10 gode råd til kvinder om fertilitet

Hvad kan kvinder være opmærksomme på, hvis de gerne vil have børn snart?

Skrevet af:

wawa

07. februar - 2022


Her har vi samlet 10 råd til dig:

1) Stop med at ryge

Tobaksrøg indeholder forskellige stoffer, og hvis en kvinde ryger, vil hun have sværere ved at blive gravid. Det sker fordi, at giftstofferne i tobaksrøgen påvirker udviklingen af æg og dannelsen af kønshormoner, transporten af det befrugtede æg og evnen til at sætte sig fast i livmoderen.

Kvinder, der ryger, går desuden tidligere i overgangsalderen, fordi giftstofferne sænker niveauet af cirkulerende kvindeligt kønshormon og medvirker til, at æggene tabes hurtigere. Rygning øger risikoen for spontan abort, mens risikoen for en graviditet udenfor livmoderen bliver 15 gange højere, hvis man ryger.

Hvor stor betydning rygning har, afhænger af hvor meget en man ryger. Faldende fertilitet på grund af rygning, kan allerede observeres ved kvinder, der ryger en halv pakke cigaretter om dagen.

Rygning gør altså, at det tager længere tid at blive gravid og øger risikoen for ufrivillig barnløshed med hele 40%. Rygning kan faktisk også skade frugtbarheden i næste generation. Hvis du som mor ryger under graviditeten, reduceres antallet af æg eller sædceller hos fosteret og nedsætter derved fosterets kommende frugtbarhed.

2) Få børn i en tidlig alder

Alderen har stor betydning for din frugtbarhed. Selvom man kan blive træt af at høre det, er det faktisk er det den vigtigste faktor, når man snakker om at blive gravid. Chancen for at blive gravid falder nemlig med alderen. For eksempel har du som 20-årig 34% chance per måned for at blive gravid og føde en baby, hvor chancen hos en 40-årig er 6%. Dette kræver dog, at din partner har god sædkvalitet. Ellers er chancen mindre.

Chancen for graviditet falder, da antallet af æg og kvaliteten af disse nedsættes med alderen. Æggene dannes allerede fra fosterstadie, og igennem livet reduceres antallet. Når du når overgangsalderen (ca. 51 år) er der ikke flere æg tilbage, men frugtbarheden falder allerede 5-10 år før overgangsalderen.

Kvaliteten af æggene afgøres blandt andet ved kromosomanlæggene. Jo ældre man er, jo større andel af æggene vil have unormale kromosomtal. Unormale kromosomantal ses i 10% af ægcellerne hos 35-årige kvinder. Denne andel stiger til 30% hos 40-årige, 40% hos 43-årige og op imod 100% hos kvinder over 45 år.

3) Pas på klamydia

Den hyppigste sexsygdom er klamydia. Klamydiainfektionen forårsages af bakterien Chlamydia Trachomatis, hvilket kan gøre at kvinder får underlivsbetændelse. Sundhedsstyrelsen anslår, at der hvert år smittes cirka 50.000 personer – primært unge under 25 år – med klamydia. Men der diagnosticeres cirka 34.000 personer med klamydia hvert år.

Problemet er, at klamydiainfektionen kan senere gøre det svært at blive gravid, hvis infektionen ikke behandles. Det skyldes, at infektionen kan spredes til æggelederne, som kan blive aflukkede og forårsage ufrivillig barnløshed. Hvis infektionen spredes til æggelederne, øges risikoen for graviditet uden for livmoderen. Ved gentagne klamydiainfektioner stiger risikoen meget for ufrivillig barnløshed og graviditet uden for livmoderen.

4) Undgå hash

Der er studier, der har undersøgt sammenhængen mellem frugtbarhed og brug af hash. Studierne viser dog, at hash nedsætter frugtbarheden hos kvinder. Hos kvinder kan langvarig og hyppig anvendelse af cannabis forstyrre hormonerne, hvilket kan føre til mælkedannelse i brystet hos ikke-ammende kvinder og uregelmæssig menstruationscyklus, der kan medføre nedsat frugtbarhed. Hash påvirker herudover frugtbarheden ved at hæmme ægløsning og ved at nedsætte sandsynligheden for, at det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderslimhinden.

5) Pas på hvor meget kaffe du drikker

Koffein stimulerer vores nervesystem og findes i en lang række produkter som kaffe, the, cola, kakao, chokolade og i forskellige energiprodukter. Det anbefales, at kvinder, der ønsker at blive gravide, ikke får mere end 300 mg koffein om dagen. Der er nemlig undersøgelser, der viser, at det forlænger tiden til graviditet og øger risikoen for spontan abort, hvis man drikker mere end tre kopper kaffe (300 mg koffein) om dagen.

Undersøgelser har vist, at koffein kan påvirke hormonniveauer og herved har indflydelse på ægløsningen. Det kan være årsagen til, at et forhøjet indtag af kaffe kan forlænge tiden til graviditet.

6) Sørg for at være aktiv

Fysisk aktivitet omfatter et bredt spektrum lige fra hverdagsaktiviteter til hård fysisk træning. Det er vigtigt at være aktiv hver dag, også hvis man vil være gravid. Dog skal man være opmærksom på mængden og intensiteten. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man er aktiv mindst en halv time dagligt med moderat til høj intensitet.

Ekstrem fysisk aktivitet kan have en negativ effekt på kvinders frugtbarhed, hvis de træner for meget. Det skyldes, at gentagen hård fysisk aktivitet kan give uregelmæssige blødninger. Derfor oplever nogle kvinder, der dyrker elitesport eller træner dagligt, at deres menstruation ophører i perioder. Blødningsforstyrrelserne og uregelmæssig menstruation kan resultere i lave østrogenniveauer. Frugtbarhed bliver nedsat, da man pga. de lave hormonniveauer ikke får ægløsning. Den negative energibalance gør, at hjernen prøver at "beskytte" kroppen mod graviditet.

Hvis du er vant til at træne hårdt, er det en god idé at skrue ned for hyppighed og intensitet, hvis du gerne vil være gravid.

7) Tænk over din vægt

I dag er 24% af de 16-24-årige kvinder overvægtige eller svært overvægtige, stigende til 38% blandt de 25-34-årige og 45% blandt de 35-44-årige.

Undersøgelser viser, at overvægt hos kvinder nedsætter frugtbarheden og øger risikoen for graviditets- og fødselskomplikationer. Hvis man planlægger graviditet, så forsøg at komme så tæt på normalt BMI, da det vil øge din chance for at blive gravid og nedsætte risikoen for tidlig abort.

8) Undgå undervægt

Undervægt nedsætter kvinders fertilitet. Et studie har vist, at det at være undervægtig som 18-årig var forbundet med længere tid til graviditet i årene efter i forhold til normalvægtige kvinder.

9) Husk ikke at drikke for meget alkohol

Alkohol kan faktisk give manglende ægløsning og menstruation, hvilket kan gøre det svært at blive gravid. Som med så mange andre livsstilsfaktorer, betyder mængden noget for risikoen. Jo mere – desto større indflydelse på frugtbarheden.

Drikker du mere end 14 genstande om ugen, kan du risikere at det taget næsten dobbelt så lang tid om at blive gravide end som kvinder, der drikker under 14 genstande ugentligt. Er du i fertilitetsbehandling, nedsættes chancen for befrugtning og et barn, hvis man ikke begrænser sit alkoholindtag.

Både kvinder og mænd, der ønsker børn, rådes til at have et beskedent til moderat alkoholforbrug. Hvis du som kvinde forsøger at blive gravid, bør du højst drikke en til to genstande om ugen.

10) Spis sundt og varieret!

Mange har hørt om kosttilskud, der kan øge både mænd og kvinders frugtbarhed. Indtil nu har der ikke været gode videnskabelige studier, der har kunnet finde en gavnlig effekt af hverken specielle diæter, fødevarer eller kosttilskud i forhold til at forbedre sandsynligheden for graviditet og fødsel af et levende barn, samt at forbedre mænds sædkvalitet.

Men det er ikke et udtryk for, at der ikke kan være en sammenhæng. Det er meget vanskeligt at undersøge kostens specifikke indvirkning på vores frugtbarhed, da vi kan reagere forskelligt på det, vi spiser og drikker. Derfor anbefaler vi, at hvis du ønsker at blive gravid, så følg de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen.

Husk altid de to vigtige kosttilskud når man planlægger graviditet: Folinsyre og D-vitamin.

Folinsyre: Mangel på folinsyre hos fosteret kan forårsage hjertefejl og rygmarvsbrok. Derfor anbefales et tilskud på 400 mg fra man planlægger graviditet og indtil 12. graviditetsuge.

D-vitamin: D-vitamins vigtigste egenskaber er at sørge for optagelsen af calcium fra tarmen og regulere immunforsvaret. Studier har vist, at kvinder i fertilitetsbehandling med lavt D-vitamin har nedsat chance for graviditet. Ligesom at andre studier viser at kvinder med lavt D-vitamin har en øget risiko for abort. Årsagen skyldes muligvis, at D-vitamin påvirker slimhindens modtagelighed for et befrugtet æg i livmoderen og samtidigt har en indflydelse på at dæmpe kvindens immunforsvar.