Danielle: “Jeg føler mig anderledes gravid end dem, som ikke har den tunge bagage med”

Efter at have tabt tre graviditeter bliver Danielle og Patrick henvist til Rigshospitalets enhed for gentagne graviditetstab. Her bliver de gravide i første IVF-forsøg, men frygten for at miste sidder stadig dybt i Danielle.

Skrevet af:

wawa

24. december - 2021


Efter tre graviditetstab er det svært for Danielle at hvile i sin graviditet, og hun bliver rørt, når nogen kalder hende mor. Her fortæller hun om at miste tilliden til sin krop – og langsomt genfinde den igen.

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre? Og hvordan skred tiden frem?

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn. Fra jeg var helt lille, har jeg altid sagt til min mor, at jeg skulle have et hus fyldt af børn, og så kunne hun få lov til at bo nede i kælderen og komme op og hjælpe til og lege med dem.

Dét at få børn har altid været helt naturligt for mig, men jeg havde ikke set det komme, at det ikke ville være helt så naturligt for min krop.

I 2018 smed jeg p-pillerne, og min mand, Patrick, og jeg var enige om, at vi ville prøve at få børn. Jeg husker, at jeg var nervøs for, om det kunne lykkes. Det virkede næsten uvirkeligt for mig at tænke på mig selv med en stor gravid mave – det gør det faktisk stadig.

Månederne gik, og de uendelige ægløsningstests, den planlagte sex og de mange negative graviditetstests gjorde det svært at holde modet oppe. Jeg følte, at alle omkring mig blev gravide og havde vellykkede graviditeter, mens jeg blot tilføjede mere og mere sorg i min bagage.

Jeg kiggede ikke længere på en kalendermåned som et ”almindeligt menneske”, men inddelte det hele efter, hvornår jeg skulle regne med ægløsning, og hvornår jeg muligvis kunne være gravid og teste. Det fyldte mere og mere, og jeg havde bare brug for, at nogen kunne fortælle mig, at det en dag nok skulle lykkes.

Vi interviewer

Danielle Gregory på 29 år.
Hun arbejder som stewardesse
og bor på Amager med sin mand
Patrick Bates, der er 33 år og
studerende. Vi kender dem fra
programmet Alene i Vildmarken
på DR.

Kan du fortælle os om dine første følelser i forbindelse med fertilitetsbehandling og som tiden skred frem?

Efter tre graviditetstab og næsten tre års forsøg, gik vi i gang med IUI. Jeg husker det, som om jeg fandt det befriende at skulle give ansvaret videre. Jeg havde en idé om, at fordi jeg havde været gravid naturligt tre gange før, så skulle det nok lykkes med IUI.

Vi blev tilbudt tre forsøg, og ingen af dem lykkedes. Vi modtog derfor en henvisning videre til IVF i det offentlige. Jeg har aldrig skammet mig over at skulle i behandling. Jeg synes, at kvinder og mænd, der går igennem fertilitetsbehandling, er nogle af de allersejeste. De har skullet kæmpe for det, og det har som oftest ikke været en nem vej dertil. Det var ikke noget, jeg vidste særlig meget om, før jeg selv stod i forløbet, men den dag i dag har jeg så meget kærlighed og respekt for andre, som står i denne situation.

Jeg var den eneste i min omgangskreds, der både havde mistet og havde svært ved at blive gravid, så det var enormt ensomt.

Det kan være svært at sige det rigtige og støtte en person, når man ikke har nogen idé om, hvad de går igennem. Det har jeg aldrig været sur over, for jeg forstår det godt.

Jeg vidste ikke en dyt om fertilitetsbehandling, før det blev relevant for mig. Men ensomheden i det hele blev for meget, og jeg valgte derfor at starte en blog, hvor jeg skrev om vores forløb og mine følelser.

Jeg havde aldrig troet, at det skulle være så givende at tale om det. Jeg har mødt så mange par, der kan genkende mine følelser, og jeg har sjældent følt så meget støtte og opbakning, som jeg har gjort, efter at jeg talte højt om det.

Nogle dage kan jeg tale om det uden problemer, og andre dage kommer der tårer med på vejen. Jeg har lært, at begge dele er helt okay. Og jeg er stolt af, at jeg den dag i dag kan stå ved mine følelser og den person, jeg er blevet i løbet af dette hårde forløb.

Kan du fortælle os om behandlingsforløbet?

Vi startede i IUI i foråret 2021 og havde tre mislykkedes forsøg. Vi modtog derfor en henvisning til IVF i det offentlige, hvor ventetiden lå på 6-8 måneder. Men ventetiden var svær, og da sygeplejerske-strejken ramte fertilitetsklinikkerne, gik det udover min tålmodighed. Vi endte med at tage kontakt til klinik Olga i Rusland.

Jeg havde ellers altid syntes, at det lød vanvittigt at tage helt dertil, men jo mere vi snakkede med dem, jo mere trygt og rigtigt føltes det. Vi havde næsten fået det hele på plads, da jeg modtog et brev fra Hvidovre Hospital om, at vi var klar til at kunne tilmelde os behandling. De fleste omkring mig sagde, at det var spændende, men jeg kunne slet ikke se det gode i det. Jeg havde skyldfølelse, da jeg nu hellere ville til Rusland, og her sad jeg og var utaknemmelig for at kunne starte, når andre kvinder sad i venteposition og håbede på deres indkaldelse.

Vi blev dog enige om, at vi skulle give det et par forsøg herhjemme, før vi udelukkede det, og et par uger senere var vi så i gang.

IVF var hårdt; alle hormoner tog hårdt på min krop og psyke. Jeg var konstant nervøs for, om noget ville gå galt undervejs. Ville jeg have nok æg? Ville de blive befrugtet? Ville de overleve? Og sådan blev mine tanker ved.

Vi var så heldige, at det lykkedes i første forsøg. Jeg fik taget 4 æg ud, 3 blev befrugtet, og 2 klarede den. Jeg ruger i øjeblikket på det ene æg og er nu gået ind i andet trimester – det er det længste, jeg nogensinde er nået i en graviditet.

Vil du fortælle om graviditetstabene? Blev du undersøgt? Fik du en grund?

Der gik næsten et år, før den første positive graviditetstest dukkede op. Glæden varede ikke længe, da jeg aborterede i uge seks. Jeg var knust. Jeg kan huske, at jeg skammede mig lidt over, at jeg var så ked af det. Jeg havde i princippet kun været gravid i to uger, og jeg frygtede, at andre ikke ville kunne forstå min sorg. Var det okay, at jeg var så ked af det, når jeg ikke var længere henne?

Næsten et år senere gik vi i gang med udredning, så vi kunne starte i fertilitetsbehandling. Dog nåede vi ikke så langt, før jeg igen stod med en positiv graviditetstest. Vi var selvfølgelig bekymrede, men som ugerne skred frem følte vi os mere trygge. Vi nåede til uge 11, og jeg tænkte, at nu var den sikker.

Vi var til en tryghedsscanning på min fødselsdag, og der fik vi nyheden, at hjertet var stoppet med slå et par timer inden.

Jeg var i chok, og jeg var dybt ulykkelig. Det føltes så uretfærdigt, og tanken om at skulle igennem alle de mange måneder og negative graviditetstests igen var uoverskueligt. Men i øjeblikket føltes alt det uoverskuelige også ligegyldigt, for jeg ville have det barn.

Jeg fik foretaget en udskrabning, og efter den modtog jeg beskeden om, at jeg skulle til videre udredning, da de kunne se, at jeg havde endometriose. Lægen fortalte mig også, at jeg nok ville få rigtig svært ved at få børn i fremtiden. Jeg manglede fagpersoner, der ville støtte mig, men i stedet sad jeg alene. Jeg havde ikke overskud til selv at opsøge hjælp, og jeg følte mig meget alene og isoleret.

Der gik cirka fire måneder, og så blev jeg gravid igen. Og igen mistede jeg i uge 6 – og tanken om at få lov til at få børn virkede urealistisk. Jeg mistede min tillid til min krop. Jeg havde skyldfølelse overfor min mand, fordi jeg følte, at jeg holdte ham tilbage fra at få børn.

Først efter at vi havde mistet tre gange, var vi berettiget til at blive undersøgt. Jeg synes, at det er et skørt system; at man skal helt derud, hvor alt håb forsvinder, før man bliver hørt. Hvis der ikke er kapacitet til, at man kan undersøges før, så kan der i det mindste tilbydes en form for psykisk hjælp under forløbet.

Min mand og jeg fik en henvisning til Enheden for Gentagne Graviditetstab på Rigshospitalet. Vi fik foretaget en masse undersøgelser, men ingen svar.

De fandt ud af, at jeg havde faktor V Leiden, men heller ikke dette kunne de sætte som en årsag. Det var en mærkelig følelse.

Jeg ønskede ikke at fejle noget, men jeg ønskede næsten noget konkret, der kunne sige: ”Det her er årsagen til tabene, tag de her piller, og så går alt godt næste gang.” I stedet blev vi tilbudt IMUS-behandling ved næste graviditet;  altså at jeg ville blive fulgt og støttet ved næste graviditet.

Hvordan holder man håbet oppe?

Jeg ville ønske, at der fandtes en bog, jeg kunne slå op i, som kunne give mig opskriften på at holde modet oppe under sådan et forløb. Jeg har bestemt mistet håbet mange gange, men til tider har det lykkedes mig at finde det frem igen. Jeg har lært, at jeg skal acceptere de følelser, jeg sidder med, og ikke prøve at rationalisere eller skubbe mine følelser væk. Hvis jeg er ked af det, så er det okay, og hvis jeg er glad, så skal jeg nyde det. Det har hjulpet mig bare at være i det og tage en dag ad gangen.

Hvilke tanker, frygt/glæde rumsterede undervejs i behandlingen?

Det gjorde især frygten for, om det nogensinde skulle lykkes, og ikke mindst frygten for, hvor længe det ville trække ud.

Der var også flere små ting, som fyldte.

For eksempel var jeg nervøs for, at folk i min omgangskreds skulle vælge de babynavne, som mine børn skulle have, før jeg selv kunne nå at bruge dem.

Mange af mine tætteste veninder blev gravide, mens jeg var under behandling, og på trods af, at jeg var glad på deres vegne, så fodrede det også min sorg og min bekymring for, om det nogensinde ville lykkes for os.

Jeg lukkede mig meget inde under vores IVF-behandling. Til dels fordi jeg var så medtaget af alle hormonerne, men også for at passe på mig selv. Jeg havde brug for ro til at komme igennem det. Jeg gik også meget op i, at vi fejrede de små succesoplevelser undervejs. For det er så vigtigt at huske og værdsætte de små gode ting, der kommer hen ad vejen, uanset hvor store eller små de så måtte være.

Hvordan påvirkede det forholdet til dig selv?

Selvom der aldrig har været fundet en årsag til vores tab, så har jeg mange gange været sur på min egen krop. Jeg mistede tilliden til, at den kunne blive gravid og til at den kunne holde på et barn.

Efter andet graviditetstab spurgte jeg min mand, Patrick, om han kunne overveje at gå fra mig og få børn med en anden, nu når det var så svært med mig.

Nu er det heldigvis kun på mine dårlige og svære dage, at jeg er så sur og skuffet over min krop, men de dage er der stadig.

Jeg tror også, at en af grundene til, at jeg har haft tendens til at bebrejde mig selv, er den måde, andre kigger på os på: Hvis Patrick drikker en øl, er der ingen, som siger noget til ham, men så snart jeg gør det samme, så kommer der kommentarer som: ”Må man godt det, når man er i behandling?” Og det har helt klart bidraget til en skyldfølelse og en dårlig samvittighed hos mig. Men samtidig fortæller de samme personer mig også, at hvis bare jeg slappede mere af, så ville jeg nok blive gravid.

Hvad tror du, det er, der gør fertilitetsbehandlingen så belastende?

Det er et stort spørgsmål. Nok fordi det er en kæmpe drøm og noget, som jeg brændende ønsker mig, men som jeg ikke kan få nogen garanti på at få. Jeg bliver kun tilbudt et begrænset antal forsøg, og hvis det ikke lykkes, så er det bare bad luck. Tænk, hvis vi behandlede andre patienter sådan? Tænk, hvis en person med et brækket ben kun måtte blive opereret én gang – og hvis det så ikke lykkedes, så måtte han selv finde ud af det? Det lægger et kæmpe pres på én at vide, at det skal lykkes inden for x antal forsøg.

Noget andet, som også er belastende, er den manglende information til dem, som ikke står i situationen. Det har fyldt meget for mig.

Mange mener, at de kender til fertilitetsbehandling, fordi de lige så et kort indslag i nyhederne, men de kender ikke til, hvad det gør ved psyken og ens selvopfattelse. De forstår ikke, hvad kroppen og parforholdet går igennem.

Hvordan oplevede du de “store snakke” om fremtiden, hvis ikke I lykkedes i behandling?

Jeg synes egentlig, at vi har været gode til at kommunikere og lytte til hinanden. Det har helt klart været en proces, og det har ikke altid været helt nemt, men jo længere tid der gik, jo mere fik vi også en gensidig forståelse for, at det var vigtigt, at vi kunne tale frit og ærligt om vores følelser.

Vores sidste plan var at tage til Klinik Olga i Rusland, hvis det ikke ville lykkes med IVF herhjemme. Olga havde foreslået at lave PGT-A på mine æg og tjekke for kromosomfejl inden ægoplægning, og de ville også lave en meget grundig undersøgelse af os begge og mig især. Det synes jeg lød meget betryggende.

Føler du, at dine relationer til veninder og venner er blevet påvirket undervejs i behandling?

Ja, det gør jeg. Mit overskud og mine prioriteter ændrede sig undervejs, og jeg kunne ikke længere være den veninde, som jeg var engang. Jeg kunne ikke rumme deres problemstillinger, når nu mine egne fyldte så meget. Jeg var heller ikke længere hende, der ringede til mine veninder bare for at snakke, for jeg havde brug for ro.

Jeg har nok følt mig lidt egoistisk. Som om at venskaberne kun har skullet gå én vej og ikke to, som de plejede. Jeg har helt klart haft dårlig samvittighed overfor mine veninder, men jeg har været nødt til at sætte mine egne behov først.

I har heldigvis fået en positiv graviditetstest. Vil du fortælle lidt mere om den oplevelse?

Min graviditet blev opdaget, ved at jeg blev overstimuleret efter ægoplægningen. Vi måtte en tur på hospitalet, hvor de fortalte os, at der var en chance for, at jeg var gravid, da de før har set, at en sen overstimulering kan hænge sammen med, at kroppen selv producerer hCG.

Vi nåede kun lige ind i bilen på vejen hjem derfra, og så kunne jeg se, at der stod noget nyt på min sundhedsplatform. Jeg var kun 3+4, så det var meget tidligt, men som jeg sagde til Patrick: ”Jeg er gravid, mit hCG er på 77 – fedt!”

Jeg havde troet, at jeg skulle græde af lykke, men i stedet sagde jeg bare “fedt”. Jeg var glad, men jeg var lammet.

Jeg ville gerne hoppe op og ned, men det kunne jeg ikke. Jeg blev samtidig ked af, at jeg ikke kunne være mere glad, end jeg var. Jeg ville så gerne, men frygten for at miste graviditeten igen var altoverskyggende.

Hvilke tanker fylder hos dig undervejs i graviditeten?

Frygten for at miste endnu en gang er det, som fylder. Jeg bliver scannet en gang om ugen cirka hos Enheden for Gentagne Graviditetstab, og jeg lever fra scanning til scanning. Jeg har konstant brug for bekræftelse på, at der stadig er liv i min mave.

Det bliver en anelse lettere, som tiden går, men jeg er stadig bange for, at det hele kun er på lånt tid. Jeg er nu i uge 13, og jeg glæder mig meget, men jeg har stadig dage, hvor det hele er svært. Jeg kan heldigvis glæde mig mere nu, og vi har allerede købt et par babyting, hvilket føles fantastisk og surrealistisk på samme tid.

Da jeg betalte for varerne, var det, som om jeg købte dem til en venindes baby, indtil det gik op for mig, at det var til min egen.

Det har jeg stadig lidt svært ved at forstå.

Du gik fra at være i fertilitetsbehandling til at skulle være mor. Hvordan føles det?

Jeg ved ikke, om jeg selv forstår det 100% endnu, men de dage, hvor jeg gør, så føles det fantastisk. Jeg bliver stadig rørt, når nogen kalder mig mor. Jeg nyder især tiden med Patrick, hvor vi kan nyde at være i nuet og snakke om vores baby og drømme. Men jeg ved også, at der kommer en tid igen, hvor vi vil have flere børn, og så kører møllen forfra igen – men for nu vil jeg bare prøve at nyde, at det går i den rigtige retning. Og forhåbentlig fortsætter det sådan.

Der er et identitetsskifte – fra fertilitetspatient til mor. Tænker du over det?

Når jeg læser med i min terminsgruppe på Facebook, eller når jeg snakker med mine veninder, så tænker jeg over det. Jeg føler mig anderledes gravid end dem, som ikke har den tunge bagage med. Jeg skrev med en i terminsgruppen, hvor jeg skrev, at jeg var meget nervøs for nakkefold, hvortil hun svarede: ”Hvorfor da?”. Som om det var helt skørt, at jeg var bekymret.

Jeg tror, at de fleste er nervøse i deres graviditet, men når man har kæmpet i så mange år, så kan det alligevel ikke helt sammenlignes.

Danielles tal

3 iui-h
1 IVF
4 graviditeter
Venter 1. barn

Når du ser tilbage på jeres forløb – hvad har så været det sværeste at være i?

Det har ensomheden og den manglende garanti. Jeg vil så gerne have, at nogle kloge hoveder kan love mig, at det hele nok skal gå.

Jeg ville ønske, at der havde været nogle fagpersoner til at samle mig op, da jeg havde det allersværest.

Jeg ville ønske, at der fandtes brochurer på hospitalet, der kunne hjælpe os og vores pårørende igennem den sorg, det var at miste en graviditet.

Jeg ville ønske, at jeg, da jeg skulle have min udskrabning efter min missed abortion, ikke skulle ligge lige op af barselsgangen og kigge på alle de nybagte forældre.

Der er mange ting, som har gjort ondt undervejs, og det er svært at sige, at lige præcis dét her har været det sværeste, for der er omvendt ikke noget af det, der har været nemt.

Hvordan kunne man forbedre forløbet, så det kunne afhjælpe nogle af de små eller store følgevirkninger? Og havde du taget imod det?

Jeg kunne godt have brugt en lille guide til pårørende; hvad man skal sige til en, der er i behandling. Og hvad man skal sige til nogen, der har opnået graviditet efter et graviditetstab/behandling. Og så kunne jeg godt have brugt psykologhjælp undervejs i forløbet – både under behandling og efter tab af graviditet. Og ja, jeg ville have taget imod de ting med kyshånd og åbne arme!

Hvilke tilbud fik I som patienter i fertilitetsbehandling, der kunne støtte op om psyken?

Vi fik desværre ikke nogen tilbud til at støtte op om vores psyke under behandlingen. Faktisk har det været noget, som jeg har efterspurgt under hele vores forløb.

Jeg var helt ødelagt efter mit andet graviditetstab, som var en missed abortion i uge 11. Jeg spurgte min læge til råds, men fik blot at vide, at det var normalt, og at jeg skulle ”op på hesten igen”.

I min journal fra hospitalet står der også bare ”patient er meget ked af det”, men uden at jeg blev tilbudt nogen hjælp eller rådgivning.

Jeg fik et stykke papir om, at jeg skulle bruge bind og ikke tampon, men INTET om, hvordan jeg skulle bearbejde min sorg.

Det er så hårdt at være ufrivilligt barnløs, og det overrasker mig, at det er op til én selv at skulle finde overskud og mod til at række hånden ud efter hjælp – som om at det hele ikke er uoverskueligt nok i forvejen.

Det har først været nu her i min fjerde graviditet, at jeg har kunnet læne mig op ad HAB (Enheden for Gentagne Graviditetstab). Der er jeg velkommen til at ringe, når jeg er bekymret, ligegyldigt om det skyldes psykiske eller fysiske gener – og det har givet mig en stor tryghed. Men jeg undrer mig stadig over, at man skal gennemgå så meget smerte, før at man kan nå til det punkt, hvor man både bliver set og hørt.

Se mere til Danielle her