Daniel Boysen: Det er på tide, at vi mænd ses som mere end bare vedhæng i fertilitetsbehandling

Da Daniel og hans hustru Rikke går igennem fertilitetsbehandling, er det kun hende, der bliver talt til og spurgt ind til. Og det giver Daniel en følelse af at være usynlig gennem det meste af forløbet.

Skrevet af:

wawa

27. november - 2021


Daniel Boysen ønsker at bryde med forestillingen om, at manden kan bære alt psykisk og derfor ikke behøver opmærksomhed gennem en fertilitetsbehandling. Her er hans bidrag.

Før udredning og behandling – hvor var I så i livet?

Vi boede i Aarhus på det tidspunkt, og Rikke var ved at færdiggøre sine studier på universitetet, mens jeg arbejdede på Hovedbiblioteket og var ved at skrive på en roman.

Vi mødte hinanden i 2014 og havde været kærester i et par år, da jeg skulle på et skriveophold for at færdiggøre arbejdet med romanen. Vi havde netop snakket om, at vi ville stoppe med "at passe på" og ville omlægge vores kost til en plantebaseret for at give vores kroppe de bedste forhold.

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre? Var I begge klar til forældreskabet på samme tid?

Vi interviewer

Daniel Boysen på 35 år,
er forfatter og litteraturformidler.
Bosat i København med sin hustru
Rikke på 30 år, der arbejder med
kommunikation i kulturbranchen.

Jeg er fem år ældre end Rikke, så jeg havde, allerede inden vi mødte hinanden, haft tanker om at skulle være far, men det er aldrig noget, jeg har haft travlt med. Jeg har aldrig set det som en essentiel del af min tilværelse.

Rikke var afvisende overfor tanken om børn, da vi mødte hinanden, men i løbet af de næste par år nærmede vi os stille og roligt hinanden. I 2016 besluttede vi os for at prøve at få børn – stadig ud fra tanken om, at vi ikke havde travlt. Så selvom vi startede to forskellige steder, mødte vi hinanden dér; et sted hvor tingene måtte gå sin gang, og hvor vi havde lyst til at få børn med hinanden.

Hvornår gik I så i gang med at prøve?

Vi gik i gang med at prøve i 2016 og havde kun forventningens glæde i os; vi mærkede det nærmest som en lettelse, fordi vi tænkte, at det ville komme hurtigt og uden problemer. Vi kendte ikke til andre fortællinger.

Det startede ud som en teenageagtig lykke; fordi vi nu skulle have det sjovt på lagnerne og gerne meget regelmæssigt.

Det var befriende, at vi ikke skulle bekymre os om, om vi blev gravide – hvilket ellers er den dominerende fortælling, når man dyrker sex og ikke ønsker at blive gravid. Men efter et års tid uden at blive gravide blev følelsen af befrielse afløst af undren og frustration.

Hvad skete der så?

Efter et års tid gik vi til lægen. For mit vedkommende handlede det mest om en analyse af min sæd, der i øvrigt så fin ud, mens det for Rikke mest var beskeden om, at vi bare skulle fortsætte, fordi vi var så unge – og fordi det så ud til, at Rikke havde masser af fine æg.

Det betød, at vi fortsatte lidt i samme spor, denne gang yderligere to år, før vi igen kaldte den og blev enige om, at vi skulle have en ny udredning, denne gang med ønsket om at starte i behandling.

Det mest frustrerende, både dengang og nu, er de lange ventetider og de forskellige beskeder, som gør én forvirret. Særligt med henblik på, at samfundet gerne drejer ansvaret over på det ufrivilligt barnløse par og siger; hvorfor gik I ikke i gang før? Har I nu gjort nok?

Hvordan foregik udredningen? Hvordan havde I det?

Da vi endelig kom i udredning hos Klinik Aagaard (der siden har skiftet navn til Klinik Bay) var det en mærkelig dag. Mærkelig, fordi der ikke kom nogle endegyldige svar. Og mærkelig, fordi vi allerede havde bevæget os fra befrielse til frustration og nu gik ind i en følelse af, at vores kroppe og liv var med i et klinisk forsøg, at vi ikke længere tilhørte os selv.

Mine prøver lignede sig selv, og i Rikkes tilfælde var der en særlig opmærksomhed på, at hendes cyklusser var uregelmæssige, og at slimhinden var tynd og derfor ikke kunne fange æggene.

Med andre ord fik vi at vide, at det var nødvendigt med hjælp, hvis vi skulle blive gravide.

De følgende dage var vi både lettede og kede af det; lettede, fordi vi nu vidste, hvad der skulle gøres. Kede af det, fordi det altid føles som et nederlag, når kroppen ikke kan selv. Men vi oplevede også en form for beslutsomhed og tænkte, nu tager vi skæbnen i egne hænder, nu skal det lykkes, nu skal vi være forældre lige om lidt.

Fortæl os kort om behandlingsforløbet indtil nu – hvilke tanker og følelser rumsterer undervejs?

Realiteterne rammer hårdt. At være i fertilitetsbehandling er ikke nogen mirakelkur. At blive udredt er kun begyndelsen.

Rikke skal stikkes i maven med Gonal-F, en kemisk lugt spreder sig i hele lejligheden, og første gang er jeg ved at kaste op.

Da jeg sidder med kanylen i hånden og Rikke klemmer om sit maveskind, tænker jeg et øjeblik, hvad har vi gang i, hvorfor gør vi det her. Det virker grænseoverskridende, og det er allerede her, eller faktisk måske lidt inden, at de etiske overvejelser begynder. For selvom bivirkningerne tilsyneladende er små, piller vi alligevel ved kroppens naturlig rytme – både de harmoniske og disharmoniske – og påvirker det, vi mener er nødvendigt.

Vi stikker i over fjorten dage, inden kanylen skiftes ud med en anden slags, der løsner æggene, og jeg fylder en lille kop, som skal insemineres i hende. Undervejs har der også været scanninger for at følge med i forløbet inde i livmoderen, det hele er goldt og klinisk, oplevelserne varierer, og jeg er mest til stede som en tilskuer, der ikke må komme med ind på klinikken på grund af restriktioner, da jeg bliver betragtet som pårørende.

Første gang sker der ikke noget. Det lykkes ikke.

Vi er ivrige efter at gå i gang med behandlingen igen med det samme, men klinikken holder sommerferielukket. Det ender med nogle måneders pause fra behandling, hvor en graviditet pludselig opstår spontant, uden behandling, efter 4 år. Der tror vi, at al vores frustration er forbi, og vi ser en fremtid for os med et barn.

Men sådan skulle det ikke blive.

Hvordan har det været at være dig i de perioder?

Vi blev gravide i oktober 2020, men det skulle allerede nogle uger senere vise sig at være en ektopisk graviditet (graviditet uden for livmoderen). En blodprøve er ikke bare en blodprøve. En blodprøve kan fx vise hCG, som helst skal stige på en bestemt måde i en almindelig graviditet. Cirka 2% oplever en sådan graviditet.

De første par uger steg tallet, som det skulle, men så kom der nogle uventede fald, og så kun svage stigninger derefter. Først håbede vi (tænk at bruge ordet håbede i den sammenhæng), at det ville udvikle sig til en spontan abort eller gå til grunde og forlade kroppen af sig selv. Det skete ikke. Den næste måneds tid var præget af stor usikkerhed og en stigende fortvivlelse, fordi vi ikke vidste, om det var godt eller skidt.

Det endte med en ret voldsom uge, hvor vi var på hospitalet om mandagen, overnattende, fordi Rikke fik smerter i maven. Det gik over igen, og vi kunne tage hjem næste morgen, eller, tage på arbejde. Skubbe vores følelser til side.

Om fredagen gik den ikke længere, og Rikke skulle opereres. Vi mistede. Men da det skete før uge 22, fik vi ikke sorgorlov.

Jeg gik på arbejde dagen efter, fuldstændig knust, mens Rikke fik "lov til" at arbejde hjemme en uges tid, mens hun var i sorg og havde ondt i kroppen efter operationen.

Efter en længere pause i behandlingen, der udelukkende skyldtes, at vi var psykisk skrøbelige, genoptog vi en ny behandling med Letrozol. En – for os – nemmere behandling, der blot bestod af, at Rikke skulle sluge en tablet én gang om dagen i fem dage.

Denne gang gravid i behandling, men også med det resultat, at det gik til grunde. Dog uden at vi blev sikre på, om den sad i eller uden for livmoderen. Stadig med sorg til følge.

Hvordan er det generelt at være mand til en kvinde i fertilitetsbehandling? Hvad har din rolle været?

Jeg tror, jeg kan beskrive det bedst ved at forklare, hvad der skete rundt om operationen i november 2020 – en alvorlig situation, som vi ikke havde oplevet før.

Personalet fortalte mig, at Rikke først skulle opereres seks timer senere, selvom vi skulle møde ind klokken 8 om morgenen. Derfor tog jeg hjem og lavede mad, som hun kunne få, når hun vågnede efter operationen (da hospitalet ikke tilbyder vegansk kost).

En halv times tid efter at jeg var kommet hjem, ringede Rikke og sagde, at hun blev kørt til operation – og alt vendte sig i mig. Jeg ville have været der, givet hende et kys, krammet hende, lagt hånden på maven, men i stedet måtte vi gøre det over telefonen.

Da jeg kom tilbage til hospitalet, ude af mig selv, var sengen væk i patientstuen, og jeg satte mig i den lilla stol, mens jeg stirrede ud i luften. Der sad jeg i mindst to timer (!), før en sygeplejerske kom ind og så til mig og fortalte, at operationen gik godt, og at Rikke lå på opvågning.

Den oplevelse indkapsler den usynlighed, jeg har oplevet som mand gennem det meste af forløbet.

Forestillingen om, at manden kan bære det hele, at manden kan alt, kommer til udtryk i alt fra simple meddelelser til krisesituationer.

Men manden kan ikke bære alt, og det er på tide, at manden/den anden part bliver behandlet som mere end et vedhæng. Der er måske forskel på, hvordan man påvirkes fysisk, men psykisk går begge parter gennem sorg, angst, søvnløshed.

Hvordan har behandlingen påvirket jeres parforhold? Hvordan holder man fast i håbet midt i håbløsheden?

Der sker nok det for mange par, og os, at det bliver meget mekanisk. Ens tilværelse bliver skemalagt efter blodprøver, medicinindtag, rettidig lagengymnastik og øvrig ventetid.

Der forsvinder ganske enkelt noget spontanitet fra hverdagen, som kræver en del arbejde at genfinde. Men vi har forsøgt at "give os selv fri" og ikke tænke over, at nu er klokken 16, og det er onsdag, så nu skal vi, men i stedet finde tilbage til lysten.

En vigtig ting har været, at vi hele vejen igennem har givet plads til hinandens følelser og snakket om det. Håbet ligger i, at man tør snakke med hinanden om tingene; for det er nogle svære snakke, men de bliver nødt til at blive taget, så man hele tiden kalibrerer forventninger og forstår, hvordan den anden har det.

Oplever du, at jeres relationer har ændret sig undervejs?

Det har været svært at gøre klar overfor vores forældre (og den generation i det hele taget), hvor meget det har betydet for os, da de måske ikke har haft samme problemer. Min far er mindst 13 år foran mig i forhold til at få et barn. Men jeg har en ven, som har gennemgået noget lignende, hvilket har givet mig lidt ro i forløbet.

Rikke har haft lettere ved for eksempel at finde grupper på de sociale medier, som kunne give et mere uafhængigt sted at snakke frit. Men behandlingen har kun påvirket vores relationer på en sådan måde, at alle i sidste ende har vist forståelse og været nysgerrige på, hvad vi gennemgår.

Hvor står I nu?

Vi er i den lykkelig situation, at vi skal være forældre til februar 2022. Egentlig holdt vi pause fra behandlingen, men det viste sig at være lige dér, det umulige kunne lade sig gøre. Vi fik ellers at vide, at vi ikke kunne blive gravide uden behandling. Taget vores øvrige historie i betragtning, var vi en smule skeptiske i begyndelsen og meget usikre på, at det var virkeligt. Men nu er vi sikre. Vi skal være forældre - og vi er tilknyttet team sårbar i jordmoderforløbet, hvilket giver den nødvendige ro oven på vores traumatiske oplevelser i fertilitetsbehandlingen.

Når du ser tilbage – hvad har indtil nu været sværeste?

Det sværeste har helt klart været den sorg, vi oplevede og til stadighed oplever over at have mistet nogen, som vi ikke har mødt. Hvordan savner man noget, der ikke er? Hvordan kommer man over det? Vi havde brug for ro, men den ro fik vi ikke.

Men det har også været særligt svært for mig, at der ikke er nogen fællesskaber for mænd via landsforeningen eller på de sociale medier.

Det betyder, at jeg går rundt i det alene.

Og det har desuden været svært, at alle altid kun taler til Rikke, det gør hende ensom og mig usynlig. Der skal gøres noget ved den kultur; vi er et par, også på hospitalet og klinikken.

Daniel og Rikkes tal

2 IUI-H på trods af 2 års
behandlingsforløb med
tilknytning til fertilitetsklinik.
Ventetiden skyldtes operation
for ektopisk graviditet,
uregelmæssig cyklus,
corona og livet generelt.
3 graviditeter
De venter et barn

Du har skrevet en bog om jeres oplevelser. Hvordan kan det være, og hvad har det betydet for dig?

Min roman gå til grunde startede jeg på den dag på hospitalet, hvor jeg sad alene, mens Rikke blev opereret. Jeg har altid en notesbog på mig, og jeg gik i gang der. Jeg har skrevet bogen for at give et sprog til mænd og par i fertilitetsbehandling og for at slå den tavshed, der omgiver den del af samfundet, i stykker. Romanen er et sammensurium af egne oplevelser, statistikker, ting jeg har læst, tekst fra skilte og drømme om et andet samfund.

Romanen kom til mig som en nødvendighed, og det var vigtigt at skrive den, mens mit og vores liv lå i ruiner; den skulle ikke skue tilbage fra den anden side, men illustrere og fremvise det kaos, som en behandling kan medføre – og heldigvis også drømme, lys og håb.

Den er ikke skrevet for min egen skyld; den er skrevet som et opgør med de uanstændigt høje forventninger, der er til mænd (og kvinder) i sådan en situation, og stiller blandt andet spørgsmålet om, hvorfor vi er villige til at ofre så meget af os selv for samfundets skyld?

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

At der er en risiko for, at det ikke bare lige lykkes, så simpelt kan det siges.

Hvad vil du råde andre mænd til, hvis de er på vej til første møde med fertilitetsklinikken?

Spørg for alt i verden, om lægen eller klinikken kan pege dig i retning af et sted, hvor du kan snakke med andre, der står i samme situation – et sted, der er gratis, og gerne en gruppe.

Det er ikke skammeligt at gå i behandling, men det er en skam at skulle gå med det alene.