Cecilie: “Jeg ville gerne have vidst, at et negativt resultat ikke er et spildt forsøg, men et nødvendigt forsøg”

Cecilie og Joas’ fertilitetsbehandling er en flerårig rutsjebanetur, der igen og igen får dem til at tvivle på både deres egne og lægernes beslutninger. Men i dag ved de, at de negative resultater var nødvendige for at komme tættere på det positive.

Skrevet af:

wawa

15. marts - 2022


Som 24-årig får Joas opereret sin ene testikel væk under et kræftforløb, og Cecilie og han er derfor forberedte på, at de måske får behov for hjælp. Alligevel viser “projekt baby” sig at være et større projekt, end de har regnet med.

Hvornår gik I i gang med at prøve at lave en baby?

Allerede meget tidligt i vores forhold fortæller Joas mig om et kræftforløb, han har været igennem, og hans ønske om at få sit eget barn en dag samt frygten for, at det ikke kan lade sig gøre på grund af sygdomsforløbet. Vi var slet ikke dér i vores forhold, hvor vi skulle lave en baby sammen, men det er noget, vi har talt om lige fra starten grundet hans kræftforløb.

Vi er typerne, der skal tage et stort tilløb til alle store beslutninger, og derfor endte vi med at aftale, at når vi nåede efteråret 2017, så ville vi gå i gang med projekt baby. Da vi nåede vores egen ”deadline” i efteråret 2017, var jeg alligevel ikke klar til at lave en baby. Jeg havde mere lyst til at gøre karriere og købe en lejlighed med ham i København. Joas er heldigvis en meget forstående og tålmodig mand, og projekt baby blev parkeret i et års tid, indtil vi i januar 2019 begge er klar til at gå i gang. Det skulle vise sig at være både tragisk og komisk, at vi kaldte det “projekt baby” – for det blev rent faktisk noget af et projekt. Det største i vores liv!

Tiden gik, og der skete absolut ingenting i løbet af 2019, udover at vi havde en masse planlagt sex og at jeg meget desperat stod på hovedet i soveværelset – bogstavelig talt. Optakten havde været så lang, og nu havde jeg endelig taget beslutningen om, at nu var det nu, og så skete det bare ikke. Vores tidligere snak om, at det kunne blive svært, blev dermed en realitet.

Vi interviewer

Cecilie Frandsen på 31 år. Hun er
Cand.merc.jur og arbejder som
skatterådgiver hos BDO. Hendes
partner Joas Bay Nielsen er 34 år og
arbejder som byggeleder hos MinAltan.
De bor på Frederiksberg.

Hvem af jer sagde: ”NU går vi til lægen”?

Selvom det begynder at gå op for os, at vi nok ikke er det par, der kan lave en baby indenfor få måneder, så tager vi det ret roligt. Vi havde hørt om, at det var meget almindeligt at prøve i et-to år, så vi indstillede os på, at det måtte tage den tid, det tager. Vi havde også alderen med os, så vi satte tempoet og forventningerne ned og sagde til os selv, at vi ikke skulle have travlt.

I løbet af efteråret er jeg ved lægen i forbindelse med noget andet, hvor lægen siger det obligatoriske: ”Lad os tjekke, om din recept på p-piller skal fornyes”, og jeg siger: “Dem har jeg ikke taget i lang tid, så det behøver du ikke”. Hun spurgte så, om vi forsøgte at få børn, og det sagde jeg ja til. Min læge er også Joas’ læge, og da hun derfor kender til hans sygdomsforløb, spurgte hun os, om vi ville have en udredning.

Det var, som om at dét, at jeg nu havde sagt det højt til lægen, gjorde det til en større realitet: At vi rent faktisk var barnløse!

Og jeg skal love for, at bekymringerne og frustrationen startede herfra.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb:

Aldrig i vores liv har vi taget en så hurtig beslutning – selvfølgelig skulle vi have den udredning! Det gav mening at få et resultat frem for at prøve endnu et år uden at vide, hvad der var galt. Især når vi har Joas’ sygdomsforløb med i bagagen.

Under udredningen fyldte det meget for mig, om det mon var mig, der ”fejlede” noget, som blokerede for en graviditet. Vi har altid vidst, at der var en risiko for at Joas’ sædkvalitet var nedsat, så jeg var utrolig bange for flere overraskelser. Tænk, hvis vi skulle kæmpe med en ”fejl” både hos ham og jeg. Udredningen forløb over 3 måneder fra efteråret 2019 til starten af 2020, hvor vi gik til undersøgelser, havde ventetid, fik svar, fik nye undersøgelser, igen ventetid og så svar.

Joas leverede en sædprøve, og jeg har aldrig set en så nervøs mand, som da han skulle logge på sin sundhedsportal for at læse svaret flere uger senere. Vi forsøgte desperat at læse et eller andet ud af det med hjælp fra Google, men det kunne vi ikke, og vi måtte vente med at få svar til vores lægetid nogle uger senere.

Da alle vores undersøgelser var færdige, fik vi en fælles tid ved lægen til en opsamling på resultaterne. Resultatet blev “stærkt nedsat sædkvalitet”, men ellers var alt andet fint hos os begge – og jeg åndede lettet op, mens jeg godt kunne se, at det gjorde ondt på Joas. Jeg tror, at jeg fokuserede mere på, om der var flere ”fejl” hos os, mens han havde et håb om, at vi kunne lave en økologisk baby. Og nu var den frygt, som han havde levet med siden sit sygdomsforløb, ikke blot en frygt, men en realitet.

Joas fik testikelkræft, da han var 24 år gammel. Heldigvis blev det opdaget i tide, så det ikke nåede at sprede sig. Han blev rask uden kemo og gennemgik en operation på OUH, hvor de fjernede hans ene testikel. Inden operationen skulle Joas tage stilling til, om han ville have frosset sæd ned, hvis de endte med at operere begge testikler væk (lægerne var på det tidspunkt i tvivl om, hvad der helt konkret var i vejen).

Joas valgte at få frosset sæd ned, og først da han vågnede efter operationen, fik han at vide, at der var cancer i den ene testikel, og at de derfor havde fjernet den.


Han fik faktisk at vide, at hans muligheder for at få børn med én testikel burde være de samme som med to testikler, men at han kunne få opbevaret sin sæd på frost, hvis det skulle blive svært for ham at få børn senere hen. Derfor har han altid gået med frygten for, at han ikke ville få sine egne børn, men uden at det har været en frygt, der har fyldt så meget – hverken hos ham selv eller i vores forhold. For han troede jo ud fra lægernes ord, at det nok skulle lykkes.

Vi startede fertilitetsbehandling op på en privatklinik, som vi blev henvist til af vores egen læge, og her fik vi os lidt af et chok. Vi skulle selvfølgelig igen tale om ”de haltende soldater” som Joas’ ene testikel bar rundt på, og de forskellige behandlingsformer, og til sidst bliver det nævnt, at vi også kunne adoptere et barn, hvis det ikke lykkedes. På dette møde gør fertilitetslægen det meget klart for os, at sædkvaliteten er så nedsat, at den simpelthen ikke er god nok til almindelige insemineringer eller IVF, men at vi skal direkte i ICSI.

Vi følte begge, at andre barnløse havde tre muligheder, men at vi kun havde én – og at vores mulighed var den allersidste før adoption.

Det var meget voldsomt at få at vide – og det skal lige siges, at jeg altid har haft et ønske om at adoptere, så det var slet ikke dét – men at høre, hvor lav vores sandsynlighed var for at blive gravide, dét slog os helt ud.

Joas fremviste nu stolt et printet dokument, hans ”sperm certificate” (nok mest for at skabe noget humoristisk omkring det her). Det var et dokument på det nedfrosne sæd fra OUH, som var i en rigtig god kvalitet. Fertilitetslægen forklarede os så, at den nedfrosne sæd er fordelt i et vist antal strå og når de optøs, så bliver kvaliteten forringet. Faktisk så meget, at den optøede sæd ville være nede på samme kvalitet, som Joas’ friske sæd havde. Det var endnu en overraskelse og ny viden for os, og da gik det op for os, at den ”garanti”, som vi altid lidt havde regnet med, at vi havde, slet ikke var nogen garanti.

Men vi kom aldrig i gang med den ICSI-behandling, for kort tid efter sad vi på fertilitetslægens kontor: Han havde bedt Joas om at lave en sædprøve mere, og den viste sig at være bedre end den første. Faktisk så meget bedre, at vi kunne forsøge med 3 inseminationsforsøg i stedet. Joas var selvfølgelig megaglad, men jeg var mest træt af det, for nu havde jeg lige indstillet mig på ICSI. Efterfølgende talte Joas og jeg sammen og gik med beslutningen om at starte med de tre inseminationsforsøg.

I juli 2020 havde vi vores tredje inseminationsforsøg, og resultaterne var negativ, negativ og negativ. Næste step var nu reagensglasbehandling, og selvom vi havde regnet med at gøre det på privatklinikken, hvor planen var lagt fra start, så var vi så heldige at få en plads i det offentlige i september 2020. Det passede os udmærket, og vi besluttede os for at holde en lang sommerferie uden hormonsprøjter og bekymringer, men derimod med drinks og gode venner omkring os.

Jeg bliver ringet op af hospitalet, som spørger, om vi vil være med i et af deres mange forskningsprojekter. Selvfølgelig ville vi det. Men da vi kom ind til vores første scanning på hospitalet, opdager de to (ufarlige) cyster i mit underliv, som jeg var bekendt med og som også stod i min journal fra privatklinikken. Men cysterne var åbenbart et problem for at være med i forskningsprojektet. Vi regner med, at vi så kan starte op i IVF i stedet som planlagt, men sygeplejersken skimmer vores papirer og fortæller os, at det lige præcis er én dag for sent i forhold til at starte hormonbehandling i IVF. Vi er derfor tilbage til venteposition, og det var både utrygt og hjerteskærende, fordi vi allerede følte, at vi havde ventet længe på at starte. Efter det fik vi tilbudt en plads i oktober 2020, som vi tog imod, lettede og glade – men nu også for alvor bevidste om, hvor stor en rutsjebanetur vi var kommet ud på.

Jeg startede på en stor mængde hormonsprøjter i oktober 2020 og håbede på, at jeg kunne producere de mange æg, som fertilitetslægerne ønskede til en ægudtagning. Det var her, at jeg første gang i vores behandlingsforløb mærkede, hvordan det påvirkede mig fysisk. Udover en dårlig hud blev min krop også anderledes, og jeg havde ikke lyst til de sædvanlig løbeture. Det blev for hårdt og gjorde ondt i underlivet, så her stoppede min fysiske aktivitet. Jeg havde under inseminationerne produceret maksimalt 2 æg, men under denne reagensglasbehandling producerede jeg cirka 20, hvoraf 14 blev taget ud.

Det siger også noget om, hvor mange flere hormoner jeg fik sprøjtet ind i kroppen ift. inseminationsforsøgene og derfor ganske forståeligt, at den fysiske aktivitet var begrænset, da mine æggestokke var fyldte.

Jeg ligger til opvågning efter ægudtagningen med ret mange smerter og er stadig lidt væk på morfin. En sygeplejerske kommer ind og fortæller, at den sædprøve, som Joas har indleveret samme dag, er rigtig god, og at de derfor gerne vil lave en almindelig IVF og ikke ICSI, hvis vi ville godkende det.

I min tåge bliver vi bare vildt glade og siger ja til IVF, men da jeg er kommet mig og tænkt mere over det, blev jeg bange for at vi havde taget den forkerte beslutning.

Det var ikke til at bære, og nu var vi bange for, at de ville ”sende os tilbage” til inseminationerne, fordi Joas’ kvalitet nu pludselig var så god. Og det orkede vi ikke at kæmpe mere med.

Dagene efter udtagningen var nervepirrende, men vi havde en rigtig god fornemmelse. Glæden var dog kort, for allerede på dag 3 ringede de til os og sagde, at INGEN af de 14 æg var blevet befrugtet. Igen blev vi i tvivl om, om vi havde taget en forkert beslutning ved at sige ja til IVF, når planen for os hele tiden havde været ICSI. Vi havde ingen ord for det, andet end at vi sagde til hinanden, at vi måtte forsøge igen næste måned.

Men i løbet af de næste måneder bliver vores næste forsøg udsat igen og igen, og da vi når til april 2021, er vores tålmodighed opbrugt. Vi bliver enige om, at vi ikke længere orker at være et nummer i køen i det offentlige, og vi tager derfor tilbage til privatklinikken og beder dem om den ICSI, vi havde talt om fra starten. Nu skal vi have det positive resultat, eller i det mindste bare én befrugtning.

Fertilitetslægen er ganske forstående overfor og gør det klart for os, at der er noget med Joas’ sædkvalitet, som ikke er optimalt, og derfor vil det være en ICSI behandling, vi skal have. Stakkels Joas, som nu igen må leve med en ”stærkt nedsat sædkvalitet”, som det viste sig at være med en ny prøve på privatklinikken. I vores første ICSI får vi taget 9 æg ud og får 8 BEFRUGTNINGER. Vi turde slet ikke at håbe på en oplægning, men det skete for os allerede på dag 3. De resterende befrugtninger blev udviklet videre frem til 6. dagen, og her havde vi 3 befrugtninger, som kvalificerede sig til frys. Nu følte vi for første gang, at vi kom tættere på målstregen.

Men rutsjebanen er ikke slut, og frustrationen meldte sig for alvor igen, da vi efter anden oplægning havde haft en kemisk graviditet og et negativt resultat. Dét, at anden oplægning var negativ, gjorde mig enormt ked af det. For den kemiske graviditet havde givet mig en forhåbning om, at noget trods alt virkede.

Heldigvis førte tredje oplægning til et positivt resultat, og vi er nu gravide i uge 31 med en lille pige i maven.

Aldrig før har vi været så lykkelige, og kampen har været det hele værd. Endelig kan vi træde ind i det kapitel i vores liv, som vi har glædet os så meget til.

Hvordan havde du det undervejs i behandlingen?

Vi talte rigtig meget om, at forløbet ikke skulle påvirke vores forhold eller os psykisk, men det kan ingen styre – heller ikke os. Det påvirkede os ekstremt meget, især psykisk. Under behandlingen følte jeg ikke, at jeg havde det samme overskud til hverken min kæreste, familie, huslige pligter eller arbejde, som jeg plejede. Det var nok også alle de hormonsprøjter, jeg fik, som gjorde min krop anderledes.

Cecilies tal

3 IUI-H
0/4 IVF aflyst
1 IVF (uden oplægning)
1 ICSI med oplægning
2 FET
2 graviditeter
1 barn på vej

For første gang i mit liv kunne jeg mærke, at jeg måtte gå ned i tid på arbejdet for ikke at udvikle stress, og jeg er så taknemlig for den dag i dag, at jeg faktisk respekterede mig selv og gjorde det – selvom jeg på daværende tidspunkt ikke havde lyst. Jeg syntes, at det var så uretfærdigt, hvis forløbet også skulle gå ud over min karriere: Men set i bakspejlet er det slet ikke gået ud over min karriere.

Joas havde dårlig samvittighed over, at han ikke kunne levere den sædkvalitet, som kunne give os et barn og undgå behandling. Han følte sig enormt flov over, at vi var det par, der var gået i stå i et limbo af ventetid, når han talte med sine og vores venner om det. I virkeligheden bundede det nok i, at han ikke følte sig som en mand, når han ikke kunne give mig et barn. I dag har han det slet ikke sådan. Nu er han, ligesom jeg, bare stolt af, hvad vi formåede, og at vi kom igennem det hele sammen.

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Jeg ville gerne have vidst, at man ikke kan være fuldstændig forberedt. Vi havde læst og læst, og alligevel følte vi, at vi var uforberedte på alt. Men vi kom langsomt igennem og blev klogere under hver samtale, hver behandling og hvert resultat.

Jeg ville også gerne have vidst, at ét forsøg med et negativt resultat ikke er et spildt forsøg, men et nødvendigt forsøg.

For det er en del af rejsen og gør lægerne klogere på ens situation. Og det er ikke kun en selv, der skal forstå det, men også ens venner og familie. For jeg har ofte stået overfor en veninde eller et familiemedlem, som i bedste mening har sagt som: ”Det var vel nok ærgerligt, at I spildte et forsøg” eller ”I må forholde jer mere kritisk til lægens anbefalinger”. Og ja, det var da ærgerligt, at det ikke lykkes, men de her sætninger slår én fuldstændig ud. Men hvis vi i stedet med 100% sikkerhed havde kunnet sige: ”Det er en del af rejsen” eller ”Vi skal have det negative resultat for at komme tættere på det positive”, så havde det nok ikke slået os ud på samme måde.

Inden vi gik i gang, fik vi et rigtig godt råd fra vores fertilitetslæge, som vi i dag er så glade for, at vi fulgte, for det har gjort det hele nemmere for os at være i. Fertilitetslægen sagde, at hvis vi deler vores behandling med vores venner og familie, så er det en mindre hård situation at komme igennem psykisk, end hvis vi går igennem det hele alene, kun to mennesker. Derfor delte vi fra start vores behandling med vores venner og familie og besluttede os for, at det på ingen måde skulle være en hemmelighed. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå dem, som vælger at holde deres behandling for sig selv, for det kan jeg bestemt. Og vi har da også været ude for situationer, hvor vi har tænkt ”Gid, at vi aldrig havde delt det her”, men i det store hele ville vi hellere have delt frem for ikke at have delt.