Clara Eggers: Den nye graviditet fratager mig ikke mit “carte blanche” til at være ked af det

Når Clara Ulrich Eggers tænker tilbage på tiden omkring tabet af sin og Jonas’ søn i uge 21+6, kan hun blive helt i tvivl om, hvordan hun stadig eksisterer. Men det gør hun. Og i dag venter de sig en søskende til deres lille, fine dreng i stjernerne.

Skrevet af:

wawa

02. december - 2021


Da Clara fødte sin søn i uge 21+6, gik verden ikke i stå, som hun havde forventet. Her fortæller hun om, hvordan de gode dage kan eksistere parallelt med tomrummet. Og hvordan sorgen ikke er noget, man skal “komme over”, men kan lære at omfavne.

Hvornår begyndte du og Jonas at tale om børn?

Siden vi mødte hinanden, har vi i mere eller mindre alle henseender været gode til at forventningsafstemme, og vi begyndte derfor også at tale om børn ret tidligt i vores relation. Der var ingen tvivl om, at vi havde lyst til at få hinandens børn, men jeg var fast besluttet på, at jeg ville være færdiguddannet og i arbejde, inden vi gik i gang med projektet. Jonas var nok i virkeligheden klar et godt stykke tid før mig, men han havde fuld forståelse for mine ønsker, og jeg følte aldrig et pres fra hans side.

Jeg færdiggør min kandidat i 2018 og er faktisk stadig arbejdsløs, da vi i begyndelsen af 2019 beslutter os for, at nu er det nu.

Jeg var, til min egen store overraskelse, begyndt at mærke en helt urmenneskelig længsel efter at få børn, og så virkede det pludselig meningsløst at blive ved med at udskyde det på baggrund af eksterne faktorer, der alligevel var uden for vores kontrol.

Da I så har besluttet jer for at få børn, hvad sker der så?

Jeg tror, at vi begge to forventede, at det ville komme til at gå helt fint, når vi først ”gik i gang”. Set udefra var vi stadig unge og friske (26 og 28 år), og jeg havde en helt regelmæssig, om end lidt kort, cyklus, så vi var egentlig meget rolige omkring det hele til at starte med. Efter nogle måneder uden held begyndte vi at gå mere struktureret til værks med brug af ægløsningstests, men de bekræftede os bare i, at min cyklus var helt normal.

Clara Ulrich Eggers

29 år, ph.d.-studerende ved Aarhus
Universitet, danner par med Jonas,
31 år, der er Digital Konsulent.
Parret er bosat i Elev uden for Aarhus.

Vi fortsatte efter forskrifterne, men i begyndelsen af 2020, da vi havde været i gang i et år, var vi begge to godt og grundigt udmattede. Jeg tog derfor kontakt til min læge, og vi kom på venteliste til udredning og opstart i fertilitetsbehandling.

Efter at have gennemført alle de forudgående undersøgelser fik vi en tid til opstart af forløb midt i marts 2020. En uge forinden lukkede landet ned pga. COVID-19, og jeg hulkede mig igennem den nu telefoniske opstartssamtale, hvor vi fik besked om, at vores sag måtte blive sat på stand-by på ubestemt tid.

En lille måned senere viste graviditetstesten for første gang nogensinde to streger, og jeg kunne ikke tro mine egne øjne.

Jeg kan huske, at jeg kom ind i soveværelset, og sød som han er, nåede Jonas at påbegynde sin “årh, skat, vi prøver igen næste måned”-omsorgstale, inden jeg (mest af alt forvirret og lidt panisk ved tanken om på sigt at skulle presse et menneske ud af min krop) viftede tispinden med de to, helt tydelige, streger i hovedet på ham.⁣⁣

Hvad skete der så?

Indtil alting gik galt, gik mirakelgraviditeten strygende. Udover de klassiske graviditetsgener havde jeg det godt, og alt tydede på, at det samme gjaldt den lille prut i maven. Det var ret tilfældigt, at vi endte med at finde ud af, at han ikke var okay. Ved vores 2. trimesterscanning fornemmede jordemoderen en lillebitte utæthed i hans hjerte. Hun var i tvivl om, hvor alvorligt det var, så vi fik tid til en ekstra undersøgelse ved en børnehjertelæge. Her blev det konstateret, at der var et lille hul i hjertets skillevæg, hvilket i sig selv blev anset som en bagatel, da der hvert år bliver født mange ellers-raske børn med denne hjertefejl, men vi blev stadig, af princip, tilbudt at få foretaget en fostervandsprøve.

En fostervandsprøve medfører en forhøjet risiko for spontan abort, men vi var enige om, at vi ikke ville få ro, hvis ikke vi takkede ja. Fredag den 14. august 2020 ringede en overlæge fra Skejby med den ulykkelige besked, at prøven ikke var normal og at fosteret havde en alvorlig kromosomafvigelse. Fem dage senere, på min 28-års fødselsdag, fødte jeg vores lille dreng.

I mistede jeres lille dreng i uge 21+6. Når du tænker tilbage; hvordan var tiden omkring tabet? Hvad fyldte hos jer, hvad følte du, og hvordan kom I igennem dagene?

Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg blive helt i tvivl om, hvordan jeg stadig eksisterer.

Da vi fik beskeden om den unormale fostervandsprøve, tænkte jeg: “Nu går jeg i stykker. Jeg går i stykker og falder fra hinanden, og verden går i stå.”

Men alting skete, og jeg var stadig intakt. Verden gik ikke i stå. Jeg lå ikke sammenkrøllet i fosterstilling og var ude af stand til at fungere. Jeg kunne godt have gode dage og grine og pjatte og snakke om alt muligt andet og glemme det for en stund. Det kunne godt eksistere parallelt med, at jeg i min kerne grundlæggende var ked af det.

Vi gik mange, lange ture. En smuk morgen i september spredte vi hans aske i havet, bare Jonas og jeg, så i naturen følte vi os tæt forbundet til ham og hinanden og universet. Det var vigtigt for os at give både os selv og hinanden plads til bare at være i sorgen, hvordan den end manifesterede sig. Ikke frygte den eller flygte fra den, men blot se den som et udtryk for vores kærlighed.

For mig havde sorgen især i begyndelsen en meget fysisk karakter.

De første par uger efter fødslen kunne jeg stadig mærke ham sparke. Jeg vågnede om natten og holdt om min mave og glemte, at han ikke var der længere. Hans fravær værkede i kroppen på mig, og jeg kan huske, at jeg bad Jonas om at blive ved med at holde om mig og ae min tomme mave, fordi jeg var nødt til at modarbejde den aversion, jeg kunne mærke, at jeg opbyggede mod min krop efter tabet. Men det var helende at komme ud og mærke lyset i ansigtet og lytte til vinden i træerne. Og bare at være tæt på Jonas. At dele vores tanker om vores lille, fine dreng og om os og vores håb for fremtiden. Vi eksisterede og kom igennem dagene sammen.

Hvornår var I klar til at starte op i behandling igen? Hvordan snakkede I om det?

Jeg endte med at blive indlagt og få foretaget en udskrabning en lille måned efter fødslen, og ret kort tid derefter begyndte min naturlige cyklus igen, hvilket på mange måder var et lyspunkt i sorgen.

Jeg ved, at det for nogen føles som et slag i ansigtet – som en hån – når menstruationen begynder igen efter et tab, men for mig var det stik modsat.

Jeg havde følt mig så svigtet af min krop, både i året op til, at jeg endelig blev gravid, og da vores søn viste sig at være syg, men menstruationens tilbagevenden – kroppens nulstilling – repræsenterede et håb om, at vi en dag ville kunne skabe liv igen.

Vi snakkede om det, allerede inden jeg fødte. Allerede da hun ringede fra Skejby med svaret på fostervandsprøven, spurgte jeg, om jeg ville kunne blive gravid igen. Og jeg ved, at vi begge følte os usle for overhovedet at tænke tanken, mens vores lille dreng stadig lå og bobbede rundt i min mave. Men det var så fundamentalt. Det er så fundamentalt et behov, når man først mærker det, at den indøvede ”moral”, man ellers har med sig fra sin væren i samfundet, må lade livet for de mere presserende spørgsmål.

Idet jeg var blevet gravid uden hjælp i foråret, insisterede jeg først på, at det var vejen frem. Efter et par måneder kunne vi dog godt mærke, at det slet ikke var en holdbar løsning; vi var begge udmattede af sorg og havde brug for ikke at bære ansvaret alene længere.

I december startede vi derfor i IUI-behandling hos Klinik Bay i Aarhus. Alting så godt ud, så vores første inseminationsforsøg blev foretaget så naturligt som muligt – kun en ægløsningssprøjte og så selve inseminationen.

Vores behandling derefter var lidt af en rutsjebanetur. Da vi skulle i gang med andet IUI-forsøg, viste det sig, at jeg havde udviklet en cyste på den ene æggestok, men i stedet for at gå i sig selv blev den bare ved med at vokse. Det var på mange måder godt at finde ud af, at jeg er “sådan en”, der er tilbøjelig til at udvikle cyster, for det kunne jo til dels forklare, hvorfor vi havde haft så svært ved at undfange på naturlig vis; det betyder nemlig, at jeg har, hvad der på overfladen ligner en normal cyklus, men jeg får aldrig min ægløsning. For at få cysten til at gå i sig selv skulle jeg, meget paradoksalt, igennem en cyklus på p-piller, hvilket heldigvis virkede, men tog hårdt på mit hoved.

I de efterfølgende måneder lykkedes det os at gennemføre yderligere tre IUI-forsøg – med mere og mere kras hormonbehandling, flere modnede æg og dertilhørende større håb. Men efter vores fjerde IUI-forsøg havde jeg det rigtig skidt. På det tidspunkt var der gået otte måneder, siden jeg fødte, og jeg var ked af det på en måde, som jeg ikke havde oplevet tidligere.

Vores behandling var igen sat på pause på grund af en cyste, og hele min krop smertede af sorg og vrede.

Alle vores tal var stadig gode, så vi havde to IUI-forsøg tilbage, inden vi ville blive sendt videre i systemet, til IVF-behandling i Horsens.

Og så købte vi et hus. Og det ændrede noget for os. For jeg var udmattet. Min krop og mit sind var tyndslidt. Jeg havde brug for, at vi på en eller anden måde kom videre, at der blev taget hånd om os, og en søndag midt i maj besluttede vi, at når vi nu alligevel havde forgældet os til evig tid, så ville IVF-behandling i privat regi nok være peanuts i længden.

Dagen efter kontaktede Jonas Maigaard Fertilitetsklinik, vi fik et telefonisk møde samme eftermiddag, og to dage senere påbegyndte vi vores første IVF-behandlingscyklus. Og det er højst sandsynligt den bedste beslutning, vi nogensinde har truffet. Ud over at blive og være hinandens kærester.

Da den dygtige Maigaard-læge én efter én tømte mine follikler, og laboranten fik væsken under mikroskop, blev det nemlig hurtigt tydeligt, at alt ikke var helt som forventet.

Jeg tror, at både Jonas og jeg var meget lettede, da de endelig fandt det første æg. For det viste sig, at mere end 60% af mine follikler var tomme.

Og så giver det jo pludselig rigtig god mening, at det er svært at undfange på naturlig vis – hvis cyster regelmæssigt obstruerer ægløsningen og der derudover kun er æg i ca. 40% af folliklerne.

Der var heldigvis lidt flere æg at finde, og i løbet af de efterfølgende dage fulgte vi, med hjertet oppe i halsen, med i, hvor mange æg der blev befrugtet, hvor mange der dernæst delte sig rigtigt, og om der til sidst var et æg til oplægning. To uger senere sad vi på badeværelsesgulvet og så teststregen tone frem. Meget svagt. Og meget langsomt. Og jeg tog en test mere, bare for at være sikker.

At gå gennem et fertilitetsforløb – og endda også en senabort – kan ofte slide på et parforhold. Hvordan har du og Jonas sørget for at passe på hinanden og jeres forhold undervejs?

Jonas og jeg har altid været et godt team. Det lyder måske basalt, men vi er gode til at tale sammen. Jeg tror, at de fleste par, der oplever fertilitetsproblemer, når et punkt, hvor alting føles mekanisk og aseksuelt, og da vi ramte det punkt, var det vigtigste, at vi var ærlige omkring det og ikke var fordømmende over for hinandens følelser.

Det samme gjorde sig gældende, da vi mistede vores lille søn. Det vigtigste, vi gjorde, var aldrig nogensinde at stoppe med at tale om det. Fra det øjeblik, hvor vi fik beskeden fra Skejby, var vi et hold. Vi gav hinanden lov og plads til vores respektive oplevelser – uden at fordømme, uden at forsøge at spejle os i den anden eller på anden vis sammenligne graden af vores ulykkelighed.

Der fandtes – og findes – ingen forkerte følelser. Vi gav hinanden plads til at have gode dage. Til at grine og pjatte og have det sjovt, når systemet faktisk tillod det. Vi snakkede åbent om den dårlige samvittighed, som kunne følge med den slags dage. Og sørgede for at undgå, hvad jeg vil kalde ”uhensigtmæssig skånen”.

Under vores sorgorlov sagde jeg for eksempel til Jonas, at han gerne måtte dele det med mig, når han tænkte på vores søn. Eller når han bare var ked af det. Jeg kunne mærke, at han til tider undlod at gøre det, fordi han ikke ville hælde mere tyngde på mine skuldre. Han undlod også nogle gange at græde, hvis jeg græd. Men det blev meget hurtigt tydeligt for os, at selvom vi bar rundt på hver vores sorg, så blev den lettere, hvis vi delte byrden.

Du er nu gravid, og hjerteligt tillykke med det! Hvordan føles det? Kan du slappe af i graviditeten?

Det føles mirakuløst, at det er lykkedes, men så snart teststregen tonede frem, begyndte mit alarmberedskab også at larme. Og det har det faktisk gjort siden, selvom alting går godt. I min første graviditet var jeg nervøs op til scanninger og havde nogle naturlige bekymringer omkring fødslen og moderskabet, men grundlæggende var det en rigtig god, ”naiv” graviditet.

Denne gang er det helt tydeligt, at min krop og mit hoved er påvirket af et traume, som ikke kan fikses med rationel tænkning.

Statistik betyder intet for os, for vi har prøvet at være den astronomiske usandsynlighed. Men vi gør, hvad vi kan for at give os de bedste forudsætninger.

Efter fødslen sidste år lagde vi en plan sammen med overlægen, der havde fulgt vores forløb, og det har været en kæmpe hjælp at føle sig imødekommet – og husket – af ”systemet” i den nye graviditet. Jeg fik eksempelvis foretaget en moderkageprøve for at afdække den lille spires kromosomgrundlag allerede inden den officielle 1. trimesterscanning, og vi er tilknyttet Team for Sårbare Gravide på Skejby, hvorigennem vi får ekstra tryghedsscanninger og jordemodersamtaler.

2. trimesterscanningen var uden tvivl et vendepunkt for os begge. Det var der, alting begyndte at gå galt i den første graviditet, så at komme igennem den scanning og se det lille hjerte banke derudad, uden nogen utætheder, var en kæmpe lettelse.

Der er ingen tvivl om, at mit nervesystem er på overarbejde, men jeg skammer mig ikke over at række ud og spørge om hjælp længere. Om det er faglig sparring fra sundhedsvæsenet eller omsorg fra venner og familie. Jeg er stadig meget angstramt i bølger, men det lille liv i maven lader til at have det godt, og jeg forsøger at være mild ved mig selv og finde ro i, at jeg ikke kan gøre andet end at lytte til min krops signaler og passe bedst muligt på mig selv. (Hvis jeg passer bare halvt så godt på mig, som Jonas gør, skal det nok gå alt sammen.)

Clara og Jonas' tal

4 IUI-H
1 IVF
1 ægudtagning
(+ 1 ægoplægning)
2 graviditeter

Når du ser tilbage, hvad har så været det sværeste/hårdeste i jeres forløb? Føler du dig som en anden person i dag, end da I startede med at prøve at blive gravide?

For mig var det nok tiden efter fødslen og inden jeg igen blev gravid, der var den sværeste. Følelsen af, at vores liv var blevet sat på standby; at vi skulle have været et andet sted i vores fælles liv. At vi sad fast og hverken kunne bevæge os frem eller tilbage. Sorgen over det barn – det liv – vi havde mistet, der eksisterede parallelt med det altopslugende ønske om at blive forældre til et levende barn.

Jeg kan huske, at jeg i et opslag på Instagram skrev, at fertilitetsbehandlingen føltes som et maraton uden målstreg, og selvom jeg nu sidder med et (meget aktivt) minimenneske i maven, gør det ondt i brystkassen på mig at tænke på den periode. Det var en meget voldsom stilstand at befinde sig i.

Jeg føler mig på mange måder som en anden person, end da vi besluttede, at nu var vi klar til at kaste os ud i det der med at være en familie på mere end to.

Mine grundlæggende prioriteter har ændret sig. Jeg er på én og samme tid blevet mere tålmodig og meget mindre tålmodig: Mere tålmodig med mig selv, mindre tålmodig med verden. Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv; til at sige fra og sætte grænser og til at flytte mig fra situationer og mennesker, som ikke bidrager med noget konstruktivt.

Det er blevet mere tydeligt for mig, hvad der for mig er vigtigt i livet, og jeg er ikke længere villig til at gå på kompromis med mig selv eller nedtone mine følelser af hensyn til ”den gode stemning”. Derudover er min kognition også blevet påvirket.

Min hjerne fungerer ikke på samme måde som inden vores tab. Jeg kan ikke de samme ting i det samme tempo, og det er jeg egentlig helt okay med.

Men lige i den sammenhæng har det været rigtig svært at blive gravid igen, for det føles ofte, som om den nye graviditet i andres øjne har frataget mig mit ”carte blanche” til at være ked af det – og til stadig at være kognitivt udfordret. Som om at, så, nu må alt da være godt igen. Og der er helt sikkert også meget, der er bedre, men min hjerne fungerer ikke, som den engang gjorde, og sorgen er ikke noget, vi skal ”komme over” – den er et udtryk for vores kærlighed til vores lille søn blandt stjernerne, og den vil bo i os for altid.

Du siger selv, at det betyder meget for Jonas og dig at være så åbne om jeres forløb som muligt. Kan du beskrive hvorfor?

Jeg er godt klar over, at det for mange er ømtålelige emner. Sorg og infertilitet. Det er intimt og kan være grænseoverskridende at tale om. Og nogle vil nok synes, at det bliver lige lovlig personligt, men for mig er det det eneste rigtige. Det gør det ikke kun lettere for os, men også for andre mennesker, at der bliver talt åbent om det.

Folk omkring os har jo sjældent (forhåbentlig aldrig) dårlige intentioner, men der florerer virkelig nogle misforståelser, som bare rammer lige i mellemgulvet, når man er i modtagerenden med et ømt hjerte, som ingen rigtig ser – eller i hvert fald gerne vil undgå at blive konfronteret med.

Så det handler også om, at man i vores situation gerne må opdrage på sine omgivelser. Og det siger jeg i den allerkærligste mening. Den erkendelse var altafgørende for relationen til både familie og venner for mig (og os), efter vi mistede.

For alles skyld må man gerne opdrage på sine omgivelser. Det har ikke kun været en hjælp for os, men også for dem omkring os. Vi italesatte for eksempel, hvilket sprog vi havde brug for, at folk benyttede sig af.

Det var vigtigt, at de forstod, at jeg havde født et barn, så vi talte om det som en fødsel og ikke en abort.

At det gjorde ondt at blive mødt af kommentarer såsom "jeg er ked af, at I ikke blev forældre alligevel", for selvfølgelig blev vi forældre. Og da fertilitetsbehandlingen lykkedes og der igen var et lille liv i maven, var det vigtigt at cementere, at vi stadig var og er i sorg. At det ikke er en "normal" graviditet. Og ikke mindst, at den lille prut ikke er vores første barn – men en lillesøskende.

Selvom de pointer handler om tabet, har det samme i virkeligheden gjort sig gældende i fertilitetsbehandlingprocessen. Der er flere, der har skrevet til mig på Instagram, at ”det er da ikke et tabu i dag”, men det er desværre ikke helt rigtigt.

Infertilitet er for mange stadig rigtig, rigtig svært at tale om. Men jeg har selv læst glade graviditetsoffentliggørelser og haft svært ved at tage del i folks begejstring, fordi jeg til sammenligning følte mig så i stykker. Jeg følte mig utilstrækkelig. Som en dårlig repræsentant for mit biologiske køn og som en dårlig partner for den, jeg elsker. Det ved jeg, at vi begge har gjort. Og det er udmattende og opslidende at have det sådan.

Af netop den årsag har vi begge gerne villet være ærlige omkring vores situation, for om end det er personligt, så synes vi, at det er vigtigt at få aftabuiseret, hvor svært det er for rigtig, rigtig mange af os at undfange. Og selvom mange af mine opslag på Instagram har en personlig karakter, så er de aldrig private. Jeg kan sagtens mærke, hvor min (såvel som Jonas’) grænse går, og den kunne jeg ikke drømme om at overskride.

Men jeg har brug for at være ærlig og åben for at føle mig som mig og være tilpas i min online tilstedeværelse, og Instagram har været en virkelig konstruktiv platform for mig i min sorgproces.

Jeg synes, det er vigtigt, at man anerkender, at livet også er smertefuldt og barskt, for det vil det på forskellig vis være for os allesammen.

Men det at vide, at man ikke er alene, kan gøre en verden til forskel.

Hvordan ser fremtiden ud for jer, fra hvor I står i dag?

Vi håber, at det lille liv, der vokser i min mave, kommer ud til os i god behold. Og så tager vi den derfra.

Se mere til Clara her.