Birgitte: “De støtter hinanden, opmuntrer hinanden og deler selv det mest intime - en kæmpe søstersolidaritet”

Birgitte administrerer Facebook-gruppen "Bag om barnløshed og fertilitetsbehandling", hvor over 2000 medlemmer dagligt støtter hinanden, deler ud af egne erfaringer og bryder tabuer.

Skrevet af:

wawa

16. juni - 2022


Om:

Birgitte Klock Clausen

64 år.

Cand.scient.soc i samfundsvidenskab og teknologi.

Arbejder som mastercoach og har arbejdet med adoption og ufrivillig barnløshed i mere end 30 år.

Fortæl kort om din egen rejse og hvornår du blev diagnosticeret?

Vi havde forsøgt at blive gravide i mere end et år. Der fik jeg fornemmelsen af at noget var galt. Jeg blev undersøgt utallige gange med bl.a. HSG (passageundersøgelse) og til sidst tilbudt en kikkertundersøgelse i narkose.

Fakta:
HSG er betegnelsen for en passageundersøgelse, som typisk udføres i forbindelse med udredningen før behandlingsopstart. Man udfører en røntgenundersøgelse med kontrastvæske for at vurdere, om der er passage gennem æggelederne og om både de og livmoderen ser normal ud.

Efter min kikkertundersøgelse vågnede jeg op og de havde fjernet en cyste og udredt begge æggeledere. Efter dette havde jeg 2 graviditeter udenfor livmoderen. Jeg endte med at blive tilbudt fertilitetsbehandling. Det var meget, meget nyt – det er 35 år siden. Jeg takkede nej og valgte adoption i stedet. I dag har jeg to dejlige børn som er adopteret fra Colombia.



Hvorfor har du valgt at arbejde med adoption og barnløshed?

Min grundtanke har altid været, at jeg ville få et godt liv uanset om jeg fik børn. Den grundtanke har jeg altid gerne ville give videre til andre. Børn har ikke det kæmpe ansvar, at de skal sikre deres forældre et godt liv.

En anden grundtanke har været, hvor store omkostningerne må være for at komme i mål med en graviditet. Jeg har mødt kvinder efter 16 aborter og godt på den anden side af 40 år, som følte sig fertile og kæmpede videre. Det er ikke et sundt grundlag at blive forældre på, hvis miraklet skulle indtræde.

En tredje grundtanke er donorbørnene. Hvordan kan vi sikre, at alle børn får ret til at kende deres fulde identitet? Det er mit næste projekt at arbejde for åbenhed. Her findes der nogle modsatrettede dogmer i samfundet, behandlingsfeltet og ikke mindst lovgivningen, hvor det er forældre og donorers rettigheder, der sættes over børnenes. På adoptionsområdet arbejder man i dag hen imod åbne adoptioner. Det samme bør gælde for donorbørn.

Du har startet Bag om barnløshed og fertilitetsbehandling på Facebook. Vil du sætte ord på, hvad formålet var med gruppen?

Efter at have arbejdet med fertilitetsbehandling i både min bacheloropgave og på min overbygning og dobbelt integreret speciale, var det min hensigt at fortsætte med forskning og en PHD. Jeg var desværre ude for en faldulykke og jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke kunne gennemføre 3 års tidsbegrænset studie indenfor de rammer en PHD krævede. Efter mange overvejelser besluttede jeg så at skrive min egen bog Bag om barnløshed.

Tanken med at lave Facebook-gruppen Bag om barnløshed var, at jeg ville bruge gruppen som en slags forlængelse af min bog. Her skulle jeg blogge og udgive forskningsresultater og relevante artikler om barnløshed, fertilitetsbehandling og adoption. Det skulle været et informationsforum, hvor man skulle kunne finde aktuel viden, men også et forum, hvor man kunne stille spørgsmål som jeg som coach måske kunne hjælpe med at reflektere over, svare på eller finde links til videre information til.

Gruppen er vokset støt og roligt gennem de sidste 8 år. Nogle melder sig ud og andre kommer igen når barn nr. 2 ønskes. Forholdsvis hurtigt tog medlemmerne selv over ved at begynde at dele deres egne situationer og spørge ud i gruppen om andres erfaringer. Jeg observerede også hurtigt, at der var et behov som ikke blev dækket andre steder. De første år kunne tonen være rå og fordømmende, og jeg måtte skride ind og dæmpe parterne og i enkelte tilfælde udelukke enkelte medlemmer, som ikke lod sig tale til fornuft eller havde rummelighed.

Gruppens medlemmer er sårbare og meget følsomme - og både kvinder og mænd er medlemmer. Der er få regler for gruppen. Der er ingen adgang for folk i behandlingsfeltet eller alternative behandlere, og man må heller ikke lave anonyme opslag. Der må under ingen omstændigheder reklameres for behandlingssteder, hverken offentlige eller private, og behandlingssteder må heller ikke kritiseres. Salg af nogen som helst former for produkter er ikke tilladt. Derudover må der ikke lægges billeder op af graviditetstests. Jagten på den positive test er altoverskyggende hos nogle. Det tog fuldstændig overhånd på et tidspunkt, og jeg måtte skrive et langt og forklarende opslag i gruppen, om hvorfor reglerne var som de var. Ægløsningstest giver mening af få bedømt af andre, og man må derfor gerne lægge billeder op af disse. Og så skal der selvfølgelig altid holdes en god tone.



Hvad har gruppen betydet for dig?

At kunne bidrage til at ufrivilligt barnløse kvinder kan være en del af et forum, hvor de trygt kan dele, hvad de måtte have på hjertet. Jeg har en unik opgave i at skabe tryghed og hjælpe gruppen på alle måder, så de kvinder og mænd der ønsker at følge med, frit kan dele både bekymringer og succeshistorier. Og så betyder det, at jeg kan bibeholde min forbindelse til fertilitetsfeltet.


Hvad mener du en sådan gruppe kan give personer, der oplever infertilitet?

Et sådant forum kan ikke erstattes af familie eller veninder. Disse kvinder kan i solidaritet med hinanden bidrage med personlige erfaringer som en behandler ikke kan dele på samme måde. De har alle det samme mål – at blive gravide og at få et barn. Der opstår et kæmpe erfaringsgrundlag i en gruppe med mere end 2000 medlemmer. De støtter hinanden, opmuntrer hinanden og deler selv det mest intime. En kæmpe søstersolidaritet.


Hvad er det for nogle ting, der bliver taget op eller diskuteret i jeres gruppe?

Det mest almindelige spørgsmål, der bliver stillet i gruppen, er hvor mange behandlinger de enkelte har skulle igennem for at opnå graviditet. Gentagne aborter er også et større tema. Også bivirkninger og tegn på abort eller biokemiske graviditeter.

Generelle spørgsmål om alle de bekymringer man har, både inden man opnår en graviditet, men ikke mindst når den første graviditetstest er positiv. Går det nu godt? Hvad skal jeg holde øje med? Hvad er normalt?

Kvinder der har været i behandling længe oparbejder en kæmpe erfaring i de medicinske terminologier og tal, og de deler meget gerne, hvad der er normalt og hvornår der grund til bekymring.

Et andet emne, vi også ser fylde en del, er det at turde dele med veninder eller familie, at de er i behandling. Det er et kæmpe tabu. Ligesom den jalousi som rigtig mange kæmper med når familie og venner bliver gravide. De to ting følger ofte de samme personer.



Hvordan tror du, at man kan bryde tabuet der er omkring fertilitet og infertilitet?

I mit univers handler disse tabuer først og fremmest om, at man har bygget vores samfund op på, at børn er en betingelse for det gode liv. Kvinder anerkendes som kvinder gennem moderskabet. Kvinder der fravælger børn frivilligt bliver ofte udstillet som egoistiske og selvcentrerede. Vi har en helt klar polarisering i samfundet, hvor kvinder med og uden børn har meget svært ved at acceptere hinanden, og derfor er der ikke noget spejl eller anerkendt alternativ til det gode liv uden børn. Kvinder og par føler sig marginaliserede og oplever sig ofte som socialt isolerede i familier med mange børn. Det er ikke kun en sorg ikke at blive forældre. Det er for mange en stor sorg ikke at blive bedsteforældre eller moster/onkel. Når par/ægtepar har kendt hinanden tilpas længe starter der i mange familier og vennekredse pres og næsten mobning omkring, hvornår de skal have børn.

Vi kan først ophæve tabuerne omkring barnløshed, når kvinder/par anerkendes på lige fod uden børn, og jeg tror desværre, at der er lang vej igen. I dag ser vi rigtig mange nye familieformer opstå og seksuelle orienteringer der anerkendes. Her spiller forældreskaber og børn også en stor rolle.




Hvad tror du, at det kunne betyde for folk der oplever infertilitet, hvis vi alle sammen vidste mere og var bedre til at tale om det?

Vi skal italesætte infertilitet på alle plan. Det skal starte i skolen og i familierne. Først og fremmest, skal vi tale om, at det gode liv ikke er betinget af at få børn, men også at det er normalt, at nogle skal have hjælp.

Men det vil altid være grænseoverskridende for de fleste at tale om det mest intime mellem to mennesker som ikke lykkes. Og at den akt skal flyttes til et sterilt rum med adskillige andre mennesker til stede. Det bliver et bevilget overgreb at ligge og blotte underlivet, og lade mange mennesker se og røre med fysiske og psykiske smerter som nødvendighed.

Det er så ydmygende for kvinder, hvad de udsættes for i et behandlingsforløb. Der var fx en tråd i Facebook-gruppen, hvor nogen talte om, at de bevidst tog kjole eller nederdel på når de skulle i behandling, for så kunne de dække sig til, når de havde taget trusserne af og skulle gå fra omklædningen og over på briksen.



Hvad er dit bedste råd til en kvinde, der skal starte i fertilitetsbehandling?

Først og fremmest at tænke en plan B, hvis det ikke skulle lykkedes.

At tænke på, hvor langt man vil gå og hvor mange forsøg man vil gøre sig. Hvad med en donor? Er adoption en mulighed? Skal der sættes begrænsning på antal behandlinger eller antal år man vil bruge på fertilitetsbehandling?

At tænke, at der også er andre ting i livet, der skal nydes selvom man er i fertilitetsbehandling. Glem ikke hinanden - og husk også at nyde livet. Mænd og kvinder er meget sjældent det samme sted. Accepter at I er forskellige steder, men støt hinanden.

At melde åbent ud om, at nu starter hun i fertilitetsbehandling, og at det er en meget følsom og krævende proces. At hun gerne selv vil styre, hvornår hun vil snakke om det og hvad hun har lyst til at fortælle.

Da min mand og jeg skulle adoptere for mange mange år siden købte jeg et antal bøger om adoption som vi delte ud til familie og de venner, som var tæt på. Så snakkede vi om, at det ville tage flere år, at vi ville være sårbare, og at vi selv ville melde, når der var noget nyt at fortælle. Vi fik en rigtig god proces, hvor vores netværk vidste, at vi var sårbare, men at det også var OK at spørge hvordan vi havde det og komme med spørgsmål, så det ikke blev tabuiseret.