Ditte: “Jeg fandt ud af, at min far ikke er min biologiske far”

Vi har snakket med Ditte Brix Andersson om, hvordan det føles at finde ud af, at man er donorbarn i en alder af 36 år.

Skrevet af:

Ditte Brix Andersen

09. september - 2022


Om:

Ditte Brix Andersen

Medvirkede i dokumentaren “Min hemmelige familie” på DR, hvor hun forsøger at finde sin ukendte familie.



Kære Ditte, vil du fortælle kort om din historie?

Jeg er vokset op med mine forældre, som blev skilt da jeg var 7 år. Jeg vokser op og har en dejlig barndom.

Mange år senere - i starten af corona - finder jeg så ud af gennem et familiemedlem, at min far ikke er min biologiske far. Vedkommende sagde ‘Ja, jeg tror i øvrigt ikke, at din far er din rigtige far - jeg har hørt han var steril’. Vedkommende trækker hurtigt i land, da de kan høre, at jeg bliver forvirret.

Og jeg var selvfølgelig rigtig forvirret. Så jeg ringer til min mor. Jeg siger til hende, at jeg lige har snakket med X, og spørger om det kan passe, at de har fået hjælp af en anden til at få mig. Derfra blev hun helt stille. Hun ender med at bekræfte, at de fik hjælp af en donor.

Det var et kæmpe chok.

Jeg tror, det første jeg siger er “Det er løgn”. Igen og igen og igen. Jeg råber det faktisk til sidst.

Min mor er helt stille i telefonen og er dybt ulykkelig. Hun ved ikke, hvad hun skal sige. Efter lidt tid siger hun ‘Jamen vi skal jo snakke sammen skat’.

Det viser sig, at hele familien har vidst det. Og det virker ikke som om, det er noget, der bevidst ikke er blevet italesat. Det har bare været en ting i familien som alle har vidst - men som man ikke har snakket om overhovedet.


Kan du sætte nogle ord på dine forældres side af historien?

Mine forældre blev rådgivet fra lægen af til ikke at sige noget. Fordi man dengang ikke vidste noget om, hvad det havde af betydning for barnet.

Det har været misforstået omsorg.

Min far har givet vis været ramt på sin stolthed. Jeg forestiller mig, at det har haft noget med hans manddomsfølelse at gøre. Igen noget helt misforstået. Men jeg tror, at han har været ramt på sin stolthed. Og så har det været et tabu.

Jeg tror samtidig, at han har været dybt ræd over det. Jeg tror, at frygten har fyldt meget hos ham. Frygten for, hvad det ville betyde for vores relation, at jeg ikke ville se ham lige så meget som min far, hvis jeg vidste, at han ikke var min far biologisk set.

Desværre er han gået bort. Jeg ville ønske, jeg kunne have fortalt ham, at jeg vidste det - og at jeg kunne have lettet hans hjerte. Fortalt ham, at det ikke betød noget. For han er min far, ligegyldigt hvad.


Prøv at beskrive, hvad det betød for dig at finde ud af, at du var donorbarn senere i livet?

Jeg føler, at min verden blev vendt på hovedet. Hvad jeg troede var op var pludselig ned. Hvor mange gange har man ikke set det plot i en sæbeopera? Den man tror er ens far, er ikke ens biologiske far. Men han er jo selvfølgelig stadig min far.


Da chokket havde lagt sig, så var det næste der ramte mig svigtet. At de har holdt sådan en stor hemmelighed fra mig - som kun handler om mig. Hvordan kunne de gøre det? Så stod jeg tilbage med vrede.


Da følelsen af svigt begynder at gå væk, så begynder nogle ting at falde på plads. Igennem min barndom og min ungdom har jeg følt mig meget anderledes uden at vide hvorfor. Jeg har altid haft en udefinerbar længsel - en længsel efter at finde en måde at spejle mig på i min familie. Jeg har aldrig vidst hvorfor.

Der har selvfølgelig været nogle ligheder. Specielt fra min mors side af familien. Men ikke i min fars side.

Jeg er utrolig analytisk og observerende - og meget bogligt orienteret. Det er nogle træk, som jeg har kigget rundt for at finde ud af, hvor kommer fra. Jeg har ikke kunne se det hos andre i familien. Det samme med musikalitet. Det var underligt for mig, at jeg ikke kunne se det hos nogen af de andre. Det betød, at min længsel efter det blev større. Det skabte en uro inden i mig.

Jeg har tænkt meget over fysiske ligheder. Igen kunne jeg se dem i min mor, men ikke i min far. Jeg kiggede på hans fødder og forestillede mig, at vi vrikkede vores fødder på samme måde - så gerne ville jeg finde en lighed. Så meget, at jeg faktisk til tider har flygtigt tænkt over, om han nu også var min far.

Jeg vidste nemlig, at jeg var blevet undfanget ved insemination og at de havde fået hjælp. Det var både min mor og far, som talte åbent omkring dette. De forsøgte nemlig at få et barn mere, da jeg var lille. Jeg kan huske, at jeg var med på Hvidovre Hospital med min mor engang, da hun skulle have hormonbehandling.


Hvorfor valgte du at være med i dokumentaren “Min hemmelige familie”?

Det var virkelig rart at tale om det. Jeg ville gerne være med i dokumentaren for at skabe opmærksomhed omkring feltet. Så jeg kan være med til at forebygge, at flere familier træffer beslutningen om at hemmeligholde det.

Jeg forestiller mig også, at selvom nogle fortæller deres barn det, så er det stadig ekstremt tabubelagt.

Jeg synes, det skal på en offentlig dagsorden, så vi kan fjerne tabuet. Vi skal kunne tale om det, så det ikke påvirker ens relationer og identitetsfølelse.


Hvad betyder den proces, du har været igennem for dig i dag?

Jeg fik svar på en masse spørgsmål om min egen identitetsforståelse. Alle de spørgsmål jeg altid har gået med. Jeg ville gerne forstå mig selv bedre.

Jeg fandt så ud af, at der ikke var nogen information om min donor eller mine donorsøskende. Jeg følte, at det var så uretfærdigt, at jeg ikke havde den mulighed for at få kendskab til mit biologiske ophav. Jeg fandt ud af, at det stadig er muligt at fratage barnet den mulighed. Det bør være en helt basal menneskeret at have mulighed for at få kendskab til sit biologiske ophav. Det gjorde mig meget vred - også på vegne af de fremtidige donorbørn.

Mit ønske er at bidrage til at kaste lys over det her emne. Vi skal sikre bedre vilkår for os donorbørn.

Kan du forestille dig, hvordan det havde været, hvis du altid havde vidst det?

Jeg tror, at det så var blevet en naturlig del af min fortælling og noget jeg havde været tvunget til at affinde mig med. Så jeg tror ikke, det ville have betydet lige så meget for mig.

Men der har også været en stor længsel for mig om søskende. Mange donorbørn er jo enebarn - så den længsel ville nok altid have været der. Ønsket om at finde søskende er jo en mulighed nu når jeg er donorbarn.

Ditte og hendes far

Prøv at sætte ord på, hvordan du ser forældreskab - genetik vs. kærlighed

For mig er det en social konstruktion. Donoren er ikke min far. Det ville jeg tænke uanset om jeg er vokset op med en far eller ej. En far er ham du vokser op med - og så findes der forskellige måder at være far på.

Min far er ham, som jeg er vokset op med. Han har elsket mig og han har givet mig omsorg.

Det er ikke noget en donor har gjort - og det er ikke noget, jeg forventer af en donor.

Jeg irettesætter, når folk omtaler min donor som ‘din rigtige far’. Så må jeg sige “det er ikke min rigtige far”. At omtale donor, som en far, kan jo være med til at føde ind i den frygt som nogle forældre, der bruger donor har. Tænk, hvis omverdenen ikke ser det er mit barn - eller værst af alt, at mit barn ikke mener, at jeg er forælderen.

Det skal gøres alment og aftabuiseres. Så vi undgår disse situationer. Så forebygger vi mistrivsel hos et barn med donorophav. Men i lige så høj grad for de forældre, som gør brug af donor - og den relation de får til deres barn.


Hvad vil du sige til forældre som bruger donor, men som er nervøse for at fortælle deres børn omkring det?

Jeg vil gerne sige til dem, at jeg virkelig godt kan forstå deres potentielle frygt og de tanker og følelser de måtte have. Men at det aldrig vil komme til at betyde noget for barnets opfattelse for dem som forældre. Det er tilknytningen de kommer til at skabe til deres barn, der gør dem til forældre. De er ikke mindre forældre selvom de får hjælp af en donor. Åbenhed vil styrke jeres relation og barnets identitetsfølelse.

Barnet vokser op med en følelse af, at de er ønsket og at de er en kæmpe gave. Det er fantastisk at føle, at man er så ønsket og det ændrer en donor slet ikke på.