbarn. Jeg har en mor, en far og to yngre søstre, som er tvillinger. Jeg har boet omkring Aarhus hele mit liv og haft en god opvækst. I løbet af de seneste fire år har jeg delt ud af min historie om at være donorbarn og de erfaringer, som min familie og jeg har gjort os.

Vi interviewer

Emma Grønbæk på 25
år fra Aarhus. Hun er
uddannet sygeplejerske
og arbejder i dag hos
sædbanken Cryos International.
Donortype: IVF-behandling med sæddonor

For nylig blev jeg færdig som sygeplejerske og fik herefter muligheden for at blive en del af Cryos International. Cryos er en dansk international sædbank, hvor jeg har mulighed for at sætte mine personlige erfaringer i spil. For mig giver det utroligt god mening at hjælpe dem, som står overfor nogle af de svære valg og usikkerheder, som kan opstå i forbindelse med brug af donorsæd.

Hvad ved du om dine forældres beslutning, dengang de valgte at få dig?

Mine forældre prøvede længe, før det lykkedes for dem. Ja, faktisk så længe at de havde givet op og var så godt som igennem adoption, da de endelig blev gravide. I flere år havde de været i gang med IVF-behandling med donor, men uden held, og derfor havde de startet adoptionsprocessen.

Min mor har altid sagt, at de egentlig bare skulle rydde op i fryseren, fordi de havde opgivet selv at blive gravide selv.

Jeg var så det sidste lille frosne æg, de havde tilbage på det tidspunkt.

Seks år skulle der mere præcis gå, fra de begyndte i fertilitetsbehandling til de kunne kalde sig forældre. Som for alle andre er det en proces.

Har I altid talt åbent om, hvordan du blev til?

Ja, det har vi. Mine forældre besluttede sig for, allerede før jeg blev født, at de ikke kunne holde det hemmeligt for mig, trods at det på det tidspunkt var lægernes råd. De har altid fortalt, at de instinktivt kunne mærke, at det ikke var rigtigt for dem.

Min mor har altid tænkt meget over, hvordan hun kunne forebygge, at jeg ville blive så vred og skuffet, at jeg ikke ønskede, at de var en del af mit liv – det at være ærlige var et af de vigtige tiltag, de gjorde for at undgå det.

Hvordan fandt du ud af, at du var kommet til med hjælp fra en sæddonor?

Det har jeg som sagt altid vidst. Eller rettere sagt så ved vi ikke, hvornår det præcis gik op for mig.

Mine forældre lavede en bog til mig, som fortalte om deres kamp mod barnløshed og om, hvordan jeg efter mange års ventetid kom til verden.

Det var en kærlig fortælling, som vi læste som godnathistorie, fra jeg var helt lille – og jeg ved derfor ikke, hvornår jeg forstod hvad. Som 5-årig forstod jeg i hvert fald så meget, at jeg tegnede æg og sædceller.

Bogen har jeg stadig, og jeg kigger i den med jævne mellemrum. Det er en bog, som betyder utrolig meget for mig. Jeg har vist den frem på Instagram et par gange som inspiration til andre, som kunne have lyst til at lave noget lignende selv.

Har dét at være donorbarn fyldt mere eller mindre hos dig, end det gør nu?

På mange måder har det aldrig fyldt mere, end det gør nu. Jeg arbejder med det til daglig, jeg skriver på min blog og har en instagramprofil @donorchild, som udelukkende handler om fertilitet og det, at jeg er donorbarn. Men jeg vil dog sige, at hvis ikke jeg lavede alt det, så ville det fylde umådeligt lidt i mit daglige liv og bevidsthed – det var i hvert fald tilfældet, inden jeg begyndte at bruge tid på de ting, jeg gør nu.

Når jeg deler min historie med andre, får jeg en masse positiv respons og interaktioner fra folk. Det var også derfor, at jeg skiftede til Instagram fra primært at bruge bloggen. Man er tættere på folk på Instagram. Der er utroligt mange, der kontakter mig, spørger mig til råds eller fortæller om deres egen situation. Det er helt vildt livsbekræftende og giver mig lyst til at fortsætte med at bruge lige så meget tid, som jeg gør nu, på at beskæftige mig med emnet.

Du er uddannet sygeplejerske og arbejder i en sædbank. Har de beslutninger noget med din egen tilblivelse at gøre, eller er det tilfældigt?

De valg har helt klart noget med min egen tilblivelse at gøre.

Under studiet blev jeg opmærksom på, hvor lidt information der fandtes fra donorbørn selv – og slet ikke fra nogen, der som mig havde haft en god oplevelse.

Jeg har altid følt mig speciel på en virkelig positiv måde – specielt elsket og ønsket efter seks års kamp. Derfor begyndte jeg at beskæftige mig med emnet og fandt ud af, hvor meget det betød for folk.

Da jeg så fik mulighed for at gøre det til en del af mit arbejdsliv, tænkte jeg, at det var en vigtig opgave, som kunne hjælpe rigtig mange mennesker. Og tilmed indenfor et felt, hvor jeg nu havde en hel del både faglig og personlig viden, som jeg kunne gøre brug af.

Hvad ved du om sæddonoren? Og hvad har dit behov været for at kende noget til sæddonoren gennem tiden?

Donor er anonym, hvilket var den eneste mulighed, man havde dengang. Jeg ved derfor intet om ham, men jeg har heller aldrig forsøgt på eller ønsket at opsøge mere viden om ham. Jeg er derimod ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville få fuld opbakning hjemmefra, hvis det en dag var det, jeg ønskede.

Hjemme hos os taler vi meget åbent om, at sådan nogle behov jo godt kan ændre sig ved store livsbegivenheder såsom børn eller dødsfald.

Indtil videre sender jeg ham fra tid til anden en kærlig tanke og håber på, at den når ham på en dårlig dag.

Du har tvillingesøstre. Er der brugt samme donorsæd til dem?

Jeg har to søstre, som er 1,5 år yngre end mig. Der skete i mellemtiden det, at en ny teknologi kaldet ICSI blev mulig i Danmark, og derfor er tvillingerne ikke lavet med donorsæd. De er i stedet min fars biologiske børn. Mine forældre gik derfor fra at være et barnløst par til at være forældre til tre på rigtig kort tid.

At vi i biologisk forstand kun er ”halvsøskende”, har vi aldrig følt. Jeg har til tider været presset og følt mig ensom, men det har nok mere skyldtes, at de altid har haft hinandens ryg, nærmere end at jeg var donorbarn.

Begrebet “donorbarn” – hvad tænker du egentlig om det?

Det har jeg det helt fint med, og jeg bruger det også selv. Jeg synes ikke, at der findes et godt alternativ, og jeg synes ikke, at det siger noget om mig som menneske.

Har du mødt andre donorbørn? Hvis ja, er det så de samme ting, der fylder eller har fyldt hos jer?

Ja, det har jeg, men udelukkende efter at jeg er blevet voksen og er begyndt at beskæftige mig med emnet.

Jeg blev kontaktet af en pige, jeg gik i skole med, som fortalte mig, at hun havde set min blog, og at hun også selv var donorbarn. Vi har snakket en del om det at være donorbarn, men hun har to mødre, så vores familier er ret forskellige. Dog har vi det meget ens, og det at være donorbarn fylder forsvindende lidt i begge vores liv, mens kærligheden og al den energi, der blev brugt på at få os, er altoverskyggende.

Du har skrevet en bog om at være donorbarn. Hvad handler den om, og hvorfor har du skrevet den?

Bogen “Donorbarn – et ønskebarn”, handler om min personlige historie, hvornår og hvordan det har fyldt i mit liv, og situationer som jeg har oplevet. Anden del af bogen er interviews med eksperter inden for forskellige områder af fertilitetsbehandling.

Jeg skrev bogen, fordi jeg helt ærligt syntes, at den manglede. Der manglede noget information fra et donorbarn, og der manglede viden om emnet generelt. I den tid savnede jeg virkelig de positive historier om og fra donorbørn, fordi jeg ofte selv følte mig misforstået. 

Efter min mening er det vigtigt at kende til både de gode og de knap så gode historier, så vi kan lære af dem.

Dengang, dine forældre skulle have dig, kunne man kun vælge anonym donor. Hvis de havde haft de muligheder, man har i dag, ville du så ønske, at de havde valgt en anden donortype?

Det har vi snakket om mange gange. På mange måder føler de sig skånet for at tage den utrolig svære beslutning. Jeg tror, at de i dag ville have valgt en åben donor for at give mig så mange muligheder som muligt. Jeg ved ikke, hvordan det ville have været for mig med en åben donor, men som sagt har jeg været glad for den lukkede donor og oplevet det som et afsluttet kapitel og som noget, jeg ikke behøvede at tage stilling til – hvilket kun har været rart for mig.

Har du et råd til andre, der står overfor at skulle have et donorbarn?

I løbet af de seneste års beskæftigelse med emnet har mit råd udviklet sig.

Jeg tror, at det vigtigste overhovedet er ærlighed, og at barnet kender til sin egen tilblivelse, fra før det rigtig kan forstå det.

Jeg tror fuldt og fast på, at ærlighed og kærlighed er vigtigere end hvorvidt donoren er åben eller lukket. Man kan ikke forudse barnets behov for viden eller om donor er til rådighed og har samme forventninger – eller om barnet overhovedet vil bryde sig om det, han eller hun finder. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at fokusere på det, man selv kan have indflydelse på, nemlig kommunikationen og relationen i ens egen familie. Se mere til Emma her:

Link til bog: https://www.cryosinternational.com/da-dk/dk-shop/privat/blog/ny-bog-donorbarn-et-oenskebarn/

Link til Cryos: https://www.cryosinternational.com/da-dk/dk-shop/privat/