Anna: “Jeg følte, at jeg tog kontrol over min krop, når jeg skulle injicere mig med hormonerne”

Anna og René blev naturligt gravide, men mistede desværre kort tid efter. Det skulle vise sig at være den første af flere graviditetstab. Læs med når Anna deler deres historie.

Skrevet af:

wawa

05. september - 2022


Om:

Anna, 35 år, arbejder som tandplejer.

Gift med René, 38 år, arbejder som lokomotivfører.


Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

Planer om børn talte vi om meget tidligt i vores forhold. Vi vidste, at vi ville have børn sammen, men vi ønskede at nogle ting skulle være på plads inden. I 2015 skiftede jeg karriere og gik i gang med at læse til Tandplejer på Københavns Universitet, og jeg ville rigtig gerne være kommet så langt i uddannelsen, at jeg kunne nå at blive færdiguddannet sammen med min årgang. Og i 2016 valgte René også at skifte karriere og tog uddannelsen som Lokomotivfører.

I februar 2018 lykkes det os at blive gravide og vi var meget lykkelige. Det var imens jeg var i gang med at skrive bachelor og timingen var perfekt. Men lykken varede kort og i uge 11 mistede vi vores lille mirakel, der var gået til grunde omkring uge 7. Det var rigtig hårdt at miste og jeg følte mig som en kæmpe fiasko, men vi havde ikke mistet håbet. Herefter prøvede vi forgæves i resten af 2018 og der skete ikke en dyt.


Fortæl os om udredningen - hvordan foregik det?

I januar 2019 blev vi henvist til gynækolog, hvor jeg fik foretaget et passageundersøgelse, det viste at min ene æggeleder ikke havde passage. Vi blev henvist til fertilitetsbehandling, men der var 12 mdr. ventetid på Fertilitetsklinikken i Køge og det var en kæmpe mavepuster.

Vi fik at vide, at vi i mellemtiden bare skulle ‘op på hesten igen’ som gynækologen så nederen sagde.

Imens vi ventede skulle vi svare på en masse spørgeskemaer, få taget blodprøver og deltage i informationsmøde på Fertilitetsklinikken. I ventetiden havde jeg også en biokemisk graviditet.

I november 2019 fik vi indkaldelse til første samtale, hvor vi fik besked om, at jeg havde lavt stofskifte og jeg derfor skulle i medicinsk behandling, da mine tal skulle normaliseres inden vi måtte starte i  behandling. Det tog ca 3 mdr.


Hvordan forløb jeres behandling - og hvordan havde I det undervejs?

Efter 3 mdr i Eltroxin behandling var mine tal indenfor normalområdet og derfor måtte vi starte i behandling. Da jeg havde en æggeleder uden passage, skulle vi ikke starte med inseminering, men gik direkte i IVF behandling kort protokol i foråret 2020.

Vi var meget klar på at komme i behandling og havde følelsen af, at NU BLEV DET VORES TUR, hormoner, sprøjter, stikpiller, you name it, vi tog det hele i stiv arm.

Jeg havde en følelse af, at jeg tog kontrollen over min krop, når jeg skulle injicere mig selv med hormonerne.

Bevares, jeg havde en del humørsvingninger som for det meste gik ud over René, men det tog vi med i drømmen om at blive forældre.

Ved første ægudtagning fik jeg kun 3 æg ud, ægudtagningen gik godt, jeg havde ikke mange gener eller smerter, og fik derfor heller ikke meget morfin undervejs. Desværre var der kun ét æg, der klarede sig til 5. dagen. Vi skulle selvfølgelig kun bruge 1 æg, men vi håbede der var flere. Vi var meget skuffet da vi kom til ægoplægning og fik den nedslående besked om, at der kun var det ene æg. Fordi hvad nu hvis det ikke lykkes, så skulle vi hele møllen igennem igen.

Første forsøg lykkedes ikke og vi meldte os til en ny omgang behandling ved næste cyklus. Desværre måtte vi afbryde andet forsøg, fordi at min krop ikke responderede på hormonerne som den skulle. Derfor ønskede vi ikke at spilde et forsøg og valgte at tage en pause fra behandlingen. Mens vi holdt pause brugte jeg tiden på at være med i et forskningsprojekt på fertilitetsklinikken, med håbet om at blive klogere på min krop ifm. fertilitetsbehandling.

Og så ramte Covid-19. Det satte os lige ekstra på pause.

I november 2020 blev jeg spontant gravid. Vi turde slet ikke at tro på det, lykken var meget forsigtig da jeg havde haft en del pletblødninger hele perioden. Jeg var hos egen læge, som trykkede mig lidt på maven og forsikrede mig at alt var godt.

Men i start december fik jeg pludselig kraftige mavesmerter mens jeg gik tur med min hund og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at bløde. Smerterne aftog, men jeg ringede straks til lægen og han sagde, at jeg nok var igang med at abortere og at jeg bare skulle tage en graviditetstest og se om den var negativ for at få bekræftet at jeg havde aborteret - hvilket jeg synes virkede lidt dumt.

På dette tidspunkt var jeg i uge 10 og jeg vidste, at min test ikke ville være negativ så hurtigt, så jeg tog jeg kontakt til fertilitetsklinikken. Selv om jeg ikke var “deres patient” idet jeg var blevet spontant gravid, blev jeg scannes på fertilitetsklinikken næste formiddag, da jeg alligevel skulle til kontrol med det forskningsprojekt jeg var med i.

Sygeplejersken scannede ikke længe inden hun konstaterede, at der var hjerteblink, men jeg kunne se bekymringen i hendes øjne og hun sagde at graviditeten ikke lå der hvor den skulle. Hun hentede overlægen og han scannede mig en ekstra gang og så gik det stærkt, da jeg havde en graviditet uden for livmoderen og havde omkring 200 ml blod i bughulen. Jeg blev hasteindlagt på Roskilde Sygehus og kun få timer senere blev jeg opereret. Et par timer senere var jeg tilbage på afdelingen, en æggeleder og en baby fattigere. Vi var fuldstændige knuste, den fysiske og psykiske smerte var næsten ikke til at holde ud.

Denne jul var nok en af de værste i vores liv. Det var meget svært at komme i julestemning, når vi endnu engang fik revet tæppe væk under os. Men efter lidt tid fik vi igen gejst til at opstarte en ny omgang behandling.

I forår/sommer 2021 gik vi igang igen, denne gang lang protokol. Det krævede en masse besøg på fertilitetsklinikken, men del medicin og scanninger undervejs. Denne gang havde jeg 4 æg ved ægudtagningen, som gik lige så godt som sidst og 5 dage senere var der igen kun ét æg til oplægning.


Ægget blev lagt op og i juni 2021 fik vi den bedste nyhed - jeg var gravid igen.


Vi fik tilbudt en tidlig scanning i uge 6, hvor alt så fint ud og endelig kunne vi sænke skuldrene lidt. I uge 8 fik vi endnu en scanning og først der turde vi glæde os. Vi fik den fine længe ventede gule kuvert og fik terminsdatoen 23.02.22.

Sidst i juli skulle vi en kæreste tur til Kreta, en sidste ferie inden vi skulle være forældre, og vi ville begge gerne have en ekstra scanning inden afrejse. Just in case. Vi kørte til en privat scanningsklinik i København og på et splitsekund fik vi igen sat en stopper for vores fremtidsdrømme som småbørnsfamilie. Der var et foster, men intet hjerteblink. Vores hjerter blev revet ud af vores brystkasser.

Grådkvalt kørte vi direkte fra scanningsklinikken til hospitalet jeg var tilknyttet, hvor der skulle laves en behandlingsplan. De anbefalende, at jeg fik medicinsk abort, men da vi skulle ud og rejse 2 dage efter valgte vi at udskyde behandlingen, da jeg ingen almen påvirkning havde. Vores liv var i ruiner og vi havde behov for at komme væk fra det hele.


Anna og René blev naturligt gravide, men mistede desværre kort tid efter. Det skulle vise sig at være den første af flere graviditetstab.
Anna og René


Vi havde en dejlig ferie, vi fik grint og græd, vi fik nydt at bare være os to sammen. Da vi kom hjem slog virkeligheden til igen, jeg blev sat i medicinsk behandling, men måtte desværre også få en udskrabning, da den medicinske behandling ikke virkede.

På trods at alle de udfordringer, har vi formået at have sindet i behold. Vi er stærkere som par end nogensinde.

Herefter blev vi henvist til HAB, enhed for gentagende graviditetstab på Hvidovre Hospital. Vi fik taget en masse prøver og de konstaterede, at vi ikke fejler noget, lidt antiklimax da vi ønskede at finde en løsning på vores problem. Vi fik derfor lov til at fortsætte fertilitetsbehandlingen og fik at vide, at vi først skal kontakte HAB igen når/hvis jeg er gravid, da de så vil følge mig tæt under graviditeten frem til uge 20.

I april 2022 startede vi igen en omgang IVF behandling lang protokol og desværre var lykken heller ikke med os denne gang. Kun ét æg ud af fem klarede det til oplægning og i maj 2022 fik jeg en negativ blodprøve. Så tredje IVF behandling lykkedes desværre heller ikke.

Vi får ofte spørgsmålet om det ikke er hårdt at se andre få børn.


Vi får også tit kommentarer som ‘I kan bare låne vores børn’ eller ‘hvorfor adopterer I ikke eller får et plejebarn’ eller ‘hvis I slapper af og ikke tænker over det, så kommer det når i mindst venter det’.


Vi har aldrig oplevet jalousi ifm. at vores venner, familie og bekendte har fået børn, tak og lov for det.  Vi har bare været heldige at have en masse gode mennesker omkring os, som har været så heldige at få en masse skønne børn, som vi har fået lov til at være en stor del af.

Men vores ønske er at få vores egne børn, ikke at låne eller være aflastning for andres børn. Ift. adoption eller plejebørn, så har vi ikke opgivet håbet om at få vores egne. Og så skal det lige siges at hverken adoption eller at få et plejebarn, er noget man bare lige gør - det kræver sindssygt meget, som kun folk der har været i disse situationer kan berette om.


Hvordan ser jeres situation ud nu?

Pt. har vi sat behandlingen på pause for en stund. Vi har behov for at lande og har behov for at være kærester og finde hinanden igen. Vi har været ude og rejse og bare nydt at være os, og selv om vores situation er trist, så er vi rigtig gode til at være sammen. Det vigtigste for os er vores parforhold.

Heldigvis har fertilitetsklinikken givet os dispensation og vi får derfor lov til en ekstra IVF behandling.

Det sværeste i øjeblikket er at håndtere tankerne, selv om vi er rigtig gode til at tale med hinanden om vores tanker og følelser.


Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Jeg ville ønske, at jeg vidste, at det ville være en udfordring at få børn og at vi var gået i gang med projekt baby langt før.

Og hvor mega hårdt det er at være i fertilitetsbehandling! Men på den anden side, hvis vi havde vidst det, er det ikke sikkert, at vi havde turde kaste os ud i det.

Vi ville ønske, at vi kendte en tidshorisont. Hvis vi bare havde fået at vide, at om 5 år så bliver I forældre, så kunne vi indrette vores liv efter det. Og så ville jeg især ønske, at jeg vidste hvor meget det ville fylde i vores hverdag og generelt i vores liv. Alle planer i vores liv de sidste mange år har været med spørgsmålet ‘hvad nu, hvis jeg er gravid der?’ kan vi så tage på ferie der og sige ja til dit og dat.

Men det er altid nemt at være bagklog og vi har accepteret, at lige sådan her skal det åbenbart være for os.