Anna: “Når jeg er i behandling, er jeg i survival mode”

Efter tre naturlige graviditeter - to spontane aborter og en hjerteskærende dødfødsel - er Anna og Lasse i fertilitetsbehandling. Her fortæller hun om deres udfordringer, forløb og ikke mindst de mange følelser, der er på spil.

Skrevet af:

wawa

29. juni - 2022


Om:

Anna Overballe

Bor med sin forlovede Lasse

Diagnose: Stærkt nedsat sædkvalitet og ægfaktor

Lasse og jeg mødte hinanden på Roskilde Festivalen i 2014. Han var godt etableret i sit job som gymnasielærer og jeg skulle til at starte på mit kandidatstudie. Vi blev hurtigt kærester og flyttede sammen ca. halvandet år efter vi havde mødt hinanden. I starten handlede det om at finde sig til rette som et nyt par og at lære hinandens familier og omgangskreds at kende.


Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

Jeg var meget opmærksom på, at jeg var i start 20’erne og han i slut 20’erne - og om det med at få børn mon var noget han var mere klar på end jeg var, da jeg vidste han havde forsøgt med sin ekskæreste. Men egentlig havde vi nok ikke så travlt. Selvom jeg havde en fornemmelse af, at det måske ikke ville blive så nemt, var jeg heller ikke sikker på, jeg var helt klar endnu. Jeg skulle jo have karriere og alt muligt før de der børn blev relevante!

Lasses mor blev syg i 2017. Det medførte, at vi begge to fik en fornemmelse af, hvor skrøbeligt livet kan være, og vi blev begge to enige om at begynde at prøve.


Hvordan skred tiden frem og hvornår besluttede I jer for at gå til lægen?

Jeg blev gravid allerede den første måned efter p-pillerne. Det var 2 uger efter, Lasse havde mistet sin mor. Men jeg fik en spontan abort i uge 8. Det var enormt hårdt og ensomt at opleve, og især for Lasse, der stod midt i den første sorg over sin mor, og nu skulle forholde sig til det her tab også.

Der gik 1,5 år før jeg blev gravid igen. Jeg forstod ikke, hvorfor der gik så lang tid, når nu det var sket så hurtigt før.


Og i mellemtiden blev min mor også syg. Jeg forsøgte at få min læge til at henvise os til fertilitetsbehandling under hele denne periode, da der ikke skete noget og jeg var desperat efter at kunne fortælle min mor, at jeg var gravid, inden hun skulle dø.

Men min læge mente ikke, jeg kunne holde til både at have plejeorlov og passe min mor, samtidig med at være i behandling. Og set i bakspejlet var det da også den rigtige beslutning, men på daværende tidspunkt var jeg meget frustreret over det. Pludselig, en måned efter min mor var død, stod jeg med en positiv graviditetstest.

Jeg gik med vores datter Karen i hele 6 måneder - indtil vi en dag var til scanning og fik beskeden om, at hun lå død inde i min mave. Det var ekstremt voldsomt at have mistet sin datter og sin mor så tæt på hinanden, og ønsket om et nyt barn var brændende stort.

9 måneder senere var jeg gravid igen, men denne graviditet endte også i en spontan abort - ca. 8 uger inde. Nu havde vi lidt tre tab - men vi var også blevet gravide naturligt alle tre gange (og det endda med Lasses svært nedsatte sædkvalitet, en information vi havde fra hans tidligere forhold). Vi blev derfor henvist til enheden for gentagne graviditetstab. Og i samme forbindelse blev det nævnt, at når nu der var gået så lang tid mellem de forskellige graviditeter og med Lasses dårlige tal, skulle vi måske overveje behandling for at skubbe processen fremad.


Fortæl os om udredningen - hvordan foregik det?

Vores udredning tog først og fremmest udgangspunkt i de gentagne tab. Jeg fik taget stribevis af blodprøver, kromosomanalyser osv. Og det samme gjorde Lasse. Lasses resultater var ikke overraskende: svært nedsat sædkvalitet og meget høj DFI (DNA-fragmentering). Mine resultater var overraskende: Jeg fejlede intet. En fin ægreserve og ikke noget, der skulle indikere overaktivt immunforsvar eller andet, der gjorde at min krop ikke kunne holde på graviditeterne.

Det viste sig dog, at jeg er heterozygot bærer af Faktor V- Leiden, så ved en evt. graviditet skal jeg have blodfortyndende medicin. Jeg fik også foretaget en 3D-scanning af min livmoder. Det viste sig, jeg havde det man kalder en “hjerteformet livmoder” med et septum, der gik ned i midten. Det skulle fjernes med det samme ved en operation, så det skulle også ordnes. Så langt så godt.

Jeg følte mig sikker på, at der nu var blevet gjort så meget og tjekket så mange ting, at nu var forholdene optimale, ihvertfald for mig, så jeg følte mig fortrøstningsfuld, selvom ventetiden var svær. Lægerne på HAB mente, at vi skulle prøve at få bragt Lasses høje DFI ned før vi begyndte at prøve igen, og min livmoder skulle hele efter operation. DFI’en skulle tjekkes med 3 måneders mellemrum. Og hver gang var det ikke lavt nok. Så ca. 9 måneder senere måtte vi prøve, da det var faldet, men ikke særlig meget. Lasse følte sig også til dels fortrøstningsfuld, fordi han endelig fik nogle konkrete ting han kunne gøre for at hjælpe (kost, nul alkohol og motion og direktiver fra lægen om, hvordan han kunne forsøge at holde sit DFI nede). Vi blev henvist direkte til IVF, nu var vi klar.


Hvordan gik jeres behandlingsforløb?

Det var et stort chok for mig at få at vide, at ICSI var første skridt. Jeg troede, sikkert som så mange andre, at det startede “blødt” med inseminering. Jeg har altid været ekstremt bange for nåle, og IVF har været en af de ting, jeg altid har bedt til, jeg ikke skulle opleve, fordi tanken om det var så ubehagelig og skræmmende for mig. Jeg var også frustreret over, at det var min krop der nu skulle prikkes og stikkes i og mig, der skulle modtage fremmede hormoner.


Jeg var bange for det hele, for nålene, bivirkningerne, humørsvingningerne, ægudtagningerne, indlægssedlerne hvor der står, man kan få cancer.


Det var meget voldsomt. Vi blev henvist og der var ventetid på at få lov til at komme i gang - og den ventetid brugte vi til at gøre os mentalt klar til det, der var i vente. Jeg gik også til psykolog. Vi startede i det offentlige og blev fulgt af nogle meget kompetente og søde læger. Vi startede med en forhåbning om, at nu ville det gå fremad - vi havde ikke grund til at tænke noget andet.

Men første omgang ICSI gav et dårligt resultat. Jeg fik taget meget få æg ud og ingen af dem blev til blastocyster. Så vi måtte prøve igen. Det var ekstremt hårdt - jeg forstod ikke, hvorfor det ikke “virkede” når nu vi fik hjælp. Næste gang kom jeg på nyt medicin og fik flere æg ud - men kun ét æg blev til en blastocyst. Det forstod vi ikke - vi vidste godt at ikke alle æg ville du, men vi syntes ét var lidt. Det blev lagt op og vi var meget spændte. Men pludselig stod jeg i et indkøbscenter og kunne mærke den velkendte følelse af at abortere - ægget havde ikke sat sig fast. Vi måtte prøve igen. Der var ikke nogen æg. Vi måtte prøve igen.

Nu begyndte lægerne at tale om en “ægfaktor”. Vi fik at vide, at mine æg ikke “opførte sig normalt”. De delte sig for meget og gik i stykker. Derfor skulle vi nu lave 50/50 Lasses sæd og en donor, for at se, om det virkelig var mine æg, den også var gal med. Det var det. Vi fik 1 brugbart æg ud af det forsøg, et æg med donorsæd, som vi har valgt at fryse ned. Vi fortsatte med det sidste forsøg med 100% Lasses sæd, og der lagde de to æg op allerede efter dag 2. Det var ikke gode æg sagde de - men faktisk satte det ene sig fast, og min blodprøve målte en lille stigning i HCG - som desværre faldt igen, og konklusionen var en biokemisk graviditet.

Vi afsluttede forløbet i det offentlige med beskeden om at ægdonation og sæddonation, altså dobbeltdonation, ville give det bedste resultat. Jeg var sønderknust. Jeg havde jo fået at vide, at jeg var helt ok - og sund og rask. Men alle forsøgene viste jo, at mine æg også var dårlige og opførte sig mærkeligt. Det er en bitter pille at sluge.

Vi startede op på en privatklinik, som syntes vi skulle prøve et par gange selv, selvom vi havde informationen om mine æg. Så vi købte 3 forsøg. Vi blev enige om, at nu prøvede vi, måske et nyt sted kunne noget andet. Ny medicin, nyt resultat? Det skulle prøves. Og med 100% vores gener. Så kunne vi sige til os selv, at vi havde gjort og prøvet alt, hvad vi kunne, inden vi begyndte med donor. Det første forsøg var der (som forventet) ingen æg. Andet forsøg kørte vi med 50/50 sæddonor og IVF på den ene gruppe, for at se, om der var forskel. Det var der ikke.

Nu ser vi frem til 3. forsøg i det private, stadig med mine æg men med donorsæd. Sidst vi var til samtale på klinikken fik vi følgende forstyrrende besked:


Man mener simpelthen, at jeg tilhører den gruppe af kvinder, der kun har ca. 100 brugbare æg ud af de 5.mio. jeg er født med (statistisk set).


Det er voldsomt. For det betyder jo, at chancen for at få et barn med mit eget æg er 0.02%. Og fordi jeg allerede har været gravid 3 gange naturligt, er de chancer måske brugt. Det er umuligt at vide og derfor forsøger vi at tænke positivt. Selvom det her, 6 år efter vi besluttede os for, vi ville være forældre sammen, kan være svært at holde fast i de positive tanker.


Hvilke tanker rumsterede undervejs?

Den største frygt, der fylder er, at vi måske aldrig bliver forældre. Det har altid været en del af kernen i min identitet - og i Lasses - at være forældre. Vi elsker børn og forældrerollen kommer meget let til os. Uvisheden er det værste. Hvis bare nogen kunne fortælle mig om det vil ske. Men det er der jo ikke nogen, der kan. Så i stedet gennemgår vi den ene krise og indgribende procedure efter den anden. Nogle gange føles det som om det er til ingen verdens nytte, for det virker jo alligevel ikke. Men vi ved jo også godt, at vi er langt klogere nu - og hver runde fortæller os noget nyt og hjælper os til at komme tættere på målet.


Hvordan har det påvirket jeres forhold undervejs?

Heldigvis er jeg sammen med en mand, der kan rumme hele mig. Og jeg ham. Vi lærte hurtigt i vores forhold at give plads til hinanden. Det er klart, at det tærer på intimiteten, at alting skal handle om gravid/ikke gravid. Men vi er heldigvis rigtig gode til at være kærester og ved, at det kræver en ekstra indsats når depoterne er brugt helt op. Vi blev voksne sammen meget hurtigt - med tabet af vores mødre og barnløshedens voldsomme konsekvenser. Derfor er vi gode til at tale om tingene, og til at give plads og gå på kompromis. Vi har fra starten nok trodset alle odds. Og det styrker os i, at uanset, hvad der sker og hvor det her ender, så elsker vi hinanden, er vi sammen og kan klare alt. Og det er nok også derfor, vi skal giftes til sommer <3


Oplever du, at dine relationer er blevet påvirket?

Jeg er helt klart blevet mere indadvendt og har lavere socialt overskud nu, end før vi gik i gang. Jeg bliver hurtigt “overstimuleret” eller måske får jeg bare hurtigt nok af, hvad jeg ofte kan tænke er andre folks “trivielle” problemer. Det kan nok ikke være anderledes ovenpå de sidste sindssyge 6 år med alt, hvad de har bragt. Men det er ikke noget jeg er særlig stolt over. Jeg kan godt mærke, jeg bliver udfordret på min empati - og det er hårdt, fordi netop min empati er noget, jeg tit har tænkt var det, jeg var mest stolt over ved mig selv. At have et stort hjerte, der kan rumme. Det er også det, der gør andres familieudvidelse svært.


Det er så hårdt, gerne at ville være glad på andres vegne - men samtidig være så knust indeni på vegne af sig selv.


“Babyjalousi” er noget jeg virkelig kæmper med. Men heldigvis har jeg lært, at jeg er nødt til at sige det højt og forklare, hvor jeg står. At det ikke har noget med “dem” at gøre. Det er min egen sorg, der fylder. Og det er min sorg over min egen barnløshed, tabet af min datter Karen, og kampen for at blive mor, der gør, det er svært for mig at være sammen med andre gravide, nyfødte, osv. Det bliver (og er blevet!) bedre med tiden, for vi er fast besluttet på ikke at lade denne fase af vores liv ødelægge vores relationer til venner og familie. Jeg vil være verdens bedste moster og tante. Også selvom jeg brændende ønsker at være mor til mit eget levende barn også. Jeg har skullet tage mange dybe indåndinger de sidste mange år. Men det er nok netop det, der skal til. En dyb indånding, ærlighed og ikke at være bange for at dele sin sorg og tårer med andre.


Hvordan havde du det psykisk?

Når jeg er under behandling, er jeg i “survival” mode. Jeg skal bare igennem, videre. Jeg har lært at stikke mig selv - faktisk er der ikke nogen andre, der må - og det er jeg rigtig stolt over. Så jeg har nok fundet en styrke.


Men ligeså stærk som jeg kan føle mig, lige så svag, uduelig og skamfuld kan jeg føle mig over, at min krop ikke virker, og at jeg ikke “kan”.


Derfor hjælper det mig at gå til psykolog, og at være åben om vores situation på sociale medier, på min arbejdsplads og over for familie og venner. Jeg gider ikke noget pis eller det at gå på æggeskaller. Det er hårdt nok at være i i forvejen, uden at skulle gå og lade som om, at alt er fint. Jeg beder om hjælp og rækker ud, når jeg har brug for det (og det har jeg tit). Når vi er på pause er det desværre der, alle tankerne kan få frit spil. Så der kender jeg mig selv godt nok til at tage nogle pauser, og lytte til hvad, jeg har brug for. En læring, der er guld værd.


Når du ser tilbage, hvad har så været det sværeste?

Den fysiske del af behandlingen, den belastning min krop er igennem, har været og er noget af det sværeste - fordi det jo ikke har virket. Det virker helt sindssygt for mig at få stukket en nål gennem skeden og ind i mine æggestokke og så få suget en masse æg ud - og at der så ikke er nogen resultater. Og så gøre det hele igen! Og igen og igen. Det er hårdt at udsætte sig selv og sin krop for smerte gang på gang - og den psykiske belastning og skuffelse der kommer, når der ikke er nogen æg, eller når du aborterer. Et håb tændes - og slukkes. Gang på gang. Det kræver meget energi at holde til det. Det er også svært at se Lasse med børn, for han er den fødte far, og jeg ønsker så uendeligt for ham at det lykkes.


Hvor står I nu?

Vi skal starte tredje runde i det private. Med 100% donorsæd og mine æg. Måske lykkes det. Måske skal vi bruge dobbeltdonation. Det har været en hård erkendelsesprocess at nå frem til, at vi måske er nødt til at sige farvel til vores egne gener. En erkendelsesprocess, som har været i gang meget længere for Lasse. Vi er dog afklaret med det nu og ved jo også, at uanset hvad, så bliver det vores barn. Jeg kan godt blive nervøs, når jeg lægger mærke til, hvor meget vægt alle andre og samfundet lægger på, at børn ligner deres forældre fysisk. Hvad så med os?, tænker jeg. Er vi så “mindre værd” i vores relation til et barn, der ikke deler vores gener? Men jeg ender ofte med den konklusion, at det er fuldstændigt ligemeget.


Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

At IVF er råt for usødet. Jeg vidste godt, det var hårdt. Men du kan jo nok ikke vide præcis hvor vildt det er, før du står i det. Og hvor mange mennesker, der faktisk går igennem det. Da vi startede følte jeg mig som den eneste kvinde i verden. Det er jeg ikke - langt fra - og det ved jeg heldigvis nu. Men jeg ville også gerne have vidst, at selvom barnløsheden betegnes som en af de største kriser du kan stå i, så er der også plads til glæde og håb og det faktum, at det ER muligt at grine og græde på samme tid.