Charlotte er ægdonorbarn: “For mig at se er ‘donorbarn’ synonym for ‘ønskebarn’”

Charlottes mor gik i overgangsalderen, da hun var 25, og derfor kom Charlotte til verden ved hjælp af æg fra en anden kvinde. Den fortælling har Charlottes forældre altid været meget åbne omkring, og det er hun taknemmelig for i dag.

Skrevet af:

wawa

07. november - 2021


Hvordan lyder ens selvfortælling, når man er ægdonorbarn? Og “mangler” man noget i den fortælling, når ens donor har en lukket profil? Det har vi talt med Charlotte om.

Kan du til en start fortælle lidt om dig selv og din familie?

Jeg hedder Charlotte, jeg er 21 år gammel og studerende. Derudover er jeg ægdonorbarn, men det er ikke noget, jeg spekulerer over til hverdag. Faktisk tænker jeg kun på det, når der bliver spurgt ind til det.

Jeg har haft en meget normal barndom med en mor, far og to søskende. Mine to søskende er tvillinger og er også ægdonorbørn, men det er dog ikke med den samme donor.

Vi interviewer

Charlotte-Amalie Hendrichsen
på 21 år. Hun er studerende
på KU og bor i København.
Donortype: Lukket

Grunden til, at man ikke har brugt den samme donor, er, at det kun var de kvinder, som selv var i fertilitetsbehandling, der kunne få lov til at donere æg. Man skulle derfor bare være glad, hvis man overhovedet fik nogle æg doneret. Det betyder også, at mine søskende – rent genetisk set – kun er mine halvsøskende. Men det kunne aldrig falde mig ind at kalde dem for mine halvsøskende, for det er jo den samme kvinde, vores mor, som har båret og født os.

Jeg tænker også, at en af grundene til, at jeg har haft så normal en barndom på trods af at jeg er ægdonorbarn, er, at det ikke er synligt for andre, at jeg er ægdonorbarn. På den måde har det givet mig den frihed, at jeg kun har skullet snakke om, at jeg er ægdonorbarn, hvis jeg har haft lyst til det. Derudover har mine forældre været meget åbne om, at jeg er ægdonorbarn, hvilket i den grad har været med til at normalisere begrebet “donorbarn” for mig.

Lad os tage fat i begrebet “donorbarn” – hvad tænker du om det?

Jeg synes, at begrebet “donorbarn” er et godt begreb, da det meget fint beskriver, hvordan jeg er blevet lavet. Derudover er det også nemmere bare at sige, at man er ægdonorbarn, fremfor at skulle komme med en længere forklaring om, hvordan man er lavet.

For mig at se er begrebet “donorbarn” også et synonym for “ønskebarn”. Jeg kan stadig huske de gange, hvor jeg som lille spurgte min mor ind til, at jeg var ægdonorbarn.

Min mor har altid svaret, at jeg var et ønskebarn, og at når man får et donorbarn, så er det, fordi man brændende ønsker sig et barn.

Det er også først nu, hvor jeg er blevet ældre, at jeg egentlig forstår, hvad hun mente med, at jeg er et ønskebarn. For når jeg ser, hvordan andre kæmper for at få et barn gennem sæd- eller ægdonation, så er det meget tydeligt for mig, at de mennesker brændende ønsker sig et barn – for ellers ville de ikke kunne holde til at gå sådan et forløb igennem.

Hvad ved du om dine forældres beslutning, dengang de valgte at få dig? Havde de prøvet længe, hvornår besluttede de det, hvad følte de osv.?

Min mor gik i overgangsalderen, da hun var omkring de 25 år, hvilket betød, at hun ikke kunne få børn på normal vis. Det var meget hårdt for hende, for hun ønskede sig brændende børn. Da mine forældre mødte hinanden, var de i start-trediverne, så det skulle gå ret hurtigt, hvis de skulle gøre sig noget håb om at få børn.

Dengang skulle man være gift, hvis man gerne ville komme foran i køen til at få donoræg, så der gik ikke lang tid, fra mine forældre mødte hinanden, til at min far spurgte min mor, om de ikke bare skulle springe forlovelsen over og blive gift med det samme.

Det blev de så, men der skulle alligevel gå fem år, før de fik mig. I de fem år gik de igennem mange mislykkede forsøg. De mange nederlag resulterede i, at de til sidst havde opgivet håbet om at få et barn gennem fertilitetsbehandling, hvilket gjorde, at de i stedet begyndte at overveje adoption. Dette var også en lang proces, men til sidst lykkedes det dem at få mulighed for at adoptere to piger fra Pakistan. De manglede egentlig bare, at de sidste juridiske ting faldt på plads, før pigerne kunne komme til Danmark.

En dag fik mine forældre et opkald fra Rigshospitalet om, at de havde nogle æg tilovers, og mine forældre blev spurgt, om de kunne tænke sig at få dem.

Dengang var der virkelig få ægdonorer, så hvis man fik sådan et opkald, så var det bare om at takke ja med det samme.

På grund af adoptionen havde min mor stoppet sin hormonbehandling, så hvis det var helt rigtigt, skulle min mor have været i hormonbehandling for at kunne modtage æggene, men de takkede alligevel ja, velvidende at æggene nok ikke ville sætte sig fast.

Da hun kom op på Rigshospitalet, spurgte de hende, om hun nu også havde taget sine hormoner, for de syntes, at hendes livmoderslimhinde så meget tynd ud. Til det svarede hun, at det havde hun, for hun vidste godt, at hvis hun sagde nej, så ville de nok ikke spilde nogle gode æg på hende.

På mirakuløs vis blev hun gravid med mig, men det resulterede desværre også i, at de blev nødt til at afbryde adoptionen, hvilket de i lang tid kæmpede for ikke skulle ske.

Hvordan fandt du helt konkret ud af, at du var kommet til med hjælp fra en ægdonor? Og har I altid talt åbent om, hvordan du blev til?

Jeg var omkring de fire-fem år, da jeg fik at vide, at jeg var ægdonorbarn. Jeg kan stadig huske, hvordan min mor og jeg sad og legede med dukker, da hun fortalte mig, at jeg var lavet ved hjælp af ægdonation. Hun fortalte mig, at når man skulle lave et barn, så skulle man bruge et æg fra en mor og en sædcelle fra en far, men at hun ikke havde nogle æg og derfor havde været nødt til at låne nogle æg fra en anden kvinde for at kunne lave mig.

Det var ikke noget, jeg tænkte videre over, for jeg havde nok en forståelse af, at det var meget normalt, at man blev lavet på den måde. Mine forældre har så bygget videre på historien, jo ældre jeg blev, hvilket har hjulpet mig til bedre at forstå, hvad det vil sige at være ægdonorbarn.

Jeg er virkelig glad for den måde, de valgte at fortælle mig det på, for det blev formidlet på en måde, så jeg kunne forstå det.

Men derudover er jeg også utrolig taknemmelig for, at de valgte at fortælle mig det, da jeg var så lille – for så havde jeg ikke nået at gøre mig nogle erfaringer om, hvad det vil sige at blive lavet på en “normal” måde. Og derfor blev dét, at jeg var lavet ved hjælp af ægdonation, det mest naturlige i hele verden.

Hvad tænkte du, og har det fyldt mere eller mindre, end det gør nu?

Det, at jeg er ægdonorbarn, har aldrig rigtig fyldt særlig meget i min bevidsthed, da det i en tidlig alder blev gjort til noget meget almindeligt. Derfor kan jeg også til tider “glemme”, at jeg er ægdonorbarn, hvor jeg så kommer i tanke om det igen, når der bliver spurgt ind til det, ligesom i dette interview.

Det er derfor heller ikke noget, jeg som sådan snakker om i min omgangskreds. Ikke fordi det er skamfuldt, men fordi det simpelthen ikke fylder i min bevidsthed. Det er faktisk kun, hvis vi kommer ind på emnet, at jeg så kan finde på at nævne det. Det, at mine forældre altid har været meget åbne om, at mine søskende og jeg er ægdonorbørn, har nok også været med til at aftabuisere det.

Gad du godt at blive klogere på dit biologiske ophav, eller betyder det ikke så meget for dig?

Det har aldrig rigtig interesseret mig at skulle blive klogere på mit biologiske ophav, hvilket nok også har noget at gøre med, at det er så normaliseret for mig at være ægdonorbarn, og at jeg derfor ikke føler, at der er en del af mig, der “mangler”.

Det skal også lige siges, at dengang jeg blev lavet, kunne man kun være lukket donor, så derfor har det aldrig været en reel mulighed for mig at blive klogere på mit biologiske ophav.

Dét, at donoren er lukket, er lidt af en befrielse for mig.

For så er valget på en måde allerede taget for mig – og så er er der ikke en masse ting, jeg skal tage stilling til, i forhold til om hun gerne vil møde mig eller ej. For hvad nu hvis hun ikke synes om mig, eller jeg ikke synes om hende? Og hvordan skal vores relation være? Ingen af disse ting skal jeg forholde mig til, hvilket er en stor lettelse for mig.

Men med det sagt, så synes jeg ikke, at det at vælge en åben donor er en dårlig ting, da det for mange familier kan være en supergod løsning. Jeg synes i stedet, at noget af det vigtigste er, at barnet i en tidlig alder får at vide, at han/hun er donorbarn. For uanset hvilken donortype man har gjort brug af, så vil barnet (efter min overbevisning hvert fald) acceptere omstændighederne, da de er de eneste, barnet kender til.

Hvis der sidder nogle forældre derude, som har fået et eller flere børn ved hjælp af en donor, og som måske er i tvivl om, hvornår og hvordan de skal tage snakken med deres barn... Hvad er dit råd som donorbarn så til dem?

Jeg har været meget glad for tidspunktet og den måde som mine forældre fortalte mig at jeg var donorbarn på, så man kan eventuelt lade sige inspirere af hvordan de fortalte det.

Man bør fortælle barnet så tidligt som muligt at han/hun er donorbarn, frem for at vente til at barnet er blevet ældre, samt at den måde man siger det på skal være i øjenhøjde med barnet.