Anne er solomor og opfordrer andre til at følge deres drøm: “Vil du have et barn? Så få et barn!”

Da Anne så sig selv blive for desperat i jagten på en mand, der kunne gøre hende til mor, besluttede hun sig for at få et donorbarn selv. Og den beslutning har vist sig at være en af de bedste, hun nogensinde har truffet for sig selv.

Skrevet af:

wawa

20. oktober - 2021


Anne Nissen var 28 år gammel, da hun besluttede sig for at gøre alvor af drømmen om at blive solomor. I dag, knap 4 år efter, venter hun sig en søn. Det her er Annes historie.

Fortæl os lidt om, hvordan dit liv så ud, før du begyndte at tænke på børn?

Mit liv var et eller andet sted meget bekymringsfrit. Jeg var virkelig meget single, datede en masse mænd på Tinder, drak masser af øl med vennerne og havde det sjovt. Jeg var til tider meget grænsesøgende, men når jeg kigger tilbage, så tror jeg, det bundede i et tomrum og en længsel efter noget mere. Hvad det ”mere” præcist var, var svært at sætte en finger på.

Vi interviewer

Anne Nissen på 32 år.
Hun er bioanalytikerstuderende
og bor i Aarhus.

Der dukker med mellemrum spøgelser op fra ”fortiden”, som tror, at jeg stadig er mit gamle, bekymringsfrie-jeg, klar på en masse sjov.

Realiteterne er bare nogle helt andre nu, og det kan stadig godt komme bag på nogle. Men jeg har altid været meget familiemenneske og har altid sat min familie før alt andet, og det er nok en af de få ting, som ikke har ændret sig.

Hvad var dine første tanker om at ville være solomor?

Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår eller hvordan den første tanke opstod. Men jeg kan huske, at jeg har nævnt overfor mine venner, at jeg godt kunne finde på at få et donorbarn. Fra start af har det bare føltes helt rigtigt og som den vej, jeg skulle gå, og det har aldrig været noget, jeg har skullet overveje meget nøje.

Jeg kan huske, at jeg gik med tankerne i et halvt års tid, før jeg turde sige det til mine forældre. På daværende tidspunkt var jeg 28 år og havde egentlig masser af muligheder foran mig hvad angik romantiske forhold, men der var bare noget andet, som trak mere i mig end jagten på den mand, som jeg måske/måske ikke ville have børn med.

Hvad var dine første tanker om at skulle starte behandlingsprocessen op?

Jeg fik min henvisning 14 dage efter, at jeg havde senaborteret grundet en alvorlig kromosomfejl.

Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle have udfyldt mine tomme arme og hullet i mit hjerte – jeg var faktisk desperat, fordi min smerte og sorg var så stor.

Jeg havde jo gået med tankerne om fertilitetsbehandling som solomor i 2 år på det tidspunkt, så det føltes som jordens nemmeste beslutning endelig at springe ud i det. Derfor var det også ret nemt at fortælle familien, at nu gjorde jeg endelig alvor af det. Til en start var jeg enormt blåøjet, og jeg skammer mig faktisk lidt. Jeg var overbevist om, at den ville sidde der i løbet af første insemination – jeg skrev endda en SMS til min storebror om, at nu var jeg tilmeldt behandling, og at jeg kunne stå med en positiv test om få uger.

Jeg havde ikke rigtig skænket hormoner eller hvordan det rent faktisk foregik en tanke, men man må sige, at jeg i den grad er blevet klogere på de forskellige slags hormoner, injektioner og procedurer.

Hvordan har du inddraget din omgangskreds i din beslutning?

Jeg har fra start været meget åben omkring min beslutning og mit ønske om at være solomor. Først blev vennerne indviet i mine tanker, og efterhånden blev min familie. Mine forældre var de sidste, jeg sagde det til, og jeg tror, at de blev vildt skuffede og måske endda lidt kede af, at jeg ikke var kommet til dem noget før. Jeg var faktisk lidt nervøs for at fortælle min mormor og min farmor om det, men det havde jeg slet ikke behøvet at være.

Hvad sagde de til din beslutning?

Jeg har stort set kun mødt opbakning og beundring fra min omgangskreds, men det har da været klart, at det har været en beslutning, som lige har skullet synke ind hos nogle. Jeg tror, at mine forældre havde brug for lige at lade det bundfælde sig, og det er jo egentlig meget forståeligt.

Jeg tror, at mine forældre måske så det som et lille nederlag, at jeg ”opgav” drømmen om kernefamilie med både en far og en mor.

Og derfor prøvede de måske at beskytte mig ved at opponere lidt imod det.

Men jeg fortalte dem jo også om mine tanker om det, inden jeg blev gravid sidst, som skete på den helt økologiske måde – så da jeg først var gravid, og derefter mistede, tror jeg, at det gik op for dem, hvor stort et ønske det rent faktisk var, og hvor meget jeg var villig til at gå igennem for at opnå min drøm om at få et barn. Og derfra har der kun været fuld opbakning.

Begge mine brødre og min svigerinde stillede ingen spørgsmål, men var fuldstændig ombord på min idé fra start. Det var enormt lettende, at de ikke forholdt sig kritisk til det på samme måde som mine forældre, for der var i den grad behov for, at jeg havde nogle i ryggen fra start.

Mødte du fordomme undervejs om dit valg om at gøre det selv?

Jeg har heldigvis kun mødt meget få fordomme om dét at få børn selv. Der har været nogle med stærke holdninger om, hvordan en rigtig familie er opbygget, og hvordan man laver børn. Jeg har heldigvis været forberedt på kritiske bemærkninger, så det har været nemt at modargumentere og dermed undgå at blive ramt på psyken af folks fordomme.

Man skal også huske på, at mennesker har forskellige kulturer og baggrunde, og at det jo er helt naturligt, at der vil komme nogle, som er uenige i det, man gør. Der skal være plads til alle i vores samfund, som jo udvikler sig og absolut ikke ser ud, som det gør andre steder – eller for bare 50 år siden.

Der er kommet så mange nye familiekonstellationer til, så mange nye måder at leve sit liv på, og heldigvis så har vi jo vores frie vilje og et fantastisk velfærdssystem, der tillader og anerkender kvinders lyst til at få børn – single eller ej. Så mangler vi bare, at de anerkender mændenes lyst også!

Desuden betyder det vitterligt heller ikke noget for mig, hvad perifære bekendtskaber har af holdninger og meninger om min beslutning, for det er noget nær den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet for mig selv.

Hvilke tanker gjorde du dig om donor?

Til den allerførste IUI-behandling gjorde jeg et meget stort nummer ud af at finde den helt rigtige donor. Jeg brugte oceaner af tid på at nærlæse de alenlange pdf-filer, som man kan hente på hver donor. Jo længere jeg kom hen i processen, des hurtigere gik det med at finde en ny donor – jeg havde den tankegang, at kunne donor ikke gøre mig gravid i første forsøg, så var der ikke nogen grund til at prøve med samme donor igen.

Jeg har altså været ude at finde 6 forskellige donorer, og derfor har jeg også måttet indse, at jeg ikke kunne lægge det store arbejde i det hver gang.

Jeg havde dog nogle kriterier, som jeg ikke ville vige fra; udseendemæssigt skulle donor ligge tæt op ad mit eget udseende: lyst hår, blå/grønne øjne, høj og så videre. Jeg ville gerne have, at mit kommende barn skulle kunne spejle sig i den ene forælder, der nu var, så det var vigtigt for mig, at donor havde nogle af de samme træk som mig.

Hvad var dine tanker omkring åben eller lukket donor?

I starten var jeg også fast besluttet på, at jeg kun ville bruge åbne donorer, da jeg ikke ville gøre mig til herre over, hvad mit barn skulle kunne undersøge om sit biologiske ophav. Og jeg skulle bestemt heller ikke bestemme, om mit barn skulle kunne kontakte donor eller ej – det var ikke mit bord. Men som det skred frem, syntes jeg, at det blev sværere og sværere at finde en, der matchede mine kriterier, og jeg måtte derfor skifte taktik.

Jeg havde en snak med mine forældre om det, kan jeg huske, hvilket blev ret skelsættende for mit eget syn på, om donor skulle være åben eller lukket. Derefter søgte jeg udelukkende lukkede donorer, og det har jeg det faktisk fint med i dag. Man får jo meget information om donor, på trods af at donationen er lukket. Og så må jeg bare håbe, at mit barn også har det fint med det.

Hvordan italesætter du moderskabet, når du er på date?

Jeg er ret åben om, hvad jeg render og foretager mig, for det sidste, jeg har lyst til, er at føle, at jeg ”narrer” nogen, så derfor er det vigtigt for mig at bringe det på banen – så tidligt som jeg føler, at det er naturligt og passer ind.

Jeg tror, at det er de færreste mænd, der går på Tinder med den tanke, at nu skal de bare ind og swipe til højre på en singlekvinde, der har fertilitetsbehandling som hobby, og derfor synes jeg også, at det er et emne, der skal bringes op med påpasselighed og indføling, så de ikke bare føler, at de får oplysningen klasket lige i hovedet.

Jeg har dog haft som udgangspunkt, at jeg gerne senest vil fortælle det på første date, for så kan man bedre undgå, at nogle får følelser i klemme eller at man senere hen går alt for skævt af hinanden.

Hvordan starter du den samtale?

Jeg kan godt finde på at spørge min date: ”Hvad tænker du om børn – er de en del af din fremtid?” eller: ”Kunne du se dig selv date en enlig mor?” for så får man ret hurtigt en føling med, hvor de står henne. Jeg synes jo ikke, at beslutningen om at blive solomor udelukker, at man fortsætter sit datingliv og eventuelt finder sig en kæreste.

Bare fordi man brændende ønsker sig et barn nu, er det jo ikke ensbetydende med, at drømmen om kernefamilien er slukket.

Hvad er dine tanker om en fremtidig partner og børn?

Den er svær. Jeg snakker jo så meget om, at jeg ikke vil opgive drømmen om kernefamilien – men omvendt har jeg 5 blastocyster på frys med samme donor, som jeg kan bruge til en helsøskende, for det vil jeg rigtig gerne kunne give mit barn.

Men jeg er heller ikke afvisende overfor, at der kan komme en mand ind i vores liv, som bare passer så godt ind, at det bliver det mest naturlige i hele verden, at mit barn kommer til at kalde ham for ”far”, og at en søskende måske ikke nødvendigvis behøver at være en helsøskende.

Jeg vil bare for alt i verden undgå, at mit barn – mit ønskebarn – kommer til at føle sig udenfor, fordi jeg stifter familie med en mand senere hen. Det kan jo selvfølgelig også være, at det ender i en sammenbragt familie, hvor hver part bringer nogle børn ind i fællesskabet, og det ville jo absolut heller ikke gøre noget.

Lige nu glæder jeg mig over, at jeg har 5 potentielle søskende i fryseren, og at jeg uanset hvad kan give mit barn en lillesøster eller en lillebror.

Du har tidligere været gravid, hvor det ikke er endt lykkeligt. Det kan ikke have været rart at være alene i den proces – og så endda flere gange. Hvordan finder du styrken?

Ærligt talt, så ved jeg det ikke helt. Et eller andet sted kommer det selvfølgelig fra, men jeg har også altid været meget selvstændig og ”det skal jeg nok klare”-agtig.

Men at skulle lægge et lille barn i en kiste kort efter fødslen – for det er det jo, selvom det kaldes en senabort – er så naturstridigt og traumatiserende, at det halve kunne være nok.

Jeg var så uheldig, at det skete lige op til, at landet lukkede ned grundet Corona, så al den hjælp, jeg blev stillet i udsigt, forsvandt pludselig. Jeg har ikke været til psykolog eller andet terapi, jeg har ikke skullet tilbage på studiet, fordi alt med ét foregik online, jeg kunne heller ikke få en sygemelding eller orlov fra studiet – jeg blev helt og aldeles ladt i stikken.

Men måske det også har været min redning? At livet på sin vis var nødt til at skulle videre, og at jeg måtte lære at leve med smerten og sorgen. For sorgen forsvinder aldrig, men du lærer at leve med den.

Jeg var nødt til at fortsætte mit studie, for at jeg ikke også skulle miste mit økonomiske grundlag, hvilket betød, at jeg troligt mødte op online til hver og én lektion resten af semestret. Jeg missede ikke noget, udover at jeg måske missede at passe på mig selv.

Jeg gik til eksamen den sommer og forventede at blive sendt direkte til reeksamen i august – i stedet gik jeg ud med et 12-tal, tårerne trillende ned ad kinderne, og jeg var absolut mast. Det var i øvrigt to timer efter, at jeg blev insemineret for første gang.

De efterfølgende to måneder betalte jeg prisen for at have kørt på og ikke passet på mig selv. Jeg lå i fosterstilling på min sofa hele sommeren og græd – min krop gav fuldstændigt slip, og jeg kunne absolut intet udover at forsøge at bevæge mig ud af det sorte hul, som bare var blevet dybere og dybere i den tid, jeg havde ignoreret smerten.

Du er stærk! Hvad har det betydet for dig at dele din historie med andre på Instagram?

Det lyder måske lidt dumt, men jeg tror, at Instagram blev lidt af en redning. Jeg oprettede min profil @jegvilhaetbarn, fordi jeg havde behov for at have et sted, hvor jeg kunne skrive om det, der fyldte i mit hoved. Et frirum hvor det var mig selv, der satte dagsordenen, og hvor jeg var i en eller anden form for underlig kontrol.

På Instagram mødte jeg andre kvinder, som også kæmpede, og som også havde mistet. Pludselig var jeg en del af en eller anden syg klub, som alligevel også gav mig en ro og en følelse af ikke at være helt alene. Jeg har fået så mange gode bekendtskaber gennem de sociale medier, som virkelig har hjulpet mig til at blive stærk igen.

Jeg tror dog også, at jeg kan tilskrive fertilitetsbehandlingen lidt af æren for, at jeg er kommet så ”godt” igennem det hele. For selvom fertilitetsbehandling er super hårdt for både krop og sind, så hjalp det mig, at jeg aktivt gjorde noget for at fylde de tomme arme ud. Det tog meget af mit fokus, og det blev en slags besættelse at gøre det hele om og lave et raskt, levedygtigt barn.

Nu er du gravid igen, stort tillykke! Hvordan har du det?

Tak! Endelig er det lykkedes, og det er så vild en følelse, for jeg var faktisk begyndt at tvivle på mine egne evner til at fortsætte kampen.
En graviditet efter et traumatisk tab og fertilitetsbehandling er ikke fryd og gammen eller rainbows and unicorns. Det er skræmmende, frygtindgydende og hårdt. Jeg blev straks ramt af katastrofetanker og frygt, og jeg havde så svært ved at glæde mig og tro på det. Kan jeg overhovedet finde ud af at lave et sundt og raskt barn? Kan jeg gå igennem den smerte og sorg igen? Kan jeg begrave endnu et barn?

Jeg var ret hurtigt til scanning; jeg tror, at jeg var 6+3, fordi jeg havde et kæmpe behov for at blive bekræftet i, at den var god nok. Jeg købte en privat scanning hos Scanningsklinikken i Aarhus, og jeg tror, at jeg var så nervøs, da jeg trådte ind i lokalet, for jeg begyndte bare at snakke helt vildt.

På 20 sekunder havde jeg med bævrende læbe fortalt jordemoderen min historie med tab og behandling, og jordemoderen greb mig fuldstændigt. Hun gik straks i gang med at scanne uden så meget snak for at finde hjerteblink til mig, så jeg kunne falde ned. Det var det bedste, hun kunne have gjort, og det lille hjerteblink kom så hurtigt frem på skærmen. Det var så stort et øjeblik.

Hvordan passer du på dig selv i processen nu?

Jeg har haft en god lang samtale med en jordemoder hos min praktiserende læge og været til en scanning på Horsens Sygehus, hvor jeg har været i behandling. Her blev jeg scannet ekstra grundigt, hvilket også har hjulpet med at lægge en dæmper på frygten og angsten.

I sidste uge fik jeg lavet en moderkagebiopsi på AUH, da jeg var 10+3, og svaret kom 6 dage efter.

Jeg venter mig en fin kromosomfejl-fri lille dreng. Så ønsket og så elsket allerede.

Det var en befrielse af en anden verden, og jeg føler allerede nu, at jeg slapper meget mere af i min graviditet, så jeg måske endda kan begynde at glæde mig rigtigt. Jeg skal være drengemor!

Om en uge skal jeg til nakkefoldsscanning, men de kommer hverken til at måle nakkefold, beregne odds eller andet. Jeg skal bare have lov til at se min lille søn fra ende til anden og  se ham sprælle rundt – og så skal terminen endeligt fastsættes. Jeg glæder mig til, at jeg skal have en god oplevelse med en nakkefoldsscanning.

Til en, der går og overvejer at blive solomor, hvad vil du sige til hende?

Gør det, gør det, gør det!

Annes tal

4 IUI-D,
2 IVF-D
Graviditeter: 3
Venter sit 1. barn

Man kan måske godt blive forfalden til at udskyde sin drøm lidt, i håbet om at den helt rigtige mand kommer forbi og vil have børn nu og her. Jeg lærte om mig selv, at jeg måske blev desperat i min søgen efter en mand, der kunne give mig et barn – og pludselig så jeg mig selv gå på kompromis med de tanker og ønsker, jeg egentlig har til en potentiel kæreste, og jeg vil ikke gå på kompromis. Så ville jeg hellere gøre det selv og sørge for, at mit kommende barn ikke ville ende op som skilsmissebarn, fordi jeg 5 år senere indså, at jeg var gået alt for meget på kompromis.

Og det er virkelig også mit råd til de kvinder, som måske går og leger med tanken, men udskyder det: Følg din drøm, gør det for DIG, og hop ud i det! Det er den vildeste rejse, og man lærer så meget om sig selv.

Vil du have et barn? Så få det barn – du er stærk, og du kan godt!

Det kan godt virke overvældende og rejsen kan måske være rigtig hård, men den er det hele værd i sidste ende. Min eneste fortrydelse er, at jeg ikke fik en henvisning noget før, da jeg talte om det i første omgang.