Camilla: Om at forberede sig til alt praktisk i behandling, men blive overvældet over det psykiske pres.

Hør om Camilla & Kristians rejse mod at blive forældre. Først med chokket over nedsat sædkvalitet - og at opdage hvordan det psykiske pres var voldsommere end forventet. Men også om hvordan både Camilla og Kristian nu ser sig styrket på den anden side - med to dejlige ‘fryse’-børn.

Skrevet af:

wawa

14. maj - 2022


Prøv at fortæl kort om dig selv og Kristian før I startede behandling

Kristian og jeg havde været sammen i 7 år. Jeg var lige blevet færdig uddannet som ergoterapeut og havde siddet i en fast stilling i 4 mdr. Kristian var færdiguddannet tømrer og var i gang med at læse videre til bygningsingeniør.

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

Vi havde nok snakket om det on and off i lang tid men vi følte os ikke rigtig klar. Vi var begge enige om, at jeg i hvert fald først skulle være færdig med mit studie og have et fast arbejde. Kristian havde mest fokus på økonomien og jeg nok mere om jeg var klar til at være gravid og ligge ungdomslivet på hylden. Generelt gik vi nok bare og ventede på, at vi følte os helt klar.

Vi interviewer

Camilla Eckhoff på 32 år
Hun er ergoterapeut.

Men så en dag snakkede jeg med min mor om det. Hun sagde "man bliver aldrig nogensinde 100% klar, der vil altid være en undskyldning for hvorfor det ikke lige skal være nu" og den sætning satte lidt skub i det hele.

Hvordan skred tiden frem?

Vi gik i gang og var mega håbefulde. Men den ene måned tog bag den anden og ingenting skete. Jeg prøvede alt: Jeg gik til zoneterapi, jeg ændrede min kost, jeg nægtede at drikke alkohol. Lige pludselig gik jeg ekstremt meget op i at tjekke alt vi brugte for hormonforstyrrende stoffer. Og så var der pludselig gået lidt over et år. Det var mig der sagde, at jeg mente der var noget galt og vi skulle gå til lægen. Jeg havde nogle år forinden været i udredning for endometriose og vi troede derfor, at der var årsagen til vi ikke var blevet gravide endnu. Så vi tog til lægen.

Hvad var næste skridt?

Vi gik til egen læge som henviste os til en privat gynækolog der havde speciale i fertilitetsbehandling ift. udredning og mulighed for opstart af inseminering. Første step var, at jeg blev undersøgt med blodprøver, gennemskylning, scanninger af æg og livmoder osv. og alt så super fint ud.

Vi fik besked på, at jeg skulle starte på medicin med henblik på opstart af inseminering. Imellemtiden fik Kristian testet sin sæd. Jeg når, at tage medicin i et par uger før de finder ud af, at Kristians sædkvalitet er svært nedsat og alt behandling bliver stoppet.

Hvordan foregik det - og hvordan havde dig og Kristian det efter beskeden?

Alle svarene fik vi elektronisk. Så det lod os egentlig bare tilbage med en masse spørgsmål og følelser vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre med. Av for søren, det var et kæmpe slag i maven på os begge - men helt klart Kristian. Vi havde jo gået og troet at det var mig der var "problemet" og så viste det sig at være noget helt andet. 

Som Kristian sagde, så følte han det var hans mandighed, der blev ramt helt vildt.

Han følte, at det var en mands vigtigste opgave og derfor gjorde det så ondt på ham, at han ikke kunne gøre lige netop dette. Han ville først ikke have nogen skulle vide, at han var årsagen til vi skulle i behandling og han ville heller ikke snakke om det. Jeg må indrømme, at jeg havde meget svært ved, at vide hvordan jeg skulle være der for ham. For jeg var jo også selv virkelig ked af det, frustreret og vildt bange for at det nu ville blive umuligt at blive gravid.

Hvornår startede i så i behandling? Og hvad fyldte mest for dig i starten?

Vi blev derefter henvist til OUH. Her ventede vi 4 mdr. på at få første samtale. Herefter gik der yderligere 4 mdr. inden vi gik i gang med første forsøg. Dette pga. jeg skulle testes noget mere, så skulle vi vente på jeg fik min første menstruation som så lå lige midt i deres juleferie og den næste menstruation lå lige midt i vi var på skiferie. Så der var hele tiden noget der udskød det.

Vi startede direkte i ICSI behandling. Jeg var ekstremt bange for den behandling fordi jeg skulle stikke mig selv hverdag og fordi jeg havde hørt at ægudtagning skulle gøre forfærdelig ondt. Samtidig var jeg også meget optimistisk ved første forsøg og begyndte næsten at turde tro på det ville lykkes første gang.

Jeg var mest bange for alt det fysiske men det viste sig at være alt det psykiske det var hårdest.

Og så var frygten for, at ende som barnløs der jo selvfølgelig stadig.Jeg klarede heldigvis alle nålene og endte med, at gøre det uden at tænke så meget over det. Ægudtagning var ikke rart men jeg klarede det fint og var ikke skræmt for at skulle gøre det igen. 

Hvad var det værste for dig i behandlingen?

Ventetiden var slem. At gå og vente på det der opkald om ens æg klarede det og om de udviklede sig som de skulle. Det var ulideligt! Var helt fysisk dårlig da dagen endelig kom hvor vi ville få det opkald om der var nogle æg der kunne lægges op samme dag. Vi fik 10 æg ud, 9 kunne befrugtes, 1 frisk blev lagt op og 3 blev til blastocyster og kunne fryses ned. Og så var der ellers ventetid igen.

14 dage hvor vi bare skulle vente. Hvis du spørger mig, så er det den værste periode i hele forløbet. Hver eneste gang jeg har fået lagt æg op, bliver jeg helt skør i hovedet. Det er så psykisk hårdt at gå og skulle slappe af og ikke tænke for meget på det samtidig med man skal tage en masse medicin og konstant går og mærker efter graviditets symptomer.

Jeg følte mig som et nervevrag når jeg endelig kom til testdag.

Hvordan var din oplevelse med at blive testet for graviditet?

Første gang med det friske oplægning var vi meget håbefulde men det endte med endnu et slag i maven. Testen var negativ. Næste forsøg var med et af vores fryse æg (FET behandling). Endnu et slag i maven. Den her gang gjorde det endnu mere ondt. Jeg var nemlig gravid - men blodprøven viste alt for lave tal. 

Jeg fik en besked i min e-boks med et tal og det var det eneste der stod. Jeg vidste godt det ikke så godt ud men der stod intet, om jeg var gravid eller ej.

Jeg søgte nettet tynd for folk, der var blevet gravide trods lave tal. Men til sidst ringede jeg til sygehuset, som fortalte mig, at det var gået tabt og jeg havde haft en meget tidlig abort. Så igen skulle jeg gå og vente - den her gang på at min krop udskilte det selv.

Det tredje forsøg igen med fryse æg og i FET behandling. Jeg kan huske, at jeg faktisk havde lidt opgivet og var ekstrem pessimistisk. Vi skulle til stor fødselsdagsfest på test dagen og jeg havde slet ikke lyst til at teste. Jeg havde taget et bind i og pakket tamponerne. For jeg var overbevist om, at jeg alligevel ville få min menstruation på dagen som alle de andre gange. Men intet kom og dagen efter skulle vi hjem til min mor på hendes fødselsdag. Og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tage en test om morgenen. 

Og den var sgu positiv!!

Jeg tjekkede den flere gange inden jeg løb ind og viste den til Kristian. Jeg var i total chok og vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Havde så svært ved at tro på det, samtidig med maven var fyldt med sommerfugle. Så da vi tog hjem til mine forældre var det vildt svært ikke, at sige noget, men jeg ville ikke sige noget før jeg havde set blodprøven og var sikker på den var god nok. 2 dage efter fik vi svar på prøven og jeg var gravid! Jeg var gravid med min lille fryse baby Bertram.

Når du ser tilbage nu, hvordan føles det at være i behandling?

Jeg syntes der var stor forskel på behandling i det offentlige og i det private. Jeg følte meget jeg var på et samlebånd, når jeg var inde ved lægerne og jeg manglede, at der var tid til, at snakke og hjælp til de følelser, tanker og spørgsmålstegn man havde på sygehuset. Dog gjorde sygeplejerskerne alt hvad de kunne i den tid de havde og var god til at lægge en hånd på ens skulder, hvis de kunne fornemme man var ked af det.

Hvordan påvirkede det jeres forhold at være i fertilitetsbehandling?

Vores forhold blev helt klart ændret af det. Både på godt og ondt. Tror ikke man kan gå igennem sådan noget uden at det ændre lidt. Vi lærte meget af det og blev bedre til, at snakke omkring tingene og sige hvad vi følte. Men det krævede virkelig også nogle diskussioner og en del vrissen af hinanden. Vi fandt ud af, at vi hver især håndterede det meget forskelligt.

Kristian ville ikke snakke med andre eller have de vidste det. Hvor jeg havde et meget stort behov for, at min mor og mine tætteste veninder vidste det, så jeg kunne læsse lidt af på dem samt, at de vidste hvorfor jeg måske var ked af det eller ikke lige kunne rumme babysnak.

Hvordan havde jeres intimitet det undervejs?

Når man i over et år har planlagt sex hver eneste måned så gør det altså noget ved ens intimitet.

Planlagt sex er sgu ikke sexet.

Så det var helt rart da vi startede i behandling og igen kunne nyde hinanden på en anden måde igen. Men i sidste ende er vores forhold endt ud med at blive meget stærkere af det. Vi føler lidt, at hvis vi kan klare sådan forløb, så kan vi klare alt sammen. Jeg ved nu, at jeg har fundet mig den største og stærkeste klippe, og ville aldrig kunne have klaret mig igennem det uden hans evige støtte.

Oplevede du, at dine relationer blev påvirket?

Jeg har aldrig trukket mig fra arrangementer eller stoppet venskaber, når det handlede om børn, gravide og babyer. Men mine veninder kunne helt klart godt mærke på mig, når jeg ikke altid kunne rumme andres lykke. Babyshower var fx virkelig ikke sjovt at deltage tage i. Eller sammenkomster, hvor størstedelen var folk med børn. For så handler snakken næsten udelukkende kun om børn. Endnu værre var hvis nogle beklagede sig over ,hvor hårdt det var at være gravid, at de syntes de var blevet for hurtigt gravid, eller hvis de "kun" havde forsøgt i få måneder og syntes det var hårdt. Det havde jeg virkelig svært ved, at være i og jeg skulle altid tage mod til at deltage i sådan noget.

Men jeg har altid været meget åbent omkring de følelser og tanker, så mine veninder vidste det godt. Så jeg tror også det nogle gange har været svært for dem, hvordan de skulle agere i det.  Nogle gange gjorde de ting for, at passe på mig men som faktisk gjorde mere ondt. Allerhelst vil man jo bare gerne have de var som de plejede at være og så skulle jeg nok selv sige fra når jeg havde brug for det. Fx gjorde det super ondt i hjertet, når veninder havde ondt i maven over, at skulle fortælle at de var gravide. Selvom jeg jo sagtens kan forstå dem.

Generelt synes jeg, at vores omgangskreds var gode til at lytte og spørge. Men vi havde den regel, at jeg altid kunne svare "intet nyt, er dårlig nyt" hvis jeg ikke havde lyst til at snakke om det. Men ved det var helt klart svært for dem - specielt mine veninder. De havde svært ved hvordan de skulle kunne dele deres børnelykke med mig - som jeg så inderligt selv drømte om.

Camillas tal:

3 ICSI med første barn (2 FET )
3 ICSI med andet barn (2 FET)
3 graviditeter
2 børn

Når du ser tilbage nu - hvordan ser du så på din mentale tilstand under behandling?

Jeg blev meget hårdt ramt psykisk. Når jeg tænker tilbage føles hele perioden som om jeg var nede i et mørkt dybt hul, jeg ikke kunne komme op af. Som om jeg gik i en tåge med en sort sky over hovedet. Jeg var meget ked af det hele tiden og hver negativ test blev hullet gravet en lille smule dybere. Tager virkelig hatten af for dem der er i sådan et forløb i mange år. Min største frygt var at blive barnløs for evigt.

Fortæl os lige hvor I er idag?

Vi har to skønne fryse-børn.

Det kalder vi dem fordi de blev lavet med to fryse blastocyster. Vi har Bertram på 4 år som vi fik hjælp til på sygehuset og Nella på 8 mdr som vi fik ved en privat klinik.

Nu når jeg efter flere år tænker tilbage, så er det helt rart at mærke at jeg faktisk godt kunne komme ovenpå igen efter sådan nogle tunge følelser og så meget psykisk smerte. Selv Kristian kan i dag ligefrem lave lidt sjov med hans nedsatte sædkvalitet.

Når folk spørger ind til det, joker han altid lidt og siger at han skyder med saftevand.

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

At det nok skulle lykkes. Ej det er faktisk et svært spørgsmål. Jeg er en, der undersøger ekstremt meget inden og læser helt vildt. Så der var ikke rigtig noget der kom så meget bag på mig i forhold til behandlingen. Men det psykiske kom bag på mig. Det var hårdere end jeg nogensinde kunne have forestillet mig men det kan man ikke sætte sig ind i det før man selv har stået i det.

Jeg tror det jeg gerne ville have vidst var, at vi ikke var de eneste der havde brug for hjælp og at det at skulle i fertilitetsbehandling ikke er noget man skal skamme sig over.

Jeg følte mig nemlig meget alene.